3. Valg, frafald og det nye mulighedsrum

Af Finn Christensen

Formålet med denne artikel er - med en statistisk indfaldsvinkel - at belyse de forhold ifm. erhvervsuddannelsessystemets produktivitet og effektivitet ¹ , der kan begrunde, at erhvervsuddannelsesreform 2000 i den grad fokuserer på individuelle forløb med valgmuligheder og medindflydelse for den enkelte elev. Reformen må i meget høj grad vurderes ud fra de forudsætninger, som Regeringen lagde frem i to kvalitetsanalyser fra 1997/98 ² .

Nu har disse kvalitetsanalyser været kritiseret en del i offentligheden. Kernen i kritikken har været det synspunkt, at uddannelsessystemets kvalitet ikke alene kan vurderes ud fra kvantitative forudsætninger - også ikke-kvantificerbare forhold og forhold, som ikke umiddelbart er undersøgt kvalitativt, bør indgå i en samlet vurdering af kvalitet.

Selv om man kan dele dette synspunkt, kan man alligevel forholde sig til de to foreliggende nævnte analyser, dels ud fra de oplysninger, de indeholder i tal og tabeller mv., dels ud fra de målsætninger for den generelle uddannelsespolitik, som de foreslår, og som Regering og Folketing senere i store træk har besluttet sig for.

I artiklen vil vi derfor tage udgangspunkt i problemstillingerne fra Uddannelse - omkostninger og resultater og Kvalitet i uddannelsessystemet. Hovedproblemstillingerne var at konstatere det  niveau, der er nået, herunder også i en international belysning, og at holde indsatsen sammen med udbyttet, herunder ved at vurdere effektivitet i flowet gennem systemet og ved at se på opfyldelsen af to kvantitative generelle målsætninger: At 95% af en ungdomsårgang fuldfører en ungdomsuddannelse, og at 50% af årgangen efterfølgende fuldfører en videregående uddannelse, kortere, mellemlang eller længerevarende.

Til grund for denne artikel ligger talmateriale fra Undervisningsministeriet og i enkelte tilfælde fra Danmarks Statistik. Tallene er de nyeste, som findes, dvs. at de går op til 1998. Der er derfor ingen tal, der belyser situationen efter iværksættelsen af erhvervsuddannelsesreform 2000. Heller ikke fra de forsøg, der har været gennemført før lovens ikrafttrædelse pr. 1. januar 2001. Tallene belyser således ikke reformen, men tiden før og dermed grundlaget for reformen.

Når vi specifikt skal se på ungdomsuddannelserne, kan tilstanden med en enkelt figur bedst belyses ved en opdateret version af fig. 2 fra bilagsbindet i Kvalitet i uddannelsessystemet.

Figur 1
Udviklingen i tilgangsmønstret til ungdomsuddannelserne set over perioden 1965 til 1998 ³ .

Figuren viser fordelingen på fire tidslinjer, fra neden henholdsvis 1965, 1982, 1995 og 1998. Med farver vises hovedområderne: Det blå er det almengymnasiale område, det lilla er det erhvervsgymnasiale. Det erhvervsgymnasiale område er med en gitterlinje og med skift fra mørk til lyst delt i to, idet det lyse er elever, som går fra hhx og over i et hovedforløb i eud ved at indgå en praktikaftale, fortrinsvis på kontorområdet. Det lyseblå er det erhvervsrettede område, som omfatter de egentlige erhvervsuddannelser (eud), social- og sundhedsuddannelserne (sosu), landmandsuddannelserne, erhvervsgrunduddannelsen (egu) m.fl. Det grønne område viser restgruppen, altså de unge, som ikke påbegynder en ungdomsuddannelse.

Det understreges, at figuren viser tilgangen til uddannelserne, og at tallene er relative, dvs. at de viser andelen i % af det hele, således at de fire tidslinjer bliver lige lange uanset, at ungdomsårgangenes størrelse selvsagt varierer fra den ene måling til den anden.

Hvad viser figuren nu?

• At tilgangen til gymnasiet er vokset meget i perioden, men at væksten måske er stoppet.
• At tilgangen til de erhvervsrettede uddannelser har holdt den relative størrelse, hvis tilgangen hertil fra det erhvervsgymnasiale område tages i betragtning. Tages den faldende ungdomsårgang i betragtning, betyder dette altså et fald i tilgangen målt i absolutte tal.
• At ungdomsuddannelsesrestgruppen i tilgang er faldet til næsten det minimum, som politisk er ønsket.

Dette ser for så vidt positivt ud; hvilke problemer er der da?

