Eleverne skal i fokus -
tanker bag en reform

Af Ida Juul, DEL

Den seneste eud-reform repræsenterer på mange måder et brud med tidligere tiders uddannelsestænkning. Det gælder både introduktionen af de brede indgange og princippet om, at undervisningen i højere grad skal tage udgangspunkt i den enkelte elevs forudsætninger og motivation. I nedenstående interview har vi bedt uddannelsesdirektør Roland Østerlund og specialkonsulent John T. Larsen (begge Område for de erhvervsfaglige uddannelser, Uddannelsesstyrelsen) om at redegøre for de tanker og visioner, der ligger bag reformen.

Uddannelse til alle

Reformer på erhvervsuddannelsesområdet er efterhånden blevet en tilbagevendende begivenhed, som finder sted sådan ca. hvert 8.-10. år. Et nærliggende spørgsmål i forbindelse med den seneste reform er derfor, hvad det er for problemer, denne reform søger at løse, som de tidligere reformer ikke har formået at løse?

Det er svært at udpege en enkelt faktor. Men en vigtig forklaring skal findes i det faktum, at vi i dag er oppe på 97% af en ungdomsårgang, der påbegynder en ungdomsuddannelse. Det betyder, at vi i den del af uddannelsessystemet, der ikke er omfattet af en undervisningspligt, er meget tæt på at have opfyldt målsætningen om “Uddannelse til Alle”.

Derfor må fokus flyttes fra at få eleverne i gang med en uddannelse til at skabe nogle rammer, der gør, at de unge er i stand til at gennemføre uddannelsen.

I sagens natur vil de elever, der søger ind i erhvervsuddannelserne, være meget forskellige både mht. faglige forudsætninger og kulturel baggrund, og det kræver mere end nogensinde en stor spændvidde i uddannelsessystemet.

Livslang uddannelse

Samtidig oplever vi en forandringshastighed i den omverden, som specielt erhvervsuddannelserne er koblet til. Hvor de mere teoretisk funderede uddannelser er karakteriseret ved en mere formidlet kobling til omverdenen, som endda i nogle uddannelser kan være svær overhovedet at få øje på, så forholder det sig anderledes med erhvervsuddannelserne. Her er relationen til omverdenen et konstant vilkår, som har en meget fysisk tilstedeværelse, idet eleverne vandrer mellem skole og arbejdsplads som led i vekseluddannelsesprincippet.

Pointen er, at det, der er erhvervsuddannelsernes styrke, nemlig den tætte relation til den arbejdssammenhæng, det lærte skal anvendes i, samtidig betyder, at erhvervsuddannelserne i højere grad end de akademiske uddannelser er tvunget til konstant tilpasning til en verden i forandring.

Samtidig betyder den øgede forandringshastighed, at der ikke alene stilles nye krav til undervisningens organisering, men også til elevernes kompetencer.

Fremover vil evnen til at møde, håndtere og færdes i forandringer blive en væsentlig kompetence. Det er et vilkår og en udfordring for erhvervsuddannelsessystemet.

Erkendelsen af, at man ikke kan forvente at få en uddannelse, som man kan lægge til grund for hele det aktive arbejdsliv, indgik allerede i forarbejdet til efg-reformen. I dag må vi se i øjnene, at der vil blive tale om mange grundlæggende skift i arbejdslivet for den enkelte.

Overskuelighed

Den nuværende reform er også et forsøg på at gøre erhvervsuddannelsessystemet mere enkelt og overskueligt.

Mens man om gymnasiet kan sige, at efter 1.g kommer 2.g. osv., så skal man bruge noget mere tid på at folde det rum ud, som erhvervsuddannelserne udgør. Det er måske en af de virkelig store udfordringer.På den ene side har vi en udelt folkeskole og på den anden side et arbejdsmarked, der er ekstremt differentieret. Og det kan vi ikke gå ud og ændre på. Men man kan overveje, hvordan de unge skal møde det første gang. Man gør selvfølgelig ikke uddannelsessystemet mindre komplekst ved at lave nogle bredere indgange. Til gengæld viser det sig, at de fleste unge har let ved at finde hen til en indgang. Så meget identifikation kan de fleste unge opvise. Inden for indgangen har eleverne så mulighed for at finde frem til det, de mere specifikt har lyst til.

