![]() ![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() Det mobile IT-værkstedAf Anne Gram, Holbæk Tekniske Skole Pias computerDe havde fået tilbudt en hjemmecomputer! Tillidskvinden havde sagt det på morgenmødet til både nat- og dagholdet. Hun havde ikke selv haft råd til at anskaffe sig en computer, selvom børnene plagede. Alle de andre i skolen havde én, sagde de. Drengen tilbragte mange timer på biblioteket hver eftermiddag, men der var alt for få computere og alt for mange børn. Nu kunne hun fortælle dem den store nyhed i aften! Der var kun én ting, der bekymrede hende - hun skulle på kursus! Hun havde ikke været på skole i mange år, og sidst havde det været bøvlet at passe ind i hverdagen, for børnene var helt små dengang, og der var langt til skolen. Hun var bekymret for, om hun overhovedet kunne finde ud af det. Hun havde aldrig prøvet før - men når hun var med børnene på biblioteket, kunne hun se, hvad de lavede. Det så forfærdelig svært ud. Hvor skulle man begynde, og hvor skulle man ende? Børnene var ellevilde! De havde lovet at hjælpe hende med det dér kursus. Hun havde været til et nyt møde på fabrikken. Tillidskvinden fortalte, at ledelsen havde bestilt en bus - en Computerbus fra teknisk skole. Den skulle stå på fabrikken i 3 uger. Det var meningen, at alle tre skiftehold skulle have mulighed for at komme på kursus. De skulle bruge deres fritid, men når de kunne gå direkte fra arbejde og ud i Computerbussen, var det ingen sag at få passet ind. Bussen var åben fra kl. 8 - 16, for nat- og aftenholdet, kl. 18 - 22 for dagholdet. Alle der ønskede det, kunne deltage 4 timer om dagen i én uge. Man kunne vælge mellem workshopper med et bestemt emne eller Åben Datastue for dem, der ville og kunne selv, med hjælp fra læreren. I princippet kunne alle 12 deltagere sidde med hver deres program på én gang i Åben Datastue. Der blev afholdt 5 forskellige workshopper, en hver dag. Resten af dagen var der Åben Datastue. Læreren havde været ude på fabrikken en dag for at fortælle om programmet. Der var mulighed for at starte helt fra grunden eller blive dygtigere til det, man allerede kunne. Den første dag havde hun valgt at følge en workshop, der hed "Send et brev på 2 minutter - det er let og billigt". Det lød sjovt, og så kunne hun både lære at skrive og bruge e-mail. De havde fået at vide, at det var en slags "appetitvækker" for dem, der ikke havde prøvet en computer før, og så tog det kun 4 timer. Andre emner var "Gå i banken derhjemme", "Lav dit eget fotoalbum", "Lav dit eget budget og få overblik over økonomien", "Slægtsforskning - søg dine rødder på nettet", "Hvilke spil spiller dine børn?" osv. Der var nok at vælge mellem - 10 forskellige workshopper. Hun kunne ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre at lære at sende e-mail på 4 timer, men læreren ville fortælle dem hvad de skulle gøre ved at bruge en projekter og vise, hvad han gør på sin maskine. Det vigtigste var at prøve, hvor nemt det er at bruge en computer, og hvor mange dagligdags opgaver, man kan løse meget nemmere på den måde. Hun havde valgt at følge en workshop den første dag, anden dag skulle være i Åben Datastue, hvor hun ville øve sig på dét, hun havde lært, og tredje dag meldte hun sig til en ny workshop osv. Der var rift om computeren derhjemme. Hun kunne dårligt få plads til sit kursus i pc-kørekort. Efter en uge i Computerbussen, havde hun fået blod på tanden. Skolen havde tilbudt deltagerne i Bussen at melde sig til pc-kørekort som fjernundervisning. Hun havde fået undervisningsmateriale med hjem på en cd-rom, og hvis der var noget, hun ikke kunne finde ud af, sendte hun blot en mail til læreren, så fik hun svar den næste dag. Hun kunne også få hjælp af børnene. De var faktisk ret skrappe og syntes, det var sjovt at være "lærer for mor". Henne på fabrikken havde de fået noget helt nyt at snakke om i pauserne. Mange havde taget imod tilbuddet om en hjemmecomputer, og der var ikke to, der fulgte det samme undervisningsprogram. Én gang om måneden kom bussen ud på fabrikken. Så kunne man tage den test, man var nået til i pc-kørekortet. Pia havde snart taget fem test. Kun tre til og hun havde hele kørekortet!
|
![]() |
![]() ![]() ![]() Til sidens top |