6. Sofie – en enkeltintegreret elev i en klasse i folkeskolen – 9. klasse

Et skoleforløb fra børnehaveklasse til 9. klasse

Sofie har cerebral parese, det vil sige, at hun er spastisk lammet i ben og arm. Helt konkret betyder det, at hun er motorisk bevægelseshæmmet i ben og arm på grund af spasticiteten. Hun har svært ved at løbe, går langsomt og bliver hurtigt træt. Hendes finmotorik er ligeledes påvirket, så hun hverken skriver, tegner eller klipper ret godt. Der er også mange andre småting, der er svære at udføre selvstændigt for hende. Hun er meget let afledelig og kan derfor have svært ved at fastholde koncentration i længere tid. Dette betyder umiddelbart, at der må skabes andre og mere fleksible arbejdsmuligheder for hende end for klassens øvrige elever. Sofie er en kvik, åben og glad pige med stor selvtillid, hvilket er det potentiale, der fra første dag i skolen blev sat fokus på.

Sofie har siden børnehaveklassen gået i en almindelig folkeskole, hvor hun har været enkeltintegreret i den samme klasse og slutter i år med afgangsprøven lige som sine klassekammerater. Det er planen, at Sofie skal gå til afgangsprøve i så mange fag som muligt. Der skal søges om mere tid til alle prøver, og desuden skal hendes støttelærer være med ved prøverne. Hun skal have sit eget lokale til de skriftlige prøver, så hun får bedre

muligheder for at koncentrere sig. I slutningen af november tages der stilling til, om hun alligevel skal fritages for enkelte prøver og i stedet evalueres på andet grundlag. Hvis der er tvivl om en enkelt prøve, søges om fritagelse, og den nødvendige evalueringsplan, som træder i stedet for prøven, udarbejdes. Hvis det for eksempel i april viser sig, at Sofie alligevel kan gå op til prøven, så bliver evalueringsplanerne lagt i skuffen, og hun kommer til afgangsprøve på særlige vilkår.

Sofie fik allerede fra børnehaveklassen både en praktisk støtte og en lærerstøtte med sig i undervisningen. Disse to personer gled ubemærket ind i undervisningen som en del af lærerstaben. De øvrige børn tænkte umiddelbart ikke videre over dette forhold. Når de “legede skole” i skolefritidsordningen om eftermiddagen, var der både en elev, som agerede lærer, og en, som agerede støtte for Sofie. For dem var det en del af skolen, fordi Sofie med det samme blev integreret i klassen.

Sofie havde støtte i en stor del af skoledagen, men hun modtog så vidt muligt undervisning sammen med de øvrige børn. Normen var, at hendes støtte var i klassen, enten ved siden af hende eller i klassen hos en af de øvrige elever. Hun skulle opleve, at hun havde en skolegang, der var lige som de andre elevers. Sikkerheden var, at hun altid havde en voksen at få hjælp og fuld opmærksomhed fra.

Når Sofie ikke kunne koncentrere sig længere eller blev afledt af andre ting, forlod hun klassen sammen med sin støttelærer. De gik tur, spiste lidt mad eller spillede et spil. Hendes situation gjorde, at hun fik nogle andre rammer og regler end de andre. I den almindelige samtale om social adfærd blev der talt åbent i klassen om forskellen i Sofies og de andres rammer. Klassekammeraterne accepterede hurtigt dette. Sofie var for dem en god kammerat, som gjorde tingene på en anden måde. Deres forståelse for, at mennesker har forskellige behov og muligheder, blev endda udvidet, fordi de skulle forholde sig til Sofies handikap, og deres almene tolerance blev større.

Samarbejde, åbenhed og netværksgruppe

Allerede ved det første forældremøde i klassen fik forældrene information om, hvorfor der var støttelærere i klassen, og om de særlige hensyn, som klassen skulle tage til Sofie. Der var åbenhed om Sofies handikap, og der blev med det samme skabt stor forståelse hos de øvrige forældre.

På nogle områder krævede det flere ressourcer for lærerne at have Sofie i klassen. Der skulle bruges tid til skrivearbejde og møder med diverse “eksperter”, desuden skulle lærerne selv have vejledning og informationer om barnets handikap. De skulle lære om baggrunden for Sofies handikap, hvordan hun lærer, hvordan hun skal behandles, hvilke hensyn, der skal tages osv. Lærerne skulle have den nødvendige viden om netop dette særlige handikap for at være “klædt på” til at give eleven den særlige plads i elevgruppen.