• Punkt to oven for kan indeholde det problem, at tilgangen til erhvervsuddannelserne bliver for lille i forhold til samfundets behov.
• Men figuren viser jo også, at den "positive" udvikling, der har været, ikke kan fortsætte uden, at der netop opstår det nævnte problem. Over tid er tilgangen til erhvervsuddannelserne frem til 1995 blevet parallelforskudt; tilgangen til gymnasiet er vokset, og restgruppen er blevet mindre i samme takt. Men dette kan ikke fortsætte længere som en parallelforskydning. Figuren viser, at det gør det heller ikke! For restgruppen kan næppe blive meget mindre. Derfor er der opstået et problem med hensyn til rekruttering til de erhvervsrettede uddannelser, som måske i nogen grad "løses" ved, at en stigende mængde af elever går over i erhvervsuddannelserne efter gymnasieskolen.
• Som figuren viser, er det muligt, at udviklingen frem til 1995 ikke fortsætter længere. Men hvis den alligevel gør, vil man før eller senere blive nødt til at drage den konsekvens af udviklingen, at der kun er én ungdomsuddannelse, nemlig gymnasieskolen, og at erhvervsuddannelserne ligger efter og rekrutterer sine elever - ikke længere fra folkeskolen, men fra gymnasieskolen.
• Videre må uddannelserne kvalitativt justeres til de forskydninger i rekrutteringen, som har fundet sted. Selv om de erhvervsfaglige uddannelser rekrutterer samme relative andel efter andelens størrelse, så er det jo ikke den samme andel, som det før var.

Endelig må det tilføjes, at denne fig. 1 - da den jo netop viser tilgangen til uddannelserne - ikke siger noget om det "spild", der er, og som har flere former:

• Mange elever fuldfører ikke en ungdomsuddannelse, selv om de har påbegyndt én.
• Mange elever vandrer rundt i ungdomsuddannelsessystemet, og påbegynder flere uddannelser, inden de falder til ro og fuldfører én.
• Mange elever tager to ungdomsuddannelser efter hinanden, dvs. får en dobbeltkompetence, hvilket både kan være positivt og negativt. Effektivitetsmæssigt er det negativt, hvis det må opfattes som en korrektion af et fejlvalg, som burde/kunne have været undgået.

I de efterfølgende kapitler af denne artikel vil vi søge at belyse de nævnte problemstillinger. Og i artiklens afsluttende kapitel vil vi drage nogle konklusioner af denne belysning i relation til de rejste problemstillinger og ud fra de tre kvantitative målsætninger:

• Det faktiske flow i elevstrømmen skal repræsentere en rimelig effektiv anvendelse af de anvendte ressourcer.
• 95% af en ungdomsårgang skal fuldføre en ungdomsuddannelse.
• 50% skal herefter fuldføre en kortere, mellemlang eller lang videregående uddannelse.

Bestanden af elever i de erhvervsfaglige uddannelser

Det erhvervsfaglige uddannelsesområde omfatter i statistisk betydning eud (merkantile og tekniske uddannelser), gartner, husholdnings-, landbrugs- og søfartsuddannelser, social- og sundhedsuddannelser (sosu), tf-kurser (værkstedskurser) og fra 1997 den pædagogiske grunduddannelse (pgu). Hertil kommer en række kortere og længere erhvervsfaglige kurser mv. Artiklen vil koncentrere sig om de tekniske og merkantile uddannelser, altså eud. I de statistiske opgørelser sondres normalt mellem det, der efter erhvervsuddannelsesreform 2000 kaldes grundforløb og hovedforløb.

I figur 2 ⁴ præsenteres de historiske elevbevægelser for hovedforløbene i eud (dvs. for alt efter 2. skoleperiode) som den store del af det erhvervsfaglige udddannelsesområde. Tallene viser, hvor mange elever, der har modtaget skoleundervisning på dette område fra 1989 til 1998. Praktikpladssøgende elever er således ikke medtalt. Bestanden opgøres på skolerne pr. 1. oktober i året. Der er altså tale om antal personer i de skolebaserede dele af uddannelserne. Man skal erindre, at hele uddannelsesområdet blev reformeret i 1991, og de merkantile uddannelser ændret i 1996, hvilket imidlertid kun har givet udslag på elevbestandene i grundforløbene, og således ikke ses på fig. 2.

I alt var der 122.948 elever pr. ultimo september 1998, 38.133 i grundforløb og 84.815 i hovedforløb.

Handels- og kontorområdet er - samlet set - fortsat det største uddannelsesområde. I 1998 var der i alt 20.012 elever. Elevtallet her faldt med 30,4% fra 1989 til 1998. Selvom kontoruddannelserne havde det største absolutte fald i perioden, havde såvel handels- som kontorområde næsten det samme procentuelle fald.

Industriuddannelser er den største gruppe inden for de tekniske uddannelser. I 1998 var der 15.452 elever mod 17.754 i 1989. Efter en række års fald i bygge- og anlægsuddannelserne ses der en stigende bestand, så området nu er næsten lige så stort som før (og som industriuddannelser) med i alt 15.198 elever.

Områder som serviceuddannelser, jordbrug og landtransport har oplevet stigning i elevtallet i perioden.

Figur 2
Elevbestanden for udvalgte erhvervsfaglige uddannelser fra 1989 til 1998, opgjort pr. 1/10 i året.

