3. Kulturelle dimensioner

Indvandringen i Danmark igennem de seneste 25-30 år har bevirket, at begrebet "med anden etnisk baggrund end dansk" dækker over en lang række nationaliteter og kulturer. Derfor vil billedet af nationaliteter i landet have mange facetter. Trods denne nuancerigdom er der forskellige undersøgelser (note 1), der viser, at det er muligt at finde nogle strukturer, som kan systematisere og give redskaber til analyse af kulturforskelle.

En systematisering vil ofte føre til generaliseringer, hvorved detaljer og ikke mindst en kulturs dynamik vil gå tabt. Derfor er det på sin plads at understrege, at i ethvert kulturelt møde vil begge parter blive påvirket og dermed ændre og udvikle sig. Med dette in mente vil vi i det følgende referere til Geert Hofstedes (jf. note 1) kategorisering, fordi den har været medvirkende til at give os billeder på kulturforskelle, mulige kulturelle faldgruber samt indsigt i mulige kulturelle misforståelser og barrierer.

Selvom der er mangfoldige forskelligheder i menneskers tankegang, adfærd og følelser, kan man kategorisere disse forskelligheder.

Kultur er tillært, og man kan kalde det for mental programmering. Hofstede definerer kultur i bred forstand som den kollektive, mentale programmering, der adskiller én gruppe mennesker fra en anden gruppe mennesker.

Man kan dele kultur op i fire kulturelle dimensioner, som flere undersøgelser viser, at en gruppes mentale programmering vil forholde sig til.

1. Social ulighed og forhold til autoriteter - også kaldet magtdistance
2. Forholdet mellem den enkelte og gruppen - kollektivitet og individualitet
3. Opfattelse af maskulinitet og feminitet
4. Usikkerhed i forbindelse med kontrol af følelser f.eks. frygten for det ukendte eller de fremmede, kaldet usikkerhedsundvigelse.

Disse fire overordnede kategorier, som Geert Hofstede bruger som pejlepunkter til beskrivelse af menneskelig kultur, kan være medvirkende til at forstå muligheder for kulturelle forskelligheder og dermed kulturelt betingede konflikters opståen. For vejlederen i et vejledningsforløb kan opmærksomhed på disse fire dimensioner måske være medvirkende til at se den vejledningssøgende i den kulturelle kontekst, som vedkommende optræder i. Hvis vejlederen kan "få øje på" egen kulturel kontekst og holde den op i forhold til vejledningssøgendes kulturelle kontekst, kan der skabes en indsigt i og forståelse for kulturelle forskelligheder. Dette kan danne grundlag for vejledningsmøde med empati, indlevelse - at forstå det, den anden forstår.

Magtdistance

Magtdistance handler om magtforhold og social ulighed. Magtdistance vil optræde i alle former for samfund. De personer, der arbejder i skolesystemet: lærere, elever, vejledere, ledere m.fl. har forventninger til og opfattelser af magtforholdene. Disse forventninger og opfattelser vil være farvet af den enkeltes position som f.eks. direktør eller elev. Et lignende forhold eller dilemma mellem en magtfuld og ikke så magtfuld person vil også forekomme i vejledningen. Vi taler om et asymmetrisk forhold mellem de involverede, og både vejleder og vejledningssøgende påtager sig og tillægger den anden noget af omtalte magt. Der er ikke tale om, at den ene part tager magt og den anden underlægger sig og vice versa, for det er ikke vores ærinde at tillægge ansvar, men blot at konstatere tingenes tilstand. Til gengæld vil vi påpege, at opfattelsen af magtfordelingen er kulturelt betinget. Kulturen bærer således opfattelser af magt og magtfordeling i sig. Det er selvfølgelig i kulturer med forskellige opfattelser af magtdistance, at kulturelle misforståelser og konflikter kan opstå.

Den danske kultur er karakteriseret ved lille/lav magtdistance. Dette betinger den danske forståelse af mennesket, forholdet mellem forældre og børn, lærer og elev, opdragelse mv.

Nedenstående skema er uddrag og bearbejdning af Geert Hofstedes opstilling:

Frit efter Geert Hofstede s. 59

Lærere, elever, skoleledere og vejledere er alle produkter af deres egen kultur. Man må således forstå den enkeltes adfærd, tankegang og følelser som en integreret del af den kulturelle opdragelse. Dette får også betydning for de teorier, der udtænkes og eksperimenteres med i en kulturel sammenhæng, idet de præges af den pågældende kultur. Spørgsmålet til eftertanke bliver f.eks.: Kan teorier udviklet i samfund med lille magtdistance umiddelbart overføres til personer født ind i og opdraget i kulturer med stor magtdistance?

