Øvelse Konfliktskulptur
Formål
At give eleverne en alternativ måde at forholde sig til og diskutere konflikter.
Forberedelse
Eventuelt forberedelse – se casen: “At forstå konflikter”, side 48.
Instruktion
Inddel eleverne i grupper af fire til seks elever. Hver gruppe finder en konflikt eller vælger en case. Alle deltagerne i gruppen hjælper med at forme konflikten som en fysisk skulptur, hvor de hver især kropsligt og uden ord udtrykker en rolle i konflikten. To elever kan for eksempel være de implicerede parter, mens en anden elev kan være konfliktens sag. De resterende elever kan være følelser eller handlinger forbundet med konflikten. Konfliktskulpturen vises som en uløst konflikt.
Efter at grupperne har lavet deres skulpturer, samles klassen, og grupperne viser på skift deres skulpturer. Skulpturerne må ikke kommenteres. Der skal være ro og tid til at studere skulpturerne.
Diskussion/perspektivering
Læreren skal i den efterfølgende diskussion folde konflikten ud. Det kan blandt andet ske ved at interviewe eleverne i skulpturen. Det kan her være hensigtsmæssigt at bruge de fire kernepunkter – se beskrivelse nedenfor – som udgangspunkt for spørgsmål:
- Hvad er der sket? Hvad er problemet?
- Hvordan har du det med det, der er sket?
- Hvad er vigtigt for dig?
- Hvad kan vi faktisk gøre?
De andre gruppers overvejelser og synspunkter inddrages løbende.
|