3. Undersøgelsens metode

"Fokus på voksenlæreren" er et forskningsprojekt, der undersøger voksenlærerens almenpædagogiske kvalificering. Den faglige og fagdidaktiske kvalificering falder således uden for projektets rammer. I projektet analyseres og beskrives behovet for lærerkvalificering, kvalificeringsprocessen, udbyttet af denne og barrierer og implementering i den forbindelse.

Området er afgrænset til den almene voksenuddannelse og folkeoplysning. Dette område er i undersøgelsen operationelt defineret som folkehøjskoler, daghøjskoler, aftenskoler (oplysningsforbund) og voksenuddannelsescentre.

Projektet blev indledt med en kortlægning af de almenpædagogiske lærerkvalificeringsforløb. Kortlægningen blev efterfulgt af en undersøgelse af lærernes behov for kvalificering. Begge undersøgelser er tidligere beskrevet med hensyn til anvendte metoder og resultater i henholdsvis 1. og 2. delrapport⁹⁸.

I denne rapport beskrives lærernes udbytte af deltagelse i kvalificeringsforløb og lærernes anvendelse af det, de har lært. Nedenfor beskrives de metodiske overvejelser, der er gjort i forbindelse med denne del af forskningsprojektet.

3.1. De udvalgte forløb

Datamaterialet i denne del af undersøgelsen omfatter følgende lærerkvalificeringsforløb: et alment voksenpædagogisk grundkursus (AVG), et forløb under den etårige voksenunderviseruddannelse, et efteruddannelsesforløb for daghøjskolelærere, et omstillingsprojekt på en folkehøjskole og (to) omstillingsprojekter på voksenuddannelsescentre (VUC).

Bag udvælgelsen af de seks forløb ligger følgende overvejelser:

1. Forløbene skulle tilsammen have deltagere fra hele det felt, som den samlede undersøgelse omfattede, nemlig den almene voksenuddannelse og folkeoplysningen.
2. Forløbene skulle dække væsentlige dele af den lærerkvalificering, der aktuelt blev gennemført i Danmark, således som denne er kortlagt i den første delundersøgelse.
3. Forløbene skulle rumme forskellige former for kvalificering, nemlig mere traditionelle kursusforløb for eksempel de voksenpædagogiske grundkurser (AVG) og kvalificeringsforløb knyttet til omstillingsprojekter eller udviklingsarbejder.
4. Forløbene skulle omfatte forløb, hvor deltagerne kom fra forskellige uddannelseskontekster (AVG og voksenunderviseruddannelsen), fra samme uddannelseskontekst (efteruddannelse for daghøjskolelærere) og fra samme uddannelsesinstitution (forløbene på folkehøjskolen og voksenuddannelsescentrene).

Herudover var udvælgelsen - som alle empiriske undersøgelser - underlagt nogle ressourcemæssige begrænsninger, der kombineret med den forholdsvis omfattende dataindsamling på de enkelte forløb - kun muliggjorde valg af et forløb inden for hver af de omtalte kvalificeringskategorier⁹⁹.

Geografisk fordeler institutionerne sig således, at to forløb er gennemført på Sjælland, et på Fyn og tre i Jylland.

Da denne del af undersøgelsen ikke har til formål at beskrive udbredelsen eller andelen af bestemte fænomener, men alene fokuserer på lærerkvalificeringsprocessen, anser vi de udvalgte forløb som tilstrækkelige til at udtale sig om generelle forhold i den forbindelse. Især i den udstrækning, der er tale om fællestræk på tværs af de enkelte forløb. Udvalget giver imidlertid kun i begrænset udstrækning mulighed for at vurdere årsagerne til eller generaliserbarheden af eventuelle forskelle de forskellige forløb imellem. Langt de fleste af de i kapitel 9 opstillede teser udtaler sig da også om generelle tværgående træk og kun i begrænset udstrækning om forskelle.

3.2. Dataindsamlingen

Fra hvert forløb er et antal lærere udvalgt og interviewet. Interviewene er - ideelt set - gennemført ved forløbets begyndelse, midtvejs i forløbet, ved dets afslutning og et halvt år efter afslutningen. Af praktiske grunde er disse tidspunkter fraveget i flere tilfælde, men i alle forløb er interviewene af den enkelte lærer taget med en tidsmæssig forskydning for at beskrive udvikling i kvalificeringen og implementering af det, der er lært. Som supplement til disse interview - og som en beskeden kontrol af paneleffekten - er der foretaget fire interview med deltagere fra AVG-forløbet alene efter afslutningen af forløbet med henblik vurdering af udbytte, barrierer og implementering.