Der blev hurtigt etableret en netværksgruppe bestående af alle de “eksperter”, som havde kontakt til Sofie. I dette tilfælde bestod gruppen af fysioterapeut, ergoterapeut, specialskolekonsulent, psykolog, klasselærer, støttelærer/praktisk medhjælp, pædagog fra fritidsordningen og forældre. Efter skolestart blev der ved første møde i efteråret aftalt, at netværksgruppen skulle mødes fast to gange årligt, efterår og forår. Denne mødefrekvens fortsatte gennem hele skoleforløbet, men med forskellige mødedeltagere, efterhånden som Sofie blev ældre, og hun for eksempel ikke længere var i fritidsordning. Sofies families sagsbehandler deltog i møderne, når der var behov for dette.

Netværksgruppens dagsorden var at berette, hvordan det gik for Sofie gennem hele hendes dag. Hvilke ting gik godt, hvilke problemer havde man, og hvad ville man gerne have ændret på. Der kunne laves aftaler, som var gældende for skole, fritid og hjem, fordi alle de vigtigste voksne rundt om Sofie deltog i samme møde. Det gav mulighed for at skabe fælles fodslag, være konsekvente og hjælpe hinanden. Det blev endvidere aftalt, hvilke forhold der eventuelt skulle undersøges til næste møde, og der blev udarbejdet kortsigtede planer.

Da Sofie startede i børnehaveklassen, vidste ingen, om det ville være muligt for hende at gennemføre hele skoleforløbet i en almindelig klasse. Det kortsigtede mål var at få Sofies hverdag til at fungere bedst muligt i nuet. Der blev aftalt både kortsigtede og mere langsigtede handleplaner med netværksgruppen. Der blev lagt en plan ved skolestart og evalueret ved netværksmødet i november. Derefter blev der lagt en revideret handleplan, som igen blev evalueret ved forårets netværksmøde. Alt dette var med til at fastholde og synliggøre de fælles formulerede krav og forventninger.

Netværksgruppen har været med til at sikre, at Sofies skoleforløb blev lagt i faste rammer, og at der var en overordnet plan for dette. Fordi gruppen mødtes hvert halve år, har den desuden været med til at afhjælpe, at problemer eskalerede og blev store. Den overordnede plan har gjort, at alle voksne kunne se lidt forud hele tiden.

Der har hver dag været information imellem skole og hjem via en kontakt- og samarbejdsbog. Henholdsvis skole og hjem har kunnet skrive beskeder, aftaler, lektier eller fortælle om diverse episoder i løbet af dagen. Det har været en nem og ikke særlig tidskrævende måde at holde en intens kontakt på.

Hjælpemidler til undervisningen

Indholdet i og formålet med Sofies undervisning har stort set været det samme som for resten af klassen, men der er blevet undervist differentieret gennem hele forløbet. Sofie havde brug for særlige hjælpemidler til brug i undervisningen og på ture. Allerede i børnehaveklassen fik hun sin egen stationære computer. Der blev anskaffet specielle undervisningsprogrammer til læse-, stave- og skriveundervisningen. Desuden fik hun sine egne konkrete materialer at arbejde med, så hun ikke var nødt til at dele med de andre, og dermed fik hun mulighed for at få mest mulig udbytte af undervisningen.

Senere i forløbet fik hun en bærbar computer i stedet for den stationære, så hun bedre kunne sidde i klassen og arbejde ved borde sammen med de andre. Da det var så vigtigt et arbejdsredskab for hende i alle forhold, fik hun en kraftigere bærbar computer i udskolingen. Den skulle have kapacitet til hurtig informationssøgning på internettet, opbevaring af opgaver, billeder mv. Desuden fik hun ordbøger til sprog og retstavning installeret. Det var de samme ordbøger, som klassen havde i bogudgave. Hjemme havde hun også en computer med de samme programmer, da det var for uoverskueligt for at hende at tage den bærbare med hjem.

Den teknologiske udvikling har efterhånden hjulpet Sofie til bedre muligheder. Hun kunne sende opgaver lavet hjemme til skolen og omvendt eller bruge en USB memory stick som kladdehæfte.

Det var desuden en stor hjælp, da vi anskaffede et scannerprogram²⁷, der kan scanne engangsbøger ind, så eleverne kan skrive på de indscannede sider. Sofie kunne nu arbejde fuldstændig på lige fod med de andre. Hendes udprintede, computerskrevne sider så endda rigtig flotte ud.

Et andet meget vigtigt hjælpemiddel til Sofie har været en stor kørevogn med tre hjul af typen, som man bruger til jogging sammen med mindre børn. Den er nem at tage med i tog og bus og kan hurtigt skilles ad. Den har betydet, at Sofie har været med på alle ture; hun er blevet skubbet af kammeraterne og har “til gengæld” holdt deres tasker og jakker undervejs.

