18. Erhvervsskoler forandring, fornyelse og opbrud

Af Ole Dibbern Andersen og Albert A. Christensen

Med den netop igangsatte erhvervsuddannelsesreform 2000 tilføres erhvervsskolerne nye redskaber, så de kan tackle fremtidens og de unges krav. De nye redskaber er individualisering af forløbsplaner, fleksibilitet i organiseringen, opmærksomhed på den enkelte elev, meritgivning, mulighed for påbygning af almen studiekompetence, mulighed for delkompetence mv. Opgaven for skolerne er nu at anvende disse redskaber og skabe mulighederne for, at eleverne benytter uddannelsessystemet på en hensigtsmæssig måde.

Erhvervsskolerne har til stadighed skullet udvikles og ændres. Det er der ikke noget nyt i. Siden etableringen af et egentligt erhvervsskolesystem, har erhvervsskolerne ustandseligt måttet forandre og udvikle sig.

Den overordnede problemstilling er denne gang ikke blot, hvordan skolernes struktur og organisering ændres, så skolerne kan skabe mulighederne for, at eleverne kan vælge forskellige stier i uddannelsessystemet. Det handler også om at tiltrække nye elever til erhvervsskolerne og at fastholde eleverne i erhvervsuddannelserne. Det handler også om at opfylde to kvantitative målsætninger: At 95% af en ungdomsårgang fuldfører en ungdomsuddannelse, og at 50% af årgangen efterfølgende gennemfører en videregående uddannelse, kortere- eller længerevarende uddannelse.

Temaet for denne antologi er "uddannelse, læring og demokratisering i erhvervsuddannelserne". Hvor de pædagogiske nøgleord for ikke ret lang tid siden var målbevidsthed, formidling, relevans, ensartethed og kontrol, hedder det nu læring, kompetencer, personlig udvikling, individualisering, medbestemmelse, praksislæring og differentiering. Det tidligere fokus på læreren som subjekt og eleven som objekt er ved at blive erstattet af eleven som subjekt og læreren i rollen som den, der støtter og guider eleven igennem sit uddannelsesforløb, og den, der fastlægger rammerne herfor.

I dette sidste kapitel opsummeres og diskuteres nogle af antologiens problemstillinger i forhold til de mål, hensigter og værdier, der knytter sig til erhvervsuddannelserne og disses tætte bånd til samfundsudviklingen - set i perspektivet af de redskaber, der nu er blevet tilført gennem erhvervsuddannelsereform 2000 med henblik på at skabe udviklingsmuligheder for alle elever.

Ny didaktik: Individualisering og kompetencer i fokus

Et gennemgående træk ved artiklerne i bogen er forfatternes optagethed af mere grundlæggende refleksioner over ændringen af den pædagogiske og didaktiske praksis i erhvervsuddannelserne og ændringer af strukturen og organiseringen: læringsbegrebet og læringsmiljøet, elevens rolle som subjekt og didaktiker, differentiering og individualisering.

Dette træk går igen i den pædagogiske og didaktiske debat, der i dag føres i såvel nationale som internationale miljøer, og som bl.a. knytter sig til individualisering og differentiering. Tilbud og aktiviteter til forskellige elever og fokus på eleven og de strukturer og organisatoriske forhold, som dennes læring og udvikling skal fremmes i.

Interessen for denne fornyede didaktiske debat henter bl.a. sin begrundelse i en forståelse af det videnssamfund, som stille og roligt er blevet en del af vores hverdag. Et videnssamfund, som vi dårligt nok lægger mærke til. For eksempel, når DC 10 maskinen letter fra Billund, lægger vi tillidsfuldt vores liv i hænderne på piloter, flyveledere, mekanikere osv. Vi tænker dårligt nok over det. Vi stoler på, at den teknologi, der anvendes i flyet, er i kyndige hænder, og at de faglærte ved, hvad de gør. Vi l ægger vores tilværelse i hænderne på en teknologi, som vi ikke forstår. I videnssamfundet er vores eksistens afhængig af viden, der på samme tid bliver vanskeligere og vanskeligere tilgængelig, idet den brydes op og findes i forskellige praksisfællesskaber, skriver Klaus Nielsen i sin artikel.

Skal eleverne derfor lære de kompetencer, som er nødvendige for at betjene teknologien i et fly, må de lære det i "virkelige situationer", hvor alle disse personlige og faglige kompetencer og kvalifikationer er indlejret. Det kan eleverne ikke lære på den gammeldags måde. Det kan der ikke undervises i. Det må ske i et praksisfællesskab.