Konklusionen vedrørende elevbestandene i de erhvervsfaglige uddannelser er, at eud - samlet set - har haft en væsentlig tilbagegang i elevbestanden i perioden. Denne tilbagegang modsvares imidlertid af en fremgang til næsten det firedobbelte på sosuområdet i perioden, således at den samlede bestand af elever til hele dette uddannelsesområde samlet set er næsten uændret fra 86.236 i 1989 til 84.815 i 1998. Stabiliteten dækker altså over betydelige forskydninger uddannelserne imellem.

Elevernes køn, alder og etnicitet

Figur 3 præsenterer den samlede kønsfordeling blandt de elever, der befandt sig i en uddannelse under det erhvervsfaglige uddannelsesområde fra 1989 til 1998. Området er overordnet domineret af mænd. Fra 1989 til 1996 var rundt regnet 57% mænd. Men i 1997 og 1998 ses dog en faldende - om end svagt - andel af mænd (i 1998 til 53,5%).

Figur 3
Kønsfordeling opgjort som andele af elevbestanden for det samlede erhvervsfaglige uddannelsesområde opgjort pr. 1/10 i året for perioden 1989 til 1998.

I figur 4 præsenteres kvindernes og mændenes andel af elevbestanden for det erhvervsfaglige uddannelsesområdes undergrupper. Selvom området samlet set er domineret af mænd, er kønsfordelingen på undergrupper mere nuanceret. Enkelte grupper er markant domineret af kvinder. Det gør sig fx gældende i handel og kontor, 1. og 2. skoleperiode (hg), hvor 2/3 af bestanden i 1998 er kvinder. I de erhvervsfaglige kontoruddannelser, består bestanden af ca. 70% kvinder. En meget markant kvinderepræsentation ses også i de erhvervsfaglige servicefag, hvor der er næsten 88% kvinder, og i sosu-området, hvor rundt regnet 94% af bestanden i 1998 udgøres af kvinder.

Der er stadig få kvinder i de tekniske uddannelser. Fx udgør kvinderne i de erhvervsfaglige industriuddannelser og i byggeog anlægsuddannelser kun henholdsvis 3,3% og 7% af bestanden i 1998. Og der viser sig ikke større ændringer i kønsfordelingen i de enkelte større uddannelser over tid. I mindre områder som grafiske uddannelser og teknisk assistent ses en svagt faldende tendens, i andre som serviceuddannelser og jordbrugsuddannelser en svagt stigende tendens.

Figur 4
Kønsfordeling opgjort i procent af elevbestanden for udvalgte erhvervsfaglige uddannelser, opgjort pr. 1/10 1998.

Konklusionen vedrørende kønsfordelingen må blive, at denne er forbavsende stabil, og at forklaringen på den overordnede konvergens, som ses i figur 2 alene skyldes, at det mandsdominerede samlede eud-område går tilbage, mens det stærkt kvindedominerede sosu-område har været i betydelig fremgang. Skal der ændres ved dette, må det ske gennem strukturelle forandringer, der gør det lettere for den enkelte elev at bryde de stereotype mønstre i kønnenes erhvervs- og uddannelsesvalg.

I tabel 1 opgøres den gennemsnitlige aldersfordeling for eleverne i det erhvervsfaglige uddannelsesområdes elevbestand fra 1989 til 1998. Udviklingen i gennemsnitsalderen er et udtryk for, hvilken alder, de, der er i gang med en erhvervsuddannelse, har. Man skal være opmærksom på, at vækst eller fald i alderen ikke altid er ensbetydende med, at tilgangsalderen er ændret. Følgende faktorer kan fx påvirke gennemsnitsalderen: Etablering af nye uddannelser, nedlæggelse af uddannelser, ændring af uddannelseslængden, ændrede adgangsveje mv.

For skoleforløb mv. (grundforløb) ses en forøgelse i den samlede gennemsnitsalder til 21,3 år i 1998 fra 17,5 år i 1989. For erhvervsfaglige uddannelser mv. (hovedforløbene) er gennemsnitsalderen vokset til 24,3 år i 1998 fra 20,8 i 1989. Da der i perioden (hvor 91-reformen af eud afskaffede basisåret på det tekniske område) nærmest er sket en afkortelse af forløbene, må forklaringen på en næsten konstant vækst i gennemsnitsalderen i perioden på 0,3 - 0,4 år pr. år søges i andre forhold.

De yngste elever finder vi naturligt nok i de indledende skoleforløb; fx er gennemsnitsalderen for teknisk introduktionsforløb 19,9 år i 1998. De ældste elever findes blandt social- og sundhedshjælperelever samt blandt social- og sundhedsassistentelever, som i 1998 er henholdsvis 30 år og 34,7 år. Men også gruppen med teknisk assistent mv. ligger i den øvre ende med 26,5 år i 1998. Den forholdsvis nye pædagogiske grunduddannelse har også en høj gennemsnitsalder med 31 år i 1998.

Tabel 1
Den gennemsnitlige aldersfordeling for eleverne i bestanden ved det erhvervsfaglige uddannelsesområde fra 1989 til 1998, opgjort pr. 1/10 i året.

1) Tallet skal tages med forbehold.

Det er altså ikke længere meningsfyldt at opfatte de erhvervsfaglige uddannelser som præget af elever, der netop har forladt folkeskolen, og at omtale dem som uddannelser for de 16-19 årige elever.

I tabel 2 ⁵ præsenteres andelen af indvandrere og deres efterkommere i tilgangen til eud fra 1991 til 1996. En stigende andel indvandrere og deres efterkommere går i gang med en eud-uddannelse. Det ses, at der er relativt flere, der starter på et indgangsforløb end på et hovedforløb.

Tabel 2
Andelen af indvandrere/efterkommere i tilgangen til eud fra 1991 til 1996, opgjort fra 1/10 året før til 30/9 i året.

1) Omfatter ikke 1. skoleperiode.

Fuldførelse og effektivitet i erhvervsuddannelserne

For at komme tættere på den problemstilling, der er rejst tidligere, nemlig: Hvad er effektiviteten i uddannelsessystemet? Vil vi i dette kapitel se på opgørelser over fuldførelsesprocenter samt på fuldførelses- og afbrudstiden i uddannelserne under det erhvervsfaglige uddannelsesområde. Synspunktet er her, at ressourcerne bør anvendes bedst muligt i forhold til at opnå de overordnede mål (de i indledningen nævnte), samt kvalitet i forhold til de faglige mål og de personlige behov.

Fuldførelsesprocenten beregnes hvert år ud fra det mønster, der kan iagttages i tværsnitsperioden. Man kan sige, at fuldførelsesprocenten er en beregnet størrelse for, hvor stor en andel af de personer, der har påbegyndt uddannelsen, som forventes at fuldføre den (dvs. at et uddannelsesskift i et forløb betragtes som et afbrud!). Således kan en afbrudsprocent beregnes som: 100% minus fuldførelsesprocenten. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at uddannelsesområdet blev reformeret i 1991, og der er efterfølgende sket omlægninger mv. Disse forhold påvirker i en periode i sig selv resultaterne og udviklingstendenserne for såvel fuldførelsesprocenterne som for de gennemsnitlige fuldførelses- og afbrudstider.

I tabel 3 og figur 5 præsenteres fuldførelsesprocenter for erhvervsuddannelsernes hovedforløb fra 1989 til 1998. Som det ses, er der store forskelle i fuldførelsesgraden for de forskellige undergrupper. I 1998 er forskellen på fra 93% i grafiske uddannelser til 73% i landtransportuddannelser. Tidligere var forskellene dog noget større. Tal alene for den indledende tekniske 2. skoleperiode udviser den største succes på dette område med en stigning fra 85% i 1989 til 96-97% i perioden fra 1995 til 98. Samtidig er der imidlertid et bekymrende fald fra 95% i 1989 til 65% i 1998 for den sammenlagte 1. og 2. skoleperiode (hg, som fra 1996 kan være to-årig for nogle elever).

Tabel 3
Fuldførelsesprocenter for elever ved uddannelser under det erhvervsfaglige uddannelsesområde fra 1989 til 1998, opgjort fra 1/10 i året til 30/9 året før.

Figur 5
Fuldførelsesprocenter for elever ved udvalgte erhvervsfaglige uddannelser fra 1989 til 1998, opgjort fra 1/10 i året til 30/9 året før.

Vi kan konkludere, at der stadig er muligheder for at forbedre fuldførelsesprocenten på nogle uddannelsesområder. Når det drejer sig om hovedforløbene, ligger mulighederne i særlig grad på praktikdelen af uddannelserne, idet det vides, at det er her, de fleste afbrud sker.

Undervisningsministeriet har opgjort ⁶ de gennemsnitlige fuldførelsestider omregnet i år for perioden 1989 til 1998. Efter den måde, afbrud defineres på (se ovenfor), afspejler fuldførelsestiderne i det væsentlige den normerede (regel- eller aftalefastlagte) uddannelsestid for den enkelte uddannelse. Eleven selv kan godt have været længere undervejs, såfremt der har været afbrud i forløbet. Yderligere skal man ved læsningen af disse tal være opmærksom på, at eud-uddannelserne indeholder en diskontinuitet mellem grundforløbet (i tabellen: Skoleforløb mv.) og hovedforløb (i tabellen: Erhvervsfaglige uddannelser mv.) således, at den enkelte elevs samlede fuldførelsestid i uddannelsen består af begge disse dele samt en eventuel pause ind imellem af kortere eller længere tid ⁷ . Dette gælder også elever, der fuldfører uddannelsen gennem skolepraktik, idet der for disse elever er indlagt en tvungen "karenstid" på 4 - nu 3 - måneder.

For handel og kontor, 1. og 2. skoleperiode (hg), viser tallene en øget fuldførelsestid i 1997 og 1998, hvilket må forklares med, at uddannelsen på det tidspunkt blev ændret således, at eleverne individuelt kunne vælge et nyt to-årigt forløb. I 1998 er den gennemsnitlige fuldførelsestid 1,4 år; i 1989 var fuldførelsestiden 0,8 år (= et skoleår).

Handels- og kontoruddannelserne har en gennemsnitlig fuldførelsestid på omkring 1,9 år. For de erhvervsfaglige tekniske uddannelser er fuldførelsestiden til tider dobbelt så lang. For bygge- og anlægsuddannelser samt industriuddannelser er fuldførelsestiden i 1998 henholdsvis 3,2 år og 3 år. Den højeste fuldførelsestid har de grafiske uddannelser med 3,6 år.

De korteste fuldførelsestider blandt de erhvervsfaglige uddannelser ses ved social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter med henholdsvis 1 år og 1,6 år i 1998. Den relativt nye pædagogiske grunduddannelse blev fuldført på gennemsnitligt 1,1 år i 1998.

Om fuldførelsestiderne må vi konkludere, at de, efter måden de opgøres på, repræsenterer de normerede uddannelsestider og reelt siger meget lidt om den reelle fuldførelsestid for den enkelte elevs uddannelsesforløb.

Undervisningsministeriet har ligeledes opgjort ⁸ den gennemsnitlige afbrudstid, dvs. den tid, der går, fra en elev påbegynder et forløb, til det i dette tilfælde afbrydes. Afbrudstiden er opgjort fra 1989 til 1998. De højeste afbrudstider ses naturligvis også her, som ved fuldførelsestiderne, for de erhvervsfaglige uddannelser (hovedforløbene). Afbrudstiderne er, set over tid, ejendommeligt ujævne. Forlængelsesmuligheden fra 1996 for handels- og kontoruddannelsens 1. og 2. skoleperiode (hg) er dog givetvis forklaringen på den forlængede afbrudstid, som vi finder her.

En afbrudt handelsuddannelse (hovedforløb) blev afbrudt allerede efter et halvt år, hvorimod afbruddet i en kontoruddannelse først skete efter et år i hovedforløbet.

For de tekniske uddannelser ses fx, at afbrud i bygge- og anlægsuddannelsernes hovedforløb i 1998 skete efter gennemsnitligt et år.

Meningen med eud-reformen har ikke været at spare mest muligt af dette spild, men at nyttiggøre disse ressourcer gennem skabelse af en ændret struktur og en mere fleksibel organisering, der kan bidrage til, at spild erstattes af meningsfulde sammenhængende forløb, hvor der kan opnås merit og tilbydes alternativer til afbrud. Videre er der senere indgået en aftale mellem ministeren og organisationerne om en forøget indsats vedrørende fremskaffelse af praktikpladser.

Normerede overgange i det erhvervsfaglige uddannelsesområde og vandringer fra det erhvervsfaglige uddannelsesområde

I dette kapitel præsenteres det normerede overgangsmønster for afsluttede uddannelsesforløb i det erhvervsfaglige uddannelsesområde. I opgørelserne kan man se, om en elev efter et givet uddannelsesforløb går til omverden (dvs. forlader uddannelsessystemet), eller hvilket andet uddannelsesforløb personen i givet fald påbegynder.

For at forstå, hvad det normerede overgangsmønster viser, kan man benytte følgende billede: Det antages, at vi fra et givet år følger alle eleverne på 8. klassetrin for at se, hvilke uddannelser, de går til i de kommende år. Når eleverne så, mange år senere, har forladt uddannelsessystemet helt, kan der laves en samlet oversigt over de vandringer, eleverne har foretaget. Fx ville 99% nok have fortsat fra 8. til 9. klassetrin, og herfra ville ca. en tredjedel gå til gymnasiet. På den måde ville man op gennem uddannelsessystemet kunne vise, hvor mange procent af de oprindelige 8. klasse elever, der foretog hvilke overgange. En forløbsundersøgelse, hvor man optæller antallene af de forskellige overgange, ville tage mange år. Og den viden, man ville få, ville være meget post festum. Derfor har man i stedet beregnet et normeret overgangsmønster ud fra det overgangsmønster, som er målt på et givet tværsnit af elever på et givet, aktuelt tidspunkt.

Det normerede overgangsmønster viser således i vort efterfølgende tilfælde, hvor mange procent af en given ungdomsårgang, (fastsat til ca. 54.700 elever i 8. klasse), man kan forvente vil foretage de forskellige overgange i uddannelsessystemet, hvis overgangsmønstret i fremtiden vil være det samme, som det var op til 1998. I tabel 4, 5 og 6 er tallene præsenteret. Overgangene vises fra givne uddannelseshovedgrupper til givne uddannelsesundergrupper. Tallene er desuden fordelt på køn og på henholdsvis fuldførte og afbrudte forløb. Der er tale om eksempler fra mange foreliggende opgørelser.

Af tabel 4 ses, at 18,3% af ungdomsårgangen i 1998 vil befinde sig på handel og kontor, 1. og 2. skoleperiode (hg. Fremover: grundforløbet), heraf vil 14,4% fuldføre forløbet, men kun 1/3 (5%) af årgangen vil fortsætte på handelsuddannelsens hovedforløb og yderligere 2,7% på en erhvervsfaglig kontoruddannelse, i alt ca. halvdelen af de fuldførende elever. Tabellen viser også, hvor de øvrige elever bevæger sig hen, herunder at ca. 1/7 af denne gruppe ikke går videre i uddannelsessystemet.

Tabel 5 viser tilsvarende, at 37,1% af ungdomsårgangen i 1998 vil befinde sig i en teknisk 2. skoleperiode, heraf vil 35,6% fuldføre uddannelsen. 7,3% vil påbegynde en industriuddannelse og 8,4% en uddannelse i bygge og anlæg. Alt i alt vil ca. 2/3 af eleverne gå videre i et eud-hovedforløb. 4,5% af årgangen (1/8 af denne gruppe) vil forlade det formelle uddannelsessystem, heraf vil 0,5% have afbrudt uddannelsen.

Tabel 4
Normeret overgangsmønster fra handel og kontor, 1. og 2. skoleperiode, opgjort fra 1/10-1997 til 30/9-1998.

Bemærk: 100% for drengene = 27.738 personer og 100% for pigerne = 26.941 personer.
Anm.: Pga. afrundinger kan summerne afvige fra 100%.

Tabel 5
Normeret overgangsmønster fra teknisk 2. skoleperiode, opgjort fra 1/10-1997 til 30/9-1998.

Bemærk: 100% for drengene = 27.738 personer og 100% for pigerne = 26.941 personer.
Anm.: Pga. afrundinger kan summerne afvige fra 100%.

Vi kan således konkludere, at produktiviteten i den forstand, at det grundlæggende skoleforløb anvendes til det, der er dets formelle rationale, ligger på mellem 50% og 60-70%. Hvorvidt dette er tilfredsstillende afhænger bl.a. af, hvordan det videre forløb bliver for de i alt ca. 40% af eleverne, som går andre veje end ad et hovedforløb. Eleverne går videre med nogle erfaringer, en viden og nogle færdigheder, som forhåbentlig er nødvendige og nyttige for den videre færd.

8,2% af årgangen vil befinde sig i en erhvervsfaglig handelsuddannelse (hovedforløbet). Af disse vil 4,2% fuldføre uddannelsen og forlade uddannelsessystemet. For kontoruddannelserne ses, at 9,4% af årgangen vil befinde sig her; heraf vil 8,1% fuldføre og 5,4% vil fuldføre uddannelsen og forlade uddannelsessystemet. (Tabellerne 6 og 7.) Vi ser altså, at lidt over halvdelen af eleverne i hovedforløbene vil gå ud på arbejdsmarkedet efter fuldført uddannelse.

5-10% af disse elever starter igen i nyt eud-forløb. Et lidt mindre antal går i gang med en uddannelse på sosu-området; men et lidt større antal starter på en relevant videregående uddannelse - lidt flere fra kontor end fra handel.

Tabel 6
Normeret overgangsmønster fra handelsuddannelser, opgjort fra 1/10-1997 til 30/9-1998.

Bemærk: 100% for drengene = 27.738 personer og 100% for pigerne = 26.941 personer.
Anm.: Pga. afrundinger kan summerne afvige fra 100%.

Tabel 7
Normeret overgangsmønster fra kontoruddannelser, opgjort fra 1/10-1997 til 30/9-1998.

Bemærk: 100% for drengene = 27.738 personer og 100% for pigerne = 26.941 personer.
Anm.: Pga. afrundinger kan summerne afvige fra 100%.

Konklusionen, om der her er tale om en tilfredsstillende produktivitet, vil igen afhænge af, hvorledes dette fungerer i relation til de forskellige udfald. For de små 2/3 af de elever, der påbegynder et merkantilt hovedforløb, og som fuldfører det og derefter starter på arbejdsmarkedet eller fortsætter med en merkantilt orienteret videregående uddannelse, må det formodes, at relevansen af uddannelsen gør den brugbar. For den sidste trediedel af eleverne kan det i relation til fx sosu-området hævdes, at det er en fordel, at eleverne bliver ældre. For de fleste er der næppe tale om omfattende formel merit i forhold til den efterfølgende uddannelse. Man må således håbe, at de personlige kompetencer har fået et løft, så de i hvert fald har det med sig.

Tabel 8 viser som et eksempel fra det tekniske område det normerede overgangsmønster for de erhvervsfaglige industriuddannelser (hovedforløb). 8,4% af en ungdomsårgang forventes at gå på en industriuddannelse, heraf vil 7,4% fuldføre uddannelsen, 6,1% forlader uddannelsessystemet, hvoraf 0,5% forlader uddannelsessystemet med et afbrudt forløb. Vi ser således, at ca. ¾ af eleverne fuldfører uddannelsen og må antages for flertallets vedkommende at anvende uddannelsen til det, den er beregnet for i omverdenen. Af de, der fortsætter i uddannelsessystemet og fuldfører det nye forløb, ser vi, at ca. 1/10 forsøger med et nyt eud-forløb, mens væsentlig flere (1/5) fortsætter med en videregående uddannelse i forlængelse af den første uddannelse. Eksemplet er meget typisk også for de øvrige seks tekniske områder.

