2. Indvandrer- og flygtningehistorie

Konflikter og ulighed i levevilkår har været de hyppigste baggrunde for de folkevandringer, som man har set i verdenshistorien. Indvandrere kommer derfor typisk fra dårligere levevilkår end de vilkår, de bliver budt i det land, de vælger at slå sig ned i. I moderne tid er der dog den nuance, at socialt dårligt stillede indvandrere og flygtninge om muligt vil vælge at rejse til lande med et højt socialt sikkerhedsnet - f.eks. Danmark. Højtuddannede indvandrere og flygtninge vil til gengæld søge til mere liberale lande med lav skatteprocent - f.eks. USA.

Indvandrere og flygtninge i Danmark er ikke noget nyt fænomen. Hollændere i 1500-tallet, jøder i 1600-tallet og ufaglærte arbejdere fra Polen, Sverige og Tyskland i 1800-tallet er nogle af de mest markante grupper. I 1900-tallet er det forskellige flygtningegrupper, der har domineret indvandringen. De to verdenskrige førte f.eks. til, at flygtninge fra Østeuropa og Tyskland søgte til Danmark.

Jødernes flugt til Sverige i 1943 og modtagelsen af flygtninge fra Ungarn i 1956 skabte en meget positiv holdning til flygtninge i den danske befolkning, og der var stor opbakning til den hjælp, der blev ydet. Den positive holdning til flygtninge blev heller ikke for alvor udfordret af de flygtninge fra Chile, Vietnam og Afrika, der kom til landet i slutningen af 60'erne og i løbet af 70'erne. Lidt anderledes var holdningen derimod til de gæstearbejdere, som kom til Danmark fra slutningen af 1960'erne og indtil 1973, hvor der blev indført indvandrerstop. De kom typisk fra Tyrkiet, Pakistan, Marokko og det daværende Jugoslavien. Holdningen til deres tilstedeværelse var i starten måske ikke direkte negativ, men under den efterfølgende økonomiske krise med høje arbejdsløshedstal var de en let gruppe at udpege som syndebukke. På trods af det valgte mange gæstearbejdere at blive boende i Danmark, og det betød, at de ikke længere skulle betragtes som gæstearbejdere, men som indvandrere. Indvandrernes mulighed for familiesammenføring har siden løbende givet anledning til både debat og kritik. Reglerne er flere gange blevet strammet, således at det er blevet stadig sværere for indvandrere at hente familiemedlemmer til landet.

I løbet af 1980'erne begyndte den danske befolkning at blive mere splittet i sin holdning til flygtninge. Flere indvandrerskeptiske danskere markerede sig og fik ikke mindst stor bevågenhed i medierne.

En af årsagerne til at både en yderligtgående og mere moderat skepsis fik fodfæste i Danmark var, at antallet af flygtninge steg markant. Der kom mange flygtninge til Danmark fra Iran og Irak i forbindelse med to landes krig, ligesom borgerkrigen i Libanon betød, at mange statsløse palæstinensere måtte flygte. I løbet af 90'erne er nye flygtningegrupper kommet til. De mest markante i antal blandt dem er flygtninge fra det tidligere Jugoslavien og Somalia.

Indvandrere og flygtninge på arbejdsmarkedet

Danmark indtager p.t. en kedelig rekord i europæisk sammenhæng. På trods af vores gode økonomi er vi nemlig det land i Europa, hvor arbejdsløsheden blandt indvandrere og flygtninge er højest. I gennemsnit er ledigheden blandt indvandrere tre gange så høj som blandt danskere. Blandt 2. generationsindvandrere er ledigheden lavere end blandt 1. generation, men dog stadig markant højere end blandt den øvrige befolkning. Kigger man på de forskellige etniske gruppers ledighed, kan man se en klar tendens til, at fjernkulturelle har en højere ledighed end nærkulturelle.

Ud over at have et højt ledighedstal er også tallet for de, der står helt uden for arbejdsmarkedet, meget højt. En undersøgelse blandt indvandrere i Danmark viste ifølge Danmarks Statistik, at 45 procent af indvandrerne stod uden for arbejdsstyrken.

Den høje ledighed kan forklares ved en række barrierer. Manglende faglige kvalifikationer og dårlige danskkundskaber er ofte det, som arbejdsgiverne sætter fingeren på, men forskellige undersøgelser har vist, at der også findes mere uformelle barrierer. Det kan være f.eks. være en generel modvilje mod folk, der er anderledes, eller frygt for, hvad kunder og medarbejdere skal mene eller usikkerhed i forhold til den religion og kultur, som forskellige indvandrere og flygtninge repræsenterer.

Blandt de indvandrere, der er i beskæftigelse, er der mange, der arbejder på et lavere niveau end deres uddannelse berettiger til. Blandt de beskæftigede lønmodtagere med en mellemlang eller videregående uddannelse har 39 procent et arbejde på grundniveau eller derunder.

Indvandreres uddannelsesniveau

Ifølge en nylig offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Statistik har 55 procent af de 18-59 årige indvandrere i Danmark en erhvervsrettet uddannelse med sig, når de kommer til Danmark. Uddannelsesniveauet er højest blandt indvandrere fra Europa og Nordamerika, mens det er lavest blandt indvandrere fra Asien og Afrika. Indvandrere med under syv års eller slet ingen skolegang kommer hovedsageligt fra Tyrkiet, det tidligere Jugoslavien, Somalia, Libanon, Vietnam og Pakistan.

Det er især de bedst uddannede, som er i beskæftigelse og har den laveste ledighed. Alligevel er der 39 procent med en erhvervsfaglig eller kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse, der står uden for arbejdsmarkedet.

Der er ikke den store forskel i andelen af indvandrere og danskere med en erhvervsrettet uddannelse eller andelen med en mellemlang eller lang videregående uddannelse. 55 procent af indvandrerne i undersøgelsen og 61 procent danskfødte har en erhvervsrettet uddannelse. 16 procent af indvandrerne i undersøgelsen og 15 procent danskfødte har en mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Når man kigger på indvandreres og flygtninges deltagelse i uddannelser på danske uddannelsesinstitutioner, tegner der sig forskellige billeder alt efter, om man kigger på 1. generation eller 2. generation. For 1. generations vedkommende er cirka halvdelen af de 15-20 årige i gang med en uddannelse. Blandt efterkommere er det cirka 70 procent. Dette tal er kun et par procent under den øvrige befolknings uddannelsesdeltagelse i samme aldersgruppe.

Man kan konkludere, at 2. generation har et uddannelsesbillede, der ligner den øvrige befolknings. Det samme gør sig gældende, hvis man kigger på gruppen af 21-25 årige. Her er der blandt efterkommere nogenlunde samme uddannelsesdeltagelse som i den øvrige befolkning, ligesom der heller ikke er de store forskelle i fordelingen på hver af fem følgende kategorier: gymnasiale, erhvervsfaglige, korte videregående, mellemlange videregående og lange videregående uddannelser.

Denne side indgår i publikationen "Multikulturel vejledning" som kapitel 2 af 7
© Undervisningsministeriet 2002