Resumé af resultater

God skolepraksis er resultatet af et komplekst samspil af mange forskellige enkeltfaktorer

Undersøgelsen viser, at der er tale om et komplekst og dynamisk samspil af mange forskellige forhold, som gør, at en skole bliver en »højt præsterende« skole. Resultaterne af undersøgelsen kan således pege på, hvilke forhold man på en skole skal være opmærksom på, hvis man ønsker at udvikle god skolepraksis med henblik på, at eleverne får de bedste rammer for udvikling og læring, men undersøgelsen kan ikke give en simpel facitliste.

Ledelsen og styringen af skolen – og samspillet mellem medarbejdere og ledelse

Skolelederne fungerer i en organisation, hvor udbredt lærerindflydelse traditionelt gør sig gældende. Men undersøgelsen peger imidlertid i retning af, at en række særlige lederkarakteristika kendetegner de højt præsterende skoler:

1. En klar og tydelig ledelse: Det, der kan betegnes som en klar ledelse og styring, og som ses på de skoler, hvor der er synlige og tydelige beslutningsveje. Det er velorganiseret og tydeligt for alle, hvad der besluttes i ledelsen, i udvalg m.m. Der er endvidere formuleret forventninger og krav til de procedurer, der anvendes, fx til udarbejdelsen af årsplaner og krav til indholdet af disse. Beslutninger er således udmøntet i procedurer og kvalitetskrav, der er tydelige for alle i organisationen.
2. En ledelse, der er synlig: Det betyder, at lederen er synlig i hverdagen, dvs. at lederen besøger klasserne (fx som en del af sit pædagogiske tilsyn) og kommer på lærerværelset om morgenen eller i pauserne og snakker med lærere og elever.
3. En ledelse, der superviserer og vejleder sit personale: Det betyder, at ledelsen sørger for at gennemføre regelmæssige medarbejdersamtaler og (klasse)teamsamtaler.
4. En ledelse, der følger op på beslutninger: Der er stillet krav til procedurer og kvalitet, og der følges op på, om disse efterleves. Det sker fx ved, at årsplaner, som må betragtes som et styringselement i forbindelse med den daglige undervisning, læses af og drøftes med ledelsen.
5. En ledelse, der går i dialog med sine medarbejdere og lytter til dem: Lærernes medindflydelse sættes højt. Lærerne er ledere af deres klasse, og det er vigtigt, at de oplever, at der bliver lyttet til dem, og at de har mulighed for selv at udvikle og påvirke aktiviteter og udviklingsområder på skolen.
6. Dette aktive samspil og denne dialog mellem ledelse og lærere i skoleudviklingen udmøntes i skolens virksomhedsplan eller skoleplan. Det betyder, at virksomhedsplanen bliver til i en dialogproces mellem ledelse og medarbejdere, hvor lærerne drøfter nye aktiviteter og mål på pædagogisk råds møde eller giver bud på dem i planlægningen af deres årsplaner, frem for at lederen sætter sig på sit kontor og udarbejder en virksomhedsplan, som kommer til høring eller orientering i pædagogisk råd. Virksomhedsplanen får først betydning i det øjeblik, den kan genkendes i lærernes årsplaner, og lærerne føler et ejerskab i forhold til dem.

Organiseringen af skolen

De højt præsterende skoler er kendetegnet ved planlægning og orden. Følgende karakteristika ses på de højt præsterende skoler:

1. Aktiviteter er planlagte og velstrukturerede, fx teammøderne med lærerne om en klasse samt medarbejder- og teamsamtaler med ledelsen.
2. Der er klare arbejdsgange for og aftaler om, hvordan og hvornår overordnede planlæggende aktiviteter såsom årsplaner, virksomhedsplaner og forsøgs- og udviklingsaktiviteter skal udarbejdes.
3. Der er taget højde for fremtidige udfordringer: Her tænkes dels på det generationsskifte, som stort set sker på alle skoler i disse år, hvor unge lærere møder ældre lærere, dels på den øgede tilgang af tosprogede elever, som ses på en del skoler rundt om i landet. Nogle skoler arbejder således målrettet med at integrere unge og ældre lærere i et teamfællesskab, fx i dannelsen af klasseteam, afdelingsteam, storteam m.m.
4. Der lægges stor vægt på indlæring af faglige færdigheder, og at de fagligt svage elever midt i skoleforløbet tilbydes særlig intensiv undervisning og evaluering i form af særlige undervisningsforløb eller kurser i dansk og matematik.

Lærergruppen på skolen

De højt præsterende skoler er kendetegnet ved et velfungerende kollegialt samspil. Følgende karakteristika ses på de højt præsterende skoler:

1. Unge og ældre lærere mødes i et teamsamarbejde, som af begge parter opleves som frugtbart.
2. Lærerne bruger hinanden til gensidig faglig sparring.
3. Lærerne vægter i høj grad udvikling af elevernes faglige færdigheder, og vægter træning af faglige færdigheder højt, fx i læsning og matematik – det gælder især skoler, hvor eleverne kommer fra en svag social baggrund.
4. Sideløbende betragtes elevernes sociale udvikling også som en væsentlig opgave for skolen, men den overskygger ikke den faglige udvikling.

