6. Erhversfaglig didaktik og etik

Erhvervsuddannelserne i 2002 stiller nye krav til eleverne. Krav som kan være vanskelige for den udsatte elev og medvirke til at gøre gruppen af udsatte elever større. Når lærere og elever sammen skal arbejde på at opfylde lovens intentioner, stilles eleverne over for nogle krav om (at lære sig) selvstændighed, evne til at sætte mål og til at vælge og evaluere det hidtidige arbejde. Eleverne skal planlægge og evaluere arbejdsprocesser, udarbejde uddannelsesplaner og bruge disse og uddannelsesbogen som refleksionsredskab samt til beskrivelse og evaluering af læreprocesser.

Det større fokus på elevernes evne til at foretage valg, til at lære gennem selvevaluering og refleksion og videreformidle dette mundtligt og skriftligt stiller læreren over for nye faglige opgaver, hvor en støttende og vejledende funktion i forhold til den enkelte elev bliver en væsentlig del af lærerens professionelle praksis. I dag skal lærerne i samarbejdet med eleverne både være formidlere af faget og være vejledere og konsulenter i elevernes læreproces. Udover at være kompetent inden for faget og branchen skal (kontakt)lærerne i endnu højere grad end tidligere også oparbejde eller videreudvikle en vejledningsfaglighed, der tager udgangspunkt i og støtter eleverne ud fra hver deres individuelle udgangspunkt - såvel de svage som de stærke elever skal udfordres og støttes i deres faglige og personlige udvikling.

I funktionen som formidlere kan lærerne trække på deres erfaringer fra 'den gode gamle' lærerrolle, mens funktionen som vejleder og konsulent kræver ny viden og nye kompetencer, som lærerne ofte må (videre)udvikle i den daglige praksis og i det konkrete samarbejde med eleverne. Evnen til at stille åbne spørgsmål og lytte på en måde, hvor læreren også prøver at gøre sig klart, hvad eleven/den, der taler, mener med sit udtryk, og hele tiden er opmærksom på egne reaktioner og fordomme. Det kræver efter vores mening nogle mere overordnede og generelle overvejelser om, hvilke bevidste og ubevidste holdninger til eleverne, eller bestemte elevgrupper, der præger vores arbejde og vores holdninger til uddannelsen og samarbejdet med eleverne - altså hvilket menneskesyn, hvilken etik og hvilket erhvervspædagogisk dannelsesbegreb 'styrer' os i det daglige samvær med eleverne og i vores opfattelse af, hvad de har brug for at lære.

"At arbejde med mennesker betyder, at man som professionel skal udøve skøn, tage ansvar og foretage afgørelser på et kvalificeret fagligt grundlag. Men arbejdet med mennesker er også et møde med mennesker i deres omfattende helhed og kaos af behov, intellekt og følelser. Hvis man i mødet med mennesker bevidst eller ubevidst 'bekender' sig til mekanistiske eller reduktionistiske menneskeopfattelser, der fremstiller komplicerede og indviklede forhold stærkt forenklet, hvor sammensatte problemer reduceres til enkeltfænomener i helheden - så kan dette være destruktivt for mødet." (Hammerlin og Larsen: Menneskesyn i teorier om mennesket).

Den dobbeltrolle, læreren er i ved både at skulle hjælpe og vejlede eleverne og samtidig vurdere dem, kan være et dilemma, som kræver etiske overvejelser, og som der måske skal sættes ord på mellem lærer og elev. Lærerens dobbeltrolle kan få konsekvenser for elevernes meninger og handlinger - for deres lyst til at være ærlige. Læreren må gøre sig sin egne og skolens vurderingskriterier klar og videreformidle disse til eleverne.

En lærer, der fungerer som vejleder og er en god lytter, vil få et indblik i elevens billede af virkeligheden, og hvordan eleven opfatter sig selv, sin faglige formåen og sine relationer på skolen. Det kan føre til, at læreren kan blive en stærk påvirkningsfaktor. Læreren må her være opmærksom på, at denne påvirkning både kan virke konstruktivt og destruktivt. At formane, tilskynde eller fremprovokere bestemte holdninger eller handlinger er måske ikke altid inden for elevens interesseområde eller formåen. Er det tilfældet, kan eleven blive passiv og opgivende fremfor det, der er målet: aktiv og yderligere motiveret for at udvikle sine faglige kvalifikationer og kompetencer.

Etik i en erhvervspædagogisk sammenhæng handler om det gode (skole)liv: Hvad fungerer godt sammen med eleverne og for eleverne? Hvad vil det sige at være en kompetent fagudøver (kok, smed, frisør mv.)? De enkelte lærere og lærergruppen som sådan foretager etiske vurderinger, når de opsætter mål og argumenterer for: Hvad der er bedst for eleverne? For hvad der er det gode skoleliv og det gode arbejds- og samfundsliv.

