1. Skrivning i undervisningen - tradition og perspektiver

Skrivning. Mere skrivning? Mange forbinder uden tvivl ordene med traditionel stil, stavefejl og røde streger, øvelser og lektier, ensomme timer og hvidt papir, sved og skræk - bitre, måske endog salte tårer. Mange vil sikkert også forbinde det med noget, der hører hjemme i faget dansk. Det er her, skrivefærdighederne traditionelt er blevet dyrket - på godt og ondt kan man måske føje til. I de andre skolefag spillede skrivning ikke nogen særlig rolle. Undtaget kunne være de obligatoriske notater, rapporten i fysik eller lignende. Altså heller ikke noget, der nødvendigvis hørte hjemme i den lystige afdeling.

Denne oplevelse af skrivning og dens væsen møder vi ikke kun hos mange elever i erhvervsuddannelserne. Den deles utvivlsomt af mange lærere. Det hænger sammen med flere ting, sikkert først og fremmest den måde skrivning er blevet dyrket på i skolen. I hvert fald indtil den nye skrivepædagogik så småt holdt sit indtog. Indtil da har der typisk været lagt vægt på skrivning som færdighed i at udtrykke sig - med vægt på sproglig korrekthed, altså at man beherskede retstavning og grammatik. Og som middel til at dokumentere de kundskaber og færdigheder, det udbytte, eleven har fået af undervisningen. I mange tilfælde har læreren, typisk dansklæreren, derfor også været elevens - om ikke eneste - så i al fald primære læser gennem skoleårene.

At skulle i gang med at skrive forbindes af mange med at blive prøvet eller med en følelse af at udlevere sig. Det vækker slet og ret ubehag. Der er dog også noget ved selve skriveprocessen, som kan virke forstærkende i den retning. At skrive er jo en individuel sag, en proces, hvor man så at sige er overladt til sig selv, sine tanker og evner til at formulere sig. Og hvor bordet fanger på en helt anden måde, end når man bruger talesproget. Sproget på skrift fastholder, man kan vende tilbage til det. Det er så at sige ikke til at løbe fra, og det opleves derfor også mere forpligtende.

Og så er der også den omstændighed, at det tager tid at skrive. Det er en langsommere proces end at give talen frit løb. Det er faktisk en temmelig anderledes proces, også fordi modtageren ikke er til stede. Medmindre det altså er en selv, man skriver til. Kommunikationen foregår ikke samtidigt som i den mundtlige kommunikation. Der er skudt en forsinkelse ind. Det gælder også, når man skriver til sig selv, hvad enten det nu er en huskeseddel eller en dagbog.

I erhvervsuddannelserne spiller skrivning ikke nær den samme rolle som i grundskolen og de gymnasiale uddannelser. Der er ikke den samme boglige tradition. Det hænger naturligvis også sammen med erhvervene, måske især håndværkene, hvor den mundtlige kommunikation gennem generationer har spillet en altdominerende rolle. Af indlysende grunde, selvfølgelig. Arbejdet og arbejdspladserne inden for håndværk, industri, service og transport har været baseret på mundtlig kommunikation - og den tradition har afspejlet sig i undervisningen på de tekniske skoler.

Det gælder også den almene undervisning i de traditionelle lærlingeuddannelser, i fællesfagene, som det hed i efguddannelserne, og i grundfagene, som det nu hedder. Dansk indgår ganske vist som grundfag i en stor del af erhvervsuddannelserne, men selv om det skriftlige arbejde her har fået en større vægt, og der også arbejdes med rapporter og lignende i en række andre fag, spiller skrivning stadig ikke rigtig nogen rolle i det samlede billede. I al fald ikke sammenlignet med mere boglige uddannelser.

Det gælder vel at mærke, selvom kravene til læsning og tilegnelse af teoretisk stof er øget betydeligt inden for en række uddannelsesområder. Og selvom kommunikation via computere efterhånden er dagligdag i de fleste brancher.

Vægten på den mundtlige kommunikation harmonerer altså med de erhvervsfaglige traditioner, men den modsvarer også interesser og forudsætninger hos de allerfleste elever. Deres interesse gælder først og fremmest den uddannelse, de har valgt eller sigter mod, og mange af dem har det samtidig svært med læsning og skrivning. Hos nogle af dem skyldes det evnerne, hos andre er det mere et spørgsmål om motivation.

På denne baggrund virker det måske paradoksalt at slå til lyd for skrivning, oven i købet mere skrivning, i undervisningen i erhvervsuddannelserne.

Det ville det også være, hvis det var skrivning i den traditionelle form, det handlede om. Det er det ikke. Perspektivet er anderledes. Det handler om et andet syn på, hvad skrivning kan dreje sig om, og hvordan læring bliver til.

Pointen er i al sin enkelhed, at skrivning kan dyrkes på en måde, der øger elevernes faglige udbytte. Også selv om eleverne har det lidt svært med at skrive. I hvert fald i begyndelsen. Skrivning, eller rettere sagt det vi her vil kalde faglig skrivning, kan bruges af eleverne som et værktøj til en mere aktiv bearbejdning af det faglige stof i de forskellige undervisningsfag. Det er altså ikke skrivearbejdet i traditionel forstand, der tænkes på. Eller med andre ord: formålet er ikke at lære at skrive, men at lære gennem at skrive. Det er en væsentlig forskel. Skrivningen inddrages, fordi den giver mulighed for, at eleven får en mere aktiv rolle i læreprocessen. Det er samtidig en læreproces, der tager udgangspunkt i elevens forudsætninger, og som styres af det tempo, eleven lærer i.

Det er ikke ideen at styrke den skriftlige dimension på bekostning af den mundtlige, at gøre undervisningen mere boglig. Pointen er tværtimod at bruge faglig skrivning på en måde, der også støtter den mundtlige og praktiske side af undervisningen. Det kan gøres, så udbyttet heraf øges. På den måde er den tid, der bruges til at inddrage skrivningen, også givet godt ud. Rigtig udnyttet viser det sig nemlig, at den faglige skrivning kan være en genvej til et øget fagligt udbytte.

At skrivning på denne måde kan tjene som redskab til læring underbygges af skriveforskningen og ikke mindst erfaringerne fra uddannelsessystemet i USA og Norge, hvor der modsat herhjemme hersker en mangeårig tradition for brug af skrivning i bredere erhvervsfaglige sammenhænge.

Tingene kan naturligvis gribes an på mange måder. De eksempler og anbefalinger, der følger nedenfor, er baseret på erfaringer, som er gjort af faglærere og elever inden for en række forskellige erhvervsuddannelser. De repræsenterer nogle første forsøg på at udnytte og anvende faglig skrivning, men de udgør næppe, hvad der er at sige om den sag. Faglig skrivning i erhvervsskoleundervisningen kan anvendes i mangfoldige konkrete sammenhænge.

Hensigten her er at pege på en række forskellige arbejdsmåder, der kan bruges i de fleste undervisningsmæssige sammenhænge. De er beskrevet som ideer og eksempler og skal derfor også tillempes i forhold til det undervisningsfag, erhverv, faglige niveau og de elevforudsætninger, der er udgangspunkt for den konkrete undervisning.

Denne side indgår i publikationen "Skriv og lær" som kapitel 1 af 5
© Undervisningsministeriet 2002