De enkelte interviewpersoner er udvalgt efter deres tilknytning til undervisning, idet der er valgt de mest erfarne undervisere til interview. Denne udvælgelse kan i sig selv have en vis indflydelse på, hvilket udbytte deltagerne oplever, de har fået. Det kan således ikke udelukkes, at mindre erfarne undervisere ville have lagt større vægt på den instrumentelle side af undervisningen end den her interviewede målgruppe (jf. konklusionerne i kapitel 9). En sammenligning af erfarne og noget mindre erfarne interviewpersoner synes imidlertid ikke at give væsentlige forskelle i den udstrækning, vi har haft mulighed for at sammenligne deltagerne på denne dimension.

Et andet udvælgelseskriterium - eller snarere faktum - var, at det var de mest aktive og ivrige deltagere, der meldte sig til at lade sig interviewe. På de forskellige hold var der således en vis uvilje mod en tilfældig udvælgelse af interviewdeltagere. Begrundelsen var en blanding af etiske og gruppesociale forhold. Det blev derfor lagt op til deltagerne selv at afgøre, hvem der ville lade sig interviewe eller var villige til at stille op til interview. Vi kunne så vælge mellem dem, der meldte sig (dette gælder kun for de tre kursusforløb, idet samtlige involvere indgår i omstillingsprojekterne). Hvilke konsekvenser dette har for vores konklusioner, er vi lidt i tvivl om. Men umiddelbart er vi tilbøjelige til at mene, at en sådan udvælgelse overeksponerer eller overvurderer det udbytte, deltagerne generelt - eller den gennemsnitlige deltager - har fået af de pågældende forløb. Vi ved det imidlertid ikke. Da undersøgelsen ikke er en evaluering, der skal afdække, hvor meget deltagerne har fået "med hjem" men i stedet fokuserer på læreprocesserne og deres forløb, så er fejlkilden næppe af større betydning.

Som det er beskrevet under de enkelte case-analyser, er det vanskeligt at opretholde et interviewerpanel, som det der her er tale om, i en så relativt lang tid, hvor institutionerne forandrer sig, og hvor de enkelte deltagere er "på vej" i deres karriere. Der er således tale om et vist frafald, nemlig 6 af 19. Årsagerne til frafaldet er flere: ophør på uddannelsen, men især nyt arbejde eller ny jobfunktion med den konsekvens, at lærerkvalificeringsaspektet blev mindre relevant. Der er også tale om, at personer ved det sidste interview (opfølgningsinterviewet) ikke har været til at få kontakt med (måske netop fordi de ikke er i gang med et arbejde som lærere), eller de ikke har været på skolen ved interviewtidspunktet. Der har imidlertid ikke været tale om egentlige "nægtere".

I alt er der fra begyndelsen interviewet 19 lærere¹⁰⁰. I anden runde, dvs. "midtvejs" i forløbet, blev der interviewet 11 lærere. I tredje runde, dvs. omkring kursus- eller projektafslutningen, blev der interviewet 16 lærere¹⁰¹. Ved det sidste tidspunkt - omkring et halvt år efter deltagelsen - blev der interviewet 16 lærere¹⁰².

På det ene VUC, hvor der i forvejen var et omfattende udviklingsarbejde i gang, er interviewene blevet suppleret med interview med fem medarbejdere (lederen og fire lærere), der beskrev den generelle omstilling og ikke det konkrete projekt, "Standard og Profiler", som de øvrige interviewede var involveret i.

3.3. Interviewet

Interviewene er gennemført som åbne løst strukturerede interview, der er gennemført på baggrund af en i forvejen udarbejdet interviewguide. Interviewene er optaget på bånd og udskrevet i deres helhed.

De forskellige interview er gennemført med et noget forskelligt indhold i forhold til de forskellige tidspunkter, de er gennemført på i forløbene. Man spørger naturligvis om noget forskelligt ved begyndelsen af forløbet og ved afslutningen. Der er også forskel på de interviewguides, der er anvendt til interview af henholdsvis lærerne på uddannelsesforløb og lærerne i omstillingsprojekter.

Fokus i interviewene har været beskrivelse af forløbet, deltagernes udbytte, hvad det er i forløbene, der har bidraget til forandringen, hvad man anvender i dagligdagen fra forløbene, og hvilke barrierer der har været i forbindelse med anvendelsen. Det er deltagernes egne opfattelser og redegørelser, som udgør datamaterialet.

