Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





En af fordelene ved læring på jobbet er, at det skaber umiddelbar mening og gennemskuelighed for den enkelte medarbejder. Det lærte kan umiddelbart bruges - i modsætning til deltagelse i eksterne efteruddannelsesaktiviteter, hvor det lærte ofte skal "oversættes" til de betingelser, der gælder det enkelte sted.

Læring på jobbet er imidlertid ikke en universalløsning, der med et snuptag klarer en skoles eller en lærergruppes behov for kompetenceudvikling. Læring på jobbet er en satsning, der kræver tid, rum og ressourcer. Ellers bærer det ikke den ønskede frugt - og erfaringerne peger på, at det kræver en massiv indsats at opprioritere læring på jobbet.

Det forsøgs- og udviklingsprojekt, som ligger forud for udgivelsen af dette temahæfte, har handlet om at give svar og opskrifter på, hvordan man kan opprioritere læring på jobbet og skabe de bedste læringsmiljøer, og hvordan man i praksis kan lære på jobbet.

I hæftet præsenteres en række ideer og metoder til læring på jobbet og også erfaringer fra det nævnte FoU-projekt, hvor lærere og ledere har arbejdet med at udvikle og afprøve disse ideer og metoder sammen med de to konsulenter fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse.

Udviklingsarbejdet blev gennemført på Teknisk Skole Ishøj og på fire afdelinger på Teknisk Erhvervsskole Center, TEC.

Hæftet henvender sig især til lærere og ledere på erhvervsskoler. Den enkelte erhvervsskole kan anvende hæftets indhold af ideer og inspiration i deres aktuelle initiativer og arbejde med at udvikle og dygtiggøre lærere og mellemledere i det fortsatte arbejde med at realisere intentioner og mål i erhvervsuddannelserne efter de seneste reformer. Hæftet vil også kunne inspirere inden for andre uddannelsesområder.

Undervisningsministeriet har finansieret det bagvedliggende forsøgs- og udviklingsarbejde, udarbejdelsen og udgivelsen af denne publikation. Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i publikationen står for forfatternes egen regning.

Henrik Friediger
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Område for de erhvervsfaglige uddannelser
Marts 2003

 


Denne side indgår i publikationen "Læring på jobbet" som forord
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top