1 Indledning

Det danske erhvervsuddannelsessystem nyder stor opmærksomhed og interesse uden for landets grænser. Andre lande henter inspiration fra vores system, og vi er blevet rost for at have et system, der er dynamisk og i tæt samspil med arbejdsmarkedets parter (jf. Carl Bertelsman Prisen som vi modtog i 1999). Kort sagt har vi et system, der på mange måder regnes for "verdens bedste" inden for sit felt.

Vi har da også flere hundrede års erfaring med mesterlære, som er forløberen for de erhvervsuddannelser, vi kender i dag. Mesterlæren eksisterer i dag ikke i den oprindelige "rene" form. Derimod har vi et vekseluddannelsessystem, hvor ca. en 1/4 af uddannelsestiden foregår på skole, mens de resterende 3/4 foregår som praktikuddannelse i en virksomhed. Systemet repræsenterer i manges øjne noget nær det ideelle, set fra både en faglig og en pædagogisk vinkel.

Alle, der arbejder med området, ved, at det er præget af stadig forandring. Der vedtages med få års mellemrum reformer, der skal sikre, at uddannelserne matcher samfundsudviklingen bedst muligt. Der sker løbende justeringer/ændringer af uddannelserne med henblik på at ruste de unge bedst muligt til dagens samfund, dels i forhold til de kvalifikationer der efterspørges på arbejdsmarkedet, dels i forhold til at de unge skal kunne indgå som medspillere i et demokratisk samfund.

Trods dette står vores erhvervsuddannelser i dag over for en række problemer: Det er svært at tiltrække unge til området, og der er samtidig mangel på praktikpladser inden for visse brancher. Endelig falder mange af de unge fra i løbet af deres uddannelse, og dette frafald sker især i forbindelse med praktikopholdet.

Mange undersøgelser peger videre på, at samspillet mellem de to uddannelsesdele - skole- og praktikdel - desværre ikke fungerer optimalt. Det nævnes blandt andet i et temahæfte udgivet af Undervisningsministeriet: "…at man til trods for en 200- årig historie for vekseluddannelsesformen endnu ikke har fået løst problemerne i forbindelse med samspillet mellem virksomhedsdelene og skoledelene af uddannelsen…" ¹

Ovenstående skal ses i lyset af, at Undervisningsministeriet gennem en årrække har finansieret en række forsøgs- og udviklingsprojekter (forkortes fremover: FoU-projekter), der netop har haft til formål at skabe bedre samspil mellem de to uddannelsesdele. Har det overhovedet nyttet, kan man så fristes til at spørge?

Tiden er derfor kommet til at gøre status for området og skabe overblik over vigtige erfaringer og resultater, og - ikke mindst at få klarhed over, hvor indsatsen skal lægges fremover. Det er, hvad denne opsamling skal bidrage med. Den skal i forlængelse heraf også forsøge at give svar på følgende spørgsmål:

• Er der kommet mere og bedre samspil mellem skoler og virksomheder, som har været involveret i arbejdet?
   
• Hvad skal der til, for at et projekt fører til forandring og til bedre samspil mellem skole og virksomhed og ikke blot ender med tomme hensigtserklæringer, som ikke følges op?
   
• Hvilke vigtige erfaringer har de deltagende skoler og virksomheder gjort sig?
   
• Hvilke gode råd og ideer kan andre hente fra arbejdet?
   
• Hvordan skal arbejdet forme sig fremover?

Denne side indgår i publikationen "Skole-virksomhedssamspillet som indsatsområde" som kapitel 1 af 7
© Undervisningsministeriet 2002