Kapitel 3: Udviklingen i specialundervisningen

Bekendtgørelsen om specialundervisning fra 1990 indebar, at specialundervisningen kunne tilrettelæggelse på en mere fleksibel måde end tidligere. Videre blev der lagt vægt på, at skolen inden der blev foretaget henvisninger til PPR – afprøvede alle muligheder for at tilrettelægge undervisningen inden for den almindelige klasses rammer, herunder at inddrage PPR som vejleder i forhold til at tilrettelægge undervisningen i distriktsskolen.

Bekendtgørelsen var en opfølgning på en bevægelse i 1980’erne, hvor man talte om enkeltintegration, og rundt om i landet lod børn med f.eks. Downssyndrom gå i almindelige klasser på distriktsskolen. Bekendtgørelsen blev også præsenteret under overskriften ”En skole for Alle”. I 1990 og ‘91 iværksatte Undervisningsministeriet, KL og Danmarks Lærerforening en kampagne, hvor parterne sammen tog ud til skoler, kommuner og lærerkredse og informerede om indholdet af tankerne om en skole, som i større udstrækning undersøgte alle muligheder i almenundervisningen, før specialundervisning blev overvejet.

Med folkeskoleloven af 1993 blev denne udvikling lovfæstet, idet folkeskolelovens § 18 pålægger skolerne at tilrettelægge undervisningen herunder undervisnings- og arbejdsformer så den svarer til den enkelte elevs behov og forudsætninger.

Op igennem 1990’erne er klasseundervisning stadig den helt dominerende undervisningsform, og der udvikles ikke i tilstrækkeligt omfang undervisningsformer, som kan tilgodese en bredere kreds af elever i skolen og dermed gøre specialundervisning overflødig for mange elever med særlige behov, f.eks. elever, der lærer langsommere end gennemsnittet.

Projektet Folkeskolen år 2000 (F2000) tog fat på disse problemer med en række temaer, hvoraf temaet Den fleksible skole netop havde fokus på § 18 i folkeskoleloven. KL og Danmarks Lærerforening deltog i dette projekt og bakkede op om de initiativer i form af fleksibilitet og holddannelse, som blev beskrevet i projektet.

Med KVISprogrammet og fokus på rummelighed er disse tanker fra 2000 fulgt op, og gennem nedsættelse af regionale udvalg forankres ansvaret for den regionale politik og planlægning netop i regionerne.

Aktiviteterne fra F2000 og KVIS har smittet af i amter og kommuner, fordi disse programmer har givet kommunerne nye ideer og muligheder - og dermed også har øget den politiske interesse for området.

3.1 Specialundervisningens forudsætninger

Specialundervisningen udspringer af en skole, hvor klasseundervisningen ikke var tilstrækkeligt differentieret. Specialundervisningen blev et vigtigt redskab for skolen til at sætte ekstra ressourcer ind over for de elever, hvis behov ikke kunne imødekommes inden for den almindelige undervisnings rammer.

Specialundervisningen har kunnet støtte elever, der bl.a.

• ikke havde tid nok i timerne
• ikke blev undervist, så de udnyttede deres potentialer
• ikke i klassesammenhæng magtede at koncentrere sig
• havde helt specifikke vanskeligheder, der f.eks. krævede praktisk bistand
• skulle have særlige materialer.

havde helt specifikke vanskeligheder, der f.eks. krævede praktisk bistand skulle have særlige materialer.

3.2 Den traditionelle organisering af specialundervisningen

Begge former for specialundervisning kan gives efter folkeskolelovens § 20, stk. 1 og stk. 2, hvor § 20, stk. 2 omfatter de mest specialiserede og kostbare foranstaltninger. Der er dog ikke indholdsmæssigt skarpe grænser mellem den almindelige og den vidtgående specialundervisning.

Vidtgående specialundervisning har samtidig det kvalitative aspekt, at kommuner herigennem kan støttes med den nødvendige sagkundskab. Sagkundskaben, herunder vejledningsmulighederne, er centrale forudsætninger for at skabe et undervisningstilbud, som har en tilfredsstillende karakter.

Stigningen i henvisning til vidtgående specialundervisning har været meget omtalt. Det skal understreges, at der ikke er tale om en stigning over et bredt felt, idet der ikke er sket stigninger på de traditionelt kendte handicapområder. Den nedenfor nævnte problemstilling med nye diagnoser og deraf følgende krav om specialisering i undervisningstilbudene har været stærkest medvirkende årsag til stigningen i den vidtgående specialundervisning.

3.3 Manglende rummelighed

Specialundervisningen udviklede sig op igennem 1980’erne og 1990’erne i høj grad på fagfolkenes præmisser. De faglige trends bredte sig hurtigt. Særlige metoder blev importeret fra andre lande og bed sig fast i perioder, og kurser/efteruddannelser blev i vidt omfang snævert fagligt tilrettelagt.

Skolen udviklede sig heller ikke hen imod en større rummelighed under de traditionelle rammer. Der har været et misforhold imellem skolens intentioner og muligheder, specielt er der vedrørende henvisning af elever med adfærdsvanskeligheder sket en stor vækst, som skyldes flere faktorer. Der kan nævnes:

• diagnosernes indflydelse på undervisningsformen
  
• oprettelse af foranstaltninger til forskellige diagnosegrupper
  
• ændringerne i aldersgrupper med størst uro jf. UROprojektet
  
• manglende samlet indsats på de enkelte skoler jf. UROprojektet
  

På det faglige område kom der i 1990’erne større fokus på elevernes læsefærdigheder bl.a. på baggrund af den store internationale læseundersøgelse i 1991. Det blev således almindeligt at indføre læseprøver. Denne øgede bevidsthed om børns læremuligheder førte også til større krav om specialundervisning.

3.4 Den nye skoleudvikling

Det er nødvendigt at tænke mere målrettet på skolernes særlige indsats overfor elever, hvis skolegang frembyder særlige problemer. Der skal tegnes et nyt billede af specialundervisningen, så den passer ind i de nye skoleformer. Dermed ændres også PPR’s rolle i forhold til skolernes aktiviteter på specialundervisningsområdet. PPR‘s fokus har været den enkelte elev, hvor PPR gennem vurderinger og forslag har taget stilling til, hvilke foranstaltninger der kunne sættes ind for at give eleven muligheder for at udvikle sig bedst muligt. I en ny skolestruktur er PPR‘s rolle i højere grad at indgå i skolens arbejde og derigennem udvikle undervisningen, så den på en kvalificeret måde kan give flere elever udfordringer og møde deres behov.

Der mangler endnu beskrivelser af, hvordan specialundervisningen ser ud i en skole, hvor undervisningsdifferentiering, lærerteams, holddannelser, fleksible skemaer osv. er en realitet. Der mangler som følge deraf også en beskrivelse af indholdet i de lærerkvalifikationer, som er nødvendige for at varetage specialundervisningen.

En overordnet politik i de enkelte kommuner skal være med til at sikre, at de elever, som har særlige behov, også får en undervisning, som står mål med disse særlige behov. Men kommunerne skal samtidig beskrive et niveau, så der ikke opstår forventninger, som er helt urealistiske i forhold til kommunernes muligheder.

Almenundervisningen skal udvikles, så den indeholder så mange variationer, at den dækker en del af de funktioner, der tidligere blev dækket af specialundervisningen i traditionelt organiserede skoler. En del af specialundervisningens funktioner vil stadig skulle varetages, men behøver ikke at kaldes specialundervisning i en skoleform, hvor der er mange muligheder for variationer af almenundervisningen.

Der skal tages højde for, om der kan være tale om helt særlige forhold for enkelte elever, som kræver en kvalificeret og målrettet indsats, som ikke umiddelbart kan forventes etableret på den enkelte skole med en ”almindelig ” lærer , men kræver en særlig vejledning eller måske en særlig ressource.

Udviklingen i antallet af børn i specialundervisningen

Undervisningsministeriet indsamler årligt statistik om antallet af elever i specialklasser (§ 20, stk. 1 og 2) i de primærkommunale folkeskoler. Tilsvarende har ministeriet siden skoleåret 2000/01 årligt indsamlet en statistik om antallet af elever i den vidtgående specialundervisning. Før skoleåret 2000/01 var det Amtsrådsforeningen, der indsamlede denne statistik.

3. 5 Elever (20.1 + 20.2) i primærkommunale specialklasser i perioden 1985/86 – 2001/02

Elevtallet i de kommunale specialklasser lå frem til midt i 1990’erne relativt stabilt på omkring 10.000 elever, hvorefter der er sket en markant vækst i denne gruppe elever, således at antallet af elever, der er henvist til specialklasser i primærkommunerne, nu udgør omkring 15.000 elever, jf. tabel 2 nedenfor. Der findes ikke statistik om specialundervisning efter § 20, stk. 1, uden for specialklasser.

Tabel 1: Elever i kommunale specialklasser

Kilde: Undervisningsministeriet

Tabellen viser tillige fordelingen på henholdsvis 20.1- og 20.2elever i specialklasserne. Som det fremgår, skete der et mindre fald i 20.1elever frem til midt i 1990’erne, hvorefter antallet af henviste elever atter steg for i skoleåret 2001/02 at udgøre ca. 10.600 – d.v.s. en stigning på knapt 45% i hele perioden. For 20.2eleverne har der været tale om en – om end moderat vækst i begyndelsen af perioden for fra midten af 1990’erne at stige markant. I skoleåret 2001/02 udgør elevtallet således knapt 5.000 elever mod kun 2.200 i periodens begyndelse.

3.6 20.2elever i perioden 1985/86 – 2001/02

I de første 10 år af perioden steg det samlede antal af 20.2elever med ca. 500 elever, men da det samlede antal 6–16årige i samme periode faldt med ca. 150.000 var andelen, der blev henvist. stigende, jf. tabellen nedenfor. Fra skoleåret 1994/95 og frem til ændringen af opgavefordelingen mellem amter og kommuner i 2000 steg antallet af elever i den vidtgående specialundervisning med ca. 500 elever om året. Der sker et ”knæk” i stigningen i skoleåret 2000/01, hvor de nye finansie ringsregler trådte i kraft, men de seneste tal tyder på, at der nu igen sker en vækst i antallet af 20.2 elever blot forskudt med 2 år. Dette sker i en periode, hvor antallet af 20.1specialklasseelever også er stigende, jf. afsnittet overover.

Tabel 2: Antal 20.2-elever og henvisningsfrekvens 1985/86 2002/03

Skoleår		20.2elever (1. 20.26-16årige 10.kl.)		frekvens
1985/86		775415		6436		0,83
1986/87		756760		6584		0,87
1987/88		744190		6551		0,88
1988/89		730638		6503		0,89
1989/90		707534		6226		0,88
1990/91		684704		6239		0,91
1991/92		667002		6203		0,93
1992/93		651979		6389		0,98
1993/94		637543		6503		1,02
1994/95		629774		6524		1,04
1995/96		627993		7056		1,12
1996/97		632297		7555		1,19
1997/98		639332		8064		1,26
1998/99		647570		8814		1,36
1999/2000		663408		9122		1,38
2000/01		678059		8636		1,26
2001/02		697848		8798		1,27
2002/03		716883		9897		1,38

Kilde: Undervisningsministeriet 2003

Udviklingen i børnetallet (6–16årige) og antal henviste elever til den vidtgående specialundervisning er i tabellen nedenfor illustreret for perioden 1995/96 til 2002/03. Såvel tal som tabel afspejler udviklingen på landsplan.

Tabel 3: Udvikling i antal elever i folkeskolens vidtgående specialundervisning 1.10. klasse og det samlede antal 6-16årige i skoleåret 2002/2003

Kilde: Undervisningsministeriet

Der er imidlertid store forskelle i frekvens som udviklingen i frekvens mellem de enkelte amter, jf. tabel 5. Der er ligeledes stor forskel på frekvensen af elever i den vidtgående specialundervisning, når kommunerne betragtes enkeltvis. Tabellen viser, at der på landsplan er flest kommuner, der har en henvisningsfrekvens i intervallet 1,11-1,30. Frekvens er et udtryk for den andel af kommunens samlede antal elever, som er henvist til folkeskolens vidtgående specialundervisning. Her ligger ca. 21 % af de 272 kommuner. Frekvensen på landsplan er 1,42, og kommunerne er fordelt således, at 92 kommuner ligger højere end frekvensen på landsplan, og 180 ligger under frekvensen.

Tabel 4: Frekvensen af elever i vidtgående specialundervisning i folkeskolens 1.10. klasse i skoleåret 2002/2003 (opdelt på interval). Primærkommuner.

Kilde: Undervisningsministeriet 2003

Tabel 5: Frekvensen af elever i vidtgående specialundervisning i folkeskolens 1. - 10. klasse. (Opdelt på interval) Amtskommuner.

Tabel 6: Frekvensen af elever i vidtgående specialundervisning i folkeskolens 1. – 10. klasse. Fordelt på amter

Kilde: Undervisningsministeriet 2003

Tabellen viser udviklingen af de hyppigst anvendte tilbud til eleverne i den vidtgående specialundervisning i folkeskolens 1.10. klasse. Langt hovedparten af de 9.897 elever, som er omfattet af denne undervisning i 2002/03 er elever enten i en specialskole eller en specialklasse. Det er kun for de seneste tre skoleår muligt at føre en særskilt statistik om elevgruppen, som undervises på døgninstitutioner. Det kraftige fald i denne gruppe fra 2000/01 til 2001/02 skyldes en ændret opgørelse for Københavns Kommune.

Tabel 7: Oversigt over hyppigst anvendte tilbud i folkeskolens vidtgående specialundervisning – hele landet