Kommunikativ
kompetence

Når to personer, A og B, taler sammen, vil muligheden for, at deres samtale forløber tilfredsstillende, øges, hvis de har en vis fællesmængde af to slags viden: Systemisk viden (viden om de sproglige regler) og skematisk viden (viden om verden og sociale konventioner). Hvis der er mangel på fælles systemisk viden, vil der blive lagt øget vægt på fælles viden om verden og omvendt. Formålet med deres samtale vil almindeligvis være at overføre meddelelser fra A’s viden om verden til B’s viden om verden og vice versa. Hvis kommunikationen lykkes, vil det medføre en forøgelse af den vidensmængde, A og B har tilfælles.

Sproget fungerer som et middel, der tjener det nævnte formål, og er normalt ikke selv et formål. Hvis A ikke kender B’s sprog vil kommunikationen selvsagt blive en noget besværlig sag, men den er ikke umulig. Det er forbløffende, hvad der kan kommunikeres, hvis parterne i en samtale deler viden og livsopfattelse og er motiveret for at kommunikere, når der er overensstemmelse i interesser og intentioner.

Men naturligvis er det normalt en alvorlig hindring for kommunikationen, hvis A og B mangler et fælles sprog. Sproget er et redskab til, at fælles viden om verden kan etableres. Men oprettelsen af den fælles viden forløber slet ikke altid problem-løst. Hvis A og B deler sprog, har de mulighed for at etablere en fælles referenceramme, men der kan sagtens opstå større el-ler mindre forståelsesproblemer undervejs.

Sproget bruges til at forhandle sig frem til overførsel af infor-mation for at opnå en større overensstemmelse i viden om verden. Men det er ikke sådan, at forhandlingen først slutter, når denne overensstemmelse objektivt set er opnået. Den slutter, når samtaleparterne er tilfredse, fordi de mener, at de ved nok til, at det tjener deres formål. Kommunikation er altid relateret til et formål. I en vis forstand opstår mening som et resultat af interaktionen mellem A og B.

Man siges at besidde kommunikativ kompetence, når man er i stand til at gennemføre en vellykket kommunikation i situatio-ner, hvor man ønsker og har behov for at kommunikere. Kommunikativ kompetence rummer såvel de receptive sprogfærdigheder (lytte/forstå og læse) som de produktive sprogfærdigheder (tale og skrive).

De vigtigste komponenter i kommunikativ kompetence er lingvistisk kompetence, sociopragmatisk kompetence, diskursiv kompetence og strategisk kompetence.

Man har lingvistisk kompetence, når man ved, hvordan sprogets formregler - de fonologiske/ortografiske, leksikalske og grammatiske regler - fungerer, dvs. når man kan producere formmæssigt betragtet korrekte sætninger. Sprogbrugeren kan udtale/ skrive ordene rigtigt (fonologi/ortografi), benytte relevante ord (ordforråd/leksikon) og opbygge sproget grammatisk korrekt (m.h.t. syntaks/sætningsbygning og morfologi/orddannelse).

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at kunne producere formmæssigt
korrekte sætninger. Sprogbrugeren skal også besidde diskursiv kompetence, dvs. sætningerne eller ytringerne skal indgå som meningsfulde led i forhold til hinanden. Der skal være indholdsmæssig sammenhæng - en rød tråd - i det, der siges eller skrives.

Afhængigt af konteksten kan referencerne i en diskurs udtrykkes mere eller mindre eksplicit. Et juridisk dokument vil nor-malt indeholde tydelige referencer, så intet kan misforstås, mens referencerne i en uformel mundtlig diskurs ofte vil være mere implicitte og situationsafhængige.

To eksempler:
Tekst A
A: Telefonen ringer.
B: Jeg må løbe nu.

I tekst A er der ingen eksplicitte referencer, alle referencer er implicitte og situationsafhængige. Men i den givne situation er der ikke brug for mere.

Tekst B
Telefonen ringede, men Anne havde ikke lyst til at tage den. For hun havde nemlig på fornemmelsen, at det var hendes svigermor, en evigt jamrende og klagende gammel kone. Så derfor bad hun sin mand, Bent, tage telefonen. Men han havde ikke tid, fordi han skulle nå bussen, der gik om få minutter.

I tekst B er der mange eksplicitte referencer, fordi teksten repræsenterer en skriftsproglig diskurs, hvor det ikke kan forventes, at læseren kan forstå teksten, medmindre sammenhængen bliver ekspliciteret.

For at kunne gennemføre kommunikation med succes i alle situationer må man foruden lingvistisk og diskursiv kompetence også besidde sociopragmatisk kompetence. Ikke alle sætninger er nemlig passende eller relevante, bare fordi de er lingvistisk korrekte og passer ind i den givne diskurs. Når man lærer et nyt sprog, skal man også udvikle færdighed i at forstå og producere sætninger eller ytringer, som er tilpasset den situation og kontekst, sproget bruges i. Man skal også lære at bevæge sig i forskellige registre, så man ud af en lang række af muligheder opnår færdighed i at udvælge en passende måde at udtrykke sig på, alt efter hensigten med kommunikationen, den aktuelle situation og konteksten. Den sproglige form, sproghandlingerne antager, er med andre ord afhængig af, hvad sprogbrugeren ønsker at opnå over for hvem i hvilken situation.

Fx har man flere muligheder, når man vil have andre til at gøre noget for sig:

Ræk mig saltet!
Gider du lige række mig saltet?
Du kunne vel ikke være sød at række mig saltet?
De kunne vel ikke være så venlig at række mig saltet?

Disse fire ytringer er hver for sig formmæssigt korrekte, men er et udtryk for forskellige formalitetsniveauer, udsprunget af forskellige sociale kontekster. Ved forkert brug i en given social kontekst kan de opfattes som "upassende". Hvilken udtryksmåde der vil være relevant eller passende i en given situation, er i høj grad kulturelt betinget.

Den fjerde komponent i den kommunikative kompetence er den strategiske kompetence, dvs. færdigheden i at kunne få sit budskab kommunikeret effektivt igennem, også i situationer, hvor de sproglige virkemidler ikke umiddelbart er lige ved hånden. Når man er i færd med at lære et nyt sprog, kommer man ofte i en situation, hvor den lingvistiske, sociopragmatiske eller diskursive kompetence ikke rækker, og så gælder det om at kunne råde bod på manglerne, fx gennem sproglige omformuleringer eller nonverbale midler. Hvis man ikke kan huske, hvad kuglepen hedder på dansk, kan man omformulere: Sådan en til at skrive med, eller man kan tegne den eller beskri-ve den vha. gestik. Nogle vælger at trække sig fra samtalen eller vige uden om emnet, men for den sprogbruger, der tør gøre et forsøg, er der også ofte hjælp at hente - i form af forståelse, respons eller korrektion, og så er der samtidig givet midler i hænde til den fortsatte sprogtilegnelse.

Denne side indgår i publikationen "Undervisning i andetsprogslæsning og -skrivning" som indhold som kapitel 2 af 14
© Undervisningsministeriet 2001