"Vi vil jo lære at læse!"

Af Gitte Østergaard Nielsen, Undervisningsministeriet

En fortvivlet sagsbehandler henvendte sig til Brøndby Sprogcenter for at høre, om der her var hjælp at hente med et relevant tilbud til 31-årige Fadma, hvis højeste ønske det var at få en uddannelse som pædagog. Fadma kom som 12-årig til Danmark fra Marokko, hvor hun aldrig havde gået i skole. Hun gennemførte den danske folkeskole, men nåede aldrig der at indhente det forsømte med hensyn til læse- og skrivefærdighederne. Sprogcentret lod Fadma gennemføre et forløb, som hun afsluttede med Almenprøve 1 - med topkarakterer i de mundtlige færdigheder og dårlige karakterer i skriftsprogsfærdighederne. Efterfølgende blev der etableret et særligt, rekvireret forløb i studieværkstedet for Fadma og to jævnaldrende kvinder fra samme spor 2-klasse, henholdsvis en iransk og en pakistansk kvinde. Også disse to kvinder var kommet til Danmark som analfabeter, og havde samme mål - nemlig at kunne få så gode skriftsprogsfærdigheder, at der var en rimelig chance for at gennemføre sprogcentrets SOSU-brobygningsforløb - et samarbejde mellem Social- og Sundhedsuddannelserne og sprogcentret - som skulle iværksættes nogle måneder senere, således at de efterfølgende kunne komme i gang med de ønskede uddannelser.

I samarbejde med vejlederen udformede den lærer, der førte de tre kvinder til Almenprøve 1, en plan for kvinderne i studieværkstedet. Planen gik ud på, at læreren mødtes hver mandag i to timer med de tre kvinder, som i den øvrige tid arbejdede selvstændigt i den lille gruppe i studieværkstedet med deres læse- og skrivefærdigheder, i alt 12-14 timer om ugen. Ved den ugentlige lærerkonsultation blev der opstillet nye delmål for den efterfølgende uges arbejde i studieværkstedet, og kvinderne fik nye læse-/skriveopgaver og fik rettet de opgaver, de allerede havde lavet.

Kvinderne var meget motiverede og var - efter deres udsagn at dømme - meget glade for og også gode til at arbejde sammen i værkstedet, hvor de bl.a. diskuterede de tekster, de havde læst, og hjalp hinanden med at forstå indholdet. På spørgsmålet om, hvorfor det er så godt i studieværkstedet, svarede Fadma: "Det kan ikke være bedre, altså. Der er masser af mulighederse selv! Med bøger, båndoptagere, computere! Og så hjælper Karen os hver mandag. Og vi vil jo! Vi vil jo lære at læse!"

Denne side indgår i publikationen "Fleksible læringsmiljøer" som kapitel 15 af 36
© Undervisningsministeriet 2001