17. Årskursløshed - hvad kan vi lære af Finland?

Af Ole Dibbern Andersen

I forbindelse med den igangværende reform af erhvervsuddannelserne i Danmark har Finland og det finske uddannelsessystem spillet en ikke ubetydelig rolle. Finland har om ikke fungeret som ledestjerne for reformen, så dog på flere måder inspireret danske politikere og embedsmænd til at udforme en ny form for uddannelsestækning, der har sat begreber som individualisering, årskursløshed og tutoring på dagsordenen.

I denne artikel beskrives, hvordan det finske uddannelsessystem har udviklet sig i løbet af det forgangne årti med henblik på at belyse, hvad det egentlig er, Danmark og det danske uddannelsessystem kan lære af finnerne.

Finland i front

Fra flere sider og sidst fra OECD ¹ er det påpeget, at Finland har et endog meget velfungerende uddannelsessystem. Især fremhæves det, at en meget stor procentdel af de unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, formår at bevæge sig videre i uddannelsessystemet og få fodfæste i en videregående uddannelse ² . Hertil kommer, at gennemførelsesprocenten i ungdomsuddannelserne er steget bemærkelsesværdigt ³ , og at finnerne i de nordiske læseundersøgelser placerer sig i toppen ⁴ bidrager kun til billedet. At strømmen af uddannelsespolitikere, embedsmænd og skolefolk fra Danmark har været støt stigende er forståelig i dette lys.

De ovennævnte facts siger velsagtens indirekte noget om, at kvaliteten af de finske uddannelser er god; de unge forberedes på og motiveres til at tilegne sig nye kompetencer.

Betragter man det finske ungdomsuddannelsessystem, gymnasiet og erhvervsuddannelserne, det såkaldte "andra stadiet", og de politiske beslutninger, der har ligget bag dets opbygning, kan man forholdsvis nemt identificere de træk, der kan forklare, at Finland indtager en sådan uddannelsesmæssig førerposition.

I løbet af 1990'erne har de finske uddannelsespolitikere sigtet mod at udvikle et ungdomsuddannelsessystem, hvor fleksibilitet, valgfrihed og samarbejde har været nøgleordene. Målsætningen har været at udvide mulighedsfeltet for den enkelte elev eller studerende, således at den unge stilles over for en vifte af valgmuligheder, når et uddannelsesforløb skal udformes.

Forudsætningen for at kunne arbejde i denne retning er, at uddannelsestænkningen, didaktikken, tager udgangspunkt i en valgfilosofi. Gang på gang understreges det, at finsk uddannelsestænkning hviler på den grundforudsætning, at valgmuligheder er af det gode. Jo flere valgmuligheder, desto højere kvalitet, synes finnerne at mene, fordi de individuelle valg i løbet af et uddannelsesforløb er med til at definere et frirum for den enkelte elev eller studerende. Disse frirum betyder, at den enkelte kan bestemme sit niveau, sit tempo og sin fremdrift i studierne, hvilket har en klart motiverende effekt.

Ydermere har man i Finland arbejdet intenst med læringsbegrebet. Lærerroller er blevet analyseret og nytænkt, og man har gennemført omfattende eksperimenter med nye didaktiske relationsmodeller ⁵ .

Årskursløshed

Det helt centrale begreb i den finske reformproces har imidlertid været "årskursløsheden". Begrebet betegner opgøret med den tradition, hvor undervisning og læreprocesser ordnes i lange lige rækker: samme elever på samme alder følger samme undervisning og forventes at lære det samme.

Kendetegnende ved årskursløse studier er det således, at:

• Studietiden kan tilpasses efter elevens evner og muligheder.
• Der arbejdes med individuelle studieplaner.
• Man kan påbegynde studierne på næsten alle tidspunkter af et skoleår.
• Klassen som ordningsprincip afskaffes - i stedet formes undervisnings- eller studiegrupper.

I Finland er såvel gymnasiernes som erhvervsskolernes læreplaner derfor blevet indrettet, så de tilstræber en så høj grad af modulisering som muligt ⁶ . Modulisering betyder i denne sammenhæng, at fagenes mål nedbrydes til og organiseres i mindre enheder, som kan "udbydes" i enkeltstående moduler. Disse moduler danner så udgangspunkt for eleverne eller de studerende, der anspores til selvstændigt, men med bistand fra en vejleder, at sammensætte sit personlige studieprogram. Modulbegrebet, forstået som enhederne i det personlige studieprogram, er meget bredt og kan f.eks. være:

• en funktion i et fag
• et fag
• et kursus
• et delemne i et fag af kortere varighed
• en opgave/case af kortere eller længere varighed
• et projekt.

