Referat fra workshop 8: Internationalisering og praktik I udlandet

Workshoppen tog udgangspunkt i to projekter, som er dækkende for de temaer, der er blevet arbejdet med på skolerne under dette indsatsområde:

• praktik i udlandet
• internationalisering af undervisningen.

Omdrejningspunktet for workshoppen var de erfaringer, der er høstet i projekterne med hensyn til nyttiggørelse og videndeling. Formålet var at pejle sig ind på, hvordan skolerne sikrer en større kontinuitet i FoU-arbejdet og at komme med et bud på "god praksis" i denne forbindelse.

1. oplæg: Implementering af praktik i udlandet på de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser v/Elsebeth Nielsen og Pia Ohnemus, Social- og Sundhedsskolen i Århus

De to oplægsholdere præsenterede først deres projekt om "Implementering af praktik i udlandet i de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser (sosu)". Projektet tog udgangspunkt i, at PiU-ordningen i 1999 blev en mulighed også for de grundlæggende sosu-uddannelser. Formålet var at kortlægge eksisterende erfaringer med praktik i udlandet på sosu-skolerne og på den baggrund give et bud på, hvordan ordningen kan forankres i sosu med hensyntagen til uddannelsernes særegenhed¹. I deres oplæg fokuserede Pia Ohnemus (PO) og Elsebeth Nielsen (EN) på hhv. forankrings- og formidlingsaspektet.

Forankring

I forslaget til forankring skelnede PO mellem intern, regional og national forankring.

Intern forankring

Når en ordning som PiU skal forankres på en institution, var det projektledernes erfaring, at følgende forhold skal være til stede:

• det skal være et indsatsområde, der prioriteres af ledelsen
• det skal integreres i skolens værdigrundlag
• det skal præciseres i uddannelsesordningen, dvs. arbejdet med PiU skal ikke være et sideløbende projekt, men en integreret del af uddannelserne
• det skal integreres i skolens liv, dvs. at så mange lærere som muligt skal involveres i ordningen
• der skal afsættes de nødvendige ressourcer til personale (tid + penge) og en effektiv udnyttelse af ressourcerne skal sikres.

Endvidere er det nødvendigt, at lærerne kvalificeres til at arbejde internationalt, og at eksterne interessenter bliver informeret om de muligheder, der er i ordningen. Her tænkes primært på praktikstederne. Af andre vigtige forhold nævnte PO, at der på den enkelte afdeling oprettes en tovholderfunktion, således at det ikke kun er en centralt placeret person på skolen, som arbejder med PiU. Endvidere er det vigtigt, at procedurerne i forbindelse med PiU er tydeligt beskrevet, og at der er en klar kompetencefordeling blandt de involverede.

Regional forankring

I forhold til at forankre PiU-ordningen skolerne imellem var konklusionerne fra projektet, at

• det ikke på nuværende tidspunkt ville være hensigtsmæssigt med et landsdækkende sekretariat. Skolerne skulle udvikle de eksisterende netværk herunder netværkene med praktikstederne.
• der skulle ikke være én fælles PiU-koordinator for hele området. I stedet skulle hver skole have en PiU-koordinator.
• at praktikstederne skulle inddrages i at finde praktiksteder i udlandet.

På nationalt plan kunne der være store fordele i at udvikle fælles informationsmateriale samt fælles oversættelser af bekendtgørelser og lignende.

Formidling

EN redegjorde for formidlingsdelen af projektet. Denne var skrevet ind i projektansøgningen, og det havde ifølge EN "lettet det for os". Projektlederne havde formidlet resultaterne ved at

• informere om projektet og udsende projektrapporten
• drøfte rapporten med ledelsen
• drøfte rapporten med det internationale udvalg.

• udsende projektrapporten "hurtigt" til alle sosu-skoler samt styregruppe. At det skulle ske "hurtigt" blev understreget flere gange i løbet af oplægget. Pointen var, at resultaterne ellers risikerer at blive uaktuelle.
• afholde konference for skolerne. På konferencen blev der bl.a. diskuteret muligheder for et konkret samarbejde skolerne imellem, samt hvordan eksisterende netværk kunne bruges i denne forbindelse.
• på baggrund af konferencen lagt resultaterne ud på Skolekom og ad den vej forsøgt at starte et netværk op for PiU i sosu. Desuden blev der afholdt møde om praktikforberedelse samt udsendt nyhedsbrev til skolerne, hvor konferencens resultater blev beskrevet.

Rapporten var først blevet udsendt i en ikke-layoutet udgave og derefter blevet tilpasset og layoutet i form af en lille brochure. EN pegede på, at udformingen af informationsmateriale spiller en stor rolle.

I oplægget satte EN fokus på, hvordan man overhovedet kan måle succesen af formidlingen. Hvad er relevante succeskriterier? Hun pegede på følgende kriterier

• at rapporten bliver brugt som inspirationsmateriale af andre sosu-skoler
• at projektet fører til dannelse af netværk blandt sosu-skolerne.

2. oplæg: Kulturkarrusellen v/ Bente Skipper, EUC Nordvestsjælland

Bente Skipper (BS) fra Holbæk Handelsskole (EUC Vestsjælland) præsenterede derefter sit projekt "Kulturkarrusellen" og fokuserede på de træk ved projektet, som har ført til, at det er blevet brugt på mange andre skoler end hendes egen.

BS rejste først spørgsmålet "hvad er internationalisering" og pegede derefter på den definition, at det at tænke internationalt dybest set handler om at være i stand til at

"nedbryde tolerancetærskler og udvide tolerancebegrebet for dermed at kunne agere med andre mennesker med anden kulturbaggrund, andre værdier og normer".

Kulturkarrusellen tager sit udgangspunkt i denne definition og kobler internationalisering med integrationsproblematikken. Ideen bag er, at der er mange ressourcer at trække på, når det handler om at fremme den interkulturelle forståelse og tolerance. Dels de tosprogede elever, som er i gang med en erhvervsuddannelse, dels de elever, der har været i udlandet i forbindelse med deres praktik. Disse ressourcer kan der trækkes på, når skolerne skal arbejde lokalt med internationalisering.

Den udviklede model, selve kulturkarrusellen, er en tretrinsmodel med et indledende forarbejde, gennemførelse af et "show" med gæster, mad og musik, samt en grundig efterbehandling. Det er meningen, at modellen skal være så bred, at den er lige velegnet for forskellige skoleformer, og den skal kunne gennemføres på alle niveauer. Har man lyst, kan den suppleres til at inddrage skolens øvrige personale, både lærerkolleger og administrativt personale samt ledelse og bestyrelsen. Ideerne kan bruges til pædagogiske temadage, forberedelse til studierejser og supplement til tværfaglige projekter². Kulturkarrusellen har følgende fordele:

• der kan arbejdes med internationalisering i klasseværelset,
• det er gratis og
• kræver ikke de store ressourcer fra lærernes side (ingen omfattende teoretiske modeller eller lignende, men en simpel model).

Dermed kan også den "lille" skole, som BS beskrev det, være med. Ifølge BS er forudsætningerne for en vellykket internationalisering af erhvervsuddannelserne følgende:

1. skolerne skal have defineret en strategi
2. de skal have beskrevet, hvad de vil gennemføre på kort, mellemlang og lang sigt³
3. de skal have beskrevet, hvem der skal påtage sig disse opgaver
4. der skal afsættes ressourcer til arbejdet
5. der skal arbejdes mere bevidst med synliggørelse og informationsspredning.

I forbindelse med synliggørelse og implementering pegede BS på, at der ofte er et paradoks i, at det er svært for lærere at slå igennem med nye tiltag på egen skole. BS’ erfaringer var, at det kunne være nyttigt at bytte plads med andre lærere og få gæster udefra til at komme og fortælle om deres tværkulturelle erfaringer. Så en idé til at sikre nyttiggørelse kunne være at bruge gæstelærere eller selv være gæstelærer i forbindelse med at sprede resultaterne fra et FoU-projekt.

BS hovedpointe var, at en simpel model, som ikke kræver megen ekstra forberedelse, er nemmere at sprede, og at det i formidlingen af FoU skulle tilstræbes,

• at sproget var enkelt og lettilgængeligt,
• at det blev formidlet i en "appetitlig" form (dvs. der er tænkt over layout og brugen af billeder)
• at der blev opstillet enkle værktøjer, som lærere på andre skoler kunne bruge.

Desuden pegede BS på det forhold, at hun med kulturkarrusellen havde ramt et "behov" hos andre lærere, og derfor var der en stor åbenhed over for modellen og stor interesse for, at BS kom ud og fortalte om den.

Diskussionstemaer

Diskussionerne på workshoppen faldt inden for syv følgende temaer:

Hvordan måler vi i det hele taget effekten af FoU-arbejdet og dermed den "nyttiggørelse", der finder sted? Skal det kunne måles kvantitativt, f.eks. i projektet om PiU i sosu-uddannelserne ved at flere sosu-elever er blevet udsendt? En sådan sammenhæng kunne ikke ses i dette projekt, som primært handlede om at dokumentere og analysere praksis. Desuden var projektet først afsluttet for nyligt, så effekterne af projektet sætter sig måske først igennem om et år eller mere.

Hvornår kan/skal effekten måles? En repræsentant fra Cirius pegede på, at det erfaringsmæssigt tager mindst ½ år eller mere, før resultaterne viser sig. Med sosu-projektet som eksempel, så er det i høj grad et forarbejde, som andre skoler kan bruge, når de skal i gang med at formulere deres strategi for PiU, og dermed er det et nyttigt stykke arbejde, der er blevet udført. Men hvordan kan dette måles?

