![]() ![]() ![]() ![]() |
![]() |
![]() Forord
Det lyder som et paradoks, når Arbejdstilsynets statistikker viser at tallene for arbejdsulykker og erhvervsbetingede lidelser har ligget stort set uændret gennem de seneste 25 år på ca. 50.000 arbejdsulykker og ca. 15.000 erhvervsbetingede lidelser. Dette til trods for at der i alle årene fra mange sider har været lagt energi og ressourcer i at styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde. Hvad angår det ydre miljø ser situationen ikke meget anderledes ud. Selv om både miljøloven og Miljøministeriet for længst har rundet de 25 år, er der fortsat behov for at arbejde med løsning af såvel "gamle" som nye miljøproblemstillinger. I arbejdsmarkedsuddannelserne har der gennem alle årene været arbejdet med arbejdsmiljøundervisning dels i form af specifikke arbejdsmiljøkurser og dels ved at inddrage emner vedrørende arbejdsmiljø og ergonomi i de grundlæggende faglige arbejdsmarkedsuddannelser inden for de forskellige brancheområder. Hvad angår "det ydre miljø", så er dette område et nyere element i arbejdsmarkedsuddannelserne. Siden slutningen af 80´erne er der udviklet en række faglige miljøkurser inden for bl.a. affalds- og spildevandsområdet samt inden for emner som miljøbevidsthed og miljøstyring, men der er kun i meget begrænset omfang arbejdet med at integrere emner vedrørende det ydre miljø i de faglige arbejdsmarkedsuddannelser. For at undersøge mulighederne for at styrke integrationen af såvel miljø- som arbejdsmiljøstoffet i arbejdsmarkedsuddannelserne iværksatte Arbejdsmarkedsstyrelsen i 1998 dette udviklingsprojekt med titlen: "Ydre miljø og arbejdsmiljø i arbejdsmarkedsuddannelserne" (pdf). Projektet er finansieret af Den Tværgående Udviklingspulje (TUP) og har involveret 6 efteruddannelsesudvalg samt Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL). Konkret har der været gennemført en række forsøg med integration af miljø- og arbejdsmiljøaspekter i de kompetencegivende faglige arbejdsmarkedsuddannelser. Erfaringerne fra forsøgene er sammenfattet i dette temahæfte og i den tilhørende slutrapport. Hensigten med temahæftet er at give inspiration til det videre arbejde med integration af miljø- og arbejdsmiljø i arbejdsmarkedsuddannelserne. Temahæftet retter sig mod lærere, udviklere, uddannelseskonsulenter og andre, som ønsker at afprøve en lignende strategi inden for andre områder. Den tilhørende slutrapport er udarbejdet for Arbejdsmarkedsstyrelsen
af Vilmer Andersen, Danmarks Erhvervspædagogisk Læreruddannelse
og kan rekvireres i Undervisningsministeriet og ved at trykke på
linket: "Ydre miljø og arbejdsmiljø i
arbejdsmarkedsuddannelserne (pdf)
|
![]() |
![]() ![]() ![]() Til sidens top |