Individuel tilrettelæggelse

Af Kirsten Gårn, Sprogcenter Himmerland

Alle sprogcentre skal have et studieværksted. Det har ministeriet foreslået. Vi på Sprogcenter Himmerland ville også gerne i gang, men samtidig kunne vi ikke undvære et eneste lokale. Den nød knækkede vi ved at lave et projekt, hvis deltagere skulle have hjemsted i studieværkstedet, hvis undervisningsformer blev realiseret ud fra studieværkstedets muligheder.

Et sådant projekt gav os flere fordele. For det første kunne vi komme i gang med opbygningen af et studieværksted, hvis drift hurtigt kunne lægges om, ifald situationen ændredes. For det andet ville vi kunne afprøve andre undervisningsformer end den traditionelle klasseundervisning og derved få en masse erfaring i, hvad der kunne lade sig gøre i et studieværksted. For det tredje ville vi endelig få en regulær chance for at få iklædt tidens pædagogiske floskler kød og blod. Ansvar for egen læring, læreren som konsulent, differentieret undervisning, tidssvarende læringsformer, udgangspunkt i den enkelte elev. For det fjerde ville det være spændende at se, om man ved hjælp af lidt flere ressourcer og andre undervisningsformer kunne ruste f.eks. også spor 2- kursisterne bedre til livet uden for sprogcentret.

Lokalet

Vi råder over et ca. 45 kvadratmeter stort lokale med skrå-vægge på to sider. Til gengæld er der vinduer både i skråvæggene og endnu en side, så det fremtræder lyst og venligt. Under den ene skråvæg er der fem énmands-arbejdspladser, fortrinsvis beregnet til lytning pr. walkman. Under den modsatte skråvæg fire edb-arbejdspladser plus en printer, men minus internet. Ellers rektangulære og halvcirkelformede borde, fleksible på den måde at de lynhurtigt kan grupperes på forskellige måder efter behov. Den oprindelige tavle, som vi kun bruger lejlighedsvis, er bibeholdt. Desuden reoler med læsestof, lydbøger, de studieværkstedmaterialer, der er produceret i Ålborg, en lille håndbogssamling og tidsskrifter. Et par flytbare opslagstavler kan fungere som rumdelere. Foruden selve lokalet bruger vi også forgemakket med to sofagrupper. Dette sted har været helt nødvendigt for at få vores samtalegrupper til at fungere.

Før start

Tilbudet, og ordet tilbud skal tages helt bogstaveligt, blev udformet på sprogligt enkelt dansk og delt ud til kursister på forskellige niveauer på spor 2, kun lagde vi vægt på kravet om stabilitet. Vi forbigik med vilje de typiske spor 3-kursister, som kunne klare sig uden de ekstra ressourcer, projektet blev tildelt, nemlig 24 lektioner pr. uge samt dobbeltlærerdækning en del af tiden.

Tilbudet så sådan ud:

Proceduren er, at de interesserede efter en grundig samtale med en af lærerne underskriver en kontrakt/tilmelding. Her står også anført, om pågældende ønsker at komme i praktik, den enkeltes formål med at gå på projektet, om familien støtter det (af hensyn til det højere timetal), om deltagelse i andre fag ud over dansk ønskes. Samtalen tjener også som en slags statusopgørelse, dvs. den er et springbræt til individuelle planer med mulighed for hensigtsmæssig vægtning af discipliner.

Kommunernes rolle er, foruden betaling for de ekstra timer, at sørge for praktikpladser i erhvervslivet. Endvidere har vi haft et godt samarbejde med sagsbehandlere fra både Hobro og Aars i forbindelse med statussamtaler, som er foregået på skolen. Vi har fået indsigt i hinandens arbejdsområder, hvilket kun kan være en fordel for det fremtidige samarbejde.

Afdækning af den enkelte kursists behov

Vi vægter den indledende samtale højt. Vi giver os god tid og gør os umage for, at seancen bliver en dialog og ikke en monolog. For at sikre os mod hukommelsessvigt afkrydser og noterer vi i fællesskab på de ark, vi har udarbejdet til lejligheden, og sørger for kopier til både kursist og lærer. Hvad kursisten siger om formålet med at gå ind i projektet, må vi selvfølgelig tage alvorligt, vel vidende at nogen siger, hvad de tror, vi gerne vil høre. Andre er så usikre på sig selv og fremtiden, at det, de siger, ikke har sammenhæng med virkeligheden. Det vigtigste er at have et udgangspunkt for noget at sigte efter samt at betragte det daglige arbejde som en proces, der består af meget andet end det rent sproglige.

Hvis enten kursisten eller læreren bliver klogere undervejs, kan man justere, også uden at det bliver planløst. Selve arbejdsformen i projektet er et glimrende middel, fordi læreren har anderledes gode muligheder for at følge den enkelte.

De individuelle ugeplaner er en måde at holde kursisterne fast på, og de forebygger slingren. Én af kursisterne udtalte f.eks., at han ønskede at blive bedre til at kommunikere, så han hurtigt kunne komme ud på arbejdsmarkedet. Altså fik han megen tid i samtalegrupperne. Samtidig bestod en del af hans øvrige arbejde i at blive sikker i at bruge telefonbogen, at læse ugeavisernes jobannoncer og at udfylde ansøgningsskemaer fra fabrikker. Endvidere begyndte han på sit CV lang tid før de andre, for hans behov var akut. En af hans indfaldsvinkler til også at læse bøger var ønsket om at udvide ordforrådet med henblik på kommunikation.

En anden erklærede ved den indledende samtale, at hun ville være tolk. Hun var heldigvis indforstået med konsekvensen: mere almen skolegang. Vi havde et udgangspunkt og et sigte og kunne begynde at gå i detaljer med prioritering af de forskellige discipliner i dansk. Samtidig havde jeg fået den indsigt, der gjorde mig i stand til at stille spørgsmål. En nyttig proces var indledt. Kursisten har brudt adskillige barrierer siden og har for nylig egenhændigt været i både brevkontakt og telefonisk kontakt med et af landets pædagogseminarier angående indgangsåret til pædagoguddannelsen, men har alternativer klar også.

Den individuelt tilrettelagte undervisning i projektet tvinger læreren til at tænke på en anden måde i forbindelse med forberedelsen. Det er en af grundene til, at opfølgningen bliver så tæt.

Klassekontrakten

Den gruppe, der begyndte i projektet i januar 2000, brugte en del tid på at finde frem til fælles normer for arbejdsforhold og forventninger til hinanden og lærerne. Det mundede ud i en klassekontrakt, som senere fik et par tilføjelser. Klassekontrakten afspejler et skridt på vejen væk fra "du er lærer, du bestemmer"-holdningen. At der så er et punkt, der lyder: "Vi forventer, at lærerne samarbejder med eleverne, men at de er parate til at bestemme somme tider" betragter jeg som en anerkendelse af vores faglighed.

Hver fredag evalueres ugen der gik, og den kommende uge planlægges. Det foregår individuelt i samarbejde med lærerne og skrives ned på et ark, vi har udarbejdet. Hver kursist er udstyret med et ringbind med skilleblade. I takt med at rutinerne er indarbejdet, er tøjlerne løsnet fra vores side. Nøgleordene er bevidstgørelse og konsekvens. Lærerne står til enhver tid til rådighed med støtte, men vi er ikke kontrollanter i ordets egentlige betydning. Selvfølgelig må vi hele tiden have den enkeltes langsigtede mål for øje og også sikre os, at eleven ikke har glemt det. Fredagen har også været brugt til fællesmøder, når der har været ting, der skulle sættes på plads.

Dobbeltlærerfunktion, samtalegrupper

Dobbeltlærerdækningen gør det muligt at tage elever ud i små samtalegrupper eller enkeltvis. Grupperne er på forhånd organiseret hensigtsmæssigt i forhold til nationaliteter og niveauer og går i gang, så snart der er to lærere. Udgangspunktet for samtalerne har været naturlig small talk, billeder, små sedler med emner, bøger man har læst, de seneste nyheder og andet. Nogle har også fået udtalehjælp. Man oplever ofte, at kursister på forskellige niveauer fungerer godt sammen i en samtalegruppe. F.eks. en udadvendt, meget talende på et forholdsvist lavt sprogligt niveau sammen med en tilbageholdende på højt niveau. Den enes faglige overlegenhed danner modvægt til den andens kasten sig hovedkulds ud i udfordringerne. En oplagt mulighed, vi har tænkt på at afprøve, er at lade nogle af grupperne gå løs på tasks med problemløsning og fremlæggelse.

Vejleder

Skolens vejleder har været tilknyttet projektet, i nogle timer som dobbeltlærer, andre timer har han haft alene, og de har været forbeholdt vejledningsforløb, herunder udarbejdelse af datalister og cv. Dette har også været en del af aftalerne med sagsbehandlerne ved de statussamtaler, vi førte i august/september for elever, som skal udsluses til jul, forhåbentlig med en Almenprøve 2 i bagagen.