Tabel 8
Normeret overgangsmønster fra industrifag, opgjort fra 1/10-1997 til 30/9-1998.

Bemærk: 100% for drengene = 27.738 personer og 100% for pigerne = 26.941 personer.
Anm.: Pga. afrundinger kan summerne afvige fra 100%.

Vi ser altså på det tekniske område en noget højere direkte produktivitet end på det merkantile område.

Figur 6 viser de vandringer, man kan forvente, de unge foretager, hvis mønstret er det samme som i perioden op til 1998. Alle tal er oplyst som procenter af en ungdomsårgang, der antages at svare til det antal elever, der et givet år forlader grundskolens ældste klassetrin. Der er tale om bevægelser, der betyder, at en person kan tælles flere gange.

De to delfigurer viser henholdsvis skoleforløb mv., dvs. grundforløb, og erhvervsfaglige uddannelser mv., svarende til hovedforløb.

Af de elever (53,2% af årgangen), der går i skoleforløb mv. (grundforløb), vil 5,2% af årgangen gå til en uddannelse under det videregående uddannelsesområde, mens 34,8% forventes at vælge en erhvervsfaglig uddannelse mv. 4,3% forventes at gå til en gymnasial uddannelse. 8,9% vil gå til omverden, heraf 3,7% med et afbrudt skoleforløb.

Af de 50,9% af årgangen, der befandt sig i en erhvervsfaglig uddannelse, vil 35,3% af årgangen gå til omverden, af disse vil 31,4% have fuldført deres uddannelse. Det betyder, at 3,9% af ungdomsårgangen vil gå til omverden med et afbrudt erhvervsfagligt forløb. 1,5% af årgangen forventes at påbegynde en gymnasial uddannelse, og 5,1% af årgangen forventes at påbegynde skoleforløb mv. 9% forventes at fortsætte på en videregående uddannelse, heraf vil 1% fuldføre. I alt vil 8,4 % ikke fuldføre grundforløbet, mange af disse (4,7%) fortsætter dog i et uddannelsesforløb alligevel.

Sammenholdes de to delfigurer må det erindres, at af de 50,9% af årgangen, som påbegynder et hovedforløb, vil 5,1% (hver 10.ende) være elever, som går "baglæns" i systemet, idet de starter på et nyt grundforløb. I alt 7,3 % fuldfører ikke.

Figur 6
Overgange fra det erhvervsfaglige uddannelsesområde i 1998.

Grundforløb

I figur 6 ser vi en oversigt over det samlede flow i dette hjørne af uddannelsessystemet. Ca. 7% af årgangen - så meget som omkring 14% af elevflowet - tabes i den forstand, at de ikke fuldfører et komplet uddannelsesforløb. Og ca. 5% repræsenterer en "recirkulation" mellem grund- og hovedforløb.

Afslutning - behovet for en reform

I denne afslutning vil vi vende tilbage til det billede af uddannelsessystemets udvikling og til de målsætninger af kvantitativ art, som blev trukket frem i indledningen.

Vi viser først med figur 7 og 8 den profil, der kan tegnes af ungdommens uddannelsesadfærd i henholdsvis 1980 og 1998. Figurerne viser de store uddannelsesområder og kompetenceniveauer, bestanden i dem, oprindelsen til bestanden og fordelingen af den videre elevstrøm, dvs. bevægelserne mellem bestandene.

Figur 7
Uddannelsesprofil 1980

Figur 8
Uddannelsesprofil 1998

Med de to figurer får vi mulighed for at vurdere den historiske udvikling i de 18 år fra 1980 til 1998. Alle tal i figurerne udtrykker % af den samlede ungdomsårgang på det pågældende tidspunkt.

Ser vi fx på det erhvervsfaglige område, viser det sig, at 45% af årgangen i 1980 fik en erhvervsuddannelseskompetence (typisk som udlært handels- eller kontorassistent eller som svend). Af disse 45% havde 37,5% kun erhvervskompetence, mens 7,5% havde dobbeltkompetence. De 42%, som forlod ungdomsuddannelsesniveauet fra de erhvervsfaglige uddannelser var resultatet af flg. vandringer: 54,5% påbegyndte erhvervsuddannelse fra grundskolen og 7,5% kom til fra de gymnasiale uddannelser. Samtidig var der 13,5%, der ikke fuldførte en uddannelse, mens 6,5% gik over til en gymnasial uddannelse.

I 1998 var de tilsvarende tal: 45% fik en erhvervsuddannelseskompetence. Af disse 45% havde 31% kun erhvervskompetence, mens 14% havde dobbeltkompetence. De 43%, som forlod ungdomsuddannelsesniveauet fra de erhvervsfaglige uddannelser var resultatet af flg. vandringer: 41% påbegyndte erhvervsuddannelse fra grundskole og 20% kom til fra de gymnasiale uddannelser. Samtidig var der 12%, der ikke fuldførte en uddannelse, mens 6% gik over til en gymnasial uddannelse.