Desuden blev der sat fokus på effekten af forskellige spredningskanaler/medier: Publikationer, konferencer, databaser osv. Konklusionen var, at medierne skal supplere hinanden, og at det som regel ikke er nok med en publikation.

Udgangspunktet for diskussionen var, hvorfor nogle projekter som f.eks. kulturkarrusellen bliver en succes, mens andre ikke får den store bevågenhed. Her var konklusionen, at der skal være et "oplevet" behov blandt lærerne. Lærerne skal opleve det som værende nødvendigt, at de bruger resultaterne af et projekt. I diskussionen af behov og behovsanalyser blev der peget på, at det her spiller en rolle, om projektet bliver initieret nedefra eller oppefra. Endelig blev eleverne påpeget som en væsentlig "push-faktor".

FoU-programmets indsatsområder blev diskuteret samt fastlæggelsen af disse. Det blev påpeget, at der er for langt fra lærerne til EUR og organisationerne, der rådgiver ministeren om indsatsområder. Der kunne være behov for en bedre behovsanalyse, hvor skolerne bliver involveret. Spørgsmålet var, om områderne kunne defineres mere "demokratisk"? Om skolerne skulle involveres i fastlæggelsen af relevante temaer? Der var uenighed på dette punkt. Et udsagn gik på, at temaerne i de sidste par år har været for brede, og at der faktisk er behov for mere klart definerede indsatsområder. Det blev ligeledes pointeret, at indsatsområderne er politisk ideologisk bestemt – og der blev også stillet spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i dette.

Der fremkom flere forslag til at sikre kontinuitet i FoU-arbejdet. Et af forslagene var, at FoU-projektmager fik til opgave at være "fødselshjælpere" på andre skoler og i løbet af processen selv skulle evaluere "nyttiggørelsen". En sådan rolle kunne skrives ind i projektet, og dermed kunne projektmagerne være "konsulenter" for andre skoler, der skal i gang med lignende projekter.

En anden mulighed var også, at ministeriet skabte et netværk mellem projekter, der blev sat i gang inden for samme område, og dermed kunne projekterne undervejs inspirere hinanden og drage fordel af hinandens resultater. Det blev pointeret af enkelte skoler, at koordinationen i Undervisningsministeriet (UVM) ikke er optimal for at sikre kontinuitet i arbejdet, og at den eksisterende måde at sikre kontinuitet dvs. ved gennemgang af tidligere FoU-projekter kunne forbedres ikke alene fra skolernes side, men også fra UVM, hvor den faglige sagsbehandling blev kritiseret.

Det blev endvidere pointeret, at der er forskel på projekterne, og at målet ikke altid er klart, når man starter. Her blev det anbefalet, at UVM i lighed med Erhvervsministeriet afsatte midler til to perioder og hermed gav skolerne mulighed for at præcisere sine mål undervejs, da det nogle gange kan være vanskeligt at matche virkeligheden op mod de centralt afstukne retningslinier.

Ildsjælene og deres rolle i FoU-arbejdet blev diskuteret. Fokus var, hvordan man sikrer, at FoU bliver gældende for hele skolen og involverer flere lærere. En tilbagemelding var, at projekterne skal spredes ud både på de enkelte afdelinger og på tværs af skoler, og i denne proces skal inkluderes tid og rum til erfaringsudveksling på tværs. Endvidere blev der igen sat fokus på vigtigheden af, at ledelsen i samarbejde med lærergrupperne fastlægger en strategi for skolens internationale arbejde. Ofte er det sådan, at skolerne hverken arbejder strategisk med FoU eller med internationalisering. Ofte popper behovene op nedefra, og så går "man" i gang med at søge midler.

Problematikken i forbindelse med nyttiggørelse blev også sat på spidsen i workshoppen: Er det overhovedet muligt at lære af andres erfaringer? Der er behov for selv at arbejde med substansen og tilpasse til lokale behov. Løsningen er ikke "kogebøger", men at gøre det selv: Udviklingsarbejde kræver blod, sved og tårer.

Til sidst blev UVMs formidling af FoU "evalueret". Publikationerne fik mange "gnubbede" ord med på vejen:

• "der er for mange ord"
• "titlerne siger for lidt"
• "de fænger ikke altid nok"
• "der er behov for pixi-udgaver".

I denne diskussion viste det sig, at der er mange, der ikke kender til de tjenester, som allerede nu er tilgængelige via FoU-databasen (http://www.delud.dk/fou/). Der blev bl.a. efterlyst "omtaler af publikationerne" samt "korte nyhedsbreve", som giver et overblik over nye publikationer samt deres indhold. Dette eksisterer i dag, men det er åbenbart ikke kendt nok. Endelig blev der efterlyst en database over samtlige projekter, da de "små" projekter forsvinder i UVM.

Denne side indgår i publikationen "FoU-konference 2002" som kapitel 11 af 14
© Undervisningsministeriet 2002