Sådanne etiske vurderinger kan være meget vanskelige: Hvad stammer fra egne værdier og holdninger, og hvad vil reelt være godt for eleverne/den enkelte elev? Lærerne må her nøje overveje, hvilke kriterier de anvender for deres vurderinger, og må sammen med eleverne konkretisere det gode skoleliv - hvad der giver mening og retning for den enkelte elev.

De udfordringer, lærerne stiller eleverne overfor, må passe til såvel elevernes verdensbilleder og selvopfattelser, som til, hvad der rent faktisk er muligt. Der er forskel på små skridt og tigerspring, og det etisk mest forsvarlige er, at eleverne selv er med til at vurdere de udfordringer, de stilles overfor.

I det moderne samfund med stadige forandringer og følgende nye krav udvikler og danner vi os gennem hele livet. Vores identitet er under stadig forandring, og den løbende dannelsesproces er menneskets bestandige stræben på at komme til forståelse af sig selv og sin omverden - og på at handle i overensstemmelse med denne forståelse.

Det, vi er som mennesker, den måde, vi opfatter os selv på, afspejler sig i vore handlinger. Imidlertid er det også sådan, at vore handlinger influerer på det, vi bliver. Forståelsen af os selv og vores omverden opnås gennem erfaringer, der netop er et resultat af menneskets vekselvirkning med sin omverden. Den dannelse er altså kulturelt bestemt og afhænger af de værdier, som vores omgivelser (samfund, skole, lærere, kammerater mv.) præsenterer os for.

Det er lærernes opgave at sikre, at eleverne tilegner sig den viden, de færdigheder og holdninger, som de får brug i det fremtidige job inden for en bestemt branche. Men det er også lærernes opgave at støtte eleverne i deres personlige udvikling, at hjælpe dem til at danne sig som mennesker og som personer. De erfaringer, eleven gør på skolen, og de handlinger, de får mulighed for at foretage, kan være væsentlige elementer i elevens selvdannelse til et menneske med arbejde inden for de tekniske eller merkantile områder: Hermed bliver lærernes fagopfattelse, faglige og personlige værdier, didaktiske og pædagogiske overvejelser og handlinger af stor betydning for elevernes selvdannelse.

Udgangspunkt og fokus for det faglige samarbejde med eleverne er at kunne se mulighedsfeltet og definere succeskriterierne. Mulighedsfeltet kan beskrives som det felt, elev og kontaktlærer i fællesskab kan definere den faglige udvikling inden for. Elev og kontaktlærer skal altså blive enige om 'virkeligheden', skal i fællesskab definere den. Lærerne må være i stand til og fortsat øve sig på at se elevernes opførsel, ytringer og synspunkter inden for rammerne af deres personlige livsverden. Det vil sige den sammenhængende forståelse af sin virkelighed, som udgør den enkelte elevs forståelse af sig selv og af sin omverden både fysisk og socialt/kulturelt.

At blive enige om udviklingen af det faglige - altså at definere virkeligheden i fællesskab - kan være vanskeligt på grund af forskelligheder i personlighed, faglighed og værdier, men også fordi vi hver især ser virkeligheden med forskellige briller og har hvert vores kort over verden og har forskellige måder at bruge sproget på. At indgå i relationer til andre indebærer ofte sproglige vanskeligheder. Ordene indeholder en mening for samtalepartnerne - altså både for taler og lytter. Spørgsmålet er imidlertid, om de ord indeholder den samme mening for taler og lytter. At definere virkeligheden handler således om at skabe mening i den konkrete situation gennem opgaven og den interaktion og kommunikation, som partnerne har indbyrdes.

Den fælles virkelighed - det fælles tredje - for lærer og elev er det fag, eleven ønsker at lære og den uddannelse, han for tiden er i gang med. Det er lærernes opgave at lære eleven det faglige og uddannelsesrelevante sprog. Et fælles sprog mellem lærer og elev er vigtigt, hvis vi som mennesker virkelig skal være til i verden - en bestemt del af verden (her skolen og faget) - og danne os selv til at fungere i denne verden. Vi skal gribe verden, det vil sige have begreber til at forstå den.

Kilden til refleksion og erkendelse er sproget. Det er svært at forstå og begribe noget, man ikke har sprog til. Erkendelsen af et fags indhold og metoder går også gennem et fagligt sprog. Det faglige sprog er anderledes end brugen af fagudtryk. Det skal gøre det muligt at føre diskussioner om praksis på distanceret og afklarende vis og skal udgøre et redskab til at kommunikere antagelser og overvejelser. Det faglige sprog skal være et instrument, der er med til at strukturere en faggruppes samlede viden.

En forudsætning herfor er, at lærerne indbyrdes har et fælles fagligt sprog, hvor det faglige ikke udelukkende relaterer sig til den branche, eleven skal uddannes til, men også handler om at definere betydningen af de uddannelsesmæssige termer som mål, læring, selvevaluering, refleksion osv. og at videreformidle dette til eleverne.

Denne side indgår i publikationen "Samarbejdet mellem elev og skole" som kapitel 6 af 7
© Undervisningsministeriet 2002