Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Forord





En nærmest eksplosiv vidensproduktion og omfattende forandringer i kultur og samfund sætter vore uddannelser, fagene og fagligheden under pres og gør det mere end nogensinde påkrævet at forlade en traditionel pensumtænkning og anlægge nye vinkler på undervisningens mål og indhold og på evaluerings- og prøveformer. Som led i denne proces har Uddannelsesstyrelsen nedsat og finansieret analyse- og arbejdsgrupper i udvalgte fag og fagområder. Den første af disse grupper, der blev dannet i samarbejde med Naturvidenskabeligt Uddannelsesråd, har forestået projektet Kompetencer og Matematiklæring.

Gruppen, der har haft Mogens Niss, professor ved Roskilde Universitetscenter i matematik og matematikkens didaktik, som formand, fremlægger med denne rapport resultaterne af en omfattende analyse af faget matematik på alle niveauer i uddannelsessystemet.

Ansvaret for rapportens indhold og anbefalinger ligger fuldt ud hos arbejdsgruppen.Uddannelsesstyrelsen vil gerne rette en stor tak til gruppens medlemmer for gennemførelse af dette meget omfattende projekt, der forventes at sætte et betydeligt præg på først og fremmest udviklingen i matematikfaget, men også bredere på den faglige tænkning i andre fagområder.

Det kan varmt anbefales, at alle med interesse for matematik - eller faglighed på andre fagområder - lader sig inspirere af rapporten. Det gælder ikke mindst lærere på alle niveauer, lærebogsforfattere og tilrettelæggere af efteruddannelse.Også Uddannelsesstyrelsen vil i arbejdet med fornyelse af såvel matematikfaget som andre fag lægge vægt på at nyttiggøre de mange spændende ideer og perspektiver i rapporten.

Undervisningsministeriet har finansieret udarbejdelsen og udgivelsen af publikationen.

Jarl Damgaard
Uddannelsesdirektør
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
September 2002

 

Forord





Hermed afgiver arbejdsgruppen for projektet Kompetencer Og Matematiklæring (KOM-projektet) sin rapport. Arbejdsgruppen blev nedsat i august 2000 af Naturvidenskabeligt Uddannelsesråd og Undervisningsministeriet i forening. Arbejdet har været .nansieret af en bevilling fra Undervisningsministeriet, som først og fremmest har dækket lønnen til projektets akademiske sekretær og til studentermedhjælp, og derudover udgifterne til mødevirksomhed for arbejdsgruppen og dens gruppe af "sparringspartnere".

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke arbejdsgruppens medlemmer Tage Bai Andersen, Rune Wåhlin Andersen, Torben Christoffersen, Søren Damgaard, Therese Gustavsen (som deltog i arbejdet i den første fase), Kristine Jess, Jakob Lange, Lena Lindenskov, Malene Bonné Meyer (som deltog i arbejdet i den første fase) og Knud Nissen, samt ikke mindst arbejdsgruppens sekretær, Tomas Højgaard Jensen, for en stor og konstruktiv indsats. Dernæst fortjener også den store gruppe af sparringpartnere (som er nævnt i kapitel 1) og andre interesserede medvirkende megen tak for deres bidrag til projektet. Samarbejdet med Undervisningsministeriet, frem for alt med Torben Christoffersen, Jarl Damgaard og Jørgen Balling Rasmussen, men også med fagkonsulenter og andre, har været fortræffeligt og konstruktivt. Også for det vil jeg gerne udtrykke min tak. Sluttelig er der grund til at takke projektets skiftende, men altid beredvillige og effektive studentermedhjælpere, Eva Uhre, Gitte Jensen, Nesli Saglanmak og Arnold Skimminge, alle matematik- og fysikstuderende ved RUC, for deres indsats.

Roskilde den 21. maj 2002

Mogens Niss, formand for arbejdsgruppen

 


Denne side indgår i publikationen "Kompetencer og matematiklæring" som forord
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top