Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





Begrebet svag elev er et relativt begreb, som er afhængigt af undervisningens mål og indhold. Om en elev er svag eller ikke svag, afhænger i følge forfatterne til dette temahæfte af den sammenhæng, som eleven fungerer i, af arbejdsprocesserne og -metoderne og af, om målene er tydelige og relevante for eleverne.

Erhvervsuddannelserne skal rumme både de ressourcestærke og de mindre ressourcestærke elever. Det er intentionen, men erfaringer viser, at de ressourcesvage elever stadigvæk er særligt udsatte, fordi de er i fare for at droppe ud af deres uddannelsesforløb.

I temahæftet indkredser forfatterne begrebet svag elev og beskriver tre grupper af traditionelt svage og udsatte elever. Hæftet indeholder ideer og inspiration til, hvordan lærerne og de tre grupper af udsatte elever i det faglige samarbejde kan drage nytte af elevens personlige uddannelsesplan, vejledning, faglig fortælling, faglig skrivning og portfolio.

Forfatterne argumenterer for større opmærksomhed på, hvilke grundholdninger og værdier som styrer det faglige samarbejde med eleverne. Med respekt for den enkelte elevs særegenhed, faglige behov og ressourcer kan lærerne medvirke til, at flere elever gennemfører en erhvervsrettet uddannelse.

Den enkelte erhvervsskole kan anvende hæftets indhold af ideer og inspiration i deres aktuelle initiativer og arbejde med at udvikle og dygtiggøre lærere og mellemledere i det fortsatte arbejde med at realisere intentioner og mål i erhvervsuddannelserne efter reformen i 2001. Hæftet vil også kunne inspirere inden for andre uddannelsesområder.

Undervisningsministeriet har finansieret det bagvedliggende forsøgs- og udviklingsarbejde, udarbejdelsen og udgivelsen af dette temahæfte.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i hæftet står for forfatternes egen regning.

 

Marianne Kragh
Fagkonsulent
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Område for de erhvervsfaglige uddannelser
November 2002

 


Denne side indgår i publikationen "Samarbejdet mellem elev og skole" som forord
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top