|
|
2. Realkompetence:
En persons samlede
kunnen
Realkompetence – det du reelt kan
Realkompetence omfatter en persons samlede viden, færdigheder
og kompetencer. Det gælder uanset, om de er erhvervet i
det formelle uddannelsessystem, i arbejdslivet eller i andre sammenhænge.
Indledende realkompetencevurdering og eventuel meritgivning
udgør den samlede godskrivning ind i uddannelsesforløbet.
Kompetencerne opdeles i:
Formelle kompetencer
Kompetencer erhvervet og vurderet gennem det formelle
uddannelsessystem – det vil sige, at man har dokumentation
for kompetencerne, som kan være meritgivende efter
meritreglerne.
Ikke-formelle kompetencer fra organiserede
læringsmiljøer
Kompetencer erhvervet i et organiseret læringsmiljø, eksempelvis
et kursusforløb på arbejdspladsen, et højskoleophold
eller lignende. Denne form for læring fører traditionelt ikke
til egentlige uddannelsesbeviser, men der kan som oftest
fremskaffes forskellige former for dokumentation, udtalelser
med videre.
Uformelle kompetencer
Kompetencer erhvervet fra læring, som ikke er foregået
under skolemæssige forhold, men som fi nder sted i alle
livets sammenhænge.
|
Hvordan skal skolen godskrive reelle
kompetencer?
Realkompetencevurderingen består i at afgøre, i hvilket omfang
en elevs tidligere opnåede kompetencer ækvivalerer mål og
indhold i den valgte uddannelse. Mange mennesker har opnået
en ofte selvlært viden og kunnen, som er blevet ganske effektiv
og brugbar, men som de pågældende kan have svært ved at
redegøre for og forklare indholdet af. Det gælder især inden for
mange håndværks- eller it-uddannelser. Sådanne elever vil måske
have svært ved at bestå nogle bestemte test i det teoretiske
stof, selvom eleverne gennem den konkrete udøvelse demonstrerer,
at de faktisk er meget kompetente. Blot er det en anderledes
viden, der ligger bag kompetencen.
Denne side indgår i publikationen "Realkompetencevurdering i EUD - praktiske muligheder" som kapitel 2 af 7 © Undervisningsministeriet 2006
|
|