11. Uddannelses- og erhvervsvejledning

Indledningsvist bliver den vejledning, der foregår på VUC'erne i dag, belyst. Derefter bliver udfordringerne for vejledningen og de fremtidige muligheder diskuteret, herunder de strukturelle aspekter. Til sidst giver udvalget sit bud på udviklingstiltag, der kan styrke fremtidens vejledning.

Kapitlets beskrivende afsnit baserer sig overvejende på oplysninger fra DMA-undersøgelsen.

11.1 Uddannelses- og erhvervsvejledning i dag

Alle VUC'er er ifølge både avu- og hf-loven forpligtede til at tilbyde kursisterne vejledning, ligesom der også er fastsat regler for, hvad der minimum skal tilbydes af ydelser. Hvordan man i øvrigt vælger at organisere vejledningen, er ikke lovbestemt. Vejledningsstrukturen er derfor forskellig fra institution til institution.

53 % af VUC'erne har særskilt avu- og hf-vejledning, dog med et udbredt uformelt samarbejde de to vejledninger imellem, hvor man hjælper hinanden, vejleder på tværs, tager hinandens kursister og henviser til hinanden, hvis der er behov. 20 % af VUC har fællesvejledning, og 14 % opererer med begge typer.

Samarbejdet med andre uddannelsesinstitutioner på vejlederplanet er forholdsvis begrænset. Der er dog en vis kontakt i forbindelse med omplacering af kursister, mens koordineret erfaringsudveksling og vejledning kun foregår i mindre omfang.

Det daglige samarbejde med AF og kommunerne begrænser sig for det meste til uformelle kontakter og drejer sig primært om individuelle kursister, men der kan også være tilfælde af planlægning, og gennemførelse af samt opfølgning på konkrete projekter.

Erfaringsudveksling og opdatering kan foregå i det lokale vejlederudvalg (LVU) eller i det regionale vejledningsfaglige udvalg (VFU), der årligt udbyder et antal efter- og videreuddannelsestilbud. Derudover er der på nogle VUC'er tradition for at indbyde de nærmeste samarbejdspartnere - AF, kommunerne og fagforeningerne - et par gange om året til et møde på VUC for gensidigt at informere og afklare spørgsmål om fælles vejledningssøgende kursister. Samarbejdet foregår dog fortrinsvis gennem VFU. Selvom samarbejdet er begrænset, er den generelle holdning fra VUC-vejlederne, at samarbejdet med både de øvrige uddannelsesinstitutioner og øvrige lokale samarbejdspartnere fungerer tilfredsstillende.

Generelt søger hf-kursisterne, som det fremgår af tabel 11.1, i højere grad vejledning end avu-kursisterne. 40 % af hf-kursisterne har selv søgt vejledning, hvorimod kun 23 % af avukursisterne har brugt denne mulighed, hvilket passer med, at hf-kursisterne er en del yngre end avu-kursisterne.

Tabel 11.1:
Har du selv søgt vejledning i dette kursusår?
n = 305 / 304 / 609

Kilde: DMA-undersøgelsen, 2000

Overordnet bruger de yngre kursister vejledningen langt oftere end de ældre kursister. Blandt de yngre er det 63 % på avu og 62 % på hf, der søger vejledning, i modsætning til 13 % og 23 % af de ældre.

Kigger man på forskellen mellem de forskellige kursistgrupper og deres vejledningssøgning, jf. tabel 11.2, er billedet det samme på hf og avu. De kursister, der søger vejledning, er primært kursister med behov for vejledning i forbindelse med uddannelse eller erhverv, dvs. kursister, der har mere eller mindre klart definerede mål, når de starter på VUC. De er påbegyndt deres uddannelse på VUC, enten fordi det er nødvendigt for deres videre uddannelse (klynge 1), eller af både personlige og job/uddannelsesorienterede årsager (klynge 2).

Tabel 11.2:
Kursister, som har søgt vejledning, fordelt på de tidligere identificerede klynger inden for hhv. avu og hf
n= 31, 120, 154 (Avu)/ 60, 100, 144 (hf )

Kilde: DMA-undersøgelsen, 2000

En relativt stor del af klynge 2 på avu (40 %) er blevet henvist af AF eller kommunen. Ser man på klynge 1 og klynge 2 under ét, har knap 1/3 på avu og mellem halvdelen og 2/3 på hf selv søgt vejledning.

