6 Perspektivering

Der er igennem en årrække ydet en stor indsats med henblik på få skole-virksomhedssamspillet inden for erhvervsuddannelserne til at fungere bedre. De skoler og praktikvirksomheder, som har været aktive, har uden tvivl fået et bedre samspil mellem de to uddannelsesdele. Det fremgår tydeligt af de fem FoU-projekter, der har haft til formål at arbejde konkret med at fremme samspillet i praksis (kapitel 3, type C) og videre af interviewundersøgelsen (kapitel 4). Interviewundersøgelsen viser desuden, at deltagelse i FoU-arbejde sætter skub i udviklingen generelt, og at det kan skabe "positive spiraler" - også inden for andre områder. Så indsatsen har altså haft stor værdi for de skoler og praktikvirksomheder, som har været involveret i disse projekter.

Samtidig fremgår det af mange af de FoU-projekter, som har haft til formål at dokumentere forudsætninger/forventninger hos de tre aktører (kapitel 3, type B), at skolevirksomhedssamspillet ofte ikke etableres i tilstrækkelig grad. Dette peger altså på, at der stadig er et stort behov for at arbejde med området, idet det langt fra er alle, der har formået at skabe det gode samspil. Spørgsmålet er, hvordan man med held kan arbejde videre med området?

Skolerne står i dag over for krav om, at eleven skal sættes mere i centrum, undervisningen skal individualiseres, og elevens personlige uddannelsesplan skal medvirke til at understøtte de individuelle og moduliserede forløb. Skolen skal i forlængelse heraf påtage sig en mere tydelig rolle over for praktikvirksomhederne, idet det er skolen, som skal være "tovholder" og initiativtager til samarbejdet om elevens to uddannelsesdele, nemlig skole- og praktikdelen.

Hvordan skaber man fremover incitamenter og gode rammer for skole-virksomhedssamspillet med de udfordringer, som skolerne og praktikvirksomhederne står overfor?

I forlængelse af det arbejde, der allerede er gjort (og som der er redegjort for i de forrige kapitler) kan vi pege på følgende væsentlige problemstillinger inden for skolevirksomhedssamspillet, som indsatsen fremover bør koncentreres om

1. Fjendebilleder skal vendes til vennebilleder.
    
2. De to læringsrums styrker og svagheder skal erkendes og anerkendes.
    
3. Skole- og virksomhedskultur skal blive bedre til at "matche" ungdomskulturen.
    
4. Eleven skal understøttes i sin "pendlen" mellem to meget forskellige kulturer.

Ad 1. Fjendebilleder skal vendes til vennebilleder

Mange projekter afspejler store kulturforskelle mellem skole og virksomhed (kapitel 3, type B). Skolekultur er af gode grunde væsentlig forskellig fra virksomhedskultur. Dette er ikke i sig selv et problem. Derimod er den manglende anerkendelse af egen og den anden parts "verden" et problem, der er værd at arbejde med. Der eksisterer nemlig en række "fjendebilleder" parterne imellem, og der holdes liv i mange myter. For eksempel fremgår det af flere FoU-rapporter (type B), at mange oplæringsansvarlige opfatter skoleopholdene som "ferie", og at nogle virksomheder præger deres elever negativt før skoleophold.

Alene det at deltage i et FoU-arbejde kan være medvirkende til at fremme forståelsen mellem skole og virksomhed. Det "at komme i hinandens lejre", "at få indblik i hinandens verdener" er et første skridt på vejen til samarbejde. Den personlige kontakt mellem skole og virksomhed er med til at nedbryde barrierer, og man bliver også klogere på sig selv: "Ved at blive konfronteret med andre kulturer får man stillet skarpt på sin egen verden" (Dalum tekniske Skole).

Ad 2. De to læringsrums styrker og svagheder skal erkendes og anerkendes

Den manglende forståelse for henholdsvis skolelæringens og praktikoplæringens styrker/svagheder er en væsentlig barriere for samspillet mellem skole og virksomhed.

Der er en tendens til, at virksomhederne og eleverne synes, at skolen skal ligne "virkeligheden" mest muligt. Man kunne i stedet betragte de to læringsrum som to læringsrum, der supplerer hinanden i kraft af deres forskellighed. Skolens styrke er blandt andet, at her er tid til refleksion ("hvorfor"), mens virksomhedens læringsrum giver eleven mulighed for at lære gennem deltagelse i produktionen ("hvordan").

En større bevidsthed hos såvel lærere som oplæringsansvarlige og elever om de to læringsrums styrker og svagheder kan give nye muligheder for bedre samspil mellem de to uddannelsesdele.

Ad 3. Skole- og virksomhedskultur skal blive bedre til at "matche" ungdomskulturen

De unge forventer at være i centrum, og at der tages individuelle hensyn til dem. Dette søger man at imødekomme blandt andet ved, at undervisningen skal individualiseres i langt højere grad end tidligere. Eleverne giver udtryk for, at de gerne vil påtage sig mere ansvar på skoleopholdet, og det er der i erhvervsuddannelserne langt større mulighed for nu end tidligere.

Virksomhedernes primære fokus er produktion, og læring kommer som oftest i anden række. Da mange unge møder op med meget store forventninger til det at være under uddannelse og til at lære, giver det problemer. De meget målbevidste unge bliver let frustrerede. De vil nemlig ikke acceptere at være "på sidelinien" i ret lang tid. De har meget svært ved at acceptere, at mange erhverv rummer rutinearbejde, og at de kun kan opnå rutine ved at gentage arbejdet  mange gange.

- skuffede forventninger ...

Både skoler og virksomheder skal blive bedre til at synliggøre læring over for eleven. For skolernes vedkommende drejer det sig især om at synliggøre skolelæringens styrker: Plads til at begå fejl/lære af at begå fejl og tid til refleksion, og det at eleverne faktisk lærer noget, selv om de ikke tror, de gør det.

Virksomhederne skal blive bedre til at udfordre de unge og til at synliggøre læring i forbindelse med praktikopholdet, for ellers går de målbevidste unge et andet sted hen. Frafaldet inden for visse brancher er meget stort, og en del af løsningen på dette problem ligger formodentlig her.

Ad 4. Eleven skal understøttes i sin "pendlen" mellem to meget forskellige kulturer

Projekterne viser med al tydelighed, at skole- og virksomhedskultur er meget forskellige. Et forholdsvis nyt projekt (Klaus Nielsen og Steinar Kvale: "Erhvervsuddannelse. Hvordan lærer man i praktik?", miniportræt side 34) påpeger på baggrund af en interviewundersøgelse, at "der er ikke megen støtte at hente for de lærlinge og elever, som pendler mellem disse kulturer". Det anbefales, at der bruges flere ressourcer på at "styrke elevernes og lærlingenes rejse mellem de to forskelligartede kulturer" med henblik på større udbytte begge steder.

Forhåbentlig kan kontaktlærerfunktionen og uddannelsesbogen med den personlige uddannelsesplan på hver deres vis understøtte elevens "pendlen" mellem de to læringsrum. Men spørgsmålet er, om der ikke også skal sættes andre initiativer i værk?

Denne side indgår i publikationen "Skole-virksomhedssamspillet som indsatsområde" som kapitel 6 af 7
© Undervisningsministeriet 2002