Publikation:Uddannelses redegørelse 2000

Hvad er kernefagligheden i tværfaglighed?

af Karen Sjørup, prorektor ved Roskilde Universitetscenter

Ifølge en nyere undersøgelse af kvaliteten i universitetsundervisning ønsker universitetsstuderende i dag at studere noget, som giver personlig mening for dem. De studerer mere efter interesse end efter, hvad det siden skal kunne bruges til. De ønsker ikke at lære paratviden, for som de siger: det kan man da bare slå op i en bog. De tager stilling, ønsker at orientere sig selvstændigt og er påpasselige med hvad de vil tilegne sig. Denne type af moderne studerende fravælger ofte eksakte og specialiserede fag, vælger mere generalistprægede fag, og de accepterer ikke faglige autoriteter.

Tværfaglighed og problembaseret læring er begreber, som let forstås af disse moderne studerende. Det er evident for dem, at de mange enkeltfagligheder, de har mødt i tidligere skoleforløb, nu skal instrumentaliseres som redskaber til at udvikle viden med udgangspunkt i den personlige erkendelsesinteresse og omverdensforståelse.

Tværfaglighed er imidlertid mere end blot et let fordøjeligt tag selv bord af færdigretter, den stiller faktisk meget store krav til universitetslærernes evne til at formidle det mindre let fordøjelige og det ikke umiddelbare omsætbare. Tværfaglighed vinder frem i mange sammenhænge i disse år og umiddelbart kunne det jo se ud som om en modsætning til begrebet kernefaglighed. Men situationen er snarere, at næsten alle fagligheder er opstået som en fusion mellem tidligere fagligheder, såsom statskundskab som en fusion mellem politologi, økonomi og sociologi, ligesom sociologi blot et par årtier før udrandt af en række andre tidligere kernefagligheder. Eksempler på sådanne er RUC's største trækplastre i disse år: kommunikation og forvaltning, der er opstået som fusioner af en række enkeltfagligheder som sociologi, tekstvidenskab, jura, økonomi m.m.

Den store tilstrømning til netop disse fag kan jo så ses dels som en reaktion til tidligere skoleformers opsplitning af disse emner i enkeltfagligheder og dels som en udtryk for fremvæksten af nye arbejdsfelter for akademikere i national og international forvaltning på en række områder samt i hele informationssektoren. Som helhed ser vi efterspørgslen snarere på generalister end på specialister, sagsorientering snarere end fagorientering. Og der vil da også automatisk opstå en forsvarsreaktion fra de oprindelige fagligheder: Fører det ikke til faglig forfladigelse, er tværfaglighed ikke det samme som almindeligheder og filosofisk lommeuld, eller måske endnu værre en politisk slåen mønt på faget.

Tværfaglighed eller tværvidenskabelighed er imidlertid mange forskellige ting. På RUC dyrker vi mindst tre forskellige former: På basisuddannelserne, hvor der arbejdes projekt og problemorienteret udfra mindst 4 forskellige faglige dimensioner eller enkeltfagligheder, dyrkes én form. På kombinationsuddannelserne, hvor to kernefagligheder kombineres af den enkelte studerende i kraft af en flydende kombination enten i det enkelte semester eller i forlængelse af hinanden, dyrker man den næste og endelig i enkeltuddannelser som teksam, forvaltning, kommunikation eller sprog- og kulturmødestudier, der er fusioner af eksisterende enkeltfagligheder, dyrkes en tredje. Tanken er, at den studerende i løbet af studiet nærmer sig en specialisering, som ikke nødvendigvis følger traditionelle kernefagligheder. Men at der altid er en potentiel konflikt med en enkeltfaglig bredde og dybde er evident. Ofte fører det til, at fag, der i særlig grad forudsætter en grundlæggende specialviden, vælges fra.

Men hvad er da kernefag og bør disse fag have en særlig monopoliseret stilling i forhold til forvaltningen af samfundets vidensarv? Bør den fokus på kernefagligheder, som er princippet for folkeskole og gymnasieuddannelse også være det for universiteter? Eller bør der omvendt være overensstemmelse mellem videnskabsfag og studiefag. Jeg mener, at der bør være en sådan overensstemmelse - i det mindste på universitetsniveauet - hvor den forskningsbaserede undervisning bør betyde, at undervisningen og uddannelsesstrukturen udvikler sig i gensidig inspiration og stadig dialog med forskningsfelterne. Selv om hele vores skolelærdom har givet os en fast forankret opfattelse af at fag er og en gang givet som sådan, at fag stort set kan læses ud fra de samme bøger som vore forældre, så ser vi i disse år en kraftig udvikling af universitetsfagene på områder, som ikke er eller kun er sparsomt repræsenteret i folkeskolens og gymnasiets udbud. Det gælder således især en voldsom udvikling i alle de samfundsvidenskabelige fag samt en ændring af de humanistiske fag bort fra fokuseringen på sprogfag mod en fokusering på kultur og informationsfag.