Interviewguiden har typisk indehold fire til seks overordnede spørgsmål, som så er blevet belyst ved en række underspørgsmål. Eksempelvis indeholder det sidste og afsluttende interview med deltagere på omstillingsprojekterne følgende overordnede temaer: projektets kontekst, udbyttet af projektet, ejerskab til projektet, spredning til resten af institutionen og ledelsesmæssige forhold. I forbindelse med udbyttet er der eksempelvis stillet følgende spørgsmål:

• Hvordan vil du beskrive dit udbytte (positivt eller negativt) af projektet (pædagogisk, fagligt, menneskeligt)?
• Er der noget fra projektet, som du bruger enten i din undervisning eller i andre sammenhænge i forbindelse med dit job? Giv konkrete eksempler på noget som du gør anderledes som følge af projektet!
• Er der noget, der forhindrer dig i at bruge erfaringer fra projektet i det daglige (for eksempel strukturelle forhold, kollegers eller ledelsens reaktioner)?
• Er der forhold ved den måde projektet har været organiseret, der har haft betydning for dit udbytte?

Interviewenes omfang har varieret fra en halv til en hel time.

3.4. Svarvillighed og svarevne

Det er væsentligt i forbindelse med en interviewundersøgelse af den art, som anvendes i denne dataindsamling, nemlig forholdsvis lange og gentagne interview med de samme respondenter, at der er den nødvendige svarvillighed. Ikke mindst i forbindelse med de opfølgende interview. Det er nødvendigt, at man har respondenternes velvilje i forbindelse med besvarelsen af de mange og ret komplicerede spørgsmål, og det er nødvendigt, at de er villige til at stille op til gentagne interview med samme entusiasme og beredvillighed, som til det første interview.

I såvel henvendelsen til respondenterne som i forbindelse med gennemførelsen af de enkelte interview er der fra begyndelsen lagt vægt på, at der skulle opnås en god kontakt mellem interviewer og den interviewede. Der er derfor lagt vægt på, at interviewene gennemføres på respondenternes "hjemmebane", at samtalesituationen afmystificeres, at der ikke er tale om en kontrol eller eksamen, at interviewerne er tillidsvækkende, og at de har kendskab til den situation, som respondenterne befinder sig i.

Der er vores indtryk, at disse bestræbelser har været vellykkede. Der er således ingen af de interviewede, der har afbrudt et igangværende interview eller nægtet at besvare nogle af de stillede spørgsmål. Tilsvarende er der ingen af de interviewede, der ikke har indvilliget i at lade sig interviewe det nødvendige antal gange - for de fleste respondenters vedkommende fire gange. Vi mener således, at vi har løst det første grundlæggende metodiske problem i forbindelse med en interviewundersøgelse: vi har skabt den nødvendige svarvillighed.

Et andet fundamentalt metodisk problem i undersøgelser af denne art er, om interviewpersonerne er i stand til at besvare de stillede spørgsmål - om de har den fornødne svarevne. Man kan være i tvivl, om man generelt er i stand til verbalt - og i en interviewsituation - at redegøre for, hvad man har lært, og hvordan man anvender dette i dagligdagen.

For det første kan man indvende, at den viden, som lærerne har fået i den pågældende sammenhæng principielt er "tavs viden" - endda tavs viden i den forstand, at den ikke kan begrebsliggøres¹⁰³. For det andet kan man indvende, at selve interviewsituationen er kunstig i forhold til den daglige praksis, og at det i sig selv gør, at det er vanskeligt eller umuligt for lærerne at redegøre for det, de har lært. Begge indvendinger gør - hvis de er holdbare - at man ikke kan slutte fra, hvad der siges eller ikke siges i interviewet, og så til hvad der "i virkeligheden" er sket med lærerne. De kan udmærket have lært meget og anvendt meget af dette, uden de er i stand til at redegøre herfor.

Som et første forsvar mod et sådant angreb på den anvendte metode, kan man sige, at undersøgelsen muligvis ikke afdækker, hvad lærerne ved, men afdækker, hvordan lærerne er i stand til at argumentere for det, de gør. Men også dette er i sig selv væsentligt og forskningsmæssigt interessant.

Det er imidlertid vores opfattelse, at et interview, gennemført efter de beskrevne retningslinjer, faktisk er i stand til at afdække, hvad der er lært, og hvordan dette anvendes. Dette mener vi på baggrund af følgende argumentation:

For det første er det en del af formålet med uddannelserne, at lærerne skal være/blive bevidste om det, de gør. Det er altså en del af selve uddannelsen, at man skal lære at beskrive og forholde sig til ens egen pædagogiske praksis. For voksenunderviseruddannelsen testes denne læring ligefrem i forbindelse med de afholdte prøver. Det ligger således i uddannelsestænkningen, at den pædagogiske viden skal ændres fra "tavs" til begrebsliggjort viden.

