![]() ![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() "Jeg bliver kun forfremmet, hvis jeg bliver bedre til dansk"Af Trine Krogh, Ishøj Sprogcenter Mustafa har et godt arbejde i Post Danmark. Hans arbejdsgiver er glad for ham; han klarer sig godt mundtligt, er velbegavet og flittig; men hans skriftlige dansk er for dårligt. Mustafa er blevet tilbudt at blive forfremmet, hvis han forbedrer sin skriftlige kompetence inden for seks måneder. Arbejdsgiveren er parat til at hjælpe Mustafa ved at lade ham bruge nogle timer om ugen af arbejdstiden på at lave hjemmearbejde. Han er meget opsat på at blive forfremmet og er derfor stærkt motiveret for at gennemføre et fjernkursusforløb, som valget faldt på. Mustafa laver sine lektioner planmæssigt. Han er topmotiveret; men i et fjernundervisningsforløb er motivation alene ikke nok til, at en kursist gennemfører kurset med udbytte. Han yder tydeligvis en stor indsats, men resultatet står desværre ikke mål med anstrengelserne. Hvorvidt et forløb lykkes, afhænger naturligvis også af, om læreren undervejs i forløbet er i stand til at genforhandle kursets præmisser, så Mustafa - trods tidspresset - bl.a. bruger energi på at reflektere over sine arbejdsformer. Men der kan også være andre og gode grunde til, at et fjernundervisningsforløb ikke altid lykkes. Måske er selve fjernundervisningsformen - i det mindste i begyndelsen - ikke det optimale tilbud til alle. For Mustafa ville det formodentlig til en start have været bedre enten med en kombination af fjernundervisning og jævnlig, direkte lærerkontakt, indtil han var fortrolig med undervisningsformen, eller måske havde det været allerbedst, om Mustafa kunne have fået hjælp i sprogcentrets åbne studieværksted, hvor der altid er en lærer at ty til for råd og vejledning, og når der i øvrigt er hjælp behov. Endelig er der valget af materialer og øvelsestyper. Langt fra alle kursister kan drage nytte af en sprogundervisning, som fokuserer stærkt på sprogets formside. De fleste kursister har behov for et indholdsbaseret afsæt, idet løsrevne, grammatiske drills viser sig vanskelige at overføre til kommunikationmundtlig som skriftlig. Når vanskelighederne som i Mustafas tilfælde især omhandler skriftlig fremstilling, er det væsentligt at pege på den procesorienterede skriveundervisning som en mulig og konstruktiv vej frem. For at styrke mennesker som Mustafas integration på arbejdsmarkedet er det desuden hensigtsmæssigt at samarbejde med erhvervslivet om at afdække de arbejdspladsspecifikke behov. På denne baggrund kan der udvikles relevante og fleksible fjernundervisningsmetoder, som både tager højde for målet med undervisningen og tager afsæt i kursistens forudsætninger og læringsstil.
|
![]() |
![]() ![]() ![]() Til sidens top |