Klaus Nielsen pointerer, at det moderne samfund er kendetegnet ved differentiering. Det er ikke en organisk helhed, men består af forskellige områder eller praksisfælleskaber, som hver især udvikler sig forskelligt, og som kan fungere meget forskelligartet. Et kompetencesamfund, som til stadighed uddifferentieres i en lang række små og store praksisfælleskaber, som eleven skal lære at fungere i udover at kunne fungere individuelt og selvstændigt.

En anden afgørende tendens i den tid, vi lever i, er, at det individuelle har fået en øget betydning igennem de sidste årtier. En proces, som startede i 1960'erne, og som er fortsat med uformindsket kraft op igennem 80'erne og 90'erne. En individualisering, som især er slået igennem som tendens i de yngre befolkningsgrupper, og som bl.a. drejer sig om at befri sig fra de meget forpligtende bånd, som kirke, familie, fællesskaber og det kollektive har lagt på individernes udfoldelse. Der er ikke længere ét rigtigt svar, én værdi, én fælles norm mv. Svaret kan afhænge af den kontekst og synsvinkel, der lægges for dagen.

Uddannelserne må derfor indrettes, så de gavner individet. Aktiviteterne skal individualiseres. Eleverne har forskellige behov, og de skal lære at udvikle deres kompetencer i forskellige kontekster og praksisfællesskaber. De har derfor ikke brug for at blive kørt igennem al mulig på forhånd tilrettelagt undervisning, som skolen vil have alle igennem. Erhvervsuddannelsessystemet har hidtil været opbygget, som om vi alle var ens, og den kontekst, eleverne skal anvende deres viden i, er ens.

I erhvervsuddannelsesreform 2000 fokuseres netop på den skræddersyede læring overvejet og besluttet af eleven med støtte fra kontaktlæreren. Dette er grundlaget for individuelle læringsforløb, hvor hver enkelt elev så langt som muligt kan følge sin egen dagsorden for kompetenceudviklingen.

Det bliver derfor vigtigt, at lærere, elever og skole kan samarbejde om at etablere de forudsætninger, som er nødvendige, så eleven tilegner sig kompetence og gives mulighed for selvstændig læring og udvikling. Skolen må åbne større rum for elevernes individualitet, deres oplevelser af at være anderledes end andre elever. Individualisering og fleksibilitet bliver derfor også nødvendig, hvis erhvervsskolerne skal fastholde og tiltrække elever.

I dette lys vil vi i det følgende kort debattere nogle af forfatternes overvejelser i relation til følgende temaer:

• Ændring af skolernes struktur og organisering - fokus på individet.
• Udvikling og udfordringer for alle.
• De åbne læringscentre og den nye lærerrolle.
• Erhvervsskolernes værdier.
• Forandringsagenten som reformator.

Ændring af skolernes struktur og organisering - fokus på individet

Erhvervsuddannelsesreform 2000 er ensbetydende med en lang række nye krav til erhvervsskolerne. Finn Christensen illustrerer i artiklen "Valg, frafald og det nye mulighedsrum", hvordan erhvervsuddannelsessystemet befinder sig i en latent krise. Med mindre erhvervsuddannelserne går foran og formår at anvise nye veje og muligheder for de unge, må man se i øjnene, at tilgangen af unge til sektoren vil være vigende i de kommende år,  hvorved en række samfundsmæssige problemer af alvorlig karakter øjnes i horisonten.

Erhvervsuddannelserne må indstille sig på en langt mere fleksibel indretning, således at de unges usikkerhed, tøven og tilløb over for det endelige uddannelsesvalg ikke ensidigt er en belastning eller omkostning, men aktivt betragtes som et vilkår, systemet må indrette sig på. Individuelle uddannelsesplaner og et fintmærkende meriteringssystem er samfundsmæssigt betragtet en altafgørende forudsætning som modtræk mod fejlvalg, frafald og ressourcespild. Men det kræver store omstillinger på de erhvervsskoler, der skal bære omstillingen.

I artiklen "Erhvervsskolen som fleksible kompetenceenheder" drøfter Hans Jørgen Knudsen, hvordan disse nye forventninger til erhvervsskolerne må udtrykke sig i en ny forståelse af erhvervspædagogisk professionalisme. Med baggrund i dette undersøges det, hvordan erhvervsskolen organisatorisk og pædagogisk kan møde disse nye udfordringer.