De personer, der er startet på VUC med personlige mål (klynge 3) bruger sjældnere vejledningen, kun henholdsvis 16 % på avu og 21 % på hf. Det er den største gruppe af kursister på både avu og hf. Denne gruppe består primært af lidt ældre kursister, der kommer af interesse for faget, for at udvikle sig personligt og for at møde andre mennesker. Gruppen har formentlig ikke umiddelbart brug for vejledning, hvorfor den begrænsede søgning ikke springer i øjnene. Relativt flere hfkursister end avu-kursister starter med uddannelses- og erhvervsmål for øje, hvilket stemmer med det overordnede billede af, at hf-kursisterne generelt søger mere vejledning.

Generelt tegner der sig på denne baggrund et billede af, at vejledningen i stort omfang bliver brugt af de grupper, der har behovet.

Samtidig udtrykker kursister også tilfredshed med den modtagne vejledning. Figur 11.1 viser, at 78 % af de adspurgte mener, at vejledningen har været enten "tilfredsstillende" eller "meget tilfredsstillende".

Figur 11.1:
Vurdering af den modtagne vejledning
n = 69 / 122 / 191

Se her!

Kilde: DMA-undersøgelsen, 2000

Hvis man alligevel skulle pege på et område, hvor der kunne være brug for en større indsats, ville det formentlig være omkring klynge 2 på avu. Her henvender omkring 30 % af kursisterne sig for at få vejledning, selv om gruppen formentlig må siges at have et større behov, da en stor del (40 %) er henvist af AF eller kommunerne. Om denne gruppe får vejledning, afhænger derfor i væsentlig grad af opsøgende vejledere.

Det er indtrykket, at der generelt er store forskelle på, hvor meget individuel vejledning den enkelte kursist har behov for undervejs i uddannelsesforløbet. En del kursister modtager ikke mere individuel vejledning, end hvad der gives i forbindelse med optagelsen og måske ud fra en enkelt forespørgsel undervejs. Samtidig fremgår det af DMA-undersøgelsen, at den gruppe, der har behov for mere personlig støtte og vejledning, fylder ganske meget i vejledernes bevidsthed og arbejdstid. Noget tyder derfor på, at man på VUC'erne allerede bruger en del tid på de mere ressourcesvage kursister.

11.2 Udfordringer for vejledningen

11.2.1 Udfordringer med hensyn til de nye kursistgrupper

Der er, som beskrevet i kapitel 8 om kursister og deltagere, sket en udvikling i kursistgrupperne, som ifølge vejlederne har medført forandringer i form af nye udfordringer, krav og roller for vejlederne.

For det første er der kommet en ny gruppe kursister, der fortrinsvis er unge, og som har en del personlige problemer. De har ikke kun behov for en målrettet vejledning om nuværende og fremtidige uddannelses- og erhvervsvalg, men har også i høj grad brug for en generel personlig vejledning.

En anden gruppe udgøres primært af kursister med baggrund i ledighed, og som kommer fra AF eller kommunerne. Disse kursister er ifølge lærerne blevet mere ressourcesvage og skal i højere grad rustes til den uddannelse, de er eller skal i gang med. Noget peger derfor på, at der er et større behov for bedre og mere kontakt og opfølgning med denne nye gruppe af kursister med blandt andet sociale problemer. Dette kræver, at vejlederne bliver mere synlige og opsøgende i deres arbejde og indretter deres vejledning, så den i stigende grad fungerer både som personlig og som faglig rådgivning for denne type kursister.

I det opsøgende arbejde har vejlederne brug for lærerne som sparringspartnere. Læreren er tættest på den kursist, der kunne have brug for vejledning, og kan dermed både være med til at "opdage" kursistens behov for vejledning og være med til at afmystificere og personliggøre vejledningen for kursisten ved selv at være bindeleddet.

Denne nye type vejledning bliver af flere fremhævet som meget tidskrævende, ikke alene fordi vejlederne skal omstille sig til en ny vejledningsstil, men primært fordi den personlige vejledning kræver mere indsigt i den enkelte kursist, dennes baggrund og forudsætninger. Hertil kommer det aspekt, at vejlederne ikke altid føler sig kompetente til at rådgive denne gruppe, netop fordi den mere personligt prægede rådgivning ligger uden for vejlederens normale områder. Udviklingen synes at bevæge sig væk fra den målrettede vejledning om uddannelses- og erhvervsspørgsmål over mod større fokusering på generelle "personlige handlingsplaner". Dette efterlader vejlederne med et tidsproblem, hvorfor der er behov for en omprioritering af vejlederens nuværende indsats.