Igennem hele forløbet har der ikke været færdige løsninger og manualer, hvor vi har kunnet læse, hvordan Sofie kunne hjælpes. Vi har selv skullet undersøge markedet og prøve os frem med diverse hjælpemidler.

Op- og nedture

Der har været mange svære perioder i Sofies skoleforløb. Det har ikke kun været det faglige, som har forvoldt problemer, men også det sociale. Det har været en løbende opgave at integrere Sofie socialt i klassen. De første par år forløb det nemmest; kammeraterne vænnede sig hurtigt til, at Sofie var en del af deres klasse. Hun var en meget sød, sjov og god kammerat. Da de alle var i fritidsordningen om eftermiddagen fortsatte deres leg automatisk der. Efter 4. klasse stoppede ordningen på skolen, og fritidsklubben lå i nogle lokaler cirka otte minutters gang fra skolen. I starten var de fleste elever der om eftermiddagen, men efterhånden gik nogle hjem, andre havde diverse sports- og hobbyaktiviteter efter skole. Her blev Sofie hægtet af. Hun kunne ikke selv gå hjem eller cykle rundt. Hun blev hentet i taxi hver dag. Det var derfor også sværere for hende impulsivt at lave aftaler med kammeraterne. Sofie havde også sværere end sine klassekammerater ved at overskue sin dag og holde styr på skole, fritid og kammerater. Hun kørte derfor lettere træt og kunne ikke holde det samme aktivitetsniveau som de andre. Det betød, at hun lige pludselig havde en anden position og andre muligheder i forhold til kammeraterne.

I løbet af puberteten gled børnene i forskellige retninger. De fik nye interesser og nye venner også uden for skolen, og de begyndte at forme deres personlighed. Sofie kom senere i puberteten og var derfor udviklingsmæssigt bagefter de andre. Hendes interesser var derfor også anderledes, og de ændrede sig senere. Det var en svær tid for Sofie, og hun følte sig mere alene. Det gjaldt ikke i skoletiden, for der var kammeraterne sammen med hende, som de altid havde været, men i fritiden følte hun sig ofte ensom. Der var ikke længere så mange, som kontaktede Sofie for at lege, som tidligere. Kammeratskabsproblemerne fyldte meget i Sofies tankeverden. Puberteten som identitetsskabende periode var ekstra svær for Sofie, fordi hun også skulle forholde sig til sig eget handikap og de problemer og eventuelle begrænsninger, det kunne give hende. Det var svært for skolen at hjælpe med løsning af dette, da det fortrinsvis var i fritiden, problemet viste sig. Netværksgruppen og et tæt samarbejde mellem støttelærer og forældre har været med til at sætte positiv gang i løsningen af vanskelighederne.

Nye skoleår, nye fag, nye lærere, nye klasselokaler mv. har hver gang givet Sofie svære perioder. Alt nyt har været svært, så i disse perioder har hendes støttelærer været det faste holdepunkt og den person, som har kunnet have 100 procent fokus på hende.

Fysiske rammer

I de små klasser var skolen indrettet meget traditionelt med et klasselokale til hver klasse og ikke mange andre steder, hvor eleverne kunne sætte sig til at arbejde alene eller i mindre grupper. Det kunne være svært for Sofie, som havde brug for ro og afgrænsede rammer. Der blev sat skærme op for at skabe små arbejdspladser. I 7. klasse fik klassen mulighed for at få et klasselokale med tilhørende grupperum, som lå ved siden af klassen med skydedørsadgang. Det var det rette tidspunkt for Sofie at få sit eget rum. Hun kunne sidde i klassen og arbejde og nemt trække sig tilbage til sit rum. Her kunne hun lukke døren og få arbejdsro til faglig fordybelse. Der var også her et rum, hvor hun uforstyrret kunne få en snak om diverse forhold med en voksen, så snart et problem opstod.

Mod afgangsprøven

Ved slutningen af mellemtrinnet blev det vurderet, at Sofie skulle fortsætte i klassen til 9. klasse og gennemføre så meget som muligt af afgangsprøven. Netværksgruppen udarbejdede en skitse for de sidste tre år af Sofies skoletid, herunder også for de muligheder, Sofie havde for hjælp og for aflæggelse af prøve på særlige vilkår. Da Sofie kom i 7. klasse, indførtes handleplaner, som hun selv var med til at lægge, så hun blev mere inddraget i planlægningen af sin egen skolegang.