Man kan på baggrund af figur 7 og 8 sige, at situationen for erhvervsuddannelserne er stabil med en relativ uændret rekruttering til disse uddannelser. Imidlertid er ungdomsårgangen blevet mindre, således at den relative stabilitet betyder en mindre rekruttering i absolutte tal. Deraf en vis bekymring for rekrutteringen af faglærte til arbejdsmarkedet. De to figurer viser også, at denne tilsyneladende stabilitet skyldes en øget rekruttering til erhvervsfaglige uddannelser fra de gymnasiale uddannelser. Denne rekruttering har to hovedkilder: 1) Tilgang af almene studenter, der ikke vil anvende studentereksamen til at gå videre i de videregående uddannelser. 2) Tilgang af elever med højere handelseksamen til navnlig kontoruddannelsen. (I begge tal indgår også frafald fra de gymnasiale uddannelser).

Sammenholdes med figur 1 fra indledningen ses det, at erhvervsuddannelsernes relative stabilitet har været afhængig af to meget forskelligartede rekrutteringspotentialer, dels de unge, som for et par årtier siden ville være endt i gruppen uden erhvervskompetencegivende uddannelse (vist ved det violette felts forskydning til højre over tid), dels de unge, der har en afbrudt eller afsluttet gymnasial uddannelse bag sig. Dette giver også eud-systemet en meget stor spændvidde og præsenterer en betydelig udfordring.

En yderligere øgning af rekrutteringen til eud af unge med gymnasial baggrund kan meget vel være mulig (noget andet er, om den er ønskelig!) Men en øget rekruttering fra restgruppen er ikke længere mulig. Skal erhvervsuddannelserne stadig bevare den relative andel af årgangene, er der kun den yderligere mulighed: At mindske frafaldet! Mulighederne her vil vi belyse ved efterfølgende at se på en særlig gruppe, som repræsenterer et stort frafald:

Den store stigning i andelen, som indvandrere og efterkommere af indvandrere udgør af den samlede elevmasse i det erhvervsfaglige uddannelsessystem, udgør både en mulighed og en betydelig udfordring.

Andelen af indvandrere/efterkommere på de tekniske og merkantile uddannelser forventes at vokse fra de nuværende 7-8% til det dobbelte niveau på over 15% i løbet af de næste 15 år.

Dette vil med uændret uddannelsesadfærd - alt andet ligebetyde øget rekruttering til eud-systemet. Mens der i en ungdomsårgang som helhed i 1998 var 41%, som startede med en erhvervsfaglig uddannelse, var den tilsvarende andel for indvandrere fra 3. lande 52% og for efterkommere af indvandrere fra 3. lande 46%. Erfaringen viser, at uddannelsesadfærden kan ændre sig betydeligt fra generation til generation af indvandrere/ efterkommere. Men ændringen vil næppe ske så hurtigt, at konklusionen om en stigende rekrutteringsmulighed ikke holder. Tal for 1998 viser i øvrigt den glædelige kendsgerning, at hele 90% af en grundskoleårgang blandt indvandrere fra 3. lande fortsatte efter afsluttet grundskole - mod 95% i årgangen som helhed. En meget beskeden forskel.

Undervisningsministeriets 1998-analyse har imidlertid også vist, at frafaldet i 3. lande indvandrergruppen er noget større end i ungdomsårgangen som helhed. Mens både skoleforløb og hovedforløb havde en fuldførelsesprocent på ca. 85%, var den 76% for indvandrere og 77% for indvandrernes efterkommere. For sidstnævnte kategori lå fuldførelsen af skoleperioderne på 69% mod 85% for hele ungdomsårgangen.

Konklusionen på denne artikel må blive, at en lang række af de problemer for den fremtidige erhvervsuddannelse, der her er omtalt, vil kræve en hurtig og konsekvent realisering af de nye principper og ideer, som er nedlagt i reformen.

Samtidig må opfattelsen af, hvilke elever, vi har med at gøre, løbende justeres, så realismen bevares. På mange punkter sker der løbende betydelige forskydninger i elevgruppens karakteristika; forskydninger der er så dynamiske, at det efter allerede få år er andre elever end før med hensyn til alder, uddannelsesbaggrund og etnicitet, der skal undervises ⁹ . Hvorimod kønsfordelingen viser sig at være relativt stabil.

Individualisering af forløbsplanerne, fleksibilitet i organiseringen, opmærksomhed på den enkelte elev, meritgivning, mulighed for påbygning af almen studiekompetence, mulighed for delkompetence mv. vil alle være gode redskaber til at møde udfordringen. Der henvises i øvrigt til artiklen: "Didaktikkens tre kriser" senere i denne bog.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelse, læring og demokratisering" som kapitel 3 af 19
© Undervisningsministeriet 2001