11.2.2 Udfordringer med hensyn til samarbejde og struktur

Angående den nuværende struktur mener 88 % af lederne, at den fungerer tilfredsstillende.

Forstanderne på VUC'er med særskilt vejledning vurderer overordnet, at de er tilfredse med vejledningsordningen, fordi vejlederne på henholdsvis avu og hf har stor specialviden, hvorimod forstanderne på VUC'er, der har fællesvejledning er tilfredse, fordi der er sammenhæng mellem avu og hf-vejledningen. På VUC'er, der har begge former for vejledning, fremhæves begge formers fordele. Ligeledes skal det nævnes, at forstanderne på VUC'er, der kun har fælles vejledning, også er meget tilfredse pga. en bedre udnyttelse af ressourcerne til vejledningen. Det tyder derfor på, at man på de enkelte VUC'er har indrettet sig, som forstanderne finder det optimalt i forhold deres målsætninger med vejledningen.

Tabel 11.3:
Sammenhæng mellem årsag til tilfredshed og type af vejledning
n = 12 / 35 / 9 (VUC), flersvar

Kilde: DMA-undersøgelsen, 2000

Afvejningen af de to overordnede målsætninger med vejledning (dels at skabe sammenhæng mellem uddannelserne og udnytte ressourcerne bedre, dels at bibeholde vejledernes specialviden for dermed at bevare den nære kontakt til kursisten) kan være problematisk, idet de to målsætninger synes at stå i et modsætningsforhold.

Vurderingen blandt ledere og vejledere er, at den bedste vejledning gives via særskilt vejledning på baggrund af specialviden hos vejlederne. Fordelene ved dette er, at vejledergrupperne kan koncentrere deres specialviden om eget uddannelsesområ-de og opnå større viden inden for dette konkrete område samt at kursisterne ved, hvilket område og niveau den pågældende vejleder dækker, og dermed også ved, hvor de skal gå hen i klagesager. Vejledning på tværs af avu og hf problematiseres ligeledes af nogle, idet vejledningen dermed spænder for bredt til, at intimiteten i vejledningen kan bevares. Den tætte kontakt synes netop at være væsentlig i vejledningssituationer med kursister, der ikke har klart definerede mål med deres uddannelse, en gruppe som også omfatter de føromtalte mere ressourcesvage kursister.

Overordnet set er vejlederne af den opfattelse, at et samarbejde mellem hf- og avu-vejledningen bliver vanskeliggjort af forskellige kulturer og forskellige måder at tackle kursisterne på. Avuvejlederne bliver i højere grad fremhævet som havende en udpræget støttende funktion for de vejledningssøgende, også i forhold til disses mere personlige problemstillinger. Hf-vejlederne har derfor ikke det samme kendskab til de personlige problemer, avu-kursisterne kommer med, hvilket højst sandsynligt også gør sig gældende den anden vej. Derudover er avu- og hf-vejlederne underlagt forskellige overenskomster, hvilket gør den rent praktiske dimension af samarbejdet vanskeligt. Under alle omstændigheder synes det ikke at være realistisk, at vejlederne skal have detaljeret kendskab til regelgrundlaget for både avu og hf.

Alt andet lige vil den to-delte vejledning dog kræve flere ressourcer. Samtidig står den "faglige" vejleder med begrænsede muligheder for at vejlede kursisterne videre i systemet og hjælpe de kursister, der primært har brug for en vejledning, der til tider rækker ud over den uddannelse, de er i gang med. Det vil sige, at vejlederen er nødt til at forholde sig neutralt til sin egen uddannelsesinstitutions tilbud i rådgivningen af en vejledningssøgende, der måske har behov, der bedre kan imødekommes andetsteds.