Spørgsmålet er, hvordan skolerne i deres praktiske indretning og i deres organisering af læreres og lederes arbejde kan skabe rammer for tidens vægtning af de individualiserede læringsmønstre. Artiklen drøfter disse udfordringer og giver en række konkrete forslag til, hvordan skolerne kan løfte denne opgave.

Baggrunden for den tilsyneladende gennemgribende individualisering beskrives i Birgittes Simonsens artikel "Unges forhold og forventninger til uddannelse og arbejde".

Artiklen drøfter, hvordan den stigende individualisering hos de unge sætter sig igennem i form af nye forventninger og krav til uddannelse og arbejde, og hvordan uddannelsessektoren og arbejdslivet skal kunne bidrage til de unges identitetsarbejde og demokratiske opdragelse. Kravene fra disse "nye unge" er ikke bare omfattende, men af en helt ny karakter, fordi de tilsyneladende har udspring i de unges grundlæggende værdier og forståelser af, hvad en god uddannelse og et godt arbejdsliv er.

Finland og det finske ungdomsuddannelsessystem er et godt eksempel på, at det er muligt at gennemføre meget omfattende omstillinger med sigte på at gøre et system mere fleksibelt og indrettet på individualiserede forløb. I artiklen "Årskursløshed - hvad kan vi lære af Finland?" beskriver Ole Dibbern Andersen, hvordan finnerne igennem det seneste årti har sat begrebet "årskursløshed" på dagsordenen, hvorved et nyt ungdomsuddannelsessystem har set dagens lys. Elever følges ikke længere ad i klasser, efter alder og i ensartede sekvenser, men præsenteres for et uhyre differentieret uddannelsessystem, der netop sætter den enkelte unge og dennes valg på dagsordenen på en meget radikal måde. Samtidig har finnerne opløst skellene mellem almen-gymnasiale ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser. Konturerne af en helt ny måde at praktisere ungdomsuddannelse på tegner sig, og dermed også mulighederne for at hente god inspiration til udvikling af de danske ungdomsuddannelser.

Udvikling og udfordringer for alle

Reformen af erhvervsuddannelserne har imidlertid også et andet perspektiv. Siden vedtagelsen af programmet "Uddannelse til alle" har det været en bestræbelse at få 95% af en ungdomsårgang til at gennemføre en ungdomsuddannelse. Ser man på tallene, som de har udviklet sig igennem 1990'erne, kan man konstatere, at dette mål er kommet nærmere, men ikke er realiseret fuldt ud.

En af årsagerne hertil peger Mogens Hansen på i sin artikel "Håndværkets skole og de mange intelligenser".

På trods af mange gode viljer og megen omstilling, er det endnu ikke lykkedes erhvervsskolerne fuldt ud at indstille sig på, at mange af de unge, der netop frekventerer erhvervsskolen, har andre læringspræferencer, andre intelligensformer end de unge, som eksempelvis befolker gymnasierne. For den pædagogisk didaktiske virksomhed, skolerne arbejder med, er erkendelsen af "de mange intelligensers pædagogik" helt afgørende, hvis det centrale uddannelsespolitiske mål skal nås i fuld udstrækning. Elever tilegner sig læring forskelligt, og den moderne skole må i sin virksomhed aktivt arbejde med dette, hvis der skal skabes udfordringer for alle unge.

Parallelt hermed belyser Sten Clod Poulsen i sin artikel, hvordan individers tilegnelsesformer er vidt forskellige og forudsætningen for god læring. En elev, der skal have succes med sit uddannelsesforløb, må i virkeligheden beherske en vifte af tilegnelsesformer for at kunne begå sig i og suge til sig fra et moderne læringsmiljø. Hvordan kan et lærerteam arbejde med dette?

Hvordan kan skolernes nye, fleksible muligheder udnyttes i denne henseende? Dette søger artiklen at give et svar på.

De åbne læringscentre og den nye lærerrolle

Fleksibilitet og åbenhed over for elevernes individuelle læringsstile og tilegnelsesformer opstår ikke af sig selv, men kræver grundige overvejelser og gennemtænkte omstillinger.

En del erhvervsskoler har efterhånden fået ganske mange erfaringer med en spændende ny måde at organisere læreprocesser på: Det åbne læringscenter.

Ideen er, at læringsmiljøet indrettes, så elevernes individuelle udgangspunkter kan blive bestemmende for, hvad der foregår af læringsaktiviteter. Men kravet er omvendt, at mangt og meget på erhvervsskolen ændres, så der kan skabes ordentlige forudsætninger for den didaktik, der skal bære sådanne læringsaktiviteter.