For det andet må det være en forudsætning for, at lærere kan reflektere over og samtale med kolleger om deres pædagogiske praksis, at de er i stand til at begrebsliggøre og verbalisere den. En del af formålet med en pædagogisk (efter)uddannelse er netop at sætte deltagerne i stand til at reflektere bevidst om egen praksis og baggrunden herfor og at være i stand til at kommunikere med andre ligestillede herom¹⁰⁴.

For det tredje ser vi i interviewene faktisk eksempler på, at lærerne er i stand til at redegøre for det, de gør. Ganske vist ikke i formfuldendte logiske ræsonnementer, men dog i en form, så man kan konstruere den bagvedliggende viden og argumentation¹⁰⁵.

Selvom vi således er af den opfattelse, at interviewmetoden er en anvendelig metode til afdækning af lærernes uddannelsesudbytte (sammenlignet for eksempel med en observationsmetode eller en logbogskrivning), så er vi opmærksomme på, at der ligger en ganske betydelig interviewereffekt i denne sammenhæng.

Det er velkendt, at interviewpersoner i almindelighed gerne vil imødekomme intervieweren. Dels i forhold til forventede svar, dels i forhold til at fremstå som positiv i forhold til et andet menneske. Samtidig er det også velkendt, at interviewpersoner over for intervieweren ønsker at fremstå som fornuftigt handlende personer. I forbindelse med interview om undervisning og uddannelse er det således veldokumenteret, at respondenter altid "synes, de har fået meget ud af deltagelsen" (for ellers afslører man sig jo som en dum elev, eller som en der har spildt tiden). Disse forhold tilsammen gør, at der i interview af den beskrevne art kan forventes en vis "snakken efter munden" og selvovervurdering.

I interviewene kan vi således finde flere eksempler på, at interviewpersonen i interviewet umiddelbart svarer positivt på, at man har fået meget ud af kurset, men gået direkte på klingen har vedkommende vanskeligt ved at uddybe eller eksemplificere dette.

Et konkret eksempel på en lidt letkøbt formulering gives i et interview, hvor intervieweren spørger, om der er noget, man gerne ville have lært noget mere om på kurset, og får svaret:

Interviewperson: Jeg vil sige mange af de bøger, jeg har fået fat i i det efterfølgende, og det jeg har læst om pædagogik efter jeg blev færdig, det synes jeg har været mere relevant end det, vi blev undervist i!
Interviewer: Kan du huske et eksempel?
Interviewperson: Næ. Jeg har læst så meget simpelthen, så det
…
Interviewer: Er det fordi, du er blevet bidt af en eller anden bestemt genre, eller […]?
Interviewperson: Næ, det er det ikke. Jeg har prøvet at læse meget bredt. Men vi brugte heller ikke bøgerne ret meget dernede!

En analyse af denne lille samtalesekvens kan give anledning til mange tolkninger. Umiddelbart illustrerer den, at der ikke er voldsomt meget hold i den flotte formulering om, at der er læst meget litteratur, og at denne læsning har været mere relevant end det, der er foregået i undervisningen på kurset. Man kan tolke den sidste sætning som en undskyldende trækken i land, idet det her siges, at man jo heller ikke på uddannelsen "bruger" bøgerne - så det derfor ikke er mærkeligt, at interviewpersonen ikke kan redegøre for, hvad hun har anvendt det læste til. Eksemplet illustrerer, at man gerne vil fremstille sig selv positivt, men ikke altid er i stand til at "dokumentere" dette.

Et tilsvarende eksempel hentet fra et andet interview illustrerer vanskeligheden ved at følge op på de oprindeligt givne svar om, at "man har lært noget". I den pågældende samtale siger interviewpersonen, at hun har lært noget om at "lave lektionsplaner" og siger samtidig, at hun har opnået "sikkerhed i det faglige sprog". Intervieweren beder hende om nogle eksempler på, at hun bruger fagsproget anderledes og får følgende svar (efter en længere tænkepause):

Dette tilfredsstiller tilsyneladende intervieweren, der siger: Ja, men det er da også et udmærket eksempel på, at du bruger sproget. Altså i den faglige sammenhæng!". Hvorefter intervieweren fortsætter med at spørge om kollegasamarbejdet.

