14. Den individuelle søjle

I dette kapitel vil vi samle op på og sammenfatte, hvad der tidligere i forskellige kapitler er skrevet om det mest centrale punkt i reformen: nemlig synet på eleven, som den centrale, aktive og ansvarlige person i uddannelsen.

Der er to væsentlige forudsætninger, når der her tales om 'eleven':

1. Der er tale om en elev,

• der er understøttet af skolens personale og faciliteter.
• der er en del af et socialt fællesskab.
• der er i en læreproces, hvori det indgår at udvikle eleven som et lærende menneske, der i stigende grad kan varetage et ansvar for egen læring.

2. Der er tale om et uddannelsesarrangement, der er således indrettet, at det er meningsfuldt at tale om eleven frem for om grupper af elever (klasser).

Erhvervsuddannelsesloven indeholder nu med reformen bestemmelser, der definerer 'den individuelle søjle' med de to nye instrumenter: Elevens personlige uddannelsesplan og uddannelsesbogen. Hermed er grundlaget for uddannelserne blevet det individuelle forløb, hvor det individuelle både kan ligge i indholdet (målene), og i vejen, ruten, tidsforbruget mv.

For at kunne realisere dette ikke blot som en formel systematik; men også som et grundlag for de pædagogiske processer, for læringen, lancerer denne tekst begrebet: Eleven som didaktiker.

Hermed menes, at eleven ikke alene har et ansvar - ikke ansvaret - for egen læring; men at eleven også må tilegne sig indsigt og redskaber, som før var lærerens monopol.

At eleven overtager noget af det, der før var lærerens arbejde (kompetence) betyder ikke, at noget går fra læreren. Tvært.imod, her er jo en ny opgave - og løsningen af denne opgave løfter lærerens virksomhed op på et højere plan: Et metadidaktisk niveau. Det metadidaktiske niveau er det niveau, hvor læreren reflekterer over, planlægger og udfører sådanne handlinger, som er egnede til at udvikle eleven i henhold til uddannelsesplanen og som forvalter af denne uddannelsesplan.

Med fig. 5.2.2 er der vist en illustration af 'det didaktiske rum', som værende et rum båret af to 'søjler': Den generelle og den individuelle læreplan/curriculum. Den ene søjle er kendt, men skal gives en ny udformning for at kunne bære konstruktionen sammen med den anden - og nye - søjle.

Fig. 5.1.4 er en illustration af betingelserne for 'Eleven som didaktiker'. Figuren viser det didaktiske rum som et læreplansrum.

Det er de forskellige læreplanselementer i vekseluddannelsen, der er anført i figuren. Ideen er at fremstille den enkelte elev som det handlende centrum i det mulighedsrum, der stilles til rådighed for designet af det enkelte uddannelsesforløb.

Mulighedsrummet kan ses som et tilbudsrum såvel som et restriktionsrum - i det konkrete tilfælde afhængigt af forventninger og kvaliteten af det fleksible udbud af uddannelsesmuligheder.

I virkelighedens verden (og i uddannelsesteoriens) kunne man tilføje en kongruent figur, som inddrager de rammefaktorer, som stilles til rådighed. Med rammefaktorer [61] menes fx økonomi, lokaler, udstyr osv. Uddannelsesteorien har ikke nogen klar sondring mellem læreplansområdet og rammefaktorerne. Nogle vil således lade de organisatoriske spørgsmål være en del af rammefaktorerne. I denne tekst har vi fra begyndelsen argumenteret for at gøre det organisatoriske til en del af curriculum og didaktikken. Det hænger sammen med, at denne publikation handler om en reform, hvor ændringsbehovet og handlemulighederne er langt større end i den situation, hvor man beskriver en didaktik, som skal være meningsfuld i henhold til den enkelte lærers handlemuligheder.

Imidlertid: Pointen i dette kapitel skal være, at forventningerne til, at det individuelle uddannelsesforløb og den enkelte elevs gradvise bemestring af sin personlige uddannelsesplan kun kan indfries, hvis såvel læreplaner/curriculum i alle sine elementer, centralt og lokalt, samt rammefaktorerne er lagt til rette for det. Hertil kommer, at de i indledningen til kapitlet nævnte forudsætninger også skal være opfyldte.

Erhvervsuddannelsesreform 2000 medfører meget betydelige forandringer i erhvervsuddannelsessystemet. Som det har vist sig også på det skoleorganisatoriske plan - det gælder såvel på makroplanet (det store skolebillede og relationerne mellem skolerne) som på den skole-interne organisation og organiseringen af udbuddet. Meget af dette var for så vidt ikke tilsigtet; men det er - som en 'modernisering' - blevet udløst af reformen.

Her er det igen reformens rationale om den fleksible uddannelse, bygget op om det individualiserede forløb, der er drivkraften.

Etableringen af det fleksible, individuelle forløb har krævet indføringen af den nye indgangsstruktur mv. Dette har igen ført til udvikling af en ny form for skolesamarbejde (og godkendelse!) af udbudsplanen.

Den pædagogiske 'pendent' til det fleksible, individualiserede udbud er: 'eleven som didaktiker'.

Der er grund til at holde godt fast i dette som rationalet, fordi de organisatoriske ændringer i øvrigt kan være så gennemgribende i deres virkninger, at der er risiko for, at de kan trække opmærksomheden og udvikle sig til noget, der har et formål i sig selv.

Denne side indgår i publikationen "Pædagogiske og didaktiske overvejelser bag erhvervsuddannelsesreform 2000" som kapitel 14 af 23
© Undervisningsministeriet 2000