Elevens studieprogram er således en yderst fleksibel størrelse. Moduler kan kombineres i bestemte rækkefølger, der måske afspejler elevens motivation, tempoet kan afpasses efter elevens formåen og de tilegnelsesformer, der lægges til grund for arbejdet, kan afstemmes med elevens foretrukne lærestil.

I det finske system er der ingen stamklasser, ingen fælles skemaer gældende for flere elever, men derimod har hver enkelt elev netop sit eget skema, som ændres med jævne mellemrum, f.eks. hver 5. eller 8. uge. På disse nøgletidspunkter sammensætter eleven sit skema for den kommende periode, vælger sine moduler under indtryk af, hvordan den forrige periode er forløbet og evalueret.

Den systematiske og fleksible evaluering er således også en meget vigtig forudsætning, for at årskursløsheden kan fungere i praksis. Først når eleven kan forholde sig til udbyttet af de(t) forudgående modul(er), kan de næste mål identificeres.

Fordelene ved et sådant årskursløst system er indlysende:

• Der er flere individuelle valg og dermed større fleksibilitet.
• Studietiden bliver individuel og fleksibel.
• Tidligere studier kan meritgodskrives.
• Mulighederne for at koncentrere studieindsatsen forbedres.
• Emner kan studeres samtidigt.
• Kurser, der ikke bestås, kan tages om.
• Det er muligt at gruppere studerende efter niveau.
• Omkostningsbesparelser.
• Mere effektiv anvendelse af timeressourcer.

Omkostningerne, eller de medfølgende ricisi, er omvendt, at der lægges et så stort ansvar på den enkelte elev, at det kan gå galt - enten i form af frafald, eller i form af forlængede studietider. Systemet fordrer en høj grad af valgkompetence og evne til at administrere et mere individuelt liv som elev eller studerende; krav, som ikke alle kan honorere. Med andre ord bliver vejledning/tutoring helt afgørende for, om sådanne individualiserede læreprocesser får succes. Lærere skal i større udstrækning påtage sig vejledningsopgaver, og vejledere skal fokusere deres indsats, så de fremmer den enkelte elev eller studerendes individuelle læreproces.

Som støtte for dette arbejde har man i Finland efterhånden udviklet en række IT-baserede hjælpeværktøjer, som er forudsætningen for driften af den individualiserede vejledningsindsats. Hver elev har sin egen webside, der bl.a. rummer det personlige uddannelsesprogram og elevens skema. Når en ny periode påbegyndes, kan eleven vælge moduler og kreere et nytskema på websiden. Samtidig er der mulighed for, at både lærere og elever kan give feedback på de afsluttede moduler, dvs. evaluere forløbet. Disse evalueringer kan elevens kommende lærere trække ud af programmet og bruge i forberedelsen af nye moduler ⁷ .

Men intensiveret, individuel vejledning og IT-baserede hjælpeværktøjer gør det ikke alene. Den samlede uddannelsesplanlægning må være gennemtænkt på alle niveauer, hvis årskursløsheden skal realiseres. De finske ungdomsuddannelser er således beskrevet i et sammenhængende system, der fra love og bekendtgørelser, via overordnede læseplaner, til fagspecifikke regelværk, beskriver, hvordan årskursløsheden fungerer mht.:

-   individuelle valg
-   eksamensformer
-   bedømmelse af eleverne/de studerende
-   principper om valgmuligheder
-   fleksibilitet
-   forholdet mellem almene og erhvervsmæssige uddannelseselementerpåbygning.

Disse bestemmelser udgør rygraden i det årskursløse system og er helt nødvendige forudsætninger også for samarbejdet mellem de enkelte uddannelsesinstitutioner.

Samarbejdende ungdomsuddannelser

Parallelt med indførelsen af de årskursløse strukturer har finnerne søgt et andet mål indløst, nemlig at kunne udvikle et ungdomsuddannelsessystem, hvor institutionerne samarbejder på tværs. Fleksibiliteten og valgmulighederne udvides ved at lade de årskursløse institutioner arbejde på tværs. Et individuelt studieprogram kan således rumme elementer fra både en erhvervsskole, hvor man måske har sit hovedtilhørsforhold, og et gymnasium. Modulerne fra de to institutionstyper kan altså kombineres sammen og kan i øvrigt suppleres med moduler fra eksempelvis kunsthåndværkerskoler, social- og sundhedsskoler m.fl.