At vejledningen er adskilt kan ligeledes være problematisk, hvis kursisten både følger hf- og avu-undervisning og derfor skal henvende sig til to forskellige vejledere. Hvad der imidlertid umiddelbart forekommer at være et større problem er, at kursisterne sorteres inden den første individuelle vejledning ved optagelsen, hvor mange ikke ved, hvilket niveau de er på. Til dette må det dog formodes, at de enkelte vejledere har den overordnede viden om andre uddannelser, eller i hvert fald de andre uddannelser på VUC, så de uden problemer vil kunne henvise, hvis kursisten skulle være fejlplaceret. Det fremgår også, at der ikke er nævneværdige problemer i forbindelse med henvisning til andre uddannelser. Den samlede vejledning giver ligeledes kursisterne større mulighed for at vælge en vejleder, der passer til dem, når der vejledes under ét, idet der så højst sandsynligt vil være flere vejledere at vælge imellem. Det øgede antal vejledere giver også vejlederne større muligheder for internt at tilrettelægge deres arbejde mere fleksibelt.

I relation til omverdenen og samarbejdet med denne sender en samlet vejledning måske de bedste signaler. For det første behøver andre lokale eller regionale instanser ikke at skulle samarbejde med to forskellige vejledninger, og for det andet sendes der ved adskilte vejledninger et signal om, at VUC'et er en to-delt uddannelsesinstitution. I hvert fald må man med to adskilte vejledninger forsøge at lette samarbejdspartnerens kontakt med VUC'et ved eksempelvis at tilbyde en samlet indgang til VUC'et.

Samtidig bliver der i stadig stigende grad lagt vægt på sammenhængen mellem de forskellige uddannelser, hvilket også kræver af vejlederne, at de har er større kendskab til uddannelser, der ligger uden for deres eget felt. Det stiller krav til de enkelte vejledninger om at sætte større fokus på samarbejdet med andre vejledninger, ikke kun med henblik på at henvise forkert anbragte kursister, der ofte selv i forvejen ved, hvad det er, de vil opnå med uddannelsen.

Der synes dog allerede på en del VUC'er at være etableret samarbejde mellem avu- og hf-vejledningen, der imødekommer dette. Samarbejdet mellem de to vejledninger er specielt vigtigt, når det gælder kursister, der ikke på forhånd er målrettede, men i højere grad former deres ønsker i et samarbejde med vejlederen. For denne kursist er det vigtigt at have tillid til én enkelt vejleder frem for at blive sendt rundt til forskellige vejledere for at få viden om de forskellige muligheder. Her synes det oplagt, at den givne vejleder søger informationer gennem sine samarbejdspartnere om de muligheder, der kunne være andre steder for bedre at kunne vejlede kursisten.

I forlængelse heraf må et samarbejde med AF og kommunerne også siges at kunne hjælpe de mere ressourcesvage kursister. Hvis AF/kommunerne og VUC'erne samarbejder om en fælles vejledningsindsats, vil disse kursister ikke skulle arbejde med to forskellige "sagsbehandlere", der måske i værste fald trækker i to forskellige retninger. I stedet vil samarbejdet forhåbentlig bidrage til at skabe en realistisk og attraktiv handlingsplan for den enkelte. I samarbejdet med AF og kommunerne ligger der derfor en udfordring for vejledningerne, der er værd at tage op, specielt i forbindelse med den mere ressourcesvage gruppe ledige.

Hvorvidt man på det enkelte VUC vælger den ene eller den anden model for vejledning, hænger i høj grad også sammen med, hvordan man forestiller sig den fremtidige vejlederrolle. Tendensen går i høj grad mod mindre faglighed og mere personfokusering i vejledningen, og her er det så op til det enkelte VUC at pejle sig ind på, hvorledes denne opgave bedst løftes.

Langt de fleste VUC'er er godt klar over, at indsatsen skal målrettes de mere krævende grupper, og at ressourcerne i den forbindelse skal omprioriteres. Der er generelt et ønske fra VUC-vejlederne om bedre fokus på den enkelte og afklaring af dennes muligheder, også for at undgå fejlplacering på både kurser og institutioner. Specielt er dette aktuelt med de mere ressourcesvage grupper. Ifølge en vejleder er den største fremtidige udfordring for vejlederne, "at gøre kursisterne mere realistiske i forhold til deres fremtidige planer". Selve det faglige indhold i vejledningen inden for avu vil derfor gradvist få en mindre rolle.

Udfordringerne for den fremtidige vejledning på VUC'erne synes på baggrund af ovenstående primært at ligge i forhold til kursisterne med blandt andet sociale problemer. Det indebærer at ruste vejlederne til deres ændrede rolle og at være kreative med hensyn til nytænkning i forbindelse med omlægning af vejledningens nuværende opgaver, så der kan blive frigjort tid til den store opgave, der ligger forud med at få fat i de nye grupper.