Dagligdagen

Hvad ville læseren se, hvis han/hun besøgte os en ganske almindelig onsdag morgen f.eks.? Én kursist er måske gået i gang med at skrive noget på computeren, som ikke blev færdigt i går. En anden er færdig med sin frilæsningsbog og finder en ny. Et par stykker udveksler meninger om artikler, de har læst. Én går hen til enkeltmandspladserne og lytter/læser. Flere sidder og læser ved gruppebordene. Én sidder og kigger ud i luften. Læreren må hen og opfordre vedkommende til at se i mappen med planen og komme i gang. Eventuelt skal der lidt vedkommende udenomssnak til, før det lykkes. Flere sidder med skriftlige øvelser. Næste time er vi to lærere, så går samtalegrupperne i gang. Dvs. den ene lærer er til rådighed inde, den anden tager en gruppe ud. Her gælder det om at have overblik, for ved fravær eller hvis én er dybt engageret i en opgave, er det nødvendigt at lave om på grupperne uden at forbigå nogen eller forringe betingelserne ved ny sammensætning. Hvis man var kommet en af de dage, der blev skrevet og redigeret avis, ville man muligvis have tænkt: "Det her er ikke alene fleksibelt. Det er rodet". Rigtigt! Men det er kreativt rod. Et spørgsmål om lange sigtelinier, overblik.

Lærerne og forberedelsen

Stilles der særlige krav til lærerne? Efter min mening ikke andre end at man skal have lyst til at gå nye veje, og frem for alt skal man kunne bevare overblikket i en presset situation, som søndagsavisens jobannoncer formulerer det. Man skal vænne sig til, og det er nok det sværeste, at ens indgriben kan være til større skade end gavn. Hvor tit har jeg ikke skullet lægge bånd på mig selv, når jeg sad midt i den skønne, intensive arbejdsro mellem kl. 8 og 9 og følte mig overflødig!

Det er klart, at der skal være et tæt samarbejde mellem de involverede kolleger, men det er ikke anderledes end i alle andre kollegiale sammenhænge. Overblik er nødvendigt, når den traditionelle forberedelse til en klasse viger for forberedelse til den enkelte. Her kommer lokalets indretning ind som altafgørende faktor, materialerne er lige ved hånden. Men samlingen er ikke stationær, der skal hele tiden følges op, eftersom nye behov opstår. Og det er helt klart lærerens ansvar, at kursisten kommer videre og ikke bliver hængende i et eller andet hyggeligt, som han/hun let kan klare. Man skal ikke tage for givet, at ens kursister af sig selv opsøger besværlige udfordringer. Lige præcis her går grænsen for kursistens ansvar for sin egen læring.

I projektet kommer vi lidt tættere på kursisterne end i klasseundervisning, og vi har lidt flere ressourcer. Derfor kan der blive tale om at gøre en indsats i forhold til fritidslivet. Konkrete eksempler er kontakt til volleyballklub, skakklub og aftenskole med henblik på et malekursus. Et enkelt praktikforhold har vi også brugt en del tid på, fordi praktikken i dette tilfælde var at sammenligne med den, en elev i 9. klasse får, og den krævede lidt flere hensyn, end man normalt tager.

Projekter i projektet

For overhovedet at komme i gang til tiden var vi nødt til at ty til avisprojektet. Rammerne var nemlig ikke i orden helt fra begyndelsen. Vi har udgivet tre numre af "Kursistavisen" plus et særnummer efter en lejrskole. Der er en meget synlig udvikling fra nr. 1 til nr. 3, men ind imellem havde det også medført en aftale, som et par kursister vel at mærke havde lavet, om et besøg på en af de lokale ugeaviser, et besøg med rådgivning af en professionel journalist fra samme avis, fulgt op af en kollega, som skrev en artikel om skolen. På grund af omstændighederne var første nummer en tvungen opgave for alle, de følgende var den enkeltes valg, hvilket også var mere i samklang med vores intentioner. Da vores rammer var i orden, og vi var kommet ind i rytmen med ugeplanerne, holdt vi åbent hus, hvor skolens øvrige klasser kom på skift og fik en orientering om stedet og arbejdsmetoderne. En ubehagelig og sund oplevelse at skulle stå frem og tale, men samtidig gav de andres interesse en følelse af at være privilegeret.

Lejrskoler gennemførte vi i september i to grupper. Den ene halvdel var i København fra onsdag til fredag, den anden var på en kort og en lidt længere dagtur. Det var givende både i planlægningsfasen og ved efterbehandlingen, hvor der blev produceret særudgave af avisen, videofilm og billedserie med tekst. Denne proces og evalueringen af resultatet har givet os en idé om, hvad vi kunne tænke os at lave i tiden efter prøverne og indtil jul.

Vores filmprojekt, hvor de forskellige nationaliteter skulle vise film, video, tv-programmer eller lignende for hinanden efter skriftlige og mundtlige oplæg, viste sig som en nyttig øjenåbner og var i høj grad tolerance- og debatskabende.