Eksemplet illustrere altså både en noget overfladisk redegørelse for, hvad det er for et fagsprog personen har tilegnet sig, og en mangelfuld opfølgning fra interviewerens side. Det forbliver i samtalen en blot og bar benævnelse af nogle emner og begreber. Der er ingen redegørelse for, hvad de forskellige begreber dækker, eller hvad fagsproget anvendes til - ud over at det har givet læreren en vis sikkerhed og selvtillid i forhold til andre kollegers fagsprog.

Eksemplerne er trukket frem for at vise vanskelighederne ved at gå i dybden med redegørelser for, "hvad man har lært". Denne vanskelighed er tilstede både i det andet interview, hvor interviewpersonen ikke af sig selv uddyber sin anvendelse af fagsproget, og i det første interview, selvom intervieweren forsøger at følge op med supplerende spørgsmål.

Samtidig illustreres - eller måske snarere antydes - en anden type problemer end de kognitive og formuleringsmæssige i denne form for interview, nemlig de etiske og socialpsykologiske problemer. De etiske består i, at interviewet ikke må få form af en eksamination, og de socialpsykologiske består i, at interviewpersonen ikke skal føle, at han kommer til kort eller ikke har fået nok ud af undervisningen. Hvis intervieweren overskrider grænser i den sammenhæng, vil det gå ud over svarvilligheden (og måske også svarevnen), som så vil udelukke yderligere interview. De manglende opfølgende spørgsmål og de manglende krav i interviewene til interviewpersonerne om at give mere fyldige begrundelser skal ses som et udtryk for denne balancegang.

Sammenfattende kan vi sige om svarvilligheden og svarevnen at:

• Der synes at være stor svarvillighed. Der er opnået den nødvendige kontakt mellem interviewer og de interviewede i samtlige interview.
• Vi antager, at lærerne har den fornødne svarevne, hvilket her vil sige, at de er i stand til at verbalisere den viden, som de har erhvervet, og som de handler efter i deres pædagogiske praksis. De noget kortfattede og overfladiske begrundelser - som blandt andet illustreres i de to gengivne interviewsekvenser - antager vi er et udtryk for, at den pågældende lærer ikke er i stand til at give mere dybtgående redegørelser (eller i det mindste ikke meget mere uddybende) - ej heller selvom den pågældende fik lejlighed til at uddybe begrundelserne. Vi baserer dette på, at der i andre sammenhænge er givet uddybende begrundelser, og at de manglende begrundelser ikke synes at hænge nævneværdigt sammen med, om der bliver fulgt op på besvarelserne eller ej.
• Der synes at være store - og langt fra afklarede - problemer med hensyn til gennemførelse af forskningsinterview i forbindelse med situationer, hvor interviewet - som i forbindelse med undervisningsudbytte - balancerer på grænsen mellem samtale og kontrol.

3.5. Analyse af datamaterialet

Det samlede interviewmateriale er som nævnt udskrevet fra bånd i dets helhed. Dette materiale er sammenfattet inden for hver forløbstype under en række hovedoverskrifter, der er fælles for samtlige fem forløb. I kapitel 9 er resultaterne fra de enkelte forløb sammenlignet og sammenfattet på tværs af forløbstyper.

Analysekategorierne (og altså også afsnitsoverskrifterne) udspringer af de problemstillinger, der er behandlet i det foregående kapitel, uden der dog er tale om en deduktion af hverken kategorier eller variabler.

De konkrete analyser er foretaget ved at sammenstille de forskellige interviewudsagn, idet disse udsagn er taget for pålydende. Der er altså ikke foretaget nogle sproglige eller psykologiske analyser af, hvad der er sagt, eller hvorfor det er sagt, som det er sagt. Udsagnene er valgt, når de repræsenterer et typisk, i betydningen udbredt fænomen, i materialet, eller når de illustrerer særligt markante, i betydningen omfattende og/ eller overraskende, aspekter i forhold til projektets problemstillinger. På baggrund af de forskellige udsagn er der trukket nogle mere generelle konklusioner. Kriterierne for disse konklusioner er, at der ikke må være data i materialet, der modsiger dem.

Der er foretaget en vis - om end begrænset - intersubjektiv kontrol af analyserne, idet disse er drøftet indbyrdes mellem de forskere, der har primært kendskab til datamaterialet.

I kapitel 2 er der foretaget en mere dybtgående analyse af nogle få interviewsekvenser. Formålet er her at komme tættere på et centralt begreb som refleksion. På den baggrund er de teoretiske begreber givet en empirisk forankring ved at illustrere deres anvendelse i forhold til den konkrete pædagogiske virkelighed.

Denne side indgår i publikationen "Fokus på voksenlæreren" som kapitel 3 af 9
© Undervisningsministeriet 2002