I artiklen "Fra klasseværelse til åbne læringscentre" diskuterer A. Neil Jacobsen, hvordan denne omstilling kan finde sted.Hvad skal der til for at etablere et åbent læringscenter? På det praktiske plan - indretning og ressourcer? På det plan, der vedrører lærernes kompetencer? I mangt og meget en ny udfordring til skolerne, men med et perspektiv, der peger tydeligt fremad.

Lærerkompetencerne og læringsperspektiverne er også til diskussion i Steen Høyrups artikel "Pædagogisk ledelse og demokratiske lærerprocesser". Høyrup anskuer erhvervsuddannelsesreform 2000 som en reform, der på et helt grundlæggende niveau åbner mulighed for nye perspektiver på læring og demokratisering. Med reformens grundtanker om individualisering og rummelighed er grundstenene lagt til en pædagogik og en didaktik, der kan bane nye veje. Skabe en demokratisk medleven og uddannelsesmæssig differentiering, der burde kunne få mange (flere) unge med. Men forudsætningen er, at lærernes professionalisme også udvikles, så mulighederne ikke forbliver teoretiske, men omsættes til praktisk virkelighed.

Erhvervsskolernes værdier

De mange muligheder for udvikling og forandring, som er indeholdt i erhvervsuddannelsesreform 2000, hviler imidlertid på én afgørende forudsætning, nemlig at erhvervsuddannelserne kan identificere og aktualisere de værdier, som de unge kan gøre til et adækvat udgangspunkt for deres møde med uddannelsesverdenen. Værdispørgsmålet er set på denne måde måske det mest fundamentale spørgsmål for erhvervsskolerne at give svar på, for med mindre dette sker, er sandsynligheden for, at de unge falder til, ikke stor.

I publikationen "Værdier i virkeligheden" har undervisningsministeren i 2000 givet sit bud på, hvordan denne værdidiskussion i uddannelsessystemet kan foregå, og har lanceret en vifte af grundlæggende værdisæt, som alle uddannelsesinstitutioner må reflektere over.

Erhvervsskolerne er særlige i den forbindelse, fordi skolerne organiseres anderledes og indgår i andre samspil end de øvrige ungdomsuddannelser. Og fordi de elever, der søger erhvervsskolerne, måske selv medbringer andre værdier og har andre værdimæssige forventninger end elever i de øvrige ungdomsuddannelser.

I artiklen "Værdier i erhvervsuddannelserne - iagttaget fra erhvervsskolen" drøfter Birger Hørning og Erik Findalen denne problemstilling og illustrerer konkret, hvordan eleverne i erhvervsuddannelserne møder et (værdi)univers, som er unikt, men omvendt også må indstille sig på, at de unges værdier skal tages alvorligt og bruges i den fortsatte udvikling af systemet.

Forandringsagenten som reformator

Som det vil fremgå, er et gennemgående træk i antologiens artikler forandringen. Erhvervsskolerne befinder sig i dynamiske forandringsprocesser, fordi samfundet, eleverne og forventningerne til skolerne forandrer sig. Erhvervsskolerne må lære at leve med dette konstante forandringspres, hvis de skal følge tidens strøm.

Spidsformuleret kan det siges, at skolerne skal arbejde professionelt med forandringer. Være indstillet på, at de kommer. Have en organisation, der kan møde dem, og en pædagogiskdidaktisk tænkning, der er spændstig nok til at kunne modstå dette pres.

I sin artikel "Forandringsagenter i en reformtid" drøfter Jørgen Bakka, hvordan organisationer kan indstille sig på disse (nye?) vilkår. Arbejde professionelt med udvikling af organisationskulturer, der er beredte på at møde forandringens muligheder, tage dem op og bruge dem som drivkraft for udvikling. Sådanne organisationskulturer kræver omhyggelig strategisk overvejelse, hvis de skal fungere. Det centrale i disse overvejelser fremlægges i Bakkas artikel.

I visse tilfælde må forandringer foregå i et samspil, der rækker ud over organisationen selv.Eksempelvis må erhvervsskoler søge ny inspiration og ny udviklingskraft i samspil med eksterne konsulenter, der ser på skolen med friske og uhildede øjne. Kun derved kan de rutiner og selvindlysende sandheder, der måske forhindrer udvikling, nedbrydes.

