Om fag og faglighed i sygeplejerskeuddannelsen

af Ulrich Thostrup, rektor på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole

Om fag

Der hersker mange forskellige forståelser, opfattelser og tilgange til, hvad et fag og et fags faglighed er. Et fags opkomst og konstituering som fag er historisk tæt knyttet til samfundsudvikling og -erkendelse, hvori der ofte har været indblandet en hel del herredømme- og monopoliseringstænkning. Sådan er de gamle professionsfag som f.eks. læge, ingeniør- og jurafaget blevet til. Og sådan er også sygepleje som selvstændigt fag og profession blevet formet.

Generelt set kan det siges, at et fag rummer

• at kunne noget, - d.v.s et håndværk f.eks. at kunne sløjd, at kunne male, at kunne gøre sygepleje
• at vide noget, - d.v.s. et videnskabsfag forskning og videnskab om håndværket, det at producere viden/teori f.eks. kunne teorier/begre ber om matematik, om sprog, om sygepleje
• at formidle noget, - d.v.s. formidle håndværket og forskningen/videnskaben, altså at videregive om viden og viden om, hvordan man bedriver håndværket
• rutiner, som et fag altid rummer
  d.v.s. lære at male, lære at udøve sygepleje, lære at forske

Om sygeplejefag

Sygepleje er en praktik eller mere præcist en social praktik, dvs. det noget nogle mennesker gør med og mod andre mennesker, som udsættes for denne praktik mere eller mindre frivilligt.

Sygepleje er i dag

• et praktisk fag, en virksomhed - man kan kalde det en praktisk praktik

og samtidig

• en praktik, en virksomhed, der udforskes, d.v.s. hvor virkeligheden sættes på begreb i form af teorier om og for denne praktik. Man kan sige at sygeplejen er genstand for en teoretisk praktik. Hvilket indebærer, at syge pleje studeres ved hjælp af forskellige teo retiske tilgange f.eks. psykologiske teorier, begreber, etc.

Man kan udviklingsmæssigt sige, at sygepleje som fag har bevæget sig væk fra alene at være en praktisk virksomhed baseret på gode intentioner, tilfældigheder og meninger om, hvad god sygepleje er og heraf afledte normative og systematiserede praksisforeskrivninger til også at være en empirisk praksis, som gøres til genstand for forskning. D.v.s. at faget sygepleje, som social praktik udforskes, systematiseres og sættes på begreb. Der udvikles teorier om og for sygepleje. D.v.s. sygeplejefaget er i dag både håndværk og videnskab.

Dette har selvfølgelig nogle konsekvenser for den måde, der skal tænkes uddannelse og faglighed på i fremtiden.

Den traditionelle faglighed

Sygeplejerskeuddannelsens struktur og indhold har traditionelt set og lidt firkantet betragtet været præget af en tankegang, hvor det, der skal bruges (rent praktisk/håndværksmæssigt), først skal læres teoretisk på skolebænken, hvorefter eleven/den studerende skal anvende/omsætte det i praktikken - og gerne sådan, at denne udføres reflekteret og eftertænksomt.

Uddannelsestænkningen og -tilrettelæggelsen har således langt hen ad vejen taget afsæt i virksomheden som sygeplejerske, d.v.s. det som udgør erhvervets problemer/situationer. Det betyder så, at når virksomheden/erhvervet har ændret sig, så har også uddannelsen måttet ændres eller snarere udvides med nye emner/områder (f.eks. da onkologi bliver et medicinsk speciale, får uddannelsen også onkologi, onkologisk sygepleje, omgang med cytostatica som indholdselementer. Det samme er tilfældet i forbindelse med opkomsten af AIDS og i forhold til den øgede viden om ældre (geriatri/gerontologi, demens etc.)

Problemet i uddannelsen bliver da stoftrængsel - og en faglighed, der er meget erhvervsbetonet og som hurtigt kan blive for snæver og utidssvarende. Uddannelsen bliver på en måde "liste- præget" og meget normativ og foreskrivende for, hvordan noget bør være! Uddannelsens og de nyuddannedes status/kvalitet bliver tilsvarende målt på, om man nu "kan det hele" og lever op til "normen" i forståelsen virksomheden. Uddannelsens fokus har således været domineret af praktik (håndværk) og foreskrivende teori.

Fremtidens faglighed

Den faglighed, som der er brug for i fremtiden må tage en drejning og også indtænke andre dimensioner, kvalifikationer og kompetencer, som rækker ud over den snævre færdigheds- beherskelse i forhold til virksomhedsområdet.

