2 Kapitel - Udfordringer på det merkantile område

2.1 Arbejdsmarkedets nye kompetencekrav og beskæftigelsesmønstre

Generelt

Kompetencekrav

Arbejdsmarkedet har behov for brede, fleksible uddannelser, der kan sikre kvalificeret arbejdskraft i et foranderligt samfund. Uddannelserne skal kunne dække behovet for både høje teknisk-faglige kvalifikationer og mere brede kompetencer. Uddannelsessystemet skal være gennemskueligt og sammenhængende og i stand til at reagere hurtigt på nye uddannelsesbehov, ligesom det skal kunne give den enkelte mulighed for livslang kompetenceudvikling. Virksomhederne har forskellige kvalifikationskrav. Der sker en polarisering, hvor der både vil være traditionelle rutineprægede arbejdsopgaver og opgaver, som kræver nye kvalifikationer. Selv inden for samme virksomhed / branche er der i dag stor variation mht. krav til medarbejdernes kompetencer.

Arbejdsprocesser digitaliseres, og der kommer nye generationer af IT-værktøjer, som stiller stigende krav til medarbejderne om løbende at kunne omstille sig til nye teknologiske arbejdsformer/-processer. Dette stiller ikke alene krav om faglige kvalifikationer til håndtering af nye teknikker, men også om personlige kompetencer til håndtering af forandringsprocesser.

Iflg. rapport udarbejdet af DTI for HK i 1998⁵ fremhæver virksomhederne specielt de personlige kvalifikationer, herunder samarbejdsevne, ansvars- og kvalitetsbevidsthed, kunde- og leverandørkontakt, evne til at varetage flere forskellige opgaver og selvstændighed, som væsentlige for at kunne udføre fremtidens arbejdsopgaver.

Iflg. rapporten kan det ud fra virksomhedernes tilbagemeldinger forventes, at følgende arbejdsopgaver vil få et væsentligt større omfang:

Medlemmer inden for HK’s Industri-, Service-, Kommunal- og Statssektorer: Avancerede edb-opgaver og problemløsende sagsbehandling, vejledning og rådgivning, økonomi og regnskab, informationsbehandling og planlægning.

Medlemmer i HK’s Handelssektor: Avancerede edb-opgaver, salgsarbejde, kundevejledning mv. avancerede opgaver såsom personaleadministration, ledelsesopgaver samt økonomi- og regnskabsarbejde.

Virksomhederne forventer, at følgende arbejdsopgaver vil få et mindre omfang/bevarer status quo:

For sektorerne Industri, Service, Kommunal og Stat: Almindeligt kontorarbejde og administrativ sagsbehandling.

For Handelssektoren: Almindeligt kassearbejde, leverandørkontakt.

Beskæftigelsesmønstre

De regionale arbejdsmarkedsråd udarbejder hvert kvartal en arbejdsmarkedsredegørelse, hvor man blandt andet ser et år frem og vurderer beskæftigelsesniveau og eventuelle flaskehalsområder.

Seneste undersøgelse⁶ (forventninger til 4. kvartal 2002) peger på øget beskæftigelse inden for blandt andet forretningsservice og detailhandel og mindre beskæftigelse inden for offentlig administration, finansierings- og forsikringsvirksomhed, post og telekommunikation.

Som flaskehalsproblemer generelt nævnes blandt andet lægesekretærer, IT-medarbejdere og skatterevisorer på det offentlige område. På det private områder ses der nogle steder i landet flaskehalse inden for engros-/handelsassistenter, bogholdere/regnskabsassistenter, advokatsekretærer.

Detailhandelsområdet - kompetencekrav og beskæftigelsesmønstre

Inden for detailhandelsområdet kan man i disse år iagttage en polarisering i jobfunktioner. I nogle butikker ansættes en række medarbejdere, som varetager afgrænsede opgaver som kassebetjening, genbestilling, oprydning og vareopfyldning, og disse job besættes i dag typisk af unge, ufaglærte med en løsere ansættelsesmæssig tilknytning. Mens butikker, hvor service og kundebetjening har en mere fremtrædende plads, lægger vægt på, at alle salgsmedarbejdere har de samme høje faglige og personlige kvalifikationer i forhold til service og kundebetjening.

Denne bredde og differentiering blev blandt andet påpeget i en undersøgelse, som DEL foretog for Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser i 2000⁷, hvor man tegnede 4 forskellige jobprofiler for detailhandelens ansatte:

1. jobprofil kendetegnet ved at være snæver eller specialistlignende med opgaver som kassebetjening og vareopfyldning. Der lægges vægt på personlig kvalifikationer som kundevenlighed og serviceorientering
2. jobprofil som er kendetegnet ved at være bred med krav om fagspecifikke og salgsmæssige kvalifikationer inden for alle områder på selvstændigt niveau.
3. jobprofil som ligner 2. jobprofil, men der er yderligere krav om dyberegående varekundskab til brug ved kunderådgivning.
4. jobprofil, hvor der udover de salgsmæssige kvalifikationskrav også er brug for håndværksmæssige færdigheder som blomsterbinderi, dekoratør mv.

Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelser er p.t. i gang med at undersøge jobprofiler for detailhandlens ansatte i en række butikker/detailhandelskæder til belysning af, hvilke kvalifikationer butikkerne efterspørger i forhold til de forskellige jobfunktioner. Som et pilotprojekt forud for denne undersøgelse gennemførte det faglige udvalg en miniundersøgelse⁸ blandt 50 mindre butikker. Af de fuldtidsansatte i disse butikker var ca. 80 % uddannet inden for detailhandel som salgsassistent, mens det tilsvarende tal for deltidsansatte var 50 %. Blandt de løst tilknyttede deltidsansatte var der en meget forskelligartet uddannelsesbaggrund som f.eks. kontoruddannede, tekniske uddannelser, afbrudte uddannelser mv.

I denne undersøgelse havde de fuldtidsansatte og deltidsansatte næsten samme opgaver, men det var de fuldtidsansatte, der fik opgaver, som indebar flere kompetencekrav så som beslutninger om sortiment, indkøb mv.

Undersøgelsen viste også, at ansættelsesperioder på mellem 10 og 20 år var almindelige i de butikker, som indgik i undersøgelsen. Man kan sige, at hvis man har uddannelsen, bliver man også i erhvervet.

Undersøgelsen viser, hvilke job erhvervsuddannelsen retter sig imod. Hvis man antager, at ansættelsesmønsteret i undersøgelsens butikker er generelt, kan man sige, at især kompetencerne inden for kundeservice og rådgivning og varestrøm, som er indeholdt i den eksisterende uddannelse, er efterspurgte og brugbare. Den igangværende undersøgelse vil belyse, om denne antagelse er korrekt.

I forbindelse med betænkningen fra Butiksstrukturkommissionen i 1998⁹ blev der gennemført en lignende undersøgelse af ansatte i detailhandlen for perioden 1985-1994. Disse undersøgelser peger også på en polarisering, hvor dele af branchen går mod flere deltidsansatte, flere unge ufaglærte og kortere ansættelsesforhold, mens andre dele af branchen specialiserer sig i øget kvalitet og service og har færre unge, højere uddannelsesniveau og en højere anciennitet i medarbejderstaben. Undersøgelsen viste, at specielt de store kædebutikker beskæftiger et stigende antal unge, ufaglærte på deltid, mens f.eks. over halvdelen (56 %) af de ansatte i servicebutikker var faglærte. I betænkningen peges på, at der stilles stigende krav til "bløde" kvalifikationer som omstillingsevne og parathed til at lære nyt for alle ansatte, faglærte såvel som ufaglærte.

Specielt om informationsteknologi - E-salgsassistent

Det faglige udvalg har i 2001 tilføjet yderligere et speciale i uddannelsen på baggrund af vurdering af de fremtidige kompetencekrav inden for e-handel:

Elektronisk handel er i vækst både globalt og i Danmark. Stadig flere brancher og virksomheder driver e-handelsløsninger, og flere og flere forbrugere køber ind på nettet. Mange virksomheder, der driver e-handel, har haft store vanskeligheder med fx logistik, salg og service, håndtering af reklamationer, kundevejledning, varepræsentation og andre dele af det, der normalt går under betegnelsen "godt købmandskab". Erfaringerne med e-handel i Danmark viser, at der er et stort behov for uddannede medarbejdere, der både har merkantile, IT- og e-handelsrelaterede kvalifikationer. E-handelen i detailhandelen foregår p.t. på forskellige måder (flere generationer af e-handel). Og selv om mange måske havde forventet, at e-handel ville være længere fremme, end tilfældet faktisk er, er udviklingen karakteriseret ved kraftig vækst. Der er allerede i dag en ganske bred repræsentation i varekategorier. En dagligdag for en salgsassistent, der veksler mellem arbejde i butikken og foran skærmen, er et realistisk bud på fremtidens kompetencekrav.

Handelsområdet - kompetencekrav og beskæftigelsesmønstre

Handelserhvervet er inde i en omstillingsfase med væsentlige strukturændringer. Fusioner mellem virksomheder såvel nationalt som internationalt har sammen med øvrige strukturændringer medvirket til, at grossistvirksomheder i stigende grad nu også konkurrerer på serviceydelser og vidensformidling. Den voksende IT-baserede integration i værdikæden fra producent til forbruger afstedkommer en øget informationsudveksling, som engros- og handelsvirksomhederne kan anvende til at effektivisere salg og distribution til kunden. Denne strategi gør, at engros- og handelsvirksomhederne i nogle tilfælde fungerer som servicevirksomhed i lige så høj grad som handelsvirksomhed¹⁰. Strukturændringerne i handelserhvervet kommer derfor til udtryk i:

• at den enkelte virksomheds tilstedeværelse af fysiske lagre ikke længere er en selvfølge
• fusioner og koncentrationer, så der nu ofte er langt færre, men meget større virksomheder på de enkelte brancheområder
• en dertil hørende specialisering inden for handelserhvervets hovedfunktioner salg, indkøb og logistik
• at i salgsfunktionen er kravene til salgsmedarbejderens kvalifikationer øget: skal kunne gennemføre kundebetjeningen med kundevejledning (konsulent)
• at i alle funktioner varetager medarbejderne det administrative papirflow, der er knyttet til arbejdet.
• en øget efterspørgsel efter medarbejdere, der kan sælge serviceydelser og har e-handelskompetencer.

For at tilpasse uddannelsen til de igangværende strukturændringer har Det faglige Udvalg for Engroshandelsuddannelsen allerede gennemført justeringer af uddannelsen i perioden 2000-2001. Uddannelsens navn er ændret fra Engroshandelsuddannelsen til Handelsuddannelsen, og i sommeren 2001 fik uddannelsen fire specialer, der hver markant kendetegner de kvalifikationskrav, arbejdsmarkedet opstiller i forhold til handelsområdet, hvor det nye område (salg af serviceydelser) er dækket af specialet Handelsassistent, service.

Under det faglige udvalgs drøftelser med en række virksomheder forud for disse justeringer af uddannelsen¹¹ fremhævede virksomhederne samtidigt behovet for, at uddannelserne er fleksible og giver mulighed for individualisering i forhold til den enkelte praktikvirksomhed og det enkelte elevforhold.

Kontorområdet - kompetencekrav og beskæftigelsesmønstre

Inden for kontorområdet sker der en polarisering, hvor der stadig vil være en række traditionelle rutineprægede jobs uden de store ændringer, samtidig med at der bliver flere og flere jobs, som kræver nye kvalifikationer, og hvor behovet for til stadighed at kunne indgå i nye sammenhænge og kunne varetage nye opgaver stiller nye krav til de faglige og personlige kvalifikationer.

Det faglige Udvalg for Kontoruddannelsers drøftelser med brancheforeninger, virksomheder og elever inden for det private arbejdsmarked¹² peger på behov for større fleksibilitet og modulisering af uddannelserne for at tage højde for den udvikling, der sker i arbejdssituationer på det private arbejdsmarked. Praktikdelen af uddannelsen skal kunne tilpasses virksomhedens særlige forhold, og uddannelsens teoretiske del skal kunne bibringe såvel bredde som dybde afhængig af konkret behov i det enkelte elevforhold. Som også beskrevet nedenfor forventer virksomhederne samtidigt, at eleverne allerede har erhvervet en række faglige kvalifikationer, når de indgår uddannelsesaftale. Dette kommer blandt andet til udtryk i den nuværende rekruttering af elever med erhvervsgymnasial baggrund.

En analyse af IKT-udviklingen og deraf afledte kvalifikationsbehov på det offentlige område, foretaget af Danmarks Forvaltningshøjskole¹³ peger på flydende arbejdsindhold, opblødte faggrænser, større medarbejderansvar, stigende abstraktionsgrad i arbejdsindholdet – og krav om på en gang både at være generalist og specialist. Analysens konklusioner kan lige såvel bruges inden for det private område, idet de problemstillinger, IT-udviklingen rejser, konvergerer på de to områder.

Der er en række faglige kvalifikationer (sprog, anvendelse af såvel IT-værktøjer som tekniske værktøjer, fagkundskab), som fremover tages for givet, mens almenfaglige og personlige kvalifikationer bliver stadig mere vigtige (systematisering, analyse, planlægning, omstillingsevne, læringsparathed, selvstændighed, fleksibilitet og evne til at lade sig undre).

En undersøgelse foretaget af KL i juni 2001 i 42 kommuner¹⁴ peger på, at de kommunale opgaver er i forandring. Fra kun at være kontrolmyndighed er kommunerne i højre grad også serviceudbyder. Opgaverne er blevet mere komplekse og mindre rutineprægede. Der er brug for administrative medarbejdere, der kan analysere, vurdere, omstille sig, tænke tværgående, abstrakt, bredt og teoretisk. Almindelige kontorkompetencer er ikke længere nok. Samtidig er der behov for en holdningsmæssig omstilling, for en udvikling fra paratviden til involvering, fra teknisk besvarelse til holdningsmæssig opgaveløsning.

Finansområdet - kompetencekrav og beskæftigelsesmønstre

Den finansielle sektor kan ikke længere deles op i klare brancheprofiler. Billedet af den finansielle sektor er blevet flydende, fordi antallet af selskaber, der varetager forskellige hhv. alle typer af finansielle opgaver, bliver væsentlig større. Virksomhedernes struktur er i opbrud, fordi konkurrencen er hård, det finansielle marked er internationalt, og virksomheder organiserer sig ud fra driftshensyn, markedsorientering, den teknologiske udvikling og de muligheder, som lovgivningen giver for forretningsmæssig udvikling. I den proces ændrer ejerforhold og ansættelsesforhold sig hurtigt, når enheder og arbejdsopgaver nedlægges, outsources eller udvikles.

I den ene ende af skalaen sker finansuddannelsen i meget små finansielle virksomheder, der opererer meget lokalt og kun i Danmark, og i den anden ende af skalaen sker uddannelsen i store og meget internationalt orienterede koncerner, der rummer alle typer af finansielle forretningsområder.

På baggrund af denne virkelighed har Det faglige udvalg foreslået en ny fælles finansuddannelse, hvor der indgår 5 ugers fælles obligatoriske specialefag efterfulgt af 3-5 ugers valgfrie specialefag efter elevens og virksomhedens ønsker.

De generelle og personlige kompetencer bliver til stadighed vigtigere for medarbejderne i finanssektoren, samtidig med at den faglige kompetence fortsat skal være i top. Medarbejderne skal kunne arbejde i et miljø præget af forandring, de skal kunne træffe selvstændige beslutninger – være ansvarlige og kvalitetsbevidste. De skal kunne arbejde og tænke i helheder og være kreative¹⁵.

Beskæftigede inden for de merkantile brancher har i de fleste tilfælde alene en grundskoleeksamen eller en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Inden for branchen Finansierings- og forsikringsvirksomhed har lidt over halvdelen en erhvervsuddannelse som højeste fuldførte uddannelse. Beskæftigede inden for branchen Forretningsservice og Offentlig administration adskiller sig fra resten af brancherne ved at have en andel med videregående uddannelse på mellem 30-34%¹⁶.

Ændringer i anvendelse af forskellige typer arbejdskraft

Arbejdsmarkedets ændrede kvalifikationsbehov har allerede medført, at efterspørgslen efter nogle arbejdsfunktioner er ændret, og at nogle funktioner overtages af personale med andre (højere) forudsætninger end de traditionelle.

Analyser, udarbejdet på baggrund af datamateriale fra DA’s lønstatistik¹⁷, viser følgende tendenser:

• Der anvendes relativt mere højtuddannet arbejdskraft
• På kontorområdet er de "gammeldags" funktioner som f.eks. korrekturlæsning, maskinskrivning og telefonomstillingsarbejde i kraftig tilbagegang
• Der er ikke funktioner inden for kontorområdet, hvor der er tegn på stigende efterspørgsel efter arbejdskraft
• Funktioner knyttet til bogholderi og regnskab varetages i stigende grad af personer med uddannelser på højere kvalifikationsniveauer
• Der er tegn på stigende efterspørgsel efter ansatte, der varetager registreringsfunktioner vedr. drift, indkøb, produktion og transport.

2.2 Elevstrømme

De merkantile erhvervsuddannelser er placeret i uddannelsessystemet som en ungdomsuddannelse, der ligger i forlængelse af folkeskolen. Der er fri adgang for alle, der har afsluttet folkeskolen.

Der er imidlertid mange andre adgangsveje til de merkantile erhvervsuddannelser end direkte fra folkeskolen.

Nedenfor tegnes nogle overordnede udviklingstendenser for de merkantile uddannelser i perioden 1993 til 2000. Spørgsmålene, der søges belyst, er: Hvem tilgår uddannelserne, og hvordan ser hovedstrømmene gennem uddannelserne ud? Dette gøres på baggrund af en opgørelse over ungdomsårgange (bestanden) og -uddannelser, det vil sige almengymnasiale uddannelser, hhx flerårig, hhx 1 årig, htx, merkantile grundforløb, merkantile erhvervsfaglige uddannelser (hovedforløb).

Herefter opridses et differentieret billede af fuldførelse fra de merkantile erhvervsuddannelser. Det drejer sig om udvikling over tid – målt i langt perspektiv/mellemlangt/kort perspektiv. Endvidere ses på, hvor eleverne går hen, tilgang til anden uddannelse/ placering på arbejde (se nedenfor afsnittet om metode).

Endelig formidles nogle overordnede tendenser inden for elevers afbrud fra de merkantile erhvervsuddannelser.

Der er anledning til at påpege, at elevstrømme udgør et særdeles komplekst område, både fordi flowet mellem ungdomsuddannelserne er stort, men også fordi den meget forskellige andel af voksne i de enkelte ungdomsuddannelser gør det vanskeligt at opnå direkte sammenlignelighed. Udvalget har ønsket at fremhæve nogle hovedtendenser i udviklingen af de merkantile erhvervsuddannelser, som viser et uddannelsesområde, hvor ændringer i elevstrømme og uddannelsesmønstre har været markante de seneste 10 år.

I forbindelse med nedenstående afsnit om fuldførelse og afbrud er der anledning til at komme med nogle præciserende bemærkninger til den valgte metode.

Der er ikke tale om en forløbsundersøgelse af en bestemt årgang, der er fulgt over tid, men i stedet om et tværsnit, hvor også mere aktuelle adfærdsmønstre hos elever, der tidligere har fuldført eller afbrudt uddannelser, samles op med henblik på at vise det mønster, man kan forvente. Dette mønster vil udgøre det bedste bud på, hvorledes det vil gå for eksempel elever, der fuldfører nu eller for få år siden. Og det bud, der er i fokus her, er "i hvilken udstrækning vil elever, der har fuldført eller afbrudt en uddannelse på et givet tidspunkt, påbegynde en ny uddannelse? – og samtidig gives også et bud på i givet fald hvilken uddannelse, der vil være tale om". Dette perspektiv fordrer, at der ret præcist angives, hvilken tidshorisont efter fuldførelse/afbrud, der bydes på. Der er valgt 3 muligheder: Nogle få måneder efter fuldførelse/afbrud kaldes for det korte sigt. Hvis der er tale om 63 måneder lig godt 5 år efter fuldførelse/afbrud, benævnes det det mellemlange sigt, og endelig er der tale om det helt lange perspektiv, som modelteknisk kan gå op til 300 måneder lig 25 år efter fuldførelse/afbrud.

Det vides, at meget afbrud sker meget tidligt i forløbene, og at der er en øget generel tendens til, at såvel fuldførte som afbrydere nu i større udstrækning end tidligere påbegynder ny uddannelse.

Bestanden i det merkantile område målt mere generelt op mod udviklingen i ungdomsårgangene kan ses af tabellen herunder:

Ungdomsårgange og -uddannelser 1993-2000

Kilde : Nøgletal for det ordinære uddannelsessystem (2000) - Opdeling på uddannelser.

Der er særlig et forhold, der bør fremhæves som grundlæggende forudsætning for at anvende ovennævnte tabel: Det relativt store antal voksne i de merkantile uddannelser sammenlignet med de nævnte ungdomsuddannelser, det almene gymnasium, og htx. Der er således inden for henholdsvis kontor- og detailuddannelserne et markant stigende antal voksne op gennem 90’erne. År 2000 udgør voksenlærlingene på kontoruddannelserne således 10,9%, mens de på detailuddannelserne samme år udgør 5,8% (se AER Analyserapport Ref.nr.: AER 50-01-80 side 45). På de merkantile grunduddannelser er andelen af elever på 20 år eller derover steget fra 20% i 1993 til 28% i 2000 (Kilde: Særkørsel fra Danmarks Statistik).

Faldet i ungdomsårgangene (15-19 årige) er generelt større end faldet i tilgangen til de i tabellen opstillede uddannelser. Htx har haft en meget markant stigning, hvilket delvist skyldes, at uddannelsen blev forlænget med 1 år i 1994. Flerårig hhx har oplevet et fald, der "opvejes" af en stigning på den 1-årige hhx. Antallet af indskrevne på det merkantile grundforløb er øget væsentligt fra 1997 og frem. Det skal ses i lyset af indførelsen af 2-årigt hg. De merkantile erhvervsuddannelser har oplevet et relativt fald, der stort set er identisk med faldet for det almene gymnasium.

En mere detaljeret gennemgang af tilgangen til det merkantile område tager sit udgangspunkt i sondringen mellem tilgang til introduktionsforløb (hi), grundforløb (hg) og hovedforløb.

Tal: Tilgangen til hi – her konstateres en kraftig relativ stigning fra 1996 til 1998 – fra 85 elever i 1996 til 356 elever i 1998¹⁸. Hi blev først etableret i 1996, hvilket forklarer sammenstillingen af årstallene.

Tendens: Tilgangen har ganske vist været procentvis stor, men anvendelsen af hi-muligheden er stadig meget beskeden.

Tal: Tilgangen til hg er i perioden 1980 til 1998 er faldet meget markant for den yngste gruppe, 15-19 år - for alle de øvrige aldersgrupper er der sket en relativ stigning.

Tilgangen i 1998 kommer primært fra folkeskolen (51,5%) og godt en fjerdedel kommer fra "Skoleperiode"¹⁹ eller erhvervsfaglig uddannelse.

Tendens: På det merkantile grundforløb har nye søgemønstre således kompenseret for et drastisk fald af tilgangen til uddannelserne fra folkeskolen. Blandt andet en øget andel af voksne er en væsentlig faktor for, at tilgangen har kunnet holdes oppe.

Tal: Der er sket et kraftigt fald i tilgangen fra 1985 til 1998 nemlig fra ca. 13.000 til godt 10.000.

Aldersmæssigt er der også sket forskydning – i 1998 repræsenterer aldersgruppen 20-24 år 58% af tilgangen mod knap 22% i 1980. Til gengæld er gruppen 15-19 årige i perioden fra 1980 til 1998 gået fra at dække næsten 75% af tilgangen til nu kun at dække 24 %.

Eleverne, der tilgår hovedforløb i 1998, kommer for ca. 35%-40%’s vedkommende med en erhvervsgymnasial baggrund.

Tendens: Et kraftigt fald i tilgangen til hovedforløb og en markant aldersmæssig forskydning fra ungdomsmålgruppen opefter.

Over halvdelen af tilgangen på hovedforløb har allerede en erhvervsgymnasial baggrund.

Også her kan der sondres mellem fuldførelse fra de enkelte delelementer: introduktionsforløb (hi), hg og hovedforløb.

Tal: Godt 60% af de fuldførte i 1998 forventes 63 måneder senere ikke at være påbegyndt ny uddannelse. Mest populær for de resterende ca. 40%, der altså påbegynder en ny uddannelse, er skoleforløb (med ca. 15%), godt 8% går til "Erhvervsfaglige uddannelser" og lidt færre – nemlig ca. 6% - går til erhvervsgymnasiet. De almengymnasiale uddannelser "trækker" 4,3%.

Tendens: Hi-forløbet fører ikke i tilstrækkeligt omfang frem til påbegyndelse af en uddannelse og er kun i meget ringe grad indgang til en erhvervsuddannelse.

Tal: Over tid er fuldførelse (gennemførelse) på hg faldet væsentligt. Fra 93,6% i 1980 til 79,1% i 1998. For langt de fleste (op mod 70%), der ikke gennemfører, sker afbrydelsen inden for det første år.

De fuldførte overgår for lige godt halvdelens vedkommende til erhvervsfaglige uddannelser, når der ses modelteknisk frem i et 63 måneders perspektiv, dvs. ses godt fem år frem i tid. Med andre ord forventes godt halvdelen af de fuldførte på 1. og 2. skoleperiode at påbegynde en erhvervsfaglig uddannelse inden for et godt 5-årigt perspektiv. Også for afbryderne er der mange, der påbegynder uddannelse igen inden for tilsvarende tidshorisont. Men der er desværre også ca. 40%, der ikke forventes at komme i gang igen med uddannelse i løbet af 63 måneder efter afbrud. Men ses der frem på det helt lange sigt – nemlig 300 måneder lig 25 år – så er der tale om, at "kun" 18,3% af dem der har afbrudt 1. eller 2. skoleperiode i 1998, ikke forventes at gå i gang med en uddannelse på ny²⁰.

Tendens: Over tid er gennemførelsesprocenten på hg faldet. Kun ca. halvdelen går videre fra grundforløb til en erhvervsfaglig uddannelse. På langt sigt vender en stor del af de elever, der falder fra uden at det i første omgang drejer sig om omvalg, tilbage og uddanner sig videre.

Tal: Hvor fuldførelsesprocenterne tidligere (1980 til 1985) har ligget pænt over 90%, er der nu meget, der taler for, at vi i de senere år (siden 1990) snarere skal påregne, at der er tale om mellem 87 og 89%.

Overgangsmønsteret for gruppen af fuldførte årgang 1998 viser ikke overraskende, at langt hovedparten – nemlig 75% - ikke inden for en periode på 63 måneder efter fuldførelsen forventes at påbegynde en ny uddannelse. 10% påbegynder en MVU (herunder 6,3% HD).

Tendens: Fuldførelsesprocenten på hovedforløbet er faldet noget over tid, men må stadig betegnes som rimelig.

Hi er ikke taget med grundet det lave elevantal.

Tal: Afbrudte fra hg har markant større tilbøjelighed til at påbegynde ny uddannelse efter afbrud i 1998, end tilfældet var i 1982 i hvert fald målt i det lange 300 måneders perspektiv.

Stadigvæk i 1998 er det dog således, at målt i et godt 5 års perspektiv er der hele 40% af de afbrudte, der ikke påbegynder ny uddannelse efter bruddet. Halvdelen – svarende til 20% af de afbrudte i 1998 – vil dog inden for det lange perspektiv (dvs. indenfor yderligere 20 år) begynde på uddannelse på ny.

Nogenlunde lige stor andel af afbrudte fra hg og hovedforløb forventes inden for en periode af godt 5 år (63 måneder) efter afbruddet ikke at påbegynde ny uddannelse. De mest typiske uddannelser, der frekventeres af afbryderne fra hg, er skoleforløb (22,5% i godt 5 års perspektivet) og erhvervsfaglige uddannelser (16,8%).

Tendenser: Over tid er andelen af afbrudte fra hg, der efterfølgende vender tilbage til ny uddannelse, steget markant. Dog er stadig 40% heraf ikke ansporet til at videreuddanne sig på 5 års sigt.

2.2.1.8 Afbrud fra hovedforløb

Tal: Også for de afbrudte er der - når afbrudsåret er 1998 og den bedømte overgangsperiodes længde strækker sig op til og med 63 måneder - ca. 10%, der påbegynder MVU.

Afbryderne år 1998 fra hovedforløb frekventerer skoleforløb (9,9%), erhvervsfaglige uddannelser (8,5%) og MVU (10,4%) som det mest typiske i 63-måneders-perspektivet – hele 56,3% forventes inden for denne tidshorisont ikke at komme i gang med uddannelse på ny.

Ses der på afbrudtes overgange i det lange perspektiv, så forventes knap 60% inden for den lange tidshorisont af 300 måneder efter det konstaterede afbrud at påbegynde en ny uddannelse. Modsat gør ca. 40% det altså ikke. Største frekvenser for påbegyndte ud af de afbrudte har skoleforløb mv. (12,5%), erhvervsfaglige uddannelser (14%) og endelig "MVU og bacheloruddannelser" med 13,2%

Tendens: Over halvdelen, der afbryder et hovedforløb, forventes inden for 5 år ikke at komme i gang med en ny uddannelse, og 40% forventes ikke at komme i gang efter 20 år.

Opsummering og perspektiver

2.3 Frafald i uddannelserne – kvalitativt perspektiv

Et af formålene med fornyelsen i 1996 var at styrke de merkantile erhvervsuddannelsers grundforløb, således at det blev vejen til faglært status. Efter fornyelsen i 1996 blev der derfor iværksat forskellige analyser af fornyelsens effekt i forhold til intentionerne bag den, bl.a. en opsamling af 4 udvalgte skolers erfaringer med implementeringen²¹. Mht. frafald viste denne analyse, at 48% af 1996-årgangen afbrød deres uddannelse over en toårig periode, og af dem påbegyndte lidt under halvdelen en anden uddannelse.

Frafald under og efter hg

For at undersøge validiteten af denne stikprøve og for at komme tættere på årsagerne til frafaldet foretog Danmarks Pædagogiske Institut for Undervisningsministeriet en forløbsundersøgelse²² af de allerførste elevårgange efter fornyelsen, dvs. årgangene fra 1996 og 1997. Rapporten blev offentliggjort i august 2000. Det fremgik heraf, at 48% af de knap 2.300 elever, der indgik i undersøgelsen, på undersøgelsestidspunktet havde afbrudt den merkantile uddannelse inden for de første 2 år og 3 måneder efter uddannelsesstart i 1997. Halvdelen af de elever, der havde afbrudt den merkantile uddannelse, havde imidlertid foretaget et uddannelsesmæssigt omvalg, mens den anden halvdel ikke på ny var i gang med en ungdomsuddannelse. Af de elever, der afbrød uddannelsen, gik 38% i gang med en anden eud eller gymnasial uddannelse, 29% gik i arbejde, 9% gik ud i arbejdsløshed og 24% foretog sig andre ting. I det store hele bekræftede denne rapport altså 1998-rapportens resultater.

Der er ingen tvivl om, at det, der i DPI-rapporten defineres som frafald i grundforløbet, af de fleste elever ikke blev oplevet som frafald. Mange vælger at begynde på hg mere som resultat af fravalg af andre uddannelser end et direkte, bevidst valg af en merkantil erhvervsuddannelse. De anser hg for at være en "uddannelse" og føler det som en naturlig ting efter hg at tage et sabbatår, aftjene værnepligt, tage midlertidig arbejde osv. Mange, der ikke var afklarede mht. uddannelsesvalg, da de forlod folkeskolen, bliver det i løbet af hg og forlader så uddannelsen midt i forløbet, hvis de kan begynde på en ny uddannelse - eller de gør hg færdig, for derefter at gå over i en ny uddannelse.

Pointen er, at det ikke er særligt synligt på mange skoler - og dermed ikke tilstrækkeligt tydeligt for eleverne - at de er i gang med en 4-årig uddannelse, hvoraf næsten halvdelen eller mere end halvdelen gennemføres i en virksomhed. Grundforløbet og hovedforløbet fremstår simpelthen som adskilte forløb, og det understøttes af, at undervisningen i hovedforløbet ofte foregår i andre lokaliteter eller på andre skoler og varetages af andre lærere end grundforløbet.

I undersøgelsen spurgte man de elever, der afbrød uddannelsen, om det var forhold på skolen, der var årsag til, at de afbrød. 45% svarede, at det ikke var tilfældet. De, der svarede, at de havde afbrudt pga. forhold på skolen, angav følgende årsager: 18% hhv. 2% mente, at det faglige niveau var hhv. for lavt/for højt, 12% syntes, at lærerne var for dårlige, 10% at stemningen på skolen var dårlig, mens 9% ikke kunne lide undervisningsformen.

Man spurgte dem også, om der var personlige forhold, der gjorde, at de afbrød deres uddannelse. 67% svarede, at det ikke var tilfældet (besvarelserne summerer ikke til 100 %, da eleverne i spørgeskemaundersøgelsen havde mulighed for at afkrydse flere udsagn).

Rapporten pegede på blandt andet følgende markante sammenhænge mellem elevernes situation og deres beslutning om at forlade/gennemføre uddannelserne:

• Afbrud af uddannelse sker hovedsageligt i sommerferien efter hg1 eller hg2
• Relativt flest elever på 2+2-modellen har afbrudt uddannelsen
• Relativt færrest elever på praktikvejen har afbrudt uddannelsen

• Jo yngre eleverne var, jo flere havde afbrudt uddannelsen
• 40% af de ældste elever, der afbryder uddannelsen, gør det inden for det første halve år
• De ældre elever forlader i relativ højere grad uddannelsessektoren efter afbrud

• Relativt flere af de elever, der afbrød uddannelsen midt i et skoleår, vælger ikke anden uddannelse

• Relativt flere elever, der syntes godt om at gå i skole, før de påbegyndte hg, havde afbrudt uddannelsen
• Ca. 70% af de elever, der ved uddannelsesstart enten ikke vidste, hvad de ellers skulle, eller ønskede (men ikke mente at kunne klare) en gymnasial uddannelse, afbrød uddannelsen

• Jo mere pædagogisk, social og faglig opbakning fra lærere, jo mindre frafald
• Jo bedre eleverne føler, at de klarer sig i de merkantile fag erhvervsøkonomi, salg og service og IT, jo mindre frafald

Frafald i praktikperiode

Kvantitative undersøgelser

Der sker ikke en løbende opgørelse af omfanget af ophævede uddannelsesaftaler, dvs. afbrud efter at der er indgået uddannelsesaftale. For at belyse omfanget har de faglige udvalg derfor senest i 1998 fået opgjort ophævede uddannelsesaftaler på baggrund af skolernes registreringer. Denne undersøgelse viste følgende frafaldsprocenter:

Detail: ca. 13 %
Handel: ca. 7 %
Kontor (inkl. det offentlige område): ca. 5 %

OmKOF har opgjort ophævede uddannelsesaftaler for de 3 offentlige specialer for 2000 og 2001:

• I prøvetiden
  I 2000 blev der i OmKOF registreret 1.422 uddannelsesaftaler. I prøvetiden blev 26 af disse ophævet (1,8%), heraf var de 6 voksenelever.
  I 2001 blev der i OmKOF registreret 1.308 uddannelsesaftaler. I prøvetiden blev 30 af disse ophævet (2,3%), heraf var de 9 voksenelever.

• Efter prøvetiden
  I 2000 blev 33 uddannelsesaftaler ophævet, heraf var de 18 voksenelever.
  I 2001 blev 58 uddannelsesaftaler ophævet, heraf var de 22 voksenelever.

Det er ikke opgjort, hvilket år de ophævede uddannelsesaftaler er indgået, og ophævelserne kan derfor omhandle uddannelsesaftaler i: 1998 i alt 1.655, 1999 i alt 1.338, 2000 i alt 1.422 og 2001 i alt 1.308.

Kvalitative undersøgelser

Af de knap 2.300 elever, der indgik i den ovennævnte DPI-undersøgelse, fortsatte 1.240 elever (svarende til. 54%) deres uddannelse ind i praktikperioden. Af disse 1.240 elever havde 34 (svarende til 3%) afbrudt i praktikperioden. Det skal bemærkes, at DPI-undersøgelsen blev foretaget 2 år og 3 måneder efter uddannelsesstart, hvilket betyder, at de elever, der havde valgt den 2-årige HG, på svartidspunktet havde begrænset erfaring med praktikperioden. Undersøgelsen viste, at der blandt de 1.240 elever, der fortsat var i gang med deres merkantile uddannelse på undersøgelsestidspunktet, var 82%, der var enten tilfredse eller særdeles tilfredse med praktikken. 48% var tilfredse med skoleperioderne i praktikperioden, mens 16% var utilfredse med skoleperioderne i praktikperioden (eleverne havde mulighed for at afkrydse flere udsagn). Kun elever, der var utilfredse med praktikken, havde afbrudt. Utilfredshed med skoleundervisningen i praktikperioden medfører ikke i sig selv afbrud.

Mens DPI-rapporten kun i begrænset omfang omfatter praktikperioden, behandler de følgende undersøgelser afbrud, efter at der er indgået uddannelsesaftale, og eleven er i gang med praktikperioden.

I 1999 gennemførte DMA for Det faglige udvalg for Detailhandelsuddannelser en spørgeskemaundersøgelse blandt elever og virksomheder om frafald i praktikperioden. Undersøgelsen var begrænset til at omfatte registrerede ophævede uddannelsesaftaler inden for en etårig periode i 1998/1999, i alt 477, hvoraf 65 % er ophævet i prøvetiden. Undersøgelsen omfatter besvarelser fra 65 % af eleverne og fra 26 % af virksomhederne.

Undersøgelsen viste, at den primære årsag til, at elever ophævede aftalen, var, at det ikke fungerede med kolleger/chef, mens butikken som primær årsag angav, at eleven havde valgt forkert branche. 41 % af eleverne blev overrasket over, hvad det indebar at være elev i detailhandlen.

Såvel elever (53 %) som virksomheder (39 %) oplever manglende sammenhæng mellem det, der foregår på skolen og i praktikken.

Undersøgelsen fremhæver, at elev og virksomhed ønskede sig mere hjælp fra skolen til at løse problemer.

Århus Købmandsskole og Århus Tekniske skole lavede i 1998 en undersøgelse af uddannelsesaftaler ophævet i 1997 i Århus, som viste nogle af de samme tendenser.

Opsummering og perspektiver

2.4 Praktikpladssituationen på det merkantile område

Praktikpladssituationen har siden 1995 udviklet sig parallelt på det tekniske og det merkantile område, men det er sket med varierende intensitet. Hvad angår antal indgåede uddannelsesaftaler, har det tekniske område oplevet et fald på ca. 14% fra 1995 til 2001, mens det merkantile område har haft et fald i samme periode på over 40%.

Det gennemsnitlige antal praktikpladssøgende er på det tekniske område steget fra 6.057 (1995), over 6.332 i 1998, til 7.092 i 2001 – en samlet stigning på 17%. På det merkantile område er antallet af søgende steget med 38% siden 1995, idet der i 1995 var 1.544 søgende på området, og i 2001 gennemsnitligt 2.135 praktikpladssøgende.

Den samlede praktikbestand ultimo året er på det tekniske område faldet fra ca. 49.000 i 1995 til 45.717 i 2001 (iflg. AER), d.v.s. et fald på ca. 7%. På det merkantile område er bestanden faldet fra ca. 29.000 i 1995, over ca. 21.000 i 1998, til 18.396 ved udgangen af 2001. Periodens fald har dermed været på ca. 37%. Udviklingen på det merkantile område ses i tabel 1.

Tabel 1.
Aftaler, søgende, skolepraktik og bestand på det merkantile område, 1993-2001

Note: ¹ Antal søgende/skp-elever målt ultimo året.
Kilde: EASY-P og AER (bestandsoplysninger).

På de merkantile uddannelser har mønstret siden 1998 været det samme som for det overordnede billede: Antallet af indgåede aftaler er faldet, mens antal skolepraktikelever og praktikpladssøgende er steget. I 2001 er antallet af skolepraktikelever dog stagneret, og der var kun en mindre stigning i antallet af praktikpladssøgende

Det bør bemærkes, at antallet af praktikpladssøgende fra 1993 til 2001 ikke er steget i samme takt, som antallet af praktikpladser er faldet. Det ser altså ud til, at de uddannelsessøgende har opfanget signalerne og har valgt andre uddannelsesveje. I 1993 blev der indgået 15.707 aftaler. I år 2001 ca. 6000 færre. Antallet af søgende (inkl. elever i skolepraktik) steg kun med 639, selvom der i den samme årrække er kommet et stigende antal voksne ind i søgekøen.

Tabel 2 viser udviklingen fra 1998 til 2001 inden for de enkelte merkantile erhvervsuddannelser. Indgåede aftaler har i perioden 1998 til 2001 været støt faldende på alle merkantile uddannelser. Den klart største komponent, kontoruddannelserne, er faldet med 20%. Finansuddannelserne er faldet 25%, mens indgåede aftaler på engros- og detailhandelsuddannelserne er faldet ca. 25%.

Tabel 2.
Aftaler, skolepraktik og søgende fordelt på merkantile uddannelser, 1998-2001

Se her!

Alder og køn

På det merkantile område er ca. halvdelen af de søgende over 25 år. Omkring 70% af skolepraktikeleverne er over 25 år, som det fremgår af tabel 3.

Tabel 3.
Alderssammensætningen på det merkantile område.

Note: Alder ved indgåede aftaler er beregnet ved aftalens indgåelse.
Alder for SKP-elever og søgende er beregnet på antallet af elever ultimo året.
Kilde: EASY-P udtræk medio januar 2002

Gennemsnitsalderen er steget markant i de senere år, men dog viser opgørelser, at for så vidt angår skolepraktikelever og praktikpladssøgende, er gennemsnitsalderen og andelen af elever over 25 år faldet fra 2000 til 2001.

Tabel 4.
Gennemsnitsalder for nystartede skolepraktikelever fordelt på merkantile hoveduddannelser, 1995-2000.

Kilde: AER’s analyserapport om EUD-, SKP- og voksenelever (2001).
Der udbydes ikke skolepraktik under finansuddannelser.

Som det fremgår, er skolepraktikeleverne på kontor- og engros-/handelsuddannelserne væsentligt ældre end andre skolepraktikelever. Skolepraktikelever under butiksuddannelser er derimod aldersmæssigt mere lig gennemsnittet af skolepraktikelever.

Alders- og kønssammensætningen på de forskellige merkantile uddannelser kan ses i bilag 3. Den uddannelsesfordelte alders- og kønssammensætning for 2000 og 2001 fremgår ligeledes af bilag 3 (tabel 3 og tabel 4). Kvinder er klart i overtal på alle de merkantile uddannelser på nær engrosuddannelserne. Aldersmæssigt er elever i butiksuddannelserne generelt lidt yngre end de øvrige, da der her er den største andel i gruppen 18-20 år. På kontoruddannelserne er der den største andel af elever på 25 år og derover (se bilag 3, tabel 1 og 2)

Tabel 5.
Indgåede delaftaler fordelt på merkantile hoveduddannelser, 1999-2001.

Kilde: EASY-P/Undervisningsministeriets statistikbank.

Til sammenligning er der i den samme periode indgået årligt indgået 300-400 kombinationsaftaler og årligt 1.100-2.300 delaftaler inden for de tekniske uddannelser.

Årsagssammenhænge bag praktikpladssituationen

Årsagerne til faldet i antallet af praktikpladsaftaler og stigningen i antallet af praktikpladssøgende har været genstand for flere undersøgelser. Analyserne har givet et billede af en kompleks situation, hvor der ikke findes enkeltstående grunde til praktikpladssituationen. Det har heller ikke været muligt at angive løsninger, som på en gang kan skabe balance mellem udbud og efterspørgsel af praktikpladser. Analysearbejderne har afstedkommet en række tiltag, som dog ikke foreløbigt har medvirket til at ændre udviklingen.

Der kan konstateres et fald i indgåede aftaler på det merkantile område, der over en 10 års periode næsten er halveret. Udvalget konstaterer, at der ikke foreligger redegørelser, der tegner et entydigt billede af årsagen til denne udvikling.

Indgåelse af en uddannelsesaftale indebærer, at virksomhederne og eleverne gensidigt forpligter sig overfor hinanden, aftalt gennem en uddannelsesaftale. Som led i denne aftale skal virksomhederne opfylde nogle formelle krav til den praktiske uddannelse – praktikregler for den praktiske del af uddannelsen. Det kan bevirke, at nogle virksomheder afstår fra at indgå uddannelsesaftaler. Enten fordi de ikke kan opfylde kravene for hele uddannelsen, eller fordi de ikke i den pågældende virksomhed har behov for, at eleven tilegner sig alle de kvalifikationer, som ligger i uddannelsen.

Kombinationsaftaler og delaftaler har været en mulighed, som kunne bringes i anvendelse i ovenstående tilfælde, men det må konstateres, at der ikke har været nogen stor anvendelse på det merkantile område af de muligheder. Det kunne derfor tyde på, at der fortsat er behov for at udvikle nye muligheder for, hvordan man fleksibelt kan kombinere en uddannelse mellem flere virksomheder på en måde, der både er administrativt let tilgængeligt, og som giver eleverne den sikkerhed, som uddannelsesaftalen er udtryk for. Hvis uddannelserne kan tilrettelægges med denne øgede grad af fleksibilitet, vil der på sigt blive en bedre udnyttelse af praktikpladskapaciteten.

Udvalget har angivet forskellige faktorer/mulige årsager, som kan have haft indflydelse på nedgangen i antallet af praktikpladser på det merkantile område.

Nedenstående er således faktorer, der i processen har været nævnt som mulige årsager til praktikpladsudviklingen, uden at der er tale om videnskabeligt dokumenterede udsagn, ligesom der heller ikke i udvalget er enighed om alle nedenstående udsagn. Listen er således at betragte som en bruttoliste, selvom den heller ikke må forventes at være udtømmende.

Nye kompetencekrav og behov for fleksibel uddannelse

• Virksomhedernes kompetencebehov dækkes ikke af de merkantile uddannelser.
• Virksomhedernes fleksibilitetsbehov i uddannelsesforløbet dækkes ikke af uddannelserne.

Udvikling på arbejdsmarkedet og effektivisering

• Fusioner og koncentrationer inden for de fleste brancher.
• Ændringer i samarbejdsstrukturer, andre leverings-/kommunikationsformer for eksempel inden for handel, herunder outsourcing.
• En skønnet personalereduktion på 25% pga. digital forvaltning i det kommunale samarbejde.
• Indførelse af Office-pakken i virksomhederne har muliggjort rationaliseringer og effektivisering i virksomhederne.

Decentralisering og økonomi

• Decentralisering af økonomi- og personaleansvar i kommunerne betyder, at det centrale budget er splittet op, og øremærkede bevillinger til elevløn indgår ikke.
• Mange kommuner har stram økonomi og må reducere personaleudgifterne mest muligt, herunder til elever.

Andre faktorer, der presser traditionel merkantil eud-praktikpladsoplæring

• Vækst i trainee-aftaler på bekostning af uddannelsesaftaler
• Der er et stigende antal voksne henviste i skolepraktik
• Virksomheder oplever det som besværligt at have lærlinge. Der er for megen administration forbundet med det.
• Bortfald af praktikpladstilskud
• Der opleves et vist pres i virksomhederne fra mange "praktikanter" fra andre uddannelser, jobtræning mm.
• Udvidelsen af længden i praktikperioden fra 2 til 3 år for nogle uddannelser og profiler har medført en lavere omsætningshastighed. Eleverne optager pladserne i længere tid.

Der er tale om faktorer på mange forskellige niveauer, der samlet set har bidraget til udviklingen af praktikpladssituationen. Spørgsmålet om uddannelsernes kompetenceprofiler og mulighederne for at indrette mere fleksible uddannelsesforløb er efter udvalgets opfattelse de hovedpunkter, man kan sætte ind på for at forbedre situationen. Der bør også ses på administrative lettelser og endelig situationen omkring de voksne henviste.

Udvalget har ikke haft redskaber i hænde, der kan anvendes til at opstille prognoser for, hvilken konkret indvirkning på praktikpladssituationen det vil få, hvis udvalgets forslag til en mere differentieret kompetenceprofil for de merkantile uddannelser følges, eller hvis forslagene om fleksible uddannelsesforløb gennemføres.

2.5 De merkantile erhvervsuddannelser i det samlede billede af erhvervsuddannelser

De merkantile eud set i forhold til de tekniske eud

Erhvervsuddannelsernes indledende dele samles i syv fællesindgange, hvoraf de seks er til de tekniske og den syvende til de merkantile eud.