Derudover ligger der en udfordring for VUC'erne i at styrke samarbejdet på tværs af uddannelser og andre offentlige institutioner. Samarbejdet mellem hf- og avu-vejledningen fungerer udmærket, og udviklingen peger i retning af et endnu mere integreret samarbejde, som VUC'erne allerede synes at være opmærksomme på og i en vis udstrækning også er i gang med at etablere.

Samarbejdet med eksterne parter, så som andre uddannelsesinstitutioner samt AF og kommunerne, kunne forbedres, selvom de adspurgte VUC'er mener, at det i øjeblikket har en fornuftig karakter. Således er dette samarbejde specielt blevet aktuelt med den nye gruppe mere ressourcesvage ledige, der har kontakt til både AF eller kommunen og VUC'et.

11.3 Forslag til udviklingstiltag

Der er behov for en kvalificering af vejlederne, så de bl.a. er bedre rustede til at tage sig af de nye grupper, også på det psykologiske og pædagogiske plan.

Derudover skal deres metodiske tilgang til tilrettelæggelsen af vejledningen styrkes, så de i højere grad er i stand til at benytte værktøjer, som fx gruppevejledning, større vejledningsarrangementer, eventuelle virtuelle værktøjer samt planlægning af deres tid, så der i højere grad kan ske en bedre udnyttelse af de nuværende ressourcer, der kan skabe den nødvendige tid til de specielle grupper. I det hele taget skal mulighederne for at bruge fleksible og anderledes værktøjer styrkes.

Vejledernes metoder til opsøgning af kursisterne og synliggørelse af sig selv skal styrkes, herunder skal samarbejdet mellem lærere og vejledere styrkes, så lærerne i højere grad tager kontakt til vejlederne, hvis nogle af deres kursister kunne have brug for vejledning.

Udvalget har ikke overvejet forslag til, hvorledes samarbejdet med øvrige institutioner skal forbedres. Denne problemstilling forventes at indgå i det udvalgsarbejde, der er igangsat om alternativer til den nuværende vejledningsordning som opfølgning på B 131 af 28. marts 2000²⁹.

Udvalget peger på denne baggrund på følgende tiltag:

• Bedre udnyttelse af ressourcerne
  Lokalt kunne det overvejes at sammenlægge de to vejledninger og dermed øge arbejdsdelingen mellem de enkelte vejledere på VUC'erne. I hvert fald anbefales et formelt samarbejde mellem de to vejledninger samt en samlet vejlederuddannelse.

• Formulering af en vejledningspolitik
  En udvikling af vejledningen i en retning, der tager hensyn til de ovenstående værktøjer, anbefales at ske i et samarbejde mellem ledelse og vejledere, hvor parterne i fællesskab tilrettelægger indsatsen og formulerer en vejledningspolitik. Dette også for at få vejlederens opgaver defineret og sammen udvælge de indsatsområder, som VUC'et vælger at lægge vægten på - med udgangspunkt i den nuværende kursistprofil, VUC'ets nuværende uddannelsestilbud osv.

• Revision af avu-vejlederuddannelsen (pågår allerede)
  Der arbejdes i øjeblikket med en revision af avu-vejlederuddannelsen, som i højere grad skal imødegå de nævnte udfordringer, om end fokus mere ligger på rammerne end på indholdet. Det kunne i den forbindelse, og eventuelt i forbindelse med en revision af hf-vejlederuddannelsen, være en mulighed at se nærmere på de udfordringer, der optager vejlederne i dag. Det kunne bl.a. være den højere grad af personlig vejledning, det øgede samarbejde med andre institutioner og den øgede brug af andre værktøjer i vejledningssituationen, det være sig IT eller gruppevejledning, også selv om der til en vis grad indgår sådanne metodiske indfaldsvinkler i avu-vejlederuddannelsen i dag. Med FVU vil behovet blive endnu større for at arbejde med disse aspekter af vejledningen.

Det bemærkes, at det i høj grad er et lokalt ansvar at føre de to første forslag ud i livet, og at initiativer på vejledningsområdet vil kunne indgå i de kontrakter, som adskillige amter har indgået med VUC'erne de seneste år.

29) Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en ny institutionsuafhængig uddannelses- og erhvervsvejledning.

Denne side indgår i publikationen "Rapport fra udvalget om de almene voksenuddannelser" som kapitel 11 af 12
© Undervisningsministeriet 2001