Der breder sig i dag blandt universitetsfolk en socialkonstruktivistisk opfattelse, der indebærer, at fag ikke betragtes som naturlige entiteter, de er derimod er 'diskurser' historisk groet frem af konkrete vilkår og omstændigheder, og at tilsvarende de magt og autoritetsstrukturer, der er knyttet til fagene har den samme begrænsede og begrænsede karakter. Det gælder således for de fleste aktuelle universitetsfag, at de er opstået i løbet af det 20 årh., mange endda meget sent i århundredet og at mange fag har meget stor vanskelighed med klart at afgrænse sig til andre fag. Man kan blot tænke på fag som kultursociologi, sociologi, antropologi, etnologi og folkemindevidenskab, som i bedste fald har særdeles glidende overgange indbyrdes. Mens mere eksakte fag som matematik eller fysik har langt nemmere ved at finde sine kernebegreber og sit metodegrundlag, men til gengæld langt hyppigere dyrkes i anvendt form i samarbejde med andre praktiske erkendelsesformer.

Nogle få fag er opstået blot fordi man måtte adskille to konkurrerende professorer i hver deres institut og hver deres udlægning af faget. Atter andre fag, har i Danmark fået sin helt egen betegnelse, f.eks. datalogi, som ved andre universiteter dyrkes som computer science, informatik, informationsvidenskab m.m. Således er fag også magtbastioner, et signal om et særligt ejendomsforhold eller en inklusion, der så samtidig indebærer en eksklusion af evt. andre fagfolk, som måtte gøre krav på definitionsretten til faget.

Men for så vidt som enkeltfag gennem en længere årrække har produceret kandidater, etableret universitetsinstitutter, manifesteret sin forskningstradition gennem disputatser, ph.d.afhandlinger og fagtidskrifter og afgrænset sig med relevanskriterier for accepterede emner og metoder, får faget sin egen historie og dermed identitet. Det er imidlertid en identitet, som hele tiden må udfordres og lade sig udfordre, hvis faget skal bevare sin dynamik og forankring i de konkrete historiske betingelser.

En åbenhed overfor tværfaglighed er således en forudsætning for, at der kan eksistere en dynamisk udvikling af videnskabsfelterne i takt med den sociale og økonomiske udvikling. En stor del af den meget store interesse, der i 1960'erne var for de polytekniske videnskabsfelter tilfalder i dag kommunikations og informationsområdet. I konsekvens af dette, burde man, snarere end at forsøge at tvinge de unge til at læse tekniske fag ved at begrænse optaget på de humanistiske fag, sådan som det foreslås af Dansk Industri, tænke i dynamiske fusioner med disse mere humanistisk orienterede kommunikations- og kulturfag.

Samtidig må man jo også konstatere at kernefagligheder, som betragter sig selv som velafgrænsede enheder i dag i stigende grad betjener sig af tilgrænsede kernefagligheder. Således kan man som sociolog konstatere, at sociologi indgår som en væsentlig tilgang i så forskellige kernefagligheder som farmaci, medicin og teologi. Dermed er også sagt, at løsningen af det videnskabelige problem sjældent kan lade sig gøre ved udelukkende at betjene sig af et enkelt fags teorier og metoder, og hvis man ikke anerkender dette, opnår man hyppigt at dele af forskningsprojektet bliver det rene amatørarbejde.

Kernefagligheder breder sig således udover en række andre kernefagligheder, lige så snart man taler om videnskabsfag, erkendelsesområde, videnskabsteoretisk tilgang, metodisk tilgang og formidlingsform. Men i formidlet form bliver faget også et studiefag, altså et fag, der kan fremlægges som velafgrænset disciplin ved siden af andre discipliner.

Traditionelle kernefag er i langt mindre grad i stand til at tiltrække de universitetsstuderendes interesse end kombinationsfag og nye fusioner mellem tidligere kernefagligheder. Således kan man konstatere, at universiteterne i de kommende år vil have voksende vanskeligheder med at forsyne gymnasierne med lærere med nogle af de traditionelle fagligheder, især fysik, matematik, fransk og tysk og i bredere forstand bidrage til kernefaglighedernes overlevelse. Den taxameterstyrede økonomi forstærker dette problem i og med de realiserede studietrinstilvækster er det primære fundament for et fags overlevelse. Og man må så spørge sig selv om: Hvilken eksistensberettigelse har de da? Lever de ikke mindst lige så godt i dynamiske fusioner. Nogle gør, det er jeg slet ikke i tvivl om, mens andre sander til. Og spørgsmålet er da, hvilke kernefagligheder man i dag mener bør indgå som generelle dannelses- og færdighedsfag og på hvilke underviningsniveauer.

Hvis man overfor den disciplinorienterede læring stiller den problemorienterede læring, som jo også er videnskabens læringsform, vil enkeltfaglighederne miste deres monopol eller tolkningsret, de vil være nødsaget til at dele feltet med en række tilgrænsede discipliner, som tilsvarende kan give deres bud på besvarelsen af det dagsaktuelle spørgsmål. Men for mange af den midalderende generation, som er fast og personligt forankret i identiteten ingeniør, fysiker eller historiker, er dette stærkt identitetstruende. Man kan imidlertid konstatere, at den unge generation ikke mener at have behov for en sådan identifikation.

Det sidste gælder sikkert bl.a. det generelle niveau af matematikkundskaber i samfundet i dag, kendskabet til tysk, fransk og latin, grammatiske færdigheder. Ligesom generationen før mistede generelle færdigheder i teologi, latin og den danske sangskat. For blot en generation siden dømte man unge kvinder til forvaring som socialt degenererede og åndssvage på grundlag af en intelligenstest, som omfattede overhøring i bibelske skriftsteder, som meget få universitetsansatte i dag kunne redegøre for.

Til sidens top