Fagligt har Sofie et stort potentiale, så handleplanerne blev meget konkrete og satte fokus på hjælp til strukturering af hendes arbejde og dag. Det var støttelæreren, som primært hjalp Sofie i et tæt samarbejde med forældrene. Klassens ugeplan for den kommende uge blev printet ud hver fredag, så Sofie fik hjælp til at tilrettelægge den næste uges aktiviteter. Der blev sorteret i de opgaver og lektier, hun kunne fritages for at løse. Det var vigtigt, at arbejdsmængden ikke blev for stor, for så kunne hun slet ikke overskue at lave noget overhovedet. Opgaverne blev delt op i små bidder. For eksempel blev det første kapitel ofte læst op for Sofie, når hun skulle læse bøger. Der blev lavet aftale om de næste læste sider, og næste gang blev endnu et kapitel læst op osv. Skrivning af opgaver og stile foregik på samme måde, hvor støttelæreren hjalp med struktureringen, men også til fastholdelse af motivationen. Arbejdsmåden til stilskrivningen blev nedskrevet i punktform, folieret og blandt andet hængt op i Sofies rum. Sofie skrev for eksempel stikord til brainstorm og fik derefter hjælp til udvælgelse af de væsentligste punkter. Arbejdsformen var procesorienteret skrivning med støttelærer som coach.

I matematik i 7. klasse fik Sofie et intensivt kursus i Excel, da hun fremover skulle løse al matematik i dette program. I første omgang blev der i en periode på otte lektioner udelukkende fokuseret på indlæring af brug af programmet. Excel var en hurdle for Sofie, men efter en periodes arbejde blev det et godt arbejdsredskab til matematik, som har gjort løsningen af opgaverne nemmere.

Generelt skulle indlærte færdigheder tages op jævnligt og repeteres for Sofie. En del af dette arbejde mod afgangsprøven krævede særlig tilrettelagt undervisning af støttelærer. Hvor det var muligt, blev undervisningen givet sammen med en arbejdsmakker fra klassen. Det langsigtede mål var at give Sofie redskaber til selv at blive bedre til gå i gang med at løse opgaverne.

Afgangsprøven er nu nær og et realistisk mål, som Sofie efterhånden selv er motiveret til at skulle løse. Til prøven skal hun have længere tid, en time mere til de skriftlige prøver og 30 minutter mere til forberedelse til mundtlig dansk. Hendes støttelærer skal være sammen med Sofie ved de skriftlige prøver og ved forberedelse til de mundtlige. Ved de skriftlige prøver skal hun sidde i et lokale for sig selv, så hun ikke selv mister koncentrationen, og så kan hun rejse sig og bevæge sig uden at forstyrre de andre. Alle hendes opgaver skal kunne løses på computeren. Desuden skal hun have opgaverne læst op. I perioden efter elevernes sidste skoledag skal Sofie stadig have sin støttelærer til at undervise sig og hjælpe med læsningen til prøven.

Hvorfor er det gået godt?

En væsentlig årsag, til at Sofie har klaret forløbet så godt, er, at der fra starten blev sat timer af til at støtte hende i hele skoledagen. Hun undgik på den måde både de faglige og sociale nederlag, som ellers let kunne være opstået, hvis hun havde været overladt til sig selv i flere lektioner. Hun kunne ind imellem blive meget ked af det, vred, fjolle eller spille klovn. Disse situationer kunne der blive taget hånd om, fordi der var en ekstra person til at klare tingene, inden de udviklede sig. Sofie blev heller ikke udstillet i klassen, men kunne gå fra med sin støttelærer og løse problemerne i fred og ro. Hun har derfor også bevaret sit selvværd og sin positive indstilling til skolen.

Et andet forhold, der har givet kontinuitet i Sofies skoleforløb, er, at hun har haft en fast gruppe voksne rundt om sig. Hun har haft den samme klasselærer fra 1. til 9. klasse og kun haft to hovedstøttelærere. En fra børnehaveklasse til 4.
klasse og en fra 5. til 9. klasse. De erfaringer og den viden, der er opbygget om Sofie, har derfor let kunnet videreføres fra år til år.

Det var svært at spå om Sofies skoleforløb, da hun startede i børnehaveklassen. Når hun til sommer tager fag til afgangsprøven, er det resultatet af et tæt samarbejde mellem alle de voksne rundt om hende. Og det er naturligvis et resultat af Sofies egen ihærdige indsats. Da ingen på forhånd vidste, hvilken vej der skulle vælges, har det været vigtigt at revidere planer og handlemåder jævnligt. Koordination og et højt informationsniveau de voksne imellem har betydet, at der hurtigt kunne gribes ind og ændres, hvis der var ting, som ikke fungerede optimalt.

Denne side indgår i publikationen "Vi kan jo prøve "
© Undervisningsministeriet 2007