Desuden har de muligheden for at skræddersy deres uddannelse via påbygningsmulighederne i den ene ende og delkompetencen i den anden. På den måde udfoldes et stærkt differentieret rum, som den enkelte kan vælge indenfor.

Eleven i centrum

Man kan sige, at det bliver ekstremt komplekst, hvis man skal beskrive alle mulighederne, hver gang man skal tale om reformen. Men man kan også forenkle det og sige, at intentionen er, at uddannelsen tager udgangspunkt i eleven. Uddannelsen skal kunne tones på baggrund af den identifikation, eleven oplever, og samtidig give vedkommende mulighed for at udfolde sine potentialer.

Ideelt set skal dette også slå igennem, således at der i undervisningen tages højde for, at eleverne har forskellige læringsstile. Nogle lærer bedst gennem en induktiv metode, andre via en deduktiv metode, og der skal være mulighed for niveau- og tempodifferentiering. Men det er klart, at det er noget, der stiller store krav til dem, der skal tilrettelægge undervisningen.

Den forrige reform lagde i realiteten op til en båsning af eleverne. Valgte de forkert, var de tvunget til at starte forfra, selvom de var kommet langt ind i uddannelsen. Desuden var det et problem, at det var vanskeligt at få øje på relevante videreuddannelsesmuligheder, hvis man havde ambitioner om dette.

Vi bryder os ikke om et system, der går ud og båser elever allerede i grundskolen og på forhånd afgør, at du hører til her, og du hører til der. For os er det afgørende, at eleverne kan vokse i uddannelserne samtidig med, at de når de mål, som skal nås.

Men der er vel både foretaget et valg og et fravalg i og med, at eleven har valgt en erhvervsuddannelse?

Et af problemerne i erhvervsuddannelserne, som de så ud tidligere, var, at du udelukkende havde mulighed for at vokse i erhvervsfaglig retning. Nu har du muligheden både i forhold til det erhvervsfaglige og i forhold til studiekompetencen. Det betyder, at man ikke længere på forhånd behøver at inddele eleverne efter, om de er praktisk eller teoretisk begavede.

På den led er reformen også et forsøg på at gøre op med den sorteringsmekanisme og de hierarkier, som er indbygget i det nuværende uddannelsessystem.

Sagt med andre ord, så er det ikke sådan, at målgruppen for erhvervsuddannelserne er de såkaldt praktisk begavede elever. Tværtimod er målgruppen de unge forstået i bredeste forstand.

Rummelighed

Der vil selvfølgelig stadig være nogle få, som ikke umiddelbart passer ind i erhvervsuddannelsessystemet. F.eks. har produktionsskolerne stadig en niche, og det skal der ikke ændres på.

Erhvervsskolerne skal samarbejde med produktionsskolerne, men det er ikke meningen, at de skal ind og overtage deres opgave. Der vil fortsat være en gruppe unge, som har behov for de særligt tilrettelagte tilbud, som produktionsskolerne kan tilbyde.

Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om, at disse unge ikke lader sig undervise. Men de har måske brug for nogle andre rammer end de traditionelle. En af kvaliteterne ved produktionsskolerne er netop, at der er tale om ganske små skoler, hvor lærerne har en direkte personlig relation til de enkelte elever, en relation som bl.a. gør, at der stadig er lærere, der kører hjem og henter de elever, der af den ene eller anden grund ikke dukker op. Netop ved at tage udgangspunkt i den individuelle elev formår produktionsskolerne at opbygge en motivation.

Den nye produktionsskolelov indeholder en regel, der gør det muligt for en elev at kombinere et produktionsskoleophold med en erhvervsuddannelse. Samtidig betyder loven en indskærpning af, at der skal foreligge en plan for, hvad forløbet skal føre til, så man ikke bare tumler rundt i tørretumbleren, uden at der er tænkt over, hvad der skal ske bagefter. Men det er vigtigt at understrege, at produktionsskoleeleverne ikke er en samlet målgruppe for erhvervsuddannelserne. De er derimod en del af målsætningen om “Uddannelse til Alle”.

Målsætningen om “Uddannelse til Alle” nødvendiggør, at man tænker i, hvordan man kan skabe rummelighed i systemet i stedet for at fortsætte med at lave nye programmer, hvis succes står og falder med de ildsjæle, der står bag. Intentionen i reformen er at gøre rummeligheden til en del af det ordinære system. Produktionsskolerne og initiativer som Den Fri Ungdomsuddannelse vil fortsat have en rolle at spille. De skal medvirke til at genskabe eller nyopdyrke en motivation, en grundlæggende nysgerrighed og en tro på sig selv, som en række unge er blevet berøvet gennem nederlag i uddannelsessystemet, og dermed føre dem videre i enten en erhvervsrettet eller en gymnasial uddannelse.

Motivation

Det er ikke nogen let opgave for et uddannelsessystem at skulle genskabe en motivation blandt elever, som har dårlige oplevelser fra folkeskolen?

Det skal ikke forstås på den måde, at vi har en folkeskole, som ødelægger motivationen, og så har vi nogle institutioner, der skal rette op på det bagefter. Men nogle elever har brug for at blive motiveret på ny, og det er der nogle uddannelsesinstitutioner, der er bedre til end andre.

Grundtanken i produktionsskolen er jo forholdsvis enkel. At lade den unge lave noget meningsfyldt under vejledning af en voksen, som kan, som har den faglige kompetence, og som samtidig er optaget af at få den unge med.

Historisk set har erhvervsuddannelserne gjort en kæmpeindsats på dette felt. Der er mange eksempler på mennesker, der først, da de kom i gang med at lave noget i fællesskab med andre, og som skulle bruges til noget nyttigt og praktisk, opdagede, at de faktisk duede til noget.

Jeg tror ikke, at der fremover vil være plads til, hvad man lidt groft kunne kalde en lønmodtageropfattelse på uddannelsesområdet. Vi vil konstant skulle lære nyt, og det at være “skoletræt” vil ikke længere være legitimt. Det er der ikke plads til i det samfund, vi er på vej ind i.

Det betyder samtidig, at vi må gøre os umage for at tilrettelægge uddannelserne, så motivationen bliver en drivkraft. Jeg kan ikke forestille mig, at man kan tage et medansvar for det, der foregår på en arbejdsplads, hvis ikke man grundlæggende er motiveret for at være der. Og hvordan vil man realisere intentionen om livslang læring i et samfund i forandring, hvis ikke den enkelte er motiveret for at lære?

Er det i virkeligheden her, at erhvervsuddannelserne adskiller sig fra andre uddannelser? Er det et særligt kendetegn ved erhvervsuddannelserne, at de har nogle andre muligheder for at motivere eleverne, fordi de på en mere konkret måde er forbundet med et fremtidigt erhverv?

Ja, det kan man godt sige, og derfor vil de have en stærk attraktionsværdi for nogen, men derved kan man nemt komme til at ende i det, som vi tog afstand fra før, nemlig at erhvervsuddannelserne er for de konkret tænkende. Sådan er det ikke!

Forskelle i læringsstile

Arbejdslivet rummer jo grænseløse udfordringer udfordringer både for dem, der er praktisk anlagte, og for dem, der er teoretisk mindede. Det er ikke sikkert, at de to grupper nødvendigvis skal have den samme uddannelse. På den anden side skal vi ikke glemme, at vi også har erhvervsuddannelser, der på nogle områder stiller større teoretiske krav end studentereksamen eller stiller tilsvarende krav. Det gælder f.eks. optikeruddannelsen, som i mange andre lande er en videregående uddannelse, og det gælder f.eks. datamekanikeruddannelsen, hvor kravene til matematikkundskaberne svarer til dem i matematisk gymnasium.

En af styrkerne ved systemet er jo netop, at det har en bredde, der er i stand til at udfordre et bredt udsnit af befolkningen.

Det er vel i den sammenhæng også vigtigt at fastholde, at teori og boglighed ikke nødvendigvis er synonymer?

Det er jo klart, at teorier kan både udfoldes induktivt og deduktivt, og det er klart, at den nære kobling til praksis, der jo er en del af erhvervsuddannelsernes særkende, adskiller dem fra de boglige uddannelser, hvor man er fritaget for, men også berøvet den praktiske kobling.

Individualisering og fællesskab

I var selv inde på, at en del af tankegodset bag denne reform allerede blev formuleret i forbindelse med efg-reformen. Hvad er det så, der gør denne reform anderledes?

Det er rigtigt, at man godt kan betragte den nuværende reform i forlængelse af de skridt, der er taget helt tilbage til 50’erne. Nu bliver tankerne ført videre og gjort mere konsekvente. I dag stiller man nogle helt andre krav til tilrettelæggelsen af undervisningen. Bl.a. stilles der krav om, at den enkelte elev skal inddrages.

Denne individualisering er den helt store udfordring, og det er også den, som står til debat både i de pædagogiske og måske også i de mere ideologiske diskussioner. Der vil være dem, der påstår, at vi med reformen ophæver fællesskabet. Men det er ikke tilfældet. Det ville være helt uforsvarligt, hvis ikke man indtænkte de unge i et fællesskab - der rækker ud over dem, de selv kan gå og plukke sig frem til. Og tvungne fællesskaber, hvis man kan kalde dem sådan, kan jo sagtens realiseres inden for rammerne af de ændrede eud-uddannelser.

Undervisningsdifferentiering

Men kan det faktum, at eleven i højere grad vælger, hvordan vedkommende vil sammensætte sit forløb, ikke betyde en udvanding af den faglige tradition og de normer, som knytter sig til lige præcis den bestemte uddannelse?

Det er forkert at opfatte det som om, det er eleven selv, der skal vælge. Eleven skal sammen med en kontaktlærer tilrettelægge et forløb, som fører til, at eleven opnår den faglighed, der knytter sig til det pågældende uddannelsesforløb.

Eud-reformen skal ses som et opgør med en undervisningsform, hvor undervisningen var fastlagt i et fælles skema, hvor læreren underviste i afmålte lektioner og formidlede en vis mængde viden, og hvor den enkelte elev udgjorde en del af den gruppe, der var i klasselokalet.

Vi har jo flere undersøgelser, der viser, at der i sådan en klasse kan sidde op til 25%, som ikke kan følge med, fordi det er for svært, og yderligere 25%, som ikke følger med, fordi de kan stoffet i forvejen. Og det er jo ikke tilfredsstillende.

Det er klart, at i det øjeblik, du har en gruppe, der er nogenlunde homogen, så kan det lade sig gøre, men ellers ikke. Og den mulighed eksisterer jo stadig efter reformen. Der vil ofte være tale om lidt mindre grupper, som så til gengæld kan arbejde mere selvstændigt netop, fordi de arbejder for sig selv.

Samtidig må vi ikke glemme, at det at matche forandring også er en del af den professionelle stolthed. Det vil ikke mindst være tilfældet i de sektorer, som er i vækst, og som direkte knytter sig til at kunne håndtere forandring. Samtidig så tror jeg, at det med at identificere faglig stolthed med det at mestre forrige århundredes metoder godt kan kombineres med, at man kan være i stand til at møde forandring.

Tag f.eks. tømrerne, der har en tradition, der går tilbage til det gamle testamente. De har en uddannelse, som sætter dem i stand til at møde det nye. Og hvis de så skifter til et andet erhverv, så er det utroligt, hvad de kan begå sig i.

Individualisering og ansvar

Selv om styrkelsen af de personlige kvalifikationer også spillede en rolle i den forrige reform, så er det alligevel blevet meget tydeligere med den nuværende reform, ikke mindst fordi individet sættes så meget i centrum, som det er tilfældet. Er det ikke ensbetydende med, at den enkelte får tildelt et meget stort ansvar?