Elevgruppen på skolen

De højt præsterende skoler er kendetegnet ved en velmotiveret elevgruppe. Følgende karakteristika ses på de højt præsterende skoler:

1. Eleverne vægter en faglig indlæring og det at få gode evalueringer, fx i form af høje karakterer, højt.

Skolens værdigrundlag

De højt præsterende skoler er kendetegnet ved et klart værdigrundlag. Det kan være faglige færdigheder, det kan være orden og disciplin (god omgangstone), og det kan være teorier om, hvordan man lærer og udvikler sig. Skolen er kendetegnet ved følgende:

1. Værdigrundlaget står klart for alle – fx som nævnt ovenfor, at såvel lærere, ledere som elever vægter faglig indlæring (og høje karakterer).
2. Værdigrundlaget er velintegreret i skolens hverdagspraksis, dvs. også i undervisningen.
3. Alle lærere ved, hvordan værdigrundlaget skal udmøntes i dagligdagen.

Gennemførelsen af undervisningen i klassen

»God praksis« – forstået som en praksis, der fremmer elevers faglige kompetencer og lyst til at lære – må forstås på baggrund af mulighedsbetingelserne på den enkelte skole.

Disse betingelser er vidt forskellige for de skoler, der deltager i undersøgelsen. Samtidig er det, der er god praksis i én klasse for nogle elever, ikke nødvendigvis god praksis for andre elever eller for andre klasser på andre skoler. Det betyder også, at god praksis for de yngste klasser ikke nødvendigvis er god praksis for de ældste. Generelt er god skolepraksis karakteriseret ved at give mulighed for, at alle elever kan deltage fagligt engageret.

Undersøgelsen viser, at det ikke er muligt at pege på direkte sammenhæng mellem bestemte praksisformer og karakterniveau, men det er muligt at vise, hvordan forskellige praksisformer kan bidrage til henholdsvis at give gode muligheder for eller til at begrænse elevers deltagelse og læring.

Skolepraksis, der fremmer eller hæmmer læring kommer til udtryk i nogle forhold, der kort kan opsummeres i følgende pointer:

1. God praksis, forstået som, at alle elever opnår et godt fagligt niveau, kræver, at der lægges vægt på, at de fagligt svage elever ikke udskilles fra fælles faglige aktiviteter.
2. En skolepraksis, der er karakteriseret af en fast lærerstyring mod bestemte faglige mål uden hensyntagen til den faglige spredning i elevernes forudsætninger, vil fremme udskillelse af enkelte elever fra det faglige fællesskab.
3. Grundig planlægning, i form af velplanlagte overgange fra én aktivitet til næste aktivitet, kan være med til at skabe kontinuitet i undervisningen og ro i klassen.
4. Hvis en sådan undervisning skal fremme alle elevers aktive faglige deltagelse og lyst til at lære, kræver det, at læreren har en vis fleksibilitet og er opmærksom på at stimulere elevernes engagement.
5. Elevernes aktive deltagelse i faglige opgaver sammen med kammeraterne er med til at skabe engagement.
6. Lærernes grad af åbenhed i kommunikation og samspil med eleverne kan være afgørende for elevernes deltagelse. Åbenheden kan i praksis fx vise sig i en diskuterende undervisningsform, hvor læreren stiller åbne spørgsmål og åbne opgaver til eleverne og ikke afkræver ét rigtigt svar eller én bestemt måde at løse en opgave på. Dermed gives der rum for, at det er legalt, at eleverne fejler.
7. Hensyntagen til forskelle i elevernes kulturelle, personlige og faglige forudsætninger kræver inddragelse af varierede undervisningsmetoder, fx inddragelse af konkrete materialer, som eleverne selv kan arbejde med, samt inddragelse af faglig relevant viden fra elevernes hverdagsliv.
8. Genkendelse og anerkendelse af børnenes ressourcer hænger bl.a. sammen med lærernes kendskab til eleverne, og om lærerne møder eleverne som børn/unge snarere end som »skoleelever«. En anerkendelse af børnene og de unge som andet end elever kan bryde de fastlåste og marginaliserende elevkategorier, fx andengenerationsindvandrerdrenge, ballademagere, tørklædepiger etc. Underkendelse af elever i form af fastlåste elevkategoriseringer, som fx de »dumme og fagligt svage drenge« eller »tørklædepiger« som »mindre dygtige«, hæmmer elevernes muligheder for udvikling af faglig kompetence og deres lyst til at lære.

Denne side indgår i publikationen "Sammenfatning af undersøgelsen,”De gode eksempler”" som kapitel 2 af 12
© Undervisningsministeriet 2004