Hvis denne umiddelbare overførelse fra én kulturel kontekst til en anden er vanskelig, hvordan kan den enkelte vejleder så forberede sig på en kulturel matching af en anden kulturforståelse?

Kollektivistiske og individualistiske samfund

Det andet og meget markante parameter til forståelse af kultur er forskelle mellem kollektivistiske og individualistiske kulturer. Langt de fleste samfund i verden er kollektivistiske. I en kollektivistisk kultur kan man sige, at gruppens interesser går forud for individets interesser. Danmark er et typisk individualistisk samfund, hvor den enkelte sørger for sig selv og sine nærmeste. Båndene mellem enkeltpersonerne er løse, hvilket er i direkte modsætning til kollektivistiske kulturer. I sidstnævnte kulturer integreres menneskene fra fødslen i egengrupper, som beskytter dem livet igennem. Til gengæld udviser den enkelte ubestridt loyalitet over for gruppen. I Danmark har der været en række eksempler på, at bl.a. tyrkiske og pakistanske familier har beskyttet egengruppens ære ved, at enkeltpersoner har hævnet ærekrænkelser, og måske endda foreteelser, som personen ikke direkte har været involveret i, men som det forventes, at han vil hævne. Sådanne hændelser vil ofte, set med danske øjne, være uforståelige og stride mod de danske normer.

Dette er netop betinget af forskellene mellem individualistisk og kollektivistisk kultur. Der er dog mange andre forhold, hvor forskellene mellem individcentreret og gruppecentreret kulturer gør sig gældende.

I en kollektivistisk kultur har personens identitet basis i det sociale netværk, som han tilhører. I Danmark vil vi tale om, at den enkelte opbygger sin egen identitet, at denne identitet er unik for personen. Vi taler om at realisere os selv, og selvom vi udvikler os i samarbejde med andre mennesker og i kraft af andre, så betragtes identiteten som en personlig ejendom. I den danske kultur opfatter vi den menneskelige udvikling som uafhængig - vi udvikler os selv. Man siger, at mennesket er independent (se også note 4). I en kollektivistisk kultur er personens udvikling netop afhængig af egengruppen. Man betegner dette fænomen som dependens (note 4). Denne afgørende forskel i menneskeforståelse og opfattelse af menneskelig udvikling er grobund for misforståelser. Der vil være situationer, hvor vejleder og vejledningssøgende "går galt af hinanden" af den simple grund, at man ser diametralt modsat på hinandens måde at tænke, handle og føle på.

Dette giver sig f.eks. også udtryk i, at personer i kollektivistiske kulturer tænker i "vi"-form, hvor personer i en individualistisk dansk kultur tænker i "jeg"-form. Set i forhold til danske normer skal man ytre sig f.eks. i skolen: man skal sige sin (ærlige) mening. På samme måde forventer vi i vejledning, at den vejledningssøgende kan give udtryk for egne ønsker, kan sætte sig mål, kan sige noget om, hvad vedkommende finder bedst for sig selv. Sådanne spørgsmål kan være vanskelige eller umulige at besvare for vejledningssøgende fra kollektive kulturer. Disse vejledningssøgende kan ikke svare for sig selv, men for det sociale netværk de tilhører. Derfor kan det være, at den vejledningssøgende skal drøfte sådanne forhold f.eks. med familien, inden vedkommende kan tage stilling. Når egengruppen tager del i beslutninger, er det selvfølgelig også klart, at fiasko i form af f.eks. ikke beståede eksaminer, eller en dårlig karakter kaster skam over hele familien og egengruppen. Tilsvarende fiasko for en dansk elev vil føre til skyldfølelse og mindreværdsfølelse.

I en kollektivistisk kultur giver eksamensbeviser højere status, og bestemte uddannelser som f.eks. ingeniør og læge kan cementere denne status, fordi hele det sociale netværk får status af enkeltpersonernes præstationer. For de fleste danskere vil et eksamensbevis betyde økonomisk værdi og muligvis større selvrespekt, hvilket kan bevirke, at personen kan hævde sig selv.