Vi oplever, at reformens intention om at tage udgangspunkt i den enkelte elev ofte bliver misforstået. Mange får det til at lyde som om, at eleverne fremover skal behandles som ensomme individer med hvert deres ansvar for at lære noget og hver sin plan, og at de går rundt i en eller anden form for læringslandskab. Men sådan er det ikke i virkeligheden.

Det kan godt være, at eleverne har deres egne individuelle mål, men de har det både inden for nogle rammer og i forhold til et fællesskab. Undervisningen bliver jo ofte organiseret som projekter, temaer og kurser, hvilket betyder, at eleverne er en del af et socialt fællesskab. Det skal de også være, ikke mindst fordi det er en forudsætning for, at de kan udvikle vigtige personlige kompetencer, som f.eks. evnen til at samarbejde. Det er skrevet ind som nogle mål, der skal kunne opnås, og det stiller krav til undervisningens tilrettelæggelse.

Det handler om, at eleverne skal have mulighed for individuel vækst, men som en del af et fællesskab. Ellers var der jo ingen grund til at lave skoler.

Ansvar for egen læring

Princippet om, at eleverne har et ansvar for egen læring, er blevet gjort til genstand for fortolkninger, der er helt groteske. Vi har hørt lærere, som mente, at nu havde de ikke noget ansvar længere. Og vi har mødt den opfattelse, at nu handler det om, at det er eleverne, der sætter dagsordenen. Og så er det jo, at man pludselig står med et problem, idet der tilsyneladende er nogle af eleverne, der mangler valgkompetence. Og hvad gør vi så med dem? Skal læreren bare stå og se på, at der er nogle, der kommer i klemme?

Reformen bliver ofte anklaget for at ville sælge de svage. Det er en misforståelse. Målet er tværtimod, at alle kommer tørskoede fra A til Å. Pointen er, at der er forskel på den hjælp, den enkelte elev har brug for.

Den individualisering, vi taler om, går ud på at slippe nogle kræfter løs hos dem, der allerede har dem, og bidrage til, at andre udvikler dem. Det er jo bl.a. det, undervisningsdifferentiering sigter på.

Til gengæld er det en misforståelse at tro, at differentiering handler om, at læreren læsser ansvaret over på eleverne. I stedet handler det om at finde ud af, hvem der kan magte ansvaret. Målet må være, at eleverne gradvist afhængig af alderstrin, modenhed, men også af de mål, de skal nå i uddannelsen, udvikler denne kompetence, for den skal de bruge resten af livet. Det handler både om valgkompetence og om at tage ansvar og stå ved det, man skal lære og udvikle sig. Men det er ikke det samme som, at nogen får mindre ansvar.

Tværtimod mener vi, det er et kæmpe ansvar, der pålægges den enkelte lærer. Han/hun skal tilrettelægge et forløb, som gør, at den enkelte elev føler sig hjemme, selvom alle eleverne er forskellige, og det er en fantastisk udfordring.

Ministeren insisterer af samme grund i sit værdiudspil på at tale om medansvar for egen læring. Det har måske nok været sådan, at mange i deres skoleforløb har oplevet, at det var ikke deres ansvar, det var nogle andres ansvar. Derfor kunne de bare læne sig tilbage, og hvis undervisningen var dårlig, så kunne man klage. F.eks. hvis ikke den var underholdende nok, og det er i det lys, kravet om, at den enkelte elev skal være motiveret, skal ses.

Nogle gange har man indtryk af, at selvstændighed er et ord, der måske kunne berige debatten. Det er i virkeligheden det, vi skal uddanne eleverne til. I de erhverv, som erhvervsuddannelserne retter sig mod, stilles der ofte krav til selvstændighed og selvstændig opgaveløsning.

På nogle skoler er man begyndt at operere med begrebet faglig selvudvikling. Det betyder, at der stilles et antal timer til rådighed for eleverne, som de selv kan gå ind og beslutte, hvad de vil bruge til?

