8. Når lærere lærer

Også for lærerne må erhvervsskolen opleves som et lærende, fleksibelt miljø, der rummer meningsfulde aktiviteter og refleksioner. Og med erhvervsuddannelsesreform 2000 vil der åbne sig mulighed for udfoldelsen af en række nye praksisfællesskaber som f.eks. kontaktlærerteam.

Samtidig bør det understreges, at det ikke i alle sammenhænge giver mening at arbejde sammen. Lærerarbejdet vil fortsat i høj grad også være et individuelt anliggende. Læreren må eksempelvis kunne møde eleverne, være i kontakt med sig selv og den enkelte elev. Naturligvis kan der i lærerteamet hentes støtte og udfordringer, men det er den enkelte, der er til stede i mødet med eleven.

Teorierne om situeret læring og mesterlære kan muligvis også give inspiration til lærerens arbejde med at udvikle en hensigtsmæssig professionalisme.

Læreren som mester og/eller organisator

I de nye teorier om mesterlære skelnes der mellem den personcentrerede og decentrerede mesterlære. Det betyder kort fortalt, at der i det personcentrerede perspektiv sættes fokus på relationen mellem mester og elev. Og det vil overført til skolesammenhæng sige relationen mellem lærer og elev. Mens der i den decentrerede forståelse af mesterlæren sættes fokus på elevens deltagelse i et praksisfællesskab. I en skolesammenhæng bliver det vigtigste således, at eleven kan bevæge sig fra en rolle i udkanten af fællesskabet til en stadig større deltagelse for endeligt at blive udlært og dermed være central deltager.

Hvis vi forsøger at overføre disse tanker til skolen, betyder det, at man på den ene side kan betragte læreren som rollemodel, der så at sige giver faget videre til eleven. Det bliver i den sammenhæng centralt, hvordan læreren som den erfarne fagmand/-kvinde gør fagets tænkning og strukturer synlig for eleven.

Inden for den tradition vil det være lærerens rolle at støtte og intervenere i den enkeltes arbejds- og læreproces.

På den anden side står en decentreret opfattelse af mesterlæren, hvor det er deltagelsen i praksisfællesskabet, der spiller den største rolle i elevens læreproces. Mesteren - og i skolesammenhæng altså læreren - spiller primært en rolle, fordi denne også er en del af fællesskabet. Men mestring er ikke personbåret, men netop decentreret. Det betyder, at mestringen sker i kraft af praksisfællesskabets organisering.

Vi tror dog, at begge synsvinkler kan være frugtbare for lærerrollen under forandring. Læreren må ideelt set både kunne udgøre en rollemodel, gennem hvilken faget får liv og kraft, og samtidig være sig bevidst, at organisationen af praksisfællesskaber spiller en rolle i elevens faglige og personlige udvikling.

Men måske er det netop et ideal, at en enkelt lærer kan være både mester - med stort M - og organisator. Heldigt er det jo så, at den praktiske udmøntning af mesterlæren sagtens kan rummes inden for det samme lærerteam.

Og det kan netop være i relation til en sådan forståelse, lærerteamet indleder diskussionen og afklaringen af de ressourcer, der er tilstede i samarbejdskonstellationen.

Rammerne for lærernes læring

Udover at lærerne således må bruge tid og kræfter på at finde de ressourcer, der er til stede i teamet, må der gives tid, rum og muligheder for, at lærerne kan udvikle nye værktøjer, som svarer til en ny pædagogisk tænkning. Lærerne kan selvsagt hente inspiration udefra - i form af eksperter, andres erfaringer dokumenteret via FoU-publikationer - men den største opgave ligger i, at lærerne lærer i og af deres egen praksis.

Lærerne må have tid og mulighed for at gå nye veje, reflektere, bearbejde og udveksle erfaringerne. I den forbindelse er det vigtigt, at ledelsen yder støtte og stiller krav. Rammerne for lærerarbejdet må naturligvis korrespondere hermed. