|
6. Coaching af frafaldstruede elever
I en skoles grundforløb var frafaldsprocenten stigende. Lærerne var ofte overraskede over, at en eller anden elev pludselig med meget kort varsel holdt op. Hvad var årsagen? Hvilke elever holdt op? Hvordan gribe ind med hjælp, vejledning og støtte her og nu og i tide? To lærere besluttede at samarbejde om at udvikle et beredskab med svar på disse spørgsmål. Målet var at blive bedre til at spotte og støtte frafaldstruede elever i tide.
Med afsæt i casen blev følgende spørgsmål drøftet på et teammøde:
Konklusionen på drøftelserne i teamet var at gennemføre et eksperiment, som bestod i at lade en kontaktlærer sammensætte en gruppe udelukkende med frafaldstruede elever og lade dem arbejde sammen om et projekt. De fik tilknyttet den samme kontaktlærer. Kontaktlæreren fik desuden under eksperimentets gennemførelse tilknyttet en kollega som coach og sparringspartner. Begge lærerne skulle fungere som vejleder og lærer for gruppen og i fællesskab afdække den enkelte elevs behov og udarbejde strategier. Der blev udarbejdet spørgeskemaer og givet vejledning til eleverne i, hvordan disse skulle udfyldes. Der blev efterfølgende gennemført en samtale med den enkelte elev med udgangspunkt i resultaterne fra skemaet. Der blev udarbejdet et notat med individuelle mål for hver elev og i et tæt samarbejde med den enkelte elev. Det følgende er et udpluk fra en af lærernes logbog, hvor læreren reflekterer over en af de første samtaler med eleven Kirstine: "Kom 10 min. for sent til mødet efter pause (måtte hentes). Havde store problemer med at svare på spørgsmålene/modvilje. Læste ikke/hørte ikke efter, da jeg gennemgik spørgsmålene og misforstod derfor, hvad det var, hun skulle svare på. Var tydeligt irriteret over at skulle reflektere over meningen med opgaven. Ville bakke ud: "Må jeg springe fra?" Men fik afslag: "Vi har lavet en aftale, men du kan få vejledning af mig alene, hvis du har problemer!" Blev afslået: "Så kan jeg godt alligevel". Kirstine svarede hele tiden undvigende på, hvorfor hun var tilmeldt grundforløbet. Svagheder: Har altid været dårlig til at aflevere opgaver til tiden. Kirstine sagde under mødet om sig selv bl.a.: "Jeg kan ikke tage mig sammen. Jeg skal derfor lære at hive mig selv op! Hvordan? Gå tidligere i seng! Og lade være med at gøre tingene sværere, end de er. Jeg lider af præstationsangst. Bange for, at det ikke er godt nok." Kirstines bidrag til gruppens udvikling: Nævner mange ting, hun ikke er god til, men gruppen husker hende på, at hun har et godt og afsmittende humør. Derefter bliver hun mere positiv og nævner selv, at hun også er god til at lytte til andre og har god tålmodighed. Jeg aftalte følgende mål for Kirstine i prioriteret rækkefølge:
Procedure: Kirstine arbejdede med et mål ad gangen og med et kort sigt på to dage. Kirstine evaluerede sig selv, og jeg observerede Kirstine i forskellige situationer. Vi mødtes tre gange om ugen for at evaluere og aftale det videre forløb." Erfaringer fra eksperimentetDe næste uger holdt lærerne ugentlige møder med gruppen, og der tegnede sig et ret tydeligt billede af de meget store problemer, eleverne havde, og som lærerne skulle forholde sig til og udvikle strategier i forhold til. Gruppen gik mere eller mindre i opløsning, da tre ud af de seks elever, lærerne startede med, ikke overholdt de aftaler (jf. udviklingsplanen for Kirstine), de fra starten selv var med til at lave. Dermed blev gruppen reduceret til tre-fire elever, som fik arbejdet sig igennem projektet, dog ikke med det ønskede resultat eller den ønskede proces. Lærerne fandt hurtigt ud af, at disse elevers behov var meget forskellige, og opstillede derfor fem kategorier, som de mente dækkede frafaldstruede elever:
En kategorisering, som medvirkede til at skabe klarhed om problemets omfang blandt disse elever og måske i ungdomskulturen i al almindelig. Erfaringer med kompetenceudviklingsforløbetEn af lærerne udtalte efter eksperimentets gennemførelse: "Erfaringer fra denne case var, at mindst to af denne lille elevgruppe tilhører en kategori, hvor man som lærer får en oplevelse af afmagt, når man tror, at man kan gøre en forskel på så kort tid med den uddannelsesmæssige (i dette tilfælde mangelfulde) baggrund, vi som lærere har. Vi har brug for bredere lærerkompetencer, hvis vi skal gøre os håb om at fastholde alle elever og sikre, at eleverne udvikler sig." Et andet problem er, at kontaktlæreren på denne skole ikke har mulighed for at følge eleverne tæt nok og derfor mangler føling med elevernes reelle motivation for uddannelsen. Kontaktlærerrollen er blevet flittigt diskuteret, siden denne funktion blev indført med erhvervsuddannelsesreform 2000, og man har holdt fast i, at kontaktlærerens funktion skal være en faglig vejledning og ikke en social. Eksperimentet har vist, at der især på grundforløbet er brug for en mere følelsesmæssig kommunikation med de meget usikre og frafaldstruede elever. Eksperimentet dokumenterer, at der er en sammenhæng mellem den sociale/emotionelle udvikling og den kognitive udvikling. Områder som er gensidigt forstærkende. Elevens læring og udvikling er fundamentalt afhængig af, at læreren især har relationskompetence. På et efterfølgende teammøde besluttede gruppen at gennemføre et nyt kompetenceudviklingsforløb, hvor alle kontaktlærere blev koblet sammen to og to og med fokus på udvikling af relationskompetence.
Kan vi være mere på vagt over for faresignaler hos eleverne?
|
||||
Til sidens top |