Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Det virtuelle læringsrum

Af Henrik Gautier, FOF Sprogcenter Herning



"Bredbånd til alle" lød det fra Forskningsministeren for nylig. Med denne udmelding samt den teknologiske udvikling inden for IT-området tegner der sig nye perspektiver og muligheder også for fremtidens studiecenter.

Hvor anvendelsen og arbejdet med computere og IT indtil nu bl.a. har handlet om åbningstider, tilstedeværelse af konsulenter, fysisk kapacitet (tilstrækkelig mange arbejdspladser) og selvfølgelig et kvalitativt materialetilbud, vil det i nær fremtid være muligt at præsentere et bredere og lang mere fleksibelt tilbud om selvstudie i studieværkstedet.

Med gode bredbåndsforbindelser vil brugen af studiecenteret ikke længere være begrænset af krav om fysisk tilstedeværelse, åbningstider og en tilstrækkelig "maskinpark". Internetadgang til øvelser, opgaver, opslagsværker og andre materialer vil - i langt højere grad end tidligere - give den enkelte bruger af studieværkstedet optimale muligheder for selv at kunne disponere i forhold til tid og sted.

Men samtidig bliver det muligt at arbejde og studere hjemmefra. Når dette er muligt, er det oplagt at inddrage brugen af video/audio i tilbudet til kursisten. Det indebærer, at der kan etableres "live"-undervisning i et virtuelt læringsmiljø, med mulighed for at følge en lektion med lærer, uafhængigt af tidspunktet, og med mulighed for gentagelse af hele- eller dele af lektionen. Studieværkstedet er erstattet af det virtuelle læringsrum!

Men også studieværkstedet kan drage nytte af tovejs-video ogaudio. Brugerne kan mødes og kommunikere med andre brugere, der befinder sig hjemme eller i studieværkstedet, i eksempelvis en virtuel "kantine" eller andet, der på denne måde opretholder en del af studieværkstedets sociale dimension. Gennem etablering af videokonferencer vil der samtidig kunne skabes nye muligheder for udveksling og kommunikation studiecentre imellem, på tværs af alle grænser. Ikke blot for brugere af studieværkstederne, men også for lærere og konsulenter i en optimal "her og nu"-kommunikation, regionalt, nationalt og internationalt.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at der vil være store udfordringer forbundet med udvikling og etablering af fremtidens studieværksted. At der skal stilles store krav til målrettet studie og undervisningsmateriale for at skabe et reelt og anvendeligt tilbud, og at lærer- og konsulentrollen i studieværkstedet vil forudsætte nye pædagogiske facetter. Dette gælder i allerhøjeste grad også brugerne, hvor indflydelse på og ansvar for egen læring bliver en naturlig og forudsat del af det frie valg og den øgede fleksibilitet i fremtidens studieværksted.

 


Denne side indgår i publikationen "Fleksible læringsmiljøer" som kapitel 19 af 36
© Undervisningsministeriet 2001

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top