Kapitel 5: Samspillet med det sociale område

Samtidig med arbejdsgruppen om specialundervisning er der nedsat en arbejdsgruppe i Socialministeriet, som foretager en kulegravning af særlig støtte på området for børn og unge. Dette kapitel er et udtryk for Socialministeriets overvejelser om normalsystemets rummelighed og alternative løsninger på området.

Disse emner spiller sammen med emnerne rummelighed i folkeskolen og nye løsninger på specialundervisningsområdet, idet en stor del af de børn, der modtager tilbud i det sociale regi, også modtager specialundervisning.

Ligesom udgifterne til specialundervisning har været stigende, har der på det sociale område været en eksplosiv økonomisk vækst på børne- og ungeområdet. Arbejdsgruppen på det sociale område blev nedsat blandt andet med udgangspunkt i rapporten ”Udfordringer og muligheder – den kommunale økonomi frem mod 2010”, hvis fremskrivninger viser, at en fortsættelse af de seneste tre års vækst i anbringelsesgrader og anbringelsesomkostninger ville indebære en stigning på op mod 200% fra 2000 til 2010 svarende til en vækst fra 7,4 mia. kr. i samlede offentlige udgifter til området i 2000 til 20–25 mia. kr. i 2010. En fortsættelse af den hidtidige udvikling på området vil derfor ikke være samfundsøkonomisk forsvarlig og muligvis heller ikke socialfagligt ønskeligt.

Socialministeriets arbejdsgruppe har i sine analyser af foreliggende talmateriale og gennem drøftelser med en række kommunale og amtslige praktikere samt forskere ikke fundet sikker viden om, hvorfor udgifterne på det sociale området er steget så markant, som de er. Arbejdsgruppen har dog fundet frem til en række forklaringer, der hver for sig bidrager til forklaringen på udgiftsvæksten.

Forklaringerne kan samles i tre hovedgrupper:

Der er herefter beskrevet en række mulige løsninger og initiativer, som kan bidrage til at bremse udgiftsvæksten på området. En række af disse overlapper til/spiller sammen med folkeskole- og undervisningsområdet, og det er disse løsninger og initiativer, der er interessante at nævne her. Eksempelvis kan nævnes normalsystemets rummelighed, øget diagnosticering og diskussionen om det offentliges ansvar contra forældreansvar.

5.1 Normalsystemets rummelighed i socialt perspektiv

Når man diskuterer ”normalsystemets rummelighed” er der reelt tale om flere vinkler og typer af problemer relateret til større rummelighed. Den ene er en ændring af holdningerne hos det professionelle personale og forældre med det sigte at undgå, at et stadigt stigende antal børn og unge udskilles fra folkeskolen mv. Et andet problem i relation til ”normalsystemets rummelighed” er ”diagno setyranniet”, der dels omfatter ønsket om at få problemer omsat til en lægelig diagnose og en særlig indsats, dels det lægelige systems tilbøjelighed til også at tage stilling til indsatsbehovet i undervisnings- og socialsektor. Den tredje vinkel er muligheden for at understøtte og udvikle tiltag, der muliggør, at støtten til en række børn og unge gives, uden at børnene fjernes fra hjemmet.

5.2 Nye typer af løsninger (alternative løsninger)

Der er endnu uafklarede muligheder i forhold til en indsats, der sammenkobler specialindsatsen i skoleregi og det sociale system. Der ses i øjeblikket en tendens til, at flere og flere kommuner forsøger sig med løsninger som fleksible dag- og døgntilbud tæt på barnets lokale miljø, nære sociale netværk og eventuel undervisningstilbud. Altså en indsats der skal modvirke udskillelsen fra ”normalsystemet”.

Nedenfor nævnes to eksempler på initiativer, som har haft fokus rettet mod barnets forbliven i lokalmiljøet samt inddragelse af det nære sociale netværk. Der er dog tale om så forholdsvis nye tiltag, at der er for tidligt at vurdere, om disse reelt er ressourcebesparende, samt hvorvidt de har en ønskelig social effekt.

Horsens Kommune

Som følge af en beslutning i Horsens Byråd om at gennemføre besparelser på anbringelsesområdet for børn, unge og familier på 7 mio. kr. i løbet af 2002 og 2003 har kommunen indledt en proces med omlægning af indsatsen over for truede børn og unge.

Omlægningen betyder primært, at udvikling og etablering af lokale hjælpeforanstaltninger skal opprioriteres. Endvidere skal der ydes en forstærket indsats, hvad angår oprustning af kommunens almindelige tilbud til børn, unge og familier, herunder dagpleje, daginstitutioner, skoler, fritidsinstitutioner, klubber samt det øvrige professionelle og frivillige netværk omkring børn og unge. En oprustning, der sigter mod større rummelighed og kapacitet til at integrere også børn og unge med svære vanskeligheder.

Besparelserne kan kun opnås ved hjemtagelse af allerede anbragte børn og unge samt ved færre anbringelser i fremtiden. Det er derfor vigtigt, at der i hele processen fokuseres på, at de lokale alternativer til anbringelse bliver etableret således, at det fagligt kan anbefales at lade belastede børn og unge blive i deres hjemlige miljø.

I de konkrete foranstaltninger indgår bl.a. oprettelse af et heldagsskoletilbud med integreret familiestøtte/ behandling, en observationsskole, hvor behandling indledes i samarbejde med familien, et dagcenter med tilbud om støtte og behandling til familier, et ungecenter med særlige undervisningstilbud og botilbud for unge med tilknytning til ungecentret. Det er vigtigt, at der opbygges tætte samarbejds- og kontaktrelationer mellem de nævnte foranstaltninger og de institutioner i området, der har etableret særlige støtteressourcer. Der skal sikres overordnet ledelse, koordination og visitation af foranstaltningerne for at opnå optimal udnyttelse af ressourcerne.

Aabenraa Kommune

På baggrund af en vækst i behovet for støtte til børn og familier med særlige behov og en deraf følgende udgiftsvækst til socialpædagogisk bistand, specialundervisning og sociale foranstaltninger har Åbenrå Kommune sat fokus på bæredygtige principper og organisering inden for rummelighedsudvikling i forhold til de sårbare børn og unge.

Med det formål at opnå en mere hensigtsmæssig og helhedsorienteret indsats overfor barnet eller den unge, udnyttes Børne- og Kulturforvaltningens tværfaglige kompetencer til at udvikle nye løsningsmodeller.

Det tværfaglige samarbejde foregår i teams, hvor formålet først og fremmest er at foretage en hurtig, koordinerende og tværfaglig sagsbehandling i familiesager. Der er både mulighed for en anonym sagsbehandling, hvor medarbejdere ved kommunens skoler, børneinstitutioner og dagpleje kan drøfte et barns situation og få rådgivning om denne af flere fagpersoner samtidig. En anden mulighed er at afholde teammøder, hvor der ud over sundhedsplejerske, psykolog og socialrådgiver deltager personer med relevans for den enkelte sag, herunder barnets familie.

Den tidlige indsats søges sikret ved at udvikle tilbud som alternativ til traditionelle løsninger, og ved at der fokuseres på ressourcerne i og omkring barnet/den unge og familien.