![]() ![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() Indledning
Hvilke pædagogiske kvalifikationer skal underviseren have inden for den almene voksenundervisning? Hvordan kan voksenunderviseren tilegne sig disse kvalifikationer? Hvordan anvendes de pædagogiske kvalifikationer i den praktiske undervisning? Disse grundlæggende spørgsmål er omdrejningspunktet for forskningsprojektet Fokus på voksenlæreren2. Det første spørgsmål er beskrevet i projektets anden delrapport: Behovet for lærerkvalificering3. De to andre spørgsmål vil blive behandlet i denne rapport. Rapporten indledes med en sammenfatning af eksisterende viden på området. På baggrund af gennemgang af foreliggende litteratur præsenteres forskellige centrale problemstillinger og undersøgelsesresultater om kvalificering af (voksen)undervisere. I kapitlet diskuteres teoriens funktion i den professionelle lærerrolle og i forhold til læreren som reflekterende praktiker. Diskussionen efterfølges af et afsnit om uddannelseskulturen og dennes betydning for såvel undervisning som lærerkvalificering. Herefter sammenfattes forskellige synspunkter på voksenunderviserens (ideelle) kvalifikationsprofil, og forskningsprojektets kvalifikationsdimensioner præsenteres. Afslutningsvise anlægges forskellige synsvinkler på kvalificeringsprocessen. I næste kapitel præsenteres tre centrale begreber i forbindelse med lærerkvalificeringen: rationalitet, det kommunikative og den kritiske refleksion. I det følgende kapitel redegøres for de metoder, der er anvendt i forbindelse med projektets dataindsamling. Der gøres her rede for datamaterialets styrker og dets begrænsninger. I de næste fem kapitler præsenteres forskningsprojektets empiri. Det drejer sig om fem case-analyser, hvor konkrete kvalificeringsforløb beskrives og analyseres. De forløb, der indgår, er et under den etårige voksenunderviseruddannelse, et alment voksenpædagogisk grundkursus (AVG), et efteruddannelsesforløb for daghøjskoleundervisere, et udviklingsprojekt på en folkehøjskole og tilsvarende et udviklingsprojekt på et voksenuddannelsescenter. I hver af case-analyserne beskrives forløbet, deltagernes forudsætninger, det udbytte, de oplever at have fået af deltagelsen, hvad der skaber forandringen, og hvad underviserne har anvendt af det, de har lært (implementeringen). I det afsluttende kapitel sammenfattes projektets resultater i en række teser, og der peges på nogle perspektiver med hensyn til kvalificering af voksenundervisere, som forskningsprojektets resultater giver anledning til.
|
![]() |
||||
![]() ![]() ![]() Til sidens top |