Konflikter er en del af livet – også i skolen
Konflikter forbindes ofte med vanskelige situationer og ubehagelige oplevelser. Konflikter kan skabe afstand, indelukkethed og fjendskab. Det betyder, at skoledagen kan blive tung, og problemerne kan følge med hjem. Konflikter er derfor noget, som man helst vil undgå.
Men konflikter er en del af livet. De er tæt forbundet med forandring og det faktum, at vi alle ser forskelligt på verden. Eleverne i udskolingen er i rivende udvikling og møder ofte forskellige og nogle gange modsatrettede forventninger fra lærere, forældre eller kammerater. Det kan let give grobund for konflikter.
“Er det mig, der griber konflikten, eller konflikten der griber mig?” var et af de dilemmaer, som udviklingsprojektet arbejdede med. Måden, hvorpå en konflikt håndteres, er afgørende for, hvordan den udvikler sig. Her kan konstruktiv konflikthåndtering være en vigtig kompetence.

|