Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

1 Indledning





Dette temahæfte opsamler erfaringer fra et udviklingsprojekt om "elevens rolle som didaktiker". Formålet med projektet har været at udvikle og afprøve elementer og værktøjer til en ny didaktik, som giver eleven en rolle som didaktisk subjekt, som medplanlægger af egen uddannelse.

Indholdet i projektet var blandt andet at undersøge, om didaktiske kategorier som mål, indhold, arbejdsform, rum og evaluering er brugbare for eleverne i de daglige læringsaktiviteter. Om det efterhånden vil være muligt for elever og lærere at føre en læringssamtale. Om der i anvendelse af didaktiske kategorier som mål, indhold, arbejdsformer, materialer, evaluering mv. kan skabes bedre muligheder, for at eleverne kan udnytte deres ressourcer og potentialer fuldt ud og dermed forbedre deres læreprocesser.

I udviklingsarbejdet er der eksperimenteret med at tilvejebringe forskellige didaktiske handlemuligheder for eleverne og at organisere rum og rammer på en fleksibel måde, så eleverne får relevante didaktiske valgmuligheder. Der er givet svar på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser elevens rolle som didaktiker får for lærernes samarbejde og for de kompetencer, som læreren skal have for at kunne vejlede og guide eleven i rollen som didaktiker.

Der er gennemført fire udviklingsarbejder af to til fem ugers varighed. Det er erfaringer fra disse fire udviklingsarbejder, som har været inspirationen til dette hæfte. Tidligere undervisningsinspektør Finn Christensen, UVM har desuden bidraget med såvel mundtlig som skriftlig inspiration.

Projektleder har været lektor Albert Astrup Christensen og projektmedarbejder lektor Ole Dibbern Andersen.

 


Denne side indgår i publikationen "Eleven som didaktiker" som kapitel 1 af 9
© Undervisningsministeriet 2002

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top