Hvad angår uddannelsernes struktur afviger de merkantile eud markant fra de tekniske: De merkantile uddannelser kan indledes med op til 40 ugers valgfri undervisning. Herefter følger et obligatorisk grundforløb på enten 38 uger (hg1) eller 76 uger (hg2) efterfulgt af et hovedforløb på hhv. 3 år og 2 år. På de tekniske uddannelser varer grundforløbet mindst 10 og højst 60 uger med en valgfri del, der højest kan vare 40 uger. Sammenlignet med den valgfrihed, eleverne i de tekniske uddannelser har, både hvad angår længde og indhold i uddannelserne, er handelsskoleeleverne mere begrænsede i deres valgmuligheder.

Antallet af skoleperioder i hovedforløbene i de merkantile erhvervsuddannelser varierer fra uddannelse til uddannelse, og her kan eleverne individuelt vælge op til 4 ugers påbygning (skoleforløb ud over det obligatoriske antal). I nogle af uddannelserne er der derudover et antal valgfrie specialefag, som eleverne kan vælge, hvis de og virksomheden ønsker det.

Mht. uddannelsernes indhold omfatter både de tekniske og de merkantile eud grundfag, områdefag, valgfag og specialefag. Flere af de merkantile uddannelser overlapper indholdsmæssigt nogle af de tekniske uddannelser (fx tandklinikassistent, receptionist og nogle af it-uddannelserne).

Den faglige identitetsdannelse hos handelsskoleeleverne er vagere end hos elever i de tekniske uddannelser, bl.a. pga. det lange grundforløb, hvor eleverne ikke nødvendigvis har virksomhedskontakt, og arbejdsopgavernes relativt abstrakte indhold. Det kan resultere i, at handelsskoleeleverne efter hg1 eller hg2 føler, at de har afsluttet en teoretisk uddannelse og ikke er bevidste om, at de mangler mindst halvdelen endnu. De forlader derfor skolen uden at føle, at de afbryder en uddannelse (jf. afsnit 2.2).

Elever, der ønsker at skifte fra en erhvervsuddannelses-indgang til en anden, får merit for de fag, de har gennemført.

Alle handelsskoler i Danmark udbyder både de merkantile erhvervsuddannelser og højere handelseksamen.

Forskellen på de to uddannelser er groft sagt, at hhx primært giver studiekompetence og eud primært giver erhvervskompetence. Men herudover giver hhx også merit for hg, således at hhx-elever kan begynde direkte på hovedforløbet af en merkantil erhvervsuddannelse, hvilket medfører den såkaldte "gøgeungeeffekt" (jf. kap. 2.2). Eud-eleverne har efter gennemført hg1 såkaldt skiftekompetence til at gå direkte ind på 2. år af hhx, hvis de ønsker en gymnasial uddannelse. Som regel starter sådanne elever dog forfra med hhx (jf. kap. 1.2.).

Den pædagogiske praksis har udviklet sig i forskellige retninger på de to uddannelser: Undervisningen på eud skal tilrettelægges praksisnært og helhedsorienteret. Grundfagene bør i så vid udstrækning som muligt integreres i projekterne. Der er med Reform2000 dog åbnet mulighed for, at eud-eleverne ved hjælp af deres valgfag og/eller påbygning kan nå C- og B-niveauer i grundfagene i løbet af hg. På hhx gennemføres størsteparten af undervisningen med fokus på de enkelte fag og med henblik på at udvikle elevernes studiekompetence. Dog er der på hhx indført en obligatorisk erhvervscase, der tager udgangspunkt i et samarbejde mellem fagene afsætning, erhvervsøkonomi og IT. Der er således lighedspunkter mellem de to uddannelser.

Det overordnede formål med hhx er at give en almen og merkantil erhvervsgymnasial uddannelse, der giver eleverne adgang til videregående uddannelser. Desuden indgår udannelsen som del af et grundlag for erhvervsmæssig beskæftigelse og giver adgang til afkortet erhvervsuddannelse. Selvom hhx har det primære sigte at give studiekompetence, så begynder over halvdelen (ca. 60%) af hhx’erne stadig på et hovedforløb i de merkantile eud efter endt eksamen.

Med Reform2000 blev det muligt som påbygning til erhvervsuddannelse at vælge studierettede enkeltfag, som sammen med erhvervskompetencen giver adgang til de erhvervsakademiuddannelser og andre videregående uddannelser. De uddannelser, der har vist sig at være interessante for elever med merkantil eud-baggrund, har adgangskrav, der er opnåelige inden for de fire år, nemlig C og/eller B-niveauer i udvalgte grundfag.

Traditionelt supplerer mange medarbejdere med merkantil eud-baggrund²³ deres uddannelse med merkonomuddannelsen. Hvordan adgangskravene bliver i forbindelse med ændringerne i uddannelserne, vides ikke endnu.

Forholdet mellem erhvervsuddannelserne og kvu kendetegnes ved, at der ikke en gang for alle kan skabes klare definitoriske kriterier for, hvilke uddannelser der bør placeres inden for de to uddannelsesområder. Der er således tale om en proces, hvor øgede kompetencekrav på arbejdsmarkedet i relation til udviklingsbehov og potentialer på eksisterende uddannelsesområder afvejes fra sag til sag. Eksempelvis arbejdes der for øjeblikket med udvikling af en kvu inden for administration, som hidtil har været dækket af vekseluddannelse. Det er udvalgets opfattelse, at et hovedprincip for placeringen af uddannelser på de to områder bør være, at adgangen til kvu som for andre videregående uddannelser må være en fuldført ungdomsuddannelse, hvorimod erhvervsuddannelserne principielt ligger i forlængelse af grundskolen til trods for, at de kan stille forskellige krav til optagelse i hovedforløbene. Da erhvervsuddannelserne tillige har differentierede slutniveauer, bør der foretages en grundig vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om et uddannelsesbehov skal dækkes af eud eller kvu.

Inden for det merkantile område udbydes der ca. 200 AMU-uddannelser. Næsten alle AMU-uddannelser på det merkantile område gennemføres på handelsskoler eller kombinationsskoler.

I 1996 udarbejdede de faglige udvalg for detailuddannelserne og handelsuddannelserne en såkaldt "reol" bestående af en række arbejdsmarkedsuddannelser, som kunne benyttes i eud som valgfrie specialefag. Erfaringerne var, at reolen ikke kom i spil af mange forskellige grunde, både strukturelle, økonomiske og pædagogiske. I en rapport fra 1999 rådes der til, at der foregår en særskilt pædagogisk tilrettelæggelse for de 2 grupper.

Denne reol er blevet suppleret ved de bekendtgørelsesændringer, der blev gennemført for hovedforløbene i 2001, og inden for specialet Administration har der været stor valgaktivitet, og de valgfrie specialefag bliver flittigt brugt.

I forlængelse af ressortændringen af arbejdsmarkedsuddannelserne er der skabt grundlag for en styrkelse af sammenhængen mellem og koordinering af erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne, herunder en samtænkning af udbuddet af enkeltfag på erhvervsuddannelserne og AMU og en sikring af merit for arbejdsmarkedsuddannelse i (voksen)erhvervsuddannelserne. En konkretisering af disse muligheder ligger ikke inden for rammerne af udvalgets opgave og indgår derfor ikke i denne rapport.

Opsummering og perspektiver

Denne side indgår i publikationen "Fornyelse af de merkantile erhvervsuddannelser" som kapitel 2 af 4
© Undervisningsministeriet 2002