Disse veje til at øge fleksibiliteten i uddannelsessystemet er hver især magtfulde instrumenter, og i den tværinstitutionelle kombination udgør de en voldsom satsning på at opbygge et system, hvor den enkelte uddannelsessøgende stilles over for et bredt spektrum af valgmuligheder. At sammensætte et studieprogram bliver i sandhed et spørgsmål om at kombinere mål og meritgivende elementer sammen i et forløb, der tager udgangspunkt i individuelle interesser og kompetencebehov.

Forudsætningen for at kunne realisere dette har været et meget omfattende koordineringsarbejde de involverede uddannelsesinstitutioner imellem.

I bogen "Samarbete - en ny verksamhetsform för läroanstalterna" skitseres det, hvordan dette samarbejde gradvist har udfoldet sig:

Over disse ca. ti år har samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne således udviklet sig fra et forsøgsstadium til en tilstand, hvor det nu er reguleret via lovgivningen og er daglig praksis. Valgfriheden i læreplanerne og for den enkelte elev/studerende er dermed løbende øget.

Elever i ungdomsuddannelserne har fået mulighed for at vælge uddannelseselementer fra en lang række koordinerede og samstemte institutionsområder og har derudover, i kraft af princippet om årskursløshed på den enkelte institution, en udstrakt mulighed for at skabe et personligt uddannelsesprogram.

Som det understreges i bogen, er disse muligheder ikke skabt "i en håndevending", men er resultatet af en langvarig proces, hvor uddannelsesinstitutionerne hver især og sammen har skullet udvikle følgende områder:

Et meget omfattende koordinerings- og netværkssamarbejde er selvsagt forudsætningen for, at de studerende i praksis kan gøre brug af de nye lovgivningsmæssige muligheder. Alt fra ringetider, ferieperioder, og bustransport til målbeskrivelser og meritgodskrivninger skal nødvendigvis afstemmes skolerne imellem, hvis systemet ikke skal generere kaos.

Men arbejdet med at fremme fleksibiliteten ses af finnerne som et meget centralt uddannelsespolitisk mål, fordi de samfundsmæssige og ungdomspsykologiske forandringsprocesser skal gives et uddannelsesmæssigt modspil. Den individualisering, der efterhånden er slået igennem kulturelt, skal modsvares af et uddannelsessystem, der er i takt med tiden:

Dobbeltkompetencer

Ungdomsuddannelserne i Finland er pr. tradition opdelt i to rum: gymnasiet og erhvervsuddannelserne. Men som en konsekvens af den udvikling og de bestræbelser, der er beskrevet ovenfor, er relationerne mellem disse to ungdomsuddannelser nu forandrede.

Helt afgørende er det, at det for unge i Finland nu er muligt at tage en studentereksamen og en erhvervskompetencegivende uddannelse - samtidig. Faktisk lykkes det for ca. 10% af de unge at aflægge en sådan dobbelteksamen, og for eleverne i de treårige erhvervsuddannelser gælder det, at 44% deltager i "anden undervisning", dvs. undervisning uden for erhvervsskolen. Omvendt tager 30% af gymnasieeleverne moduler andre steder end på de almene gymnasier, bl.a. på erhvervsskolerne.

I kraft af det forsøgsarbejde, der er foregået siden starten af 1990erne, er der i dag klare regler for, hvordan denne dobbeltkompetence kan opbygges. Således må studerende på erhvervsskoler højst bruge 1 år på gymnasieniveauet, og alle studerende i ungdomsuddannelserne må højst overskride den normerede treårige studietid med 1 år.

Udviklingen i ungdomsuddannelsessystemet i Finland har givet sat sig ret forskellige udtryk, når man sammenligner forskellige skoleformer. Helt tydeligt er det, at gymnasierne er den skoleform, som er toneangivende. Således er flere gymnasier langt på vej, når det handler om at realisere "årskursløse" strukturer (det gælder især større gymnasier), mens det faktisk er undtagelsen i erhvervsuddannelserne, hvor det indtil videre primært omfatter de "almentdannende fag".

Men tendensen er ikke desto mindre klar nok. Et stigende antal af unge "går på tværs" af skoleformer og kombinerer moduler sammen, så de får enten en fuld dobbeltkompetence eller forskellige grader af påbygning/toning af deres uddannelsesforløb efter eget ønske.

Ved at tilrettelægge undervisningen i "perioder" og sørge for, at disse perioder er koordineret i større eller mindre udstrækning, gøres det muligt for den unge at skabe sig et individuelt studieprogram, som forener det, den unge ønsker, fra de forskellige uddannelsesområder, der er til rådighed.