Det indebærer, at fagligheden må rumme elmenter, som kan understøtte udviklingen af kompetencer, som er brede, fleksible og almen dannende i sin karakter.

Med andre ord må der mere fokus på dimensionen - at studere faget sygepleje - og dermed også vægtning af den viden, som i dag er tilgængelig og gør dette muligt.

Her bliver f.eks. den videnskabsteoretiske forståelse og fagets/fagenes videnskabelige teorier, begreber og metoder vigtige at inddrage og vægte. Det er vigtigt, fordi den type viden giver kompetence til, at sygeplejersken/studerende selvstændigt kan forholde sig analytisk og reflekteret og derved uddybe og udvide sin kompetence inden for et givent fagfelt eller i fagområder, som forbundet hertil.

Et eksempel kunne være, at når en studerende/sygeplejerske skal studere sygeplejens historie, så må hun/han lære kildekritik som historisk metode og så læse sygeplejehistorien kildekritisk.

D.v.s. der skal være elementer af grundvidenskablig teori og metode inde i uddannelsen, som en del af fagligheden, netop fordi disse teorier er fag- og grænseoverskridende, har høj "transferværdi" og dermed er bredt kompetencedannende og rækker ud over virksomheds- og funktionsområder. Sagt på en anden måde bliver det en del af fagligheden at styrke den studerendes kompetence i forhold til at tage ansvar for egen læring (at lære at lære).

Det indebærer, at uddannelsen må indeholde grundvidenskablig teori og metode, som gør det muligt at arbejde analytisk og refleksivt og at omstille sig, på en kvalificeret måde både i studiet og i den fremtidige virksomhedsudøvelse som sygeplejerske.

Uddannelsen (kernefagligheden) på et professionsbachelorniveau må derfor være styret af et didaktisk princip om:

• grundvidenskabelig teori

• praksisforeskrivede teorier og deres applicering til virksomhedsfeltet

• supervision i kunsten at udøve virksomhe den, d.v.s. kompetent vejledning, støtte og refleksion i forbindelse med udøvelse af syge pleje

Om monofaglighed og flerfaglighed i sygepleje

Sygeplejerskeuddannelsen kan anskues som monofaglig, når man tænker på den virksomhed/ professionsudøvelse den leder til (ligesom f.eks. læreruddannelsen leder til arbejde i folkeskolen, pædagoguddannelsen leder til arbejde i børnehave, etc.)

Men ligesom ovennævnte uddannelser er sygeplejerskeuddannelsen ikke båret af ét fag (som f.eks. det på nogen måde er tilfældet med historie, sociologi, lingvistik på universitetet), men af flere (multiple) fag - hentet fra det sundheds, natur, human- og samfundsvidenskablige område.

Kernen i fagligheden er selv sagt sygepleje. Men når man studerer sygepleje, så studerer man foruden sygeplejefagets egen teori, begreber, metoder og teknikker også udvalgte teorier/ begreber og metoder fra andre fag, som på forskellig vis kan bidrage til at beskrive, forklare og forstå de specifikke problemer, fænomener og kontekster, som sygeplejersker arbejder med og i.

D.v.s. i sygeplejerskeuddannelsen hentes relevant teori fra medicinen, biologien, kemien, fysikken, filosofien, psykologien, sociologien og pædagogikken, antropologien, jura og historie, m.fl.

Om lærerkvalifikationer og -kompetencer

Det er her, at kravet til lærerkvalifikationer og -kompetencer kommer ind. Underviseren i f.eks. sociologi må være i stand til at udvælge relevant grundvidenskabelig teori, undervise i fagets begreber, metodologi og teknikker med henblik på at give en "almen dannelse" i faget; en forklaring, som gerne skulle give grundlag for at forstå den (sociale) virksomhed, som den sygeplejestuderende/sygeplejersken skal virke i.

Dertil må man kræve, at underviseren bl.a. med grundlag i eget udviklings- og forskningsarbejde med relation til sygeplejefagets virksomhedsområde dels udvikler ny viden om området og dels hjælper den studerende med transformering og applicering af viden til de faglige problemstillinger, fænomener og kontekster, som sygeplejersker er optaget af.

D.v.s. at underviserne skal kunne ét fag, nemlig det fag de har til opgave at undervise i, godt. Hvilket indebærer, at de selv har studeret faget - og dermed kender fagets videnskabsteoretiske forankring, bærende/centrale teorier/begreber, metode og teknikker og udnytter relateringen til virksomhedsområdet. Dette forudsætter en akademisk uddannelse.

Denne side indgår i publikationen "Uddannelses redegørelse 2000" som kapitel 8 af 14
© Undervisningsministeriet 2000