Metoder i sprogundervisningen

I det følgende vil der blive argumenteret for den kommunikative tilgang i sprogundervisningen i den variant, der inkluderer fokus på form. Indledningsvis opridses det historiske perspektiv for denne tilgang.

Indtil for nylig har sprogundervisningen været kendetegnet ved to store traditioner. Den første er den århundredgamle såkaldte "grammatikoversættelsesmetode", den anden den såkaldte "direkte metode".

I grammatik-oversættelsesmetoden ligger vægten på det skrevne sprog, bl.a. fordi et af hovedformålene med at lære det frem-mede sprog er at blive i stand til at læse litteratur på målspro-get. Lørnerne har derfor brug for at lære om grammatiske reg-ler og tilegne sig ordforråd. Metoden er deduktiv: Lørnerne får først forklaret og eksemplificeret reglerne, hvorefter reglerne praktiseres, ved at de konstruerer sætninger på målsproget og laver oversættelsesøvelser. Denne metode vil ofte give lørnerne stor viden om sproget, men ikke nødvendigvis sætte dem i stand til at bruge det i fx mundtlig kommunikation, men det lægges der som nævnt heller ikke så stor vægt på.

Den direkte metode opstod som en reaktion mod grammatik-oversættelsesmetoden. Hovedformålet med tilegnelse af et fremmedsprog er ikke i første række at være i stand til at læse litteratur, men at kunne kommunikere mundtligt. Oversættelse er bandlyst. Meningen skal opstå direkte gennem brug af målsproget, ikke gennem oversættelse. I den direkte metode gives der ingen forklaringer på grammatiske regler. Metoden er induktiv: Det antages, at hvis lørnerne bliver præsenteret for eksempler på sproget, vil de selv finde ud af at konstruere reglerne. Idéen er, at lørnerne samler sproget op, når de udsættes for det, på samme måde som børn tilegner sig deres modersmål.

Som en kombination af de to metoder opstod der en tredje, den strukturalistiske metode. I denne metode ses sproget som et system af former (fonologiske, leksikalske, grammatiske), som skal indlæres og praktiseres. Sagt på en anden måde handler sprogundervisning med dette fokus om at udvikle den lingvistiske kompetence. Undervisningsplanen og lærebogen er bygget op som et lineært forløb, hvor de enkelte dele af et sprogs fonologi, ordforråd og grammatik gennemgås som et system af former og regler, som skal læres. Desuden er der en antagelse om, at der findes en naturlig rækkefølge for, hvordan et sprog tilegnes. Man kan sammenligne det med bygningen af et hus: Man bygger nedefra og op ved at lægge nogle bestemte typer af sten i fundamentet, mens andre typer bruges til taget. Metoden lægger altså som grammatik-oversættelsesmetoden vægt på grammatikken, men metoden er induktiv, og der lægges stor vægt på at udvikle det mundtlige sprog.

En variant af den strukturalistiske metode er den audio-linguale, hvor sprog opfattes som et sæt af vaner. Metoden er stærkt påvirket af behaviourismen. Når man skal lære et sprog, handler det om at tilegne sig de rigtige vaner. Sprogtilegnelsen foregår ved hjælp af drilløvelser, udenadslære og imitation. Fejl opfattes som "dårlige vaner", som det gælder om at undgå. Metoden er induktiv, og mundtligt sprog har forrang. Grammatikken præsenteres gennem strukturer, der er indlejret i dialoger, der er konstrueret på grundlag af dagligdags mundtligt sprog.

Alle disse metoder er lærerstyrede og bygger altså på en autoritær model. Læreren er kilden til viden og læring. Lørnerne skal tage imod. De er som tomme kar, der skal fyldes.

Men i en verden, hvor folk fik stadig mere brug for at kunne interagere med hinanden på fremmede sprog, kom de gamle metoder efterhånden i miskredit. Interessen i sprogundervisningen flyttede fra viden om sproget over på brug af sproget ud fra den erkendelse, at kendskab til sprogbrug ikke nødvendigvis fører til, at man kan bruge sproget. I stedet for kun at se på sproget som noget, der hovedsageligt handlede om grammatik og sætninger, flyttede fokus til hele konteksten, til sammenhæng og diskurs. I den forbindelse opstod der også en øget interesse for sprogfunktioner. Når vi kommunikerer, bruger vi sproget til at gøre noget med. Vi kommanderer, prøver at overtale, argumenterer osv., og vi gennemfører disse sproghandlinger i en social kontekst, der afgør, hvordan vi vælger at udtrykke os. Afhængigt af situationen udtrykker vi os formelt, uformelt, floromvundet, ligefremt, kortfattet eller ordrigt. Vores udtryksmåde er afhængig af vores sindstilstand og hvem, vi taler med. Den er et produkt af interaktionen mellem den talende og den lyttende (eller den læsende og skribenten). Den bliver til under forhandling om mening. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at kende et sprogs former, betydninger og funktioner for at kunne bruge det adækvat. Man kan kun blive en flydende og præcis sprogbruger ved at deltage i interaktion med andre.

Det var erkendelsen af dette, der omkring 1980 førte til, at den kommunikative tilgang til sprogundervisning slog igen-nem. Den nye tilgang fik bl.a. også konsekvenser for arbejds-formerne i klassen. Som følge af antagelsen om, at mening er noget, der opstår under forhandling, skete der et skift fra den lærerstyrede form hen mod elevautonomi.

Denne side indgår i publikationen "Undervisning i andetsprogslæsning og -skrivning" som indhold som kapitel 3 af 14
© Undervisningsministeriet 2001