Susanne Tellerup og Niels Henrik Helm beskriver i deres artikel "Forandring i samspil - mellem skole og eksterne konsulenter", hvordan arbejdet som ekstern konsulent ift. en erhvervsskole kan fungere. Hvordan ser konsulenten sin opgave? Hvilke udfordringer står man overfor, og hvordan kan opgaverne gribes an? Begge har omfattende konsulenterfaringer fra konkrete samspil med erhvervsskoler, både før og i tilknytning til den igangværende reform, og kan på den baggrund skitsere, hvordan dette - i bedste fald - vitale møde mellem erhvervsskolen og konsulenten kan fungere.

I andre tilfælde er skolerne selv eller skolesamarbejder dog det dynamiske udgangspunkt for forandringen. Dette har været tilfældet i skolesamarbejdet TSØ, hvor ledelsen og implementeringen af erhvervsuddannelsesreform 2000 på det seneste har været den helt centrale opgave.

Annette Lauridsen og Tim Rydstrøm Mortensen giver i artiklen "Ledelseserfaringer fra reformimplementering" deres bud på, hvordan en sådan storstilet forandrings- og udviklingsproces kan gribes an. Hvordan geares en skoleorganisation til så stor en omkalfatring? Hvad kræves der af ledelse, og hvordan arbejdes der med implementering af reformintentionerne ud i de "yderste led".

Artiklen er en slags beretning fra det helt aktuelle reformarbejde på erhvervsskolerne og illustrerer fint, hvor mange dimensioner og lag, der skal medtænkes, hvis og når erhvervsskolesystemet skal omstille sig og i praksis indløse de mål, der er formuleret fra uddannelsespolitisk side.

Sammenfatning: Eleven som didaktiker

Alle de temaer og emner, som er blevet drøftet på kryds og tværs i denne antologi, nemlig individualisering, videnssamfundet, netværkskultur, værdidebat mv. er udtryk for den udviklingsmæssige trend, som alle er enige om at tillægge betydning, og som derfor også ønskes inddraget i forbindelse med udformningen af tidens uddannelse. (Jf. Finn Christensen i sin artikel "Didaktikkens tre aktuelle kriser".)

Problemet er imidlertid det, at standardløsninger, når man ønsker at supplere indholdet i uddannelserne, nemlig at indføre et nyt emne eller tema i curriculum, åbenbart ikke slår til længere. Vi må derfor se os om efter andre virkemidler. Ser vi rundt i didaktikken, kommer man ikke så meget videre. Det bliver svært at tilgodese de nye trends inden for rammerne af traditionel klasseundervisning - også selv om den peppes op med projektarbejde i ny og næ.

Didaktikken er i krise, skriver Finn Christensen og finder det meste af den aktuelle didaktik for primitiv, fordi den knytter an til et forældet undervisningsbegreb og en indskrænket opfattelse af, hvordan læringsaktiviteter burde tilrettelægges for eleverne. Det er ikke tidssvarende.

Didaktikken har i alt for høj grad været fokuseret på at hjælpe den enkelte lærer med at planlægge sine lektioner. Organiseringen og indretningen af elevens læringssituation har været overladt til konventionen: "vi gør, som vi plejer": Opdel eleverne i klasser, opdel i timer, rummet er klassen. Det er på tide, at didaktikken bliver en metadidaktik, som bemægtiger sig principperne for organiseringen af ressourcerne - ikke alene i praksis, men i det hele taget genindsætter teori som foreskrivende for substansen i læringsaktiviteterne

Når meningen med erhvervsuddannelsesreform 2000 er at individualisere uddannelsesforløbene med eleven selv som aktiv designer af sit forløb og af læringen, så må en ny metadidaktik placere eleven i rolle som didaktiker, dvs. en person, der har myndighed og kompetence til at agere "didaktisk" i lighed med læreren, men ikke på samme måde som læreren. Eleven skal lære at være didaktiker. Der må derfor udvikles former, hvor udviklingen af elevens kompetencer som didaktiker i forhold til sin egen uddannelse, bliver en integreret del af det, der læres.

Skolerne og lærerne vil i de kommende år målrettet skulle fokusere på skabelse af de nye strukturer, rum og praksisfællesskaber, der skal til, hvis det skal lykkes at forandre erhvervsskolerne til kompetenceenheder med eleven i rollen som didaktiker og designer af eget uddannelses- og læringsforløb. Lærerne vil skulle lære at arbejde med en ny metadidaktik og herunder lære eleverne at tilegne sig kompetence som didaktikere. I sandhed en kæmpe udfordring for hele erhvervskolesystemet!

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse, læring og demokratisering" som kapitel 18 af 19
© Undervisningsministeriet 2001