1. Indledning - Målet er rummelighed

Intentionen med dette hæfte er at præsentere en række ideer, cases og gode eksempler fra erhvervsskoler og fra produktionsskoler på, hvordan det er muligt at arbejde med en styrkelse af det sociale aspekt i og omkring undervisningen. Formålet er at skabe et fagligt pædagogisk grundlag for etablering og understøttelse af sociale strukturer og relationer på skolerne.

En større rummelighed - sådan er et af målene med erhvervsuddannelsesreform 2000. Det betyder, at den enkelte elev skal i centrum, og at der skal tages afsæt i den enkelte elevs styrker og potentialer. Ønsket er at reducere frafaldet, så en større andel af en ungdomsårgang gennemfører en kompetencegivende uddannelse. Det betyder, at skolerne skal arbejde med at "give plads og uddannelse til alle." Plads eller rum for alle de, der ønsker det, i både fysisk og psykisk forstand.

Det stiller krav til skolerne om rummelighed på flere niveauer:

• Lærings- og arbejdsformer, der kan appellere til alle elevtyper
• Rammer og strukturer, hvor alle kan udvikle sig
• Samspil med omverdenen med henblik på at få alle med.

Rummelighed på de forskellige niveauer indebærer, at der skal skabes muligheder for, at eleverne finder frem til de læringsformer, der passer til den enkelte elevs individuelle læringsstil i samarbejde med skolen og lærerne.

Men rummelighed betyder også, at skolen skal betragtes som et værested, hvor eleverne får retten til deres egne rum. Det kan være:

• I form af plads/lokaler på skolen, som eleverne selv bestemmer over
• Tilbud om forskellige aktiviteter, der ligger ud over de enkelte mål i fagene, eller som sammentænker mål og sociale aktiviteter. Noget som eleverne har indflydelse på udformningen af og indholdet i.

Det stiller krav til demokrati og til elevmedindflydelse. Det er vigtigt, at eleverne bliver hørt og bliver inddraget i de beslutninger, der angår dem, i det omfang, det er muligt¹.

Endelig skal begrebet rummelighed også udvides til at omfatte den verden, der ligger uden for skolens areal. Det er der for så vidt ikke noget revolutionerende i. Flere skoler har tradition for samarbejde med virksomheder om praktikophold, og praktik i udlandet er heller ikke nyt. Noget af det nye ligger i det samarbejde, der er blevet etableret med produktionsskolerne², hvor der er eksempler på elever, der bliver hjulpet godt i gang, når de to forskellige skoleformer går sammen om en fælles indsats. Der kan også peges på en åbning mod efterskoler og højskoler.

Når målet er rummelighed, bliver et af midlerne, at der skal arbejdes med de sociale strukturer og relationer på de tekniske skoler, anskuet i et læringsperspektiv. De sociale strukturer, som skal udvikles i kølvandet på moduliseringen og på den gradvise afvikling af stamklassen som den faste sociale enhed i skoleforløbet. Samtidig skal der arbejdes med at etablere sociale fællesskaber og tilhørsforhold, som ikke entydigt vil blive sat i forbindelse med den traditionelle klassestruktur.

I det efterfølgende kapitel bliver det pointeret, at de unge, der tager erhvervsuddannelser, ikke kan betragtes som en ensartet gruppe, ligesom det ikke giver mening at tale om "svage unge" uden at uddybe dette begreb nærmere. Det er et tema, som mange ungdomsforskere allerede beskæftiger sig med.

I kap. 3 bliver der lagt vægt på betydningen af de sociale strukturer og relationer for kvalificeringen og udviklingen af elevernes sociale og faglige kompetencer. De forskellige cases i kapitlet indeholder præsentationer af eleverne, som er i gang med deres individuelle læring i deres respektive læringsmiljøer. Casene er udarbejdet for at give bud på nogle principper for læring, der kan fungere i de nye sociale strukturer, og som skaber grobund for udvikling af selvværd og af faglig identitetsoplevelse. Rummeligheden i tilrettelæggelsen sikrer samtidig, at der bliver taget udgangspunkt i den enkelte elev.

Kap. 4 handler om de fysiske og de sociale miljøer. Vi giver forslag til, hvordan man som skole kan sammentænke læringen og de sociale strukturer, så skolen bliver mere og andet end den traditionelle skole nemlig et værested.

I hæftet "Erfaringer fra forsøg med eud-reformen"³ bliver det fremhævet, at gruppen af kontaktlærere har haft en meget fremtrædende rolle over for eleverne. Hvilke opgaver kan der ligge for gruppen af kontaktlærere i forhold til at fastholde eleverne i de løse sociale strukturer, der er en konsekvens af reformen? Til det spørgsmål har vi i kap. 5 skrevet en case, som stiller mange spørgsmål, men ikke giver så mange svar. Det er meningen, at den skal inspirere til en diskussion af, hvad kontaktlærerne kan gøre. Det vil der være mange bud på og forskellige holdninger til.

Rummeligheden i forhold til det omgivne miljø bliver perspektiveret i kap. 6 med særlig fokus på produktionsskolerne, som kan tilbyde meget. Og endnu bedre når de og de tekniske skoler går sammen om den særligt udsatte gruppe af unge, så opstår muligheden for at udvikle specielle tilbud for den enkelte elev.

Casene er skrevet på baggrund af indsamlede eksempler på god praksis. Som læser skal man være opmærksom på, at eksemplerne altid er hentet i en særlig skolekontekst. Det betyder, at man skal overveje nøje, hvilke særlige betingelser eller rammefaktorer der har været til stede det pågældende sted. Hvilken indgang er der tale om? Er det en stor eller en lille skole, og hvor i landet er den placeret? Er der en særlig kultur eller nogle traditioner for at gøre noget ekstraordinært for skolemiljøet? Og hvordan kan det så hænge sammen med den måde, man arbejder på hjemme på ens egen skole?

Denne side indgår i publikationen "Læringens sociale aspekter" som kapitel 1 af 7
© Undervisningsministeriet 2002