Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

7 Opsummering af del 1:
Centrale perspektiver af betydning for eud-området





[Billede: Her ses en tegning af en håndværker, der står med en lang udskrift.]

I dette kapitel skal opsummeres nogle af de væsentligste konklusioner fra rapporten, som rummer potentialer i forhold til udvikling af eudområdet.

  • Den stærke tilknytning til og afhængighed af virksomheden. Lærlingene giver både direkte og indirekte udtryk for, at de primært føler, at deres oplæring er forankret i praktikvirksomhederne. Normerne i virksomheden gøres til lærlingenes egne normer (internaliseringen), den kontraktmæssige forpligtelse ligger i forholdet til virksomheden, og lærlingene oplever, at det er hér, de har en personlig betydning.
  • Bevægelsen op af deltagelsesstigen som væsentlig motivation for lærlingen. Dét at få tildelt stadig sværere og mere selvstændige  opgaver er en meget væsentlig motiverende faktor for lærlingene. I kraft af, at den faglige praksis i virksomheden bruges som målestok for skolelæringen, har skoleopholdene potentielt mulighed for at bibringe lærlingene færdigheder og viden, som kan hjælpe dem op af deltagelsesstigen. I praksis er dette sjældent tilfældet på nuværende tidspunkt. Tværtimod er det en udbredt opfattelse hos lærlingene, at en stor del af skolelæringen ikke er relevant og brugbar for den faglige praksis i virksomheden - hverken som svend eller lærling.
  • Arbejdsproduktet som grundlag for følelse af selvtillid. Udførelsen af et godt stykke arbejde er en væsentlig motivation for lærlingene, da dette understøtter en følelse af faglig kunnen og selvtillid, som de ofte har manglet i folkeskolen. Skoleopholdene synes generelt at give lærlingene dårligere mulighed for at kunne lave et godt stykke arbejde end virksomheden, først og fremmest grundet dårligt og udslidt værktøj. Omvendt rummer skolerne et væsentligt potentiale på dette område, fordi der er bedre tid til de faglige opgaver. Kunne der sikres ordentlige rammer om det praktiske arbejde på skolen, ville skoleopholdene kunne spille en væsentlig rolle for understøttelsen af lærlingenes mere personlige udviklingsprocesser, hvilket ville føre til et bedre tilhørsforhold til skolemiljøet.
  • Dilemmaet mellem den oplæringsmæssige og den arbejdsmæssige forpligtelse. Det synes at være en kilde til mange frustrationer og konflikter i forholdet mellem lærlinge og praktikvirksomheder, at der mangler klare retningslinier for balancen mellem virksomhedens oplæringsmæssige og lærlingens arbejdsmæssige forpligtelse, og at der mangler redskaber til at fastholde denne balance. Denne konflikt synes at være en væsentlig belastning i det daglige arbejde, som må formodes at spille en væsentlig rolle for større uddannelsespolitiske problemområder (herunder blandt andet frafaldsproblematikken og manglen på praktikpladser). På en række uddannelser eksisterer der kun få retningslinier for denne balancering, og disse bliver oftest ikke overholdt, fordi der ikke er noget, der sikrer, at de bliver overholdt. De nye tiltag efter reformen i 2000 formodes ikke at kunne imødegå dette problem.
  • Svendenes oplæringsmæssige rolle. Der synes inden for eudtænkningen at være en tendens til, at svendene og deres store oplæringsmæssige rolle overses. Lærlingene beskriver, at svendene og deres forholdemåde over for lærlinge er meget væsentlig - måske endda den mest væsentlige - faktor for udbyttet af den faglige oplæring i virksomheden. Men fra uddannelsespolitisk side og i de undersøgelser, der er om eud-området, synes svendene at være overset. Man må formode, at en øget fokusering og indsats på dette vil rumme store uddannelsesmæssige potentialer. Følgende fokuspunkter synes at være væsentlige:
- Svendene som forvaltere af dilemmaet mellem virksomhedens oplæringsmæssige og lærlingens arbejdsmæssige forpligtelse
- Svendenes forholdemåde over for skoleopholdene
- Svendenes pædagogiske færdigheder, evner og vilje til at forklare og vise måder at løse opgaver på.
  • Den stærke identifikation med og tilhørsforhold til praktikvirksomheden. Der er tilsyneladende et dilemma ifm. lærlingenes ofte stærke identifikation med virksomhedskonteksten. På den ene side udgør denne identifikation en meget væsentlig drivkraft for de personlige og faglige forandringsprocesser igennem uddannelsesforløbet, og på den anden side udgør den for mange lærlinge et understøttende grundlag for en kraftig afstandtagen fra skolekonteksten. Grundlaget for dette dilemma er blandt andet en meget forskellig måde at se på den faglige praksis i henholdsvis skole og praktik.
  • Praksisforståelse og gensidig italesættelse. I forbindelse med analyserne er det blevet påpeget, at lærlingenes forståelse af, hvordan praktisk udførelse i virksomhederne er baseret på teknisk-teoretiske og lovgivningsmæssige aspekter, er svag, modsat i virksomhederne hvor praksisforståelsen er pragmatisk Der har tidligere været gjort mange tiltag for at praksisrette skoleoplæringen mere, men dette er ofte sket som en ændring i retning af en regel- og vidensbaseret praksisforståelse, hvilket ikke fra et lærlingeperspektiv skaber bedre sammenhæng mellem skoleophold og virksomhedsperioder28. I stedet bør der skabes en bedre forståelse af praksisforståelsen og -organiseringen i virksomhederne, som så gennem lærerne kan formidles til lærlingene. Kunne man formidle en forståelse af, hvordan de samme teknisk-teoretiske og lovgivningsmæssige aspekter på forskellig måde forbindes på skole og i virksomhed, ville det kunne skabe en sammenhængende forståelse for lærlingene. Det forudsætter dels, at lærerne har en mere eksplicit forståelse af, hvordan praksis organiseres i virksomhederne, på måder, hvor tingene forbindes på en anden måde end i skolesammenhænge; dels kræver det, at de mere teoretiske og lovgivningsmæssige aspekter i virksomhederne gøres mere synlige for lærlingene igennem deres oplæring.

 


Denne side indgår i publikationen "Vekseluddannelse i håndværksuddannelser" som kapitel 7 af 14
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top