Ideen kan være god nok i forhold til elever, som kan håndtere den grad af selvstændighed. Men der er måske nogle af eleverne, der går ned på torvet og bruger timerne der. Det er selvfølgelig skidt. Men det er ekstra skidt, hvis skolen ikke griber ind i forhold til det. Til gengæld er det godt, at det er noget, der prøves af i grundforløbet. Så har læreren en mulighed for at gribe ind og sige til eleverne: “det her er ikke en ansvarlig forvaltning af den selvstændighed, I har fået tildelt. Det her går ikke, når I kommer ud på en arbejdsplads”.

Krav til lærerne

Nu er vi jo i virkeligheden inde på, hvad det er for nogle krav, der stilles til lærerne. Hvordan forestiller man sig, at lærerne forvalter den rummelighed, vi talte om før?

Tja, man kan jo sige, at hele det didaktiske rum er blevet udvidet dramatisk. Lærerne er nu nødt til at tænke i en stor variation af tilrettelæggelsesformer. Samtidig skal lærerne være i stand til at hjælpe eleven med at finde ud af, hvordan vedkommende bedst lærer. Det er der jo stor forskel på, og det er mig bekendt først i de senere år, der er sat fokus på dette i læreruddannelsen. Ikke mindst derfor er det en stor udfordring, der ligger foran os, og derfor kan vi jo heller ikke forvente, at det hele er færdigudviklet i samme øjeblik, reformen trådte i kraft.

Undervisningen er gennem de sidste 100 år blevet opfattet som lig med klasseundervisning. Det er klart, at lærerne for de flestes vedkommende har prøvet forskellige undervisningsformer. Men det har mest haft karakter af indslag i længere forløb, hvor de har udgjort afbrydelser af den traditionelle klasseundervisning i form af nogle alternative forløb, projekter mv.

I dag drejer det sig derimod om, at man kontinuerligt skal have forskellige undervisningsformer i gang, som så også repræsenterer forskellige delmål, som helst skal nå sammen i den sidste ende.

Det stiller enorme krav, ikke bare til læreruddannelsen, men også til videreudviklingen af de nuværende lærerkræfter. Og der er jo nok ingen tvivl om, at dér er udviklingsprojekter et af de bedste værktøjer. Det er det værktøj, vi har satset på gennem hele forsøgsperioden, og det forestiller vi os at skulle fortsætte med.

Fra undervisning til læring

Det er ikke min oplevelse, at der findes så mange gode bud på, hvordan man lærer i det hele taget og slet ikke, når det handler om at afdække forskellige læringsstile?

Nej, man kan roligt sige, at det er et uopdyrket felt. Det meste litteratur handler om, hvordan man tilrettelægger undervisningen.

I en lang periode har man opfattet læring og undervisning som to sider af samme sag. På samme måde som med køb og salg kan man ikke forestille sig det ene uden det andet. Krisen opstår der, hvor det går op for folk, at der faktisk foregår meget undervisning uden, at der sker nogen læring, samtidig med, at der foregår utrolig meget læring uden, at det er forbundet med en undervisning.

Det betyder, at man didaktisk set bliver nødt til at flytte fokus over på, hvad det så er, der betinger læringen. I vores system kan man måske kun have et skuldertræk tilovers for det, fordi vi har jo haft et system, der baserede sig på, at man kan lære ved at gøre, f.eks. ved at afkode den tavse viden, som hverken kan ekspliciteres i en lærebog eller noget andet, men som netop kan afkodes gennem sidemandsoplæring. Hele det felt har vi jo praktiseret i Danmark i flere hundrede år i form af et formaliseret mesterlæresystem.

Og, hvis du spørger eleverne, så synes de, at det, der foregår i praktikoplæringen, det er det spændende, det er det rigtige. Det er jo tankevækkende, og det gælder jo lige meget, hvad det er for en undersøgelse, og om det drejer sig om metalområdet eller HK-området.

Eleverne måler undervisningens relevans udfra, om de oplever, at det er noget, de får brug for i deres senere arbejde.

Lærerrollen under forandring

Det fokusskifte, som der er tale om på det pædagogiske område, betyder, at lærer og elev kommer tættere på hinanden.

