Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forældrenes rettigheder





Forældre har ret til:

  • At tage kontakt til skolens personale, skolens leder og skolebestyrelsen
  • Jævnligt at få at vide, hvordan det går eleven i skolen
  • At overvære undervisningen, hvis der er indgået aftale herom
  • At opstille og stemme til valg i skolebestyrelsen
  • At klage til kommunalbestyrelsen, hvis de er uenige i skolelederens konkrete afgørelser vedrørende deres barn
  • At blive taget med på råd i forbindelse med skolens arbejde
  • At få deres barn fritaget fra kristendomskundskab efter anmodning
  • At vælge en anden undervisning end den, folkeskolen tilbyder

[Billede: Her ses øverst forældre i en klasse med en lærer og nederst børn og forældre sammen i en klasse]

Det vil sige . . .

Alle forældre har ret til at kontakte skolens personale, skolens leder og skolebestyrelsen, hvis de har spørgsmål i forbindelse med deres barns skolegang eller skolens arbejde.

Forældrene har ret til at blive orienteret om, hvordan det går deres barn i skolen, og hvad det får ud af undervisningen - både fagligt, personligt og socialt. Skolebestyrelsen fastlægger principper for, hvor ofte - og hvordan - forældrene skal underrettes.

Hvis der på skolen er en ordning om det, kan forældrene overvære undervisningen. Der skal på forhånd aftales med skolen, hvordan og hvornår besøget kan finde sted.

Forældre har ret til både at lade sig opstille som forældrerepræsentanter og til at stemme ved valg til skolebestyrelsen.

Hvis forældre er uenige i en afgørelse, som skolens leder har truffet angående deres barn, har de ret til at klage til kommunalbestyrelsen, inden der er gået fire uger. Det er kommunalbestyrelsen, der træffer den endelige afgørelse.

Alle forældre har ret til at være med til at drøfte, hvordan skolen kan tage hensyn til de forskellige behov, børn og forældre kan have i forbindelse med skolens hverdag.

Undervisning i kristendomskundskab er vigtig, fordi den handler om almenmenneskelige spørgsmål, der stilles og drøftes inden for såvel kristendom som andre religioner og livsopfattelser. Undervisningen har ikke et forkyndende sigte, men udelukkende et kundskabsmeddelende indhold. Forældre har ret til at få deres barn fritaget for undervisningen i kristendomskundskab, hvis de skriftligt erklærer, at de selv sørger for barnets religionsundervisning.

Forældre kan vælge en anden undervisning til deres barn end folkeskolens. For at undervisningspligten kan være opfyldt, skal undervisningen stå mål med den undervisning, børnene får i folkeskolen. Det kan fx være på en privatskole.

 


Denne side indgår i publikationen "Rettigheder og pligter i folkeskolen" som kapitel 4 af 9
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top