Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

Udviklingsperspektiver for forsøgs- og udviklingsarbejde i EUD - med særlig fokus på nyttiggørelse af FoU v/kontorchef Birgit Gotenborg, UVM





Finn Togo, Undervisningsministeriet havde budt velkommen, givet praktisk orientering bl.a. om workshops, om publicering af referater fra dagens workshops og plenumindlæg, om konferencens medie- og bogcafe og glædet sig over det store fremmøde til konferencen - den første af sin art.

Teksten på Birgit Gotenborgs tre overheadplancher var henholdsvis:

  1. Andres modstand kan ofte være beviset på, at du er på rette spor.

  2. Motivation kan aldrig påtvinges. Folk skal ønske at gøre et godt stykke arbejde.

  3. Hvis du gør det, du altid har gjort, får du de resultater, som du altid har fået.

Birgit Gotenborgs indlæg - i korte træk:

Indledende og et tilbageblik

* Også glædet sig til at komme og få denne unikke mulighed for at få kendskab til så mange udviklingsfolk og deres/vores FoU-projekter (da UVM er hovedfinansieringskilde). Overskriften på dette indlæg kunne suppleres med 'åbenhed og gennemsigtighed - for at fremme kvalitetsudvikling'.

* FoU-midler har i forskellige former været en tradition ift. udvikling af erhvervsuddannelserne m.fl., og med lovgivningen fra 1991 blev det eksplicit nævnt i loven (§67), at der årligt skulle afsættes midler til udvikling af uddannelserne og hele systemet, samt være mulighed for forsøg, der kræver dispensation fra loven (§68). Dette ud over, at der i skolernes taksametre blev indlagt midler til lokalt initierede udviklingsaktiviteter.

* Strategien for anvendelse af FoU-midlerne har udviklet sig over årene. For at støtte implementering af den store reform i 1991 på de enkelte skoler ønskede vi fra ministeriets side primært at støtte lokal udvikling via bevillinger af mindre projekter. Dette kombineret med mere synlige politiske prioriteringer af større indsatsområder som fx kvalitetsudvikling, skolemiljø, IT og forsøg med fx TEK10 og brobygning.

De senere år har vi valgt at prioritere samarbejdet mellem skolerne i vores bevilling af FoU-midler. Dels ifm. udviklingen og implementeringen af erhvervsuddannelsesreform 2000, hvor vi lagde store bevillinger ud til de regionale skolesamarbejder, dels ved efterhånden at stille stadigt større krav til samarbejde mellem skolerne, til spredningsstrategier og til sammenhæng med politisk prioriterede indsatsområder i alt projektarbejde.

* I sammenhæng med de ansøgningsbaserede bevillinger har vi valgt at give bevillinger til centralt initierede projekter og formål.

Fx en større bevilling årligt til DEL (p.t. 8 mio. kr.), som dels går til konsulentstøtte til skolerne, dels til udvikling af værktøjer, analyser og modeller til brug for skolerne i udviklingsarbejde og drift. Denne bevilling aftales hvert år indholdsmæssigt med DEL, hvor den i år primært er gået til håndtering af det igangsatte kompetenceudviklingsprojekt for lærere og mellemledere, vi har udformet sammen med Foreningen af ledere ved de tekniske skoler (FS), Dansk Teknisk Lærerforbund (DTL) og elevorganisationen for elever på de tekniske skoler.

Et andet eksempel er udviklingen af Elevplan, som jo primært er et pædagogisk støtteværktøj til at få reformen til at spille efter hensigten (elektronisk uddannelsesplan og -bog, læringsaktiviteter, kontaktlærerstøtte mv.), men som jo også bidrager til kvalitetsudviklingen, ved at den tidligere privatpraktiserende lærers guldkorn nu bliver tilgængelig for samtlige lærere i dette system og i andre systemer. Dette er nok det bedste eksempel på åbenhed og gennemsigtighed, jeg kan komme i tanker om lige nu!

Kig fremad

* Endnu mere fokus på outputstyring - også på dette felt. Dvs. endnu mere målrettede krav til spredningseffekter, samarbejde i sektoren mv.

* Fortsat vigtigt med mulighed for lokal initiering af projekter, men oftere i form af større bevillinger til flere aktører/skoler i samarbejde.

* Lærerkvalificering vil fortsat ske via deltagelse i FoU-aktiviteter lokalt eller centralt finansieret (flerårsaftale er et eksempel på outputstyring med præmier for elevgennemførelse, som ikke forbedres, med mindre at kvaliteten højnes - via bedre undervisning/rammer for læring).

* Støtte til fremme af politisk prioriterede indsatsområder (fx bedre uddannelser).

* Tilsynsværktøj indirekte (vi kigger på, om en skole er 'med på udviklingsvognen').

* Konkret forventer vi til næste år at råde over bevillinger på cirka samme niveau som i 2002 på eud-området, dog udmøntet på en anden måde på fx praktikpladsområdet (flerårsaftale, hvor midlerne jo spiller sammen med midler fra AER til praktikpladsarbejde).

Derefter overlod Birgit Gotenborg ordet til Ole Briseid, som i sit oplæg satte internationalt og norsk perspektiv på FoU.

 


Denne side indgår i publikationen "FoU-konference 2002" som kapitel 1 af 14
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel  Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top