I en kollektivistisk kultur kan det være af mindre betydning, hvordan man har erhvervet eksamensbeviset f.eks. købt sig til det. Denne opfattelse støder moralsk mod barrierer i en individualistisk kultur, hvor der slås hårdt ned på snyd og benyttelse af "forbindelser".

Det er også værd at være opmærksom på, at et fænomen som livslang læring og forståelse af, at man aldrig bliver færdiguddannet, er et typisk individualistisk kulturtræk. Kollektivistiske kulturer forstår oftest uddannelse som en vej til at tilpasse sig de dyder og færdigheder, der er nødvendige for at blive accepteret som gruppemedlem. Derfor betragtes uddannelse som et ungdomsfænomen.

Endelig kan man sige, at arbejdsmoral forvaltes meget forskelligt i de omtalte to kulturformer. I en individualistisk kultur går arbejdsopgaven forud for personlige forhold, familiefester passes f.eks. ind efter arbejdsforholdene. I kollektivistiske kulturer går sociale gruppeforhold forud for opgaven. Hvis et familiemedlem har brug for hjælp, skal dette passes frem for skolearbejdet.

Forholdet mellem individualisme og kollektivisme i samfundet er en af de parametre, som vejlederen skal være meget opmærksom på. Vejlederen vil naturligvis være "barn" af sin egen kultur og dermed se verden gennem sine kulturelle briller. Det kræver derfor en udpræget grad af empati at kunne se verden fra en kollektivistisk kulturs synsvinkel.

Forholdet maskulinitet og feminitet

En tredje parameter i kulturforståelse er forholdet maskulinitet - femininitet. Det biologiske forhold, at vi er født enten dreng eller pige, kan der ikke rokkes ved, men kønnet får oftest også betydning for de måder, vi tænker, handler og føler på. Dette er ikke tænkt som en kønsrollediskussion, men snarere som en beskrivelse af, hvorvidt feminine og maskuline værdier sætter sig igennem i samfunds- og kulturforståelse.

Geert Hofstede karakteriserer Danmark som et feministisk land, og vi er i kategori med de andre nordiske lande (s.121) på grund af lille magtdistance. Der er en del af de lande, vi har modtaget indvandrere fra, der også betegnes som feminine blot med stor magtdistance f.eks. Tyrkiet, Jugoslavien, Iran, Øst- og Vestafrika.

Kønsrolleproblematikken er selvfølgelig også under indflydelse af forholdet mellem individualisme og kollektivisme, som blev behandlet i foregående afsnit.

I et feminint samfund forventes alle at være beskedne, hvorimod mænd forventes at være selvhævdende, ambitiøse og hårde i et maskulint samfund. I et feminint samfund har man sympati for de svage, og for karakterer i skolen er gennemsnittet normsættende. Det at dumpe i skolen er heller ikke uopretteligt. I et maskulint samfund er der sympati for den stærke, og den bedste elev er normsættende. Derfor bliver det også en katastrofe at dumpe i skolen. Danmark er i høj grad domineret af en demokratisk lighedstanke - alle skal have lige vilkår og behandles lige. Netop ligebehandling i skolen er til diskussion i disse år i forhold til eliten. Når vi er forskellige, skal vi så ikke også behandles forskelligt? Det er dog tydeligt at se, at de feministiske træk ved den danske kultur slår igennem i diskussionen, om det er de svage eller de stærke, der skal favoriseres. Hvorvidt diskussionen om forskelligheder i elevsammensætningen aktualiseres af det bredere kulturelle billede, der tegner sig i Danmark, skal ikke debatteres i denne sammenhæng.

Opfattelsen af læreren og dermed også vejlederen skal dog lige rundes i denne sammenhæng, idet læreren i et feministisk samfund skal være venlig og behandle eleverne ligeværdigt. I et maskulint samfund påskønnes lærerens faglige dygtighed og beslutsomhed.

Vi kan næsten tale om en feminisering af det danske skolesystem, idet en væsentlig del af lærerne i skolesystemet er kvinder. Der er også eksempler på, at kvindelige lærere oplever mangel på respekt, fordi de er kvinder. Denne disrespekt ses oftest hos unge mænd fra maskulint orienterede lande med stor magtdistance.