Det skyldes både kravet om, at der i undervisningen tages individuelle hensyn, men også de nye undervisningsformer, der lægges op til med reformen. Læreren er nu tvunget til at skulle forholde sig konkret til den enkelte elev og dennes eventuelle personlige problemer. Det stiller nye krav til lærerens personlige kompetencer. Som lærer kan man ikke længere gemme sig bag sit kateder eller bag en faglighed. Som lærer bliver du nødt til at træde i karakter som den person, du er. Du træder over en usynlig tærskel og kommer meget tættere på eleven. Og det kan være følsomt for nogle lærere. Det er en helt anden rolle end den traditionelle.

Hvad så med virksomhederne, hvad stiller denne reform af krav til dem?

Man kan sige, virksomhederne med reformen får nogle muligheder, som de ikke har haft før, idet de får muligheden for sammen med eleven at sammensætte et forløb, der peger mere direkte på virksomhedens egne behov.

Men ellers må man vel sige, at den udfordring, som virksomhederne har haft hele tiden, den bliver ikke mindre. Hermed mener jeg, at den nuværende ungdomskultur, den ligger jo i nogle sammenhænge langt fra virksomhedskulturen.

Skoledelen kan måske godt være en form for formidler eller katalysator for en sammenhæng, men det stiller altså også krav til virksomhederne. Hvis de vil have kompetente medarbejdere, så må de altså bidrage med en rummelighed både kvalitativt og kvantitativt. Med det sidste hentydes der til antallet af praktikpladser.

Det har vist sig, at der ikke er noget, der kan matche vekseluddannelsessystemet, når det handler om at lette overgangen fra uddannelse til erhverv.

Så kravene til virksomhederne, ikke mindst til nye brancher i vækst, er, at selv om de har travlt, så må de se i øjnene, at de har et ansvar for at uddanne deres egen fremtidige arbejdskraft. De kan ikke forvente, at der kommer nogle grydeklare unge, som de kan kritisere, hvis de ikke er gode nok.

Man kan sige, at mens der i målsætningerne for de tidligere reformer er indgået ord som: en verden under forandring, internationalisering og globalisering osv., så er det først med den nuværende reform, at vi for alvor prøver at tage højde for de kulturelle ændringer, der er sket i samfundet.

Der er stadig nogle krav, som uddannelserne skal leve op til. Men med denne reform er der lagt op til, at man i højere grad skeler til de unge, som kommer ind i systemet. Det har man ikke gjort på samme måde tidligere. Men tankegangen er, at når nu folk har så forskellige måder at lære på, hvorfor skal de så behandles helt ens for nu at stille det banalt op? Hvor ser I den største barriere for denne her reform?

Vi synes, det er svært, og det er ikke én ting, der er svært. Det som vel er udfordringen, det er, at reformen repræsenterer en helt anden måde at tænke uddannelse på. Faren er, at man falder tilbage i det vante og hiver de sorte mapper ned fra hylderne, fordi “det ved vi, hvad er”.

Denne her reform, den er utrolig ambitiøs. Vi er herinde i Ministeriet godt klar over, at det her det er ikke noget, der er færdigudviklet hverken i dag, i morgen eller lige rundt om hjørnet. Men vi skal fastholde visionen om, at det er den vej, vi skal.

Det opmuntrende er, at selvom mange synes, det er svært, så er der samtidig mange, som synes, at det er den eneste rigtige måde at komme videre på. Og det er den holdning, som skal bære reformen igennem. At det både er svært og kompliceret, men på sin vis enkelt, fordi det er et forsøg på at tackle nogle problemer, som er erkendte.

Og her bygger man vel også videre på nogle pædagogiske traditioner, der gør, at så nyt er det vel heller ikke?

Nej, der er ikke noget af det, der ikke har været prøvet før, og som ikke har vist sig at kunne bære, men der er jo forskel på eksperimenterende betingelser og så at sige, at nu går vi ud i fuld skala.

Denne side indgår i publikationen "Tanker om eud-reformen" som indhold som kapitel 2 af 7
© Undervisningsministeriet 2001