Z og jeg havde vores eget lille skriveprojekt, som man med god ret kunne hævde også kunne foregå i andre sammenhænge, men projektets fleksibilitet har gjort det meget lettere at holde gryden i kog. Det bestod af et hæfte, hvor venstresiderne tilhørte mig, højresiderne Z, en aftale om at hæftet skulle skrives ud og en del samtaler undervejs. Overskriften var: En ung araber og en gammel dansker fortæller hinanden om deres liv. Hæftet har efterfølgende vist sig nyttigt i forbindelse med praktik, og det fik sat gang i en skriveproces, hvilket var formålet.

Rummelighed

Efter sommerferien, hvor flere af projektets kursister var udmeldt pga. arbejde eller barsel, fik vi tilført flere kursister fra et opløst overbygningshold. Det var ganske naturligt, for hvad er problemet, når vi alligevel stort set følger hver vores plan. Men det understreger fleksibiliteten og rummeligheden. De to yderpunkter er én, som er klar til DUF-prøve og én med så massive problemer, at det mere end alt andet gælder om, at han holder sammen på sig selv. På trods af afstanden (eller netop pga. den) giver det god mening, at begge befinder sig i et fleksibelt læringsmiljø. De kører hver sit løb i samme lokale og bliver behandlet vidt forskelligt. Det fungerer, fordi begge er ansvarlige og forventer, at lærerne tager udgangspunkt i den enkelte.

Det ville være oplagt at anvise de elever, som på grund af midlertidig arbejdsløshed kommer tilbage til skolen, en plads i projektet. De passer ikke ret tit ind i de eksisterende klasser, og vi har langt bedre muligheder for at sætte ind, hvor der er behov for det.

Projektet er ikke alene rummeligt, hvad niveauer og personer angår, men også i forhold til forskellige undervisningsformer. Selv om hovedidéen er individuelt tilrettelagt undervisning, opfordrer vi til samarbejde, enten ved naturligt forekommende sympatier eller iscenesat af lærerne. De kursister, der satser på Almenprøve 2, har visse fælles behov, som vi mener bedst imødekommes ved næsten fælles oplæg og øvelser i skriftlig fremstilling. De efterfølgende opgaver bruger vi diagnostisk, og vi vurderer, hvorvidt der skal mere fælles arbejde til, eller om problemerne er for spredte.

I januar begyndte 16 kursister, og der var yderligere et par på venteliste. Senere er 5 kommet til, efterhånden som der er blevet plads. Grunde til udmeldelse har været: Én kunne vi ikke få til at fungere i projektformen, tre fik arbejde, én flyttede pga. indgåelse af ægteskab, fem gik på barsel (to mere til næste år). Kommende prøver: En tilmeldt DUF, otte tilmeldt Almenprøve 2. En har været i praktik i to uger, en anden regner med praktik en dag om ugen efter jul. Vejlederen har været den samme, og jeg har været gennemgående figur med to forskellige makkere og en kommende lærer som "føl".

Evaluering

Nu ville det være rart, hvis man havde haft en sikker målestok som evalueringsværktøj. Det har vi ikke, og det er lige tidligt nok at gøre status, men jeg kan se på de tekster, eleverne kan klare, at læseniveauet er blevet godt. På det mundtlige område vil jeg citere fra en af statussamtalerne: "I min gamle klasse turde jeg ikke sige noget, men det gør jeg nu". Om det så er tiden eller projektformen, der er årsag, er umuligt at vide. Med hensyn til skriftlig fremstilling kan man stadig blive overrasket over, hvad der skrives, men man kan også glæde sig over, at ingen af opgaverne fra uge 41 manglede indledning eller afslutning. Lytteforståelse blev testet på turen til København. Tre af deltagerne forstod alt, hvad der blev sagt i bussens højttaler lige før Ebeltoft, resten forstod delvist.

Mødeprocenterne er lige så forskellige som i andre klasser. Fra hundrede til godt halvtreds, men det er vel, hvad vi må forvente, når vi tænker på, hvem vi henvendte os til, jævnfør det ene af de to omtalte yderpunkter. Det vigtige er, at de andre i projektet bevarer tolerancen og ikke lader sig påvirke i negativ retning.

Jeg mener at have iagttaget, at kursisterne generelt befinder sig godt, og de fleste lærer hurtigt at udnytte tilbudet. Selv synes jeg, det er langt mere tilfredsstillende end traditionel klasseundervisning, fordi det understøtter min mening om mine medmennesker, nemlig at enhver har ret til at blive betragtet som et individ. Man kan gøre ord til handling uden selv at brænde ud. Ens kursister har lettere ved at optræde som det, de er, nemlig andre voksne mennesker.

Denne side indgår i publikationen "Fleksible læringsmiljøer" som kapitel 8 af 36
© Undervisningsministeriet 2001