Vejledere skal være opmærksomme på betydningen af både kønnet og de feminine danske kulturtræk i mødet med vejledningssøgende. Det er dog værd at nævne, at en del unge indvandrere har udtrykt tilfredshed med, at vejlederen ikke var af den samme etniske gruppe som de selv. Der er ting, der er lettere at sige til en dansk vejleder, fordi vedkommende ikke vil fortælle det til familie og sociale netværk o.l.

Usikkerhedsundvigelse

Det at bevæge sig mod et multikulturelt samfund er forbundet med usikkerhed. Vi ved ikke, hvad den kulturelle morgendag byder og dermed ikke, hvordan indvandringen i Danmark vil komme til at påvirke det, som vi forstår ved den danske kultur. De fleste danskere er usikre på, hvordan et multikulturelt samfund vil fungere, fordi vi overvejende har levet i en monokultur. Til sammenligning kan nævnes USA og England, som begge har en lang historie med etnisk sammensat befolkningsgruppe.

Usikkerhedsfølelsen kan føre til angst. Angst er en diffus følelse forstået på den måde, at man ikke kan sige, hvad man er bange for - angsten har ingen genstand. Angst kan rette sig mod det fremmedartede f.eks. flygtninge og indvandrere. Man ved ikke, hvad man præcist er bange for, men er blot utryg ved tilstedeværelsen af mange, forskelligartede kulturer og mennesker. Dette kan føre til racisme.

Ifølge Geert Hofstede er Danmark et land med lavt angstniveau. Dette betyder dog ikke, at angstniveauet ikke kan være i stigning, hvilket vi vil mene er tilfældet igennem de seneste 10 år, jf. den danske indvandrerskepsis i befolkningen og i dele af de politiske partier og organisationer.

Vi vil i denne sammenhæng ikke yderligere diskutere racisme, men blot gøre opmærksom på den enkeltes - og dette gælder også vejlederens - usikkerhed og evt. bekymring.

Hvis man ikke er opmærksom på disse følelser og fornemmelser hos en selv og bearbejder dem løbende, kan det være vanskeligt at behandle den fremmede ligeværdigt og respektfuldt. Man skal ligeledes være opmærksom på, at ethvert møde med en ny kultur - som fremmed eller som vært - afstedkommer en række psykologiske og sociale reaktioner. Man taler om et kulturchok for den fremmede, og vejlederen vil ligeledes reagere på mødet med en ny og anderledes kultur.

Det interkulturelle møde

Indvandreren, som kommer til et nyt land f.eks. Danmark, vil oftest gennemløbe følelser som sorg, hjælpeløshed og fjendtlighed over for den nye kultur. Gennem opholdet tilpasser man sig den nye kultur, men det sker for det meste ikke uden sværdslag. Alle vil således gennemløbe en kulturtilpasningskurve, som indeholder disse faser:

1. opstemthed, 2. kulturchok, 3. kulturindlæring og 4. stabil tilstand (som enten kan være positiv eller negativ). Dette forløb foregår over tid, og det er ikke muligt at sætte præcis tidsangivelse på.

Kilde: Geert Hofshede

Dette kulturchok vil finde sted i en lang række tilfælde, hvor man indtræder i en ny kultur, f.eks. når man skifter fra folkeskolen til erhvervsskolen og fra en national kultur til en anden. Det er hensigtsmæssigt for vejlederen at være opmærksom på evt. kulturchok fra de vejledningssøgendes side.

Tilsvarende vil vejlederen som repræsentant for værtskulturen gennemløbe et reaktionsforløb:

1. Nysgerrighed, 2. Etno-centrisme (vejlederen/værten vurderer gæsten ud fra egne kulturnormer, hvor gæstens adfærd kan bedømmes som f.eks. uforskammet, naiv, overlegen). 3. Polycentrisme er erkendelsen af, at forskellige mennesker skal forstås ud fra forskellige normer kombineret med evnen til at forstå den fremmede ud fra vedkommendes normer. Endelig kan man også ende i, at alt i den fremmedes kultur er spændende og så interessant, at det er bedre end ens egen kultur.

I den multikulturelle vejledning bør man være opmærksom på, at både vejledningssøgende og vejleder følelsesmæssigt reagerer på dette møde mellem flere kulturer. Vejlederen er ansvarlig for at bearbejde sine egne reaktioner og ligeledes at være opmærksom på vejledningssøgendes reaktion på kulturchokket.

Denne side indgår i publikationen "Multikulturel vejledning" som kapitel 3 af 7
© Undervisningsministeriet 2002