12. Sociale relationer i en nyorganiseret uddannelse

12.1 Skolekultur

I de senere år er opmærksomheden i stigende grad blevet rettet mod skolekulturen som et område af selvstændig betydning for elevtrivselen på erhvervsskolerne. I udgangspunktet har dette været betragtet som et nøgleområde for indsatsen for at nedbringe det - navnlig tidligere - meget store frafald af elever fra skoleundervisningen. Under arbejdet med at identificere de væsentlige sider af skolekulturen og forbedre forholdene er det i stigende grad blevet klart, at skolekultur ikke alene kan ses som et antal mere eller mindre tilføjede aktiviteter (med skolefester og fællesarrangementer som de iøjnefaldende eksempler), men må forstås dybere som forhold, der relaterer sig til undervisningen, og til spørgsmål, der hører sammen med skolens organisation, omgangsformer mv. I en endnu videre forstand, kan skolekulturen ses som en del af curriculum og uddannelsens formål, hvordan bidrager skolens 'overordnede arrangement' til formålet med institutionen, herunder at eleverne gennemfører deres uddannelse, bevarer og udvikler deres motivation for at lære noget og i det hele udvikler sig som mennesker og samfundsborgere, som det er meningen i lovgivningen.

12.2 Det sociale liv i skolen

Den stærke understregning af individualiseringen, som ligger i det uddannelsesorganisatoriske oplæg, skal ikke opfattes som en tilsidesættelse af det faktum, at al læring sker i et socialt rum. Eleverne vil stadig være grupperet; skolen vil stadig udgøre mange sociale rum - have en kultur.

Forskellen ligger i, at når stamklassen afskaffes som den bærende organisatoriske enhed og erstattes af de fagmodulhold/ grupper el., som eleven løbende vælger sig ind i, så afløses den tvang, som ligger i den skoleadministrative fordeling af elever på klasser - og tilsvarende tildeling af lærere - af elevernes mere frie og aktive valg af tilhørsforhold - valg, som følges af nye valg..Eleverne kan således mere aktivt forme/vælge den sociale sammenhæng.

Man kan imidlertid hævde, at eleven hermed bedre kan unddrage sig forpligtelsen til at lære at tage hensyn til mange andre elevtyper. Op mod det skal holdes, at eleverne stadig vil befinde sig i grupper - men i flere forskellige - og at der stadig vil være en spredning, som den enkelte elev gennem sit valg kun har en begrænset kontrol over.

Erfaringer fra Finland peger ikke på problemer på dette punkt, men snarere på nye muligheder for, at elever finder mere aktivt sammen i sociale relationer og netværk, der potentielt omfatter hele elevbestanden på en bedre måde, end når denne elevbestand er opdelt i faste klasser ud fra administrative hensyn.

Det sociale liv kan altså bygge mere på de motivationelle behov hos eleverne end på de administrative behov i skolen.

Yderligere må man pege på, at spørgsmålet om stamklasser eller modulhold ikke skal ses isoleret fra øvrige aktiviteter (end 'undervisning') i skolen. En moduliseret organisering vil kunne fremme en ønskelig opblødning af de kunstige grænser mellem 'undervisning' og 'frivillige aktiviteter' på skolen ud over 'undervisningstiden'; hvilket bør kunne føre til mere læring og til læring af en højere kvalitet.

Modulopdelte, individualiserede forløb giver bedre betingelser for, at de læringsformer, der omtales foran, finder en større plads i undervisningen. Fælles for disse læringsformer er jo netop, at de understreger læringens sociale karakter - at man lærer noget ved at arbejde med en opgave, som på den ene eller anden måde er defineret i en social kontekst.

Måske kan man hævde, at der opstår et nyt rum for didaktiske overvejelser, når organiseringen af undervisningen ikke længere er henvist til den traditionelle form byggende på klasseundervisningen.

Den traditionelle klasseundervisning har sin sociale didaktikden er ofte implicit og langt fra altid positiv.

Denne side indgår i publikationen "Pædagogiske og didaktiske overvejelser bag erhvervsuddannelsesreform 2000" som kapitel 12 af 23
© Undervisningsministeriet 2000