De foreløbige resultater af årskursløshed

1990'ernes bestræbelser på at skabe forbindelseslinjer mellem uddannelsesinstitutionerne og dermed øge valgfriheden og de individuelle muligheder har allerede givet sig synlige udtryk i uddannelsesbilledet i Finland. Således er 16% af de unge i 1999 i gang med et forløb, hvor sigtet er at opnå dobbeltkompetence, dvs. at disse unge på én gang får en studieforberedende uddannelse og en erhvervskompetencegivende uddannelse. Såvel i Helsingforsområdet som i Østregionen er dette uddannelsessamarbejde nu så udbygget og formaliseret, at skolerne har åbnet fælles websider, hvor de unge kan få overblik over de moduler, der udbydes af de forskellige uddannelsesinstitutioner ⁸ .

Som nævnt, har finnerne allerede kunnet høste resultater af den årskursløse tilrettelæggelsesform. Flere unge gennemfører en ungdomsuddannelse, og antallet af unge, der passerer videre til overbyggende uddannelser er ekceptionelt højt.

Udover disse resultater har det vist sig, at eleverne i erhvervsuddannelserne generelt er mere målrettede end gymnasieeleverne, dvs. typisk fravælger de mere dannelsesorienterede moduler. For 10% af eleverne i erhvervsuddannelserne lykkes det at aflægge dobbelteksamen, f.eks. en erhvervsfaglig eksamen som tømrer suppleret med en studentereksamen.

Især det sidste faktum synes at dokumentere, at de årskursløse ungdomsuddannelser skaber en motivation for at udbygge de grundlæggende kompetencer. Set i relation til den politiske målsætning i Danmark, om at mindst 50% af en ungdomsårgang skal have en uddannelse på videregående niveau, forekommer disse resultater særdeles interessante. Meget tyder på, at netop den årskursløse organisering af ungdomsuddannelserne formår at frigøre potentialer hos eleverne/de studerende, der omsætter sig i lyst til videreuddannelse. Finske undersøgelser har dokumenteret, at de unge vurderer årskursløsheden meget positivt og langt hen formår at udnytte de muligheder, systemet giver dem.

Læren fra Finland?

I alle europæiske lande foregår der i øjeblikket en intens debat om, hvordan man kan indrette ungdomsuddannelserne, så de bliver attraktive og dermed medvirker til at mindske ungdomsarbejdsløsheden og den sociale udstødning. I Danmark har eksempelvis Uddannelses Redegørelse 1998 med dens strukturmodeller for ungdomsuddannelserne lagt en række overvejelser frem, som formentlig i en årrække vil kunne inspirere denne diskussion.

Finland repræsenterer i denne sammenhæng en erfaring, som kan siges på én gang at være unik og radikal, fordi finnerne nu gennem en tiårig periode har gennemført eksperimenter og udviklingsarbejder, der har haft to fælles, overordnede sigtepunkter:

I relation til den udvikling, der i øjeblikket foregår i Danmark, er der ingen tvivl om, at disse erfaringer er meget værdifulde. Reformen af de danske erhvervsuddannelser (erhvervsuddannelsesreform 2000) repræsenterer på mange måder et forsøg på at realisere en ny moduliseret og individualiseret uddannelsestænkning, som måske først nu skal til at finde sine egne ben. Ved årsskiftet 2000/2001 ophørte den forsøgsperiode, der har forberedt reformen, og der skal for alvor findes modeller, der kan bringe udviklingen videre.

De finske erfaringer er her især interessante på flg. områder:

• Der eksisterer en omfattende erfaring med at tilrettelægge og praktisere "årskursløse" studier. Gennem en omfattende eksperimentel virksomhed har skolerne udviklet brede og nuancerede opfattelser af, hvordan undervisning kan moduliseres og gøres fleksibel - med skyldig hensyntagen til helhed og sammenhæng for den enkelte elev eller studerende ⁹ . Der er udviklet og afprøvet evalueringsmodeller, som måske kan inspirere den danske udvikling på dette felt.
• Der eksisterer et omfattende og dokumenteret erfaringsmateriale med et skabe netværk mellem uddannelsesinstitutioner. Sammenlagt har 142 uddannelsessinstitutioner og ca. 35.000 elever deltaget i forsøgsvirksomheden ¹⁰ .

Indtil videre er der ikke udarbejdet nogen samlet evaluering af erfaringerne med at fremme individuelle studiemuligheder, men dog opstillet en evalueringsmodel, som til sin tid kan fungere som grundlag ¹¹ .

Modellen illustrerer udmærket, på hvor mange områder, den nye tilrettelæggelsesform skal bedømmes, hvis man skal dokumentere egentlige fremskridt ift. tidligere former:

Alle disse faktorer er tilsammen en parameter for, om årskursløsheden er succesfuld. Der skal kunne dokumenteres mere alsidighed i undervisningen, en reelt større individualitet (antal valg), antallet af studieafbrud skal reduceres, og såvel lærerne som de studerende skal udvise større tilfredshed. Hertil kommer, at de fælles ressourcer skal dokumenteres udnyttet på en måde, så der i sidste ende er også tale om en økonomisk rationel drift af systemet.

Tilbage til Danmark

Det følgende klip fra regeringens program for udvikling af ungdomsuddannelserne ¹² , vedtaget i Folketinget i april 1999, signalerer med al ønskelig tydelighed, at bolden nu også i Danmark er givet op til en periode med forsøgsvirksomhed vedrørende skolesamarbejde, fleksibilitet og meritmuligheder.

Når de danske skoler begynder at tage denne spændende udfordring op, er der således al mulig grund til at lade blikket søge nord over. Finnerne er godt i gang og kan på mange måder inspirere til nytænkning og forandring.

De ca. ti års erfaring med årskursløshed har vist, at systemet kan fungere i praksis, og endda med meget overbevisende resultater, men også, at det kræver en nøje planlægning at realisere disse fremskridt. Hvis, eller rettere når, de danske skoler skal i gang med denne proces, kan der altså med fordel hentes viden hjem fra Finland til at underbygge den proces, der skal finde sine egne ben i Danmark.

En direkte lære af de finske erfaringer er, at den trinvise udvikling hen imod den fuldt udfoldede årskursløshed er nødvendig.

Man kan forestille sig en dansk udviklingsproces, struktureret efter følgende udviklingsplan:

Hvis en sådan udviklingsplan skal realiseres, vil det formentlig forudsætte, at der parallelt med det finske system formuleres et regelværk, der institutionaliserer de årskursløse principper, så de enkelte institutionstyper opererer på et fælles grundlag og i en fælles forståelsesramme.

Når erfaringerne med de danske erhvervsskolers mere fleksible tilrettelæggelsesformer i regi af erhvervsuddannelsesreform 2000 er dokumenteret og kendte, foreligger der en meget betydningsfuld viden om, hvordan et årskursløst system kan virke på dansk grund. Dermed er grundlaget også lagt for, at dialogen om konturerne af en national dansk strategi kan tegnes.

Litteratur:

Numminen, Ulla og Heidi Blom: Samarbete - en ny verksamhetsform för läroanstalterna Utbilningsstyrelsen, Helsingfors, 1999.

Inspirationsmaterial för handledare, Utbilningsstyrelsen, Helsingfors, 1995.

Elevhandledningsfall inom utbildningsförsöken på ungdomsstadiet, Utbilningsstyrelsen, Helsingfors, 1995.

Grunderna för grundskolans läroplan 1994, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors 1995.

Grunderna för gymnasiets läroplan 1994, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors 1995.

Gemensamma studier - grundläggande yrkesutbildning för unga utbildning på andra stadiet, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors 1995.

Humanistisk och pedagogisk utbildning. Grunderna för läroplanen på institutnivå för fritidsverksamhet, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors 1996.

Sommer, M., J. Lau og J. Mejding: Nordlæs - en nordisk undersøgelse af læsefærdigheder i 1.-3.klasse, København: Danmarks Pædagogiske Institut, 1996.

Uddannelses Redegørelse 1998, Undervisningsministeriet, 1998.

Uddannelses Redegørelse 1999, Undervisningsministeriet, 1999.

På vej mod en fornyelse af ungdomsuddannelserne, Undervisningsministeriet, 1998.

Utbildningen i Finland, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors, 1999.

Utbildningen i Finland, Yrkesutbildningen, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors, 1999.

Utbildningen i Finland. Gymnasieutbildning, Utbildningsstyrelsen, Helsingfors, 1999.

Education at a Glance. OECD Indicators 1997, OECD, Paris, 1997.

Numminen, Ulla og Maarit Virolainen: Open School for the Youth. Three European Views on Developing Youth Education in Finland, Helsingfors, Undervisningsministeriet, 1995.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse, læring og demokratisering" som kapitel 17 af 19
© Undervisningsministeriet 2001