Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Projektets forord





Med denne rapport afsluttes forskningsprojektet Fokus på voksenlæreren. Projektet er den første samlede danske undersøgelse af voksenlærernes almenpædagogiske kvalificering og de læreprocesser, der indgår i den sammenhæng. Undersøgelsen omfatter lærernes behov for kvalificering, forløbet af kvalificeringsprocessen, udbyttet heraf, og hvordan lærerne anvender det, de lærer.

Undervisningsministeriet peger i forbindelse med kvalitetsdiskussionen på, at "en af forudsætningerne for at opretholde et højt uddannelsesniveau er, at både lærere og ledere er kvalificerede og motiverede". Resultaterne fra dette projekt vil kunne indgå i denne diskussion med ny viden om "ændringer i lærerog lederrollen"1.

Undersøgelsen af lærerkvalificeringsforløbene er foretaget af Sofie Danneskiold-Samsøe og Helle Marstal. Undersøgelsen af lærernes anvendelse af deres kvalifikationer er foretaget af Anne Larson og Lis Hemmingsen med bistand af Mathilde Hjerrild Carlsen.

Bjarne Wahlgren har skrevet kapitlerne 1, 2, 3, 8 og 9, Sofie Danneskiold-Samsøe og Lis Hemmingsen har skrevet kapitlerne 4-6, og Sofie Danneskiold-Samsøe og Anne Larson har skrevet kapitel 7 og udkast til kapitel 8.

På baggrund af materialet blev der afholdt en konference om lærerkvalificering i november 2000. Konferenceindlæggene, der har form som kommenterer til undersøgelsens resultater, er - i forkortet form - optrykt som appendiks. Vi takker Tina Bøgehave Christiansen, Lisa Hougaard og Erling Klinkby for bidragene og de kvalificerede kommentarer. En særlig tak til professor Peter Jarvis, der har givet tilladelse til, at hans bidrag, der blandt andet præsenterer en ny udgave af hans læringsmodel, publiceres første gang samtidig med denne rapport.

Der har til projektet været knyttet en følgegruppe med repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Dansk Folkeoplysning Samråd og Landsforeningen af Voksen- og Ungdomsundervisere. Følgegruppen har været rådgivende undervejs i projektet. Jeg vil gerne takke følgegruppens medlemmer for deres interesse og konstruktive kommentarer under hele projektet.

Jeg vil samtidig takke Undervisningsministeriet for den økonomiske støtte til projektet.

Endvidere vil jeg benytte lejligheden til at takke de forskellige uddannelsesinstitutioner, der har stillet sig til rådighed for undersøgelsen, og de mange enkeltpersoner, lærere såvel som kursister, der villigt og tålmodigt har ladet sig interviewe igen, igen og igen. Uden deres medvirken ville projektet ikke have været muligt.

Det bemærkes at alle synspunkter og konklusioner i rapporten står for forfatternes egen regning.

Danmarks Pædagogiske Universitet, januar 2002

Bjarne Wahlgren

 


1) Undervisningsministeriet (2000). Kvalitet der kan ses.

 


Denne side indgår i publikationen "Fokus på voksenlæreren" som projektets forord
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top