Forankring af projektforløbet på Nøddeskovskolen
Temaet om kærlighed og seksualitet blev på mange måder en succes. Fordomme og unuancerede forestillinger om “de andre” er blevet debatteret og i mange henseender gjort til skamme. Lærerne har både personligt, og også i høj grad professionelt, fået et udbytte af forløbet, idet diskussions- og undervisningsklimaet i klassen er forandret.
Det er tanken, at erfaringerne fra arbejdet i indskolingen såvel som i udskolingen skal formidles til hele skolen. Skolelederen påpeger, at det at tænke integration ind i fagene er en enorm pædagogisk og didaktisk udfordring for lærerne, men at flerkulturel rummelighed skal indgå som et aspekt ved al aktivitet og undervisning på skolen. Det vil sige, at kulturforståelse, anerkendelse og konfliktløsning ses som nødvendige temaer, der ud over teori også indeholder konkrete redskaber til undervisningens tilrettelæggelse og gennemførelse. Det er således ikke nok at lade kulturforståelse være et interessant indslag i en fælles etnisk aften på skolen.
På sigt er planerne at etablere elevmægling på skolen. Her vil flerkulturel rummelighed indgå naturligt, når nogle typer af konflikter skal håndteres.

|