Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

5 Institutionelle rammer





En konsekvent omlægning af styringen af uddannelsesinstitutionerne indgår som en central del af regeringens uddannelsespolitik. I overensstemmelse med regeringens princip om øget vægt på outputstyring vil der blive lagt vægt på en fælles national standard for de eksaminer, der aflægges i de gymnasiale uddannelser, hvilket bl.a. skal sikres gennem fastholdelse og videreudvikling af de centralt stillede prøver.

Den enkelte institution skal have større frihedsgrader til at selv at prioritere og realisere de øgede krav til faglighed og kvalitet. Der vil ske en forenkling af reglerne og en tydeliggørelse af mål og rammer, og der vil blive stillet mere præcise krav til skolernes sikring af kvalitetsudviklingen med vægt på selvevaluering, herunder evaluering af undervisningen. Tilsvarende vil Undervisningsministeriet lægge øget vægt på et resultat- og helhedsorienteret tilsyn under stadig hensyntagen til at sikre en national standard for studentereksamen.

Regeringens generelle perspektiv for uddannelsesinstitutionerne er at sikre velfungerende og selvbærende institutioner. En samlet og endelig plan for de institutionelle vilkår for specielt gymnasier og hf-kurser må imidlertid afvente resultatet af de beslutninger, der skal træffes i forlængelse af rapporten fra den nedsatte strukturkommission.

Uanset udfaldet af disse beslutninger er det vigtigt, at der sker en styrkelse af det lokale samarbejde mellem de gymnasiale ungdomsuddannelsesinstitutioner med henblik på en bedre koordination og på at realisere intentionerne om en øget fleksibilitet. Et styrket samarbejde kan bl.a. vedrøre udveksling af lærere, samarbejde om valgfag, fælles udviklingsprojekter, samarbejde om optagelse og fordeling af elever, efteruddannelse af lærere, faglige netværk, brobygning i forhold til folkeskolen, overgange til videregående uddannelse og arbejdsmarked samt forhold vedrørende merit og substitution.

Opgaver af denne type kan - med forskellig intensitet - varetages inden for rammerne af forskellige samarbejdsformer, som spænder fra et løst netværk mellem de eksisterende institutioner til et tæt og forpligtende samarbejde i form af centerdannelser. I forbindelse med etablering af et nyt og sammenhængende gymnasialt suppleringssystem kan der eksempelvis være mulighed for en udbygning af den nuværende funktion som koordinerende rektor for GSK. Tilsvarende koordinerende funktioner kan tænkes på andre felter med henblik på at sikre, at den forøgede fleksibilitet ikke forbliver principiel, men bliver en faktisk realitet for eleverne.

 


Denne side indgår i publikationen "De gymnasiale uddannelser" som kapitel 5 af 6
© Undervisningsministeriet 2003

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top