Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

9. Kontaktlærerens opgaver og kompetenceudvikling





I forbindelse med dette projekt havde kontaktlæreren en nøglefunktion. Kontaktlæreren er den, eleven lavede aftaler med om, hvilke kompetencer der især var behov for at udvikle. Det kræver et nært forhold mellem elev og kontaktlærer. Det kan opbygges over tid. En lærer siger: "En kontaktlærer har jo også den opgave at kunne tyde personen og have en jordnær samtale, så man finder ud af, hvem det er, man sidder med, og hvordan personen griber de forskellige ting an. Der går altså totre samtaler, før man når så langt." Det kræver, at kontaktlæreren er i stand til at føre en god dialog med eleven om elevens mål og udvikling. Det stiller en række krav til kontaktlæreren:

  
Kontaktlæreren skal kunne4:

Hjælpe eleven med at træffe valg.

Have indsigt i læreprocesser og vejlede om disse.

Arbejde med at integrere elever i skolens sociale liv.

Evaluere og bruge resultaterne fremadrettet til forbedring af elevens læreproces.

Samarbejde med andre lærere, kontaktlærere og vejledere om at tilrettelægge de optimale forløb for eleven.
   

Men ud over det nære forhold til eleven var det også lærernes erfaring i dette projekt, at kontaktlæreren helst skal være medlem af det faglige lærerteam. En enkelt lærer var ude for at skulle være kontaktlærer i en helt anden indgang end den, hun underviste i: "Det er meget svært. Jeg skal virkelig tale sammen med faglærerne, ellers løber eleverne om hjørner med mig. Men selv om vi gør det, er det alligevel umuligt, for jeg skal bruge meget tid på at sætte mig ind i det faglige." Alle andre lærere var kontaktlærere i samme indgang, hvor de underviste. For dem var det en positiv oplevelse at tale med eleverne om kompetenceudvikling. De følte, at det var meget relevant i deres kontakt med den enkelte elev.

[Billede: Her ses en tegning af en mand, hvis krop er en stikdåse, som går sammen med en dreng, hvis hovede er en lyspære. Dette skal ilustrere kontaktlæren som hjælper eleven.]

Kontaktlærere skal kunne hjælpe elever med at træffe faglige valg!

Aftaler med eleverne

Det er vigtigt at lave aftaler med den enkelte elev. Overskuelige aftaler med et passende mellemrum for den enkelte elev. For også her er eleverne forskellige. En lærer bemærkede: "Det er ikke sådan, at du skal have kontaktlærersamtaler på samme tid med alle elever. Nogle elever skal du have kontakt med om tre uger, og andre skal du have om to dage. Men alle aftaler skal være om overskuelige ting, som eleverne kan holde sammen på i uddannelsesplanen. Det er altså også en administrativ opgave, hvor det gælder om at oprette og administrere aftaler."

Her kommer skriftligheden ind i billedet. I mødet mellem kontaktlærer og elev er det vigtigt at skrive ned, hvad man aftaler. Det gælder vist for både lærere og elever, at glemsomheden er høj, hvis aftalen ikke er fæstnet på papir. Det har fået nogle lærere til at sætte speciel fokus på skriftligheden: "Vi har fået sat fokus på skriftligheden i vores kontaktlærersamtale og fået lavet nogle reelle kontrakter, sådan at eleverne kan se, hvor det er, de skal bevæge sig hen."

Samtale og samtaleskemaer

Der kan med fordel anvendes samtaleskema som udgangspunkt for kontaktlærersamtalen. Det er vigtigt, at eleven bliver bevidst om, hvad der kræves for at opnå den ønskede kompetence - og hvor eleven er nu. Kun hvis der stilles synlige mål op, kan eleven selv være med til at arbejde hen imod dem. Ved at benytte skemaet (side 57) kan eleven se de tre faser i arbejdet: planlægning, udførelse og vurdering; og han kan i samtalen med kontaktlæreren se, hvor på skalaen, han befinder sig nu, og aftale, hvor højt han ønsker at stile.

Andre kontaktlærere har foretrukket en struktureret samtale, som har følgende faste overskrifter:

  • Sammenhæng - hvor er du nu? Hvilke kompetencer har du opnået?
  • Mål - hvilke mål har du for din uddannelse? Hvilke mål har du for den næste periode?
  • Hvilke kompetencer vil så være nødvendige for dig?
  • Tiltag - hvilke læringsaktiviteter vil du foretrække at arbejde med for at nå disse mål/kompetencer?
  • Tegn - hvordan vil du selv kunne se, at du har opnået disse mål?
  • Evaluering - hvordan vil du evaluere, at du har nået målet?

Sammenfatning og anbefaling

Kontaktlæreren har en nøglefunktion, når det gælder udvikling af elevernes kompetence. Strukturerede, regelmæssige samtaler - men med forskellige mellemrum alt efter, hvilke elever det drejer sig om - er meget vigtige for at gøre eleven bevidst om egen udvikling. Det er lærernes anbefaling fra dette projekt, at det er bedst at være kontaktlærer for elever, man også kan vejlede fagligt.

  
Til overvejelse:

Hvordan vil du løbende vejlede eleven?

Hvad kan du gøre for at styrke samarbejdet med dine kollegaer om udvikling af de enkelte elever?
  

 

4) Fra Udvikling af lærerkompetencer i praksis - et fælles ansvar, Ole Dibbern Andersen og Albert Christensen, Undervisningsministeriet, 2000

 


Denne side indgår i publikationen "Jeg kan noget, ved noget og jeg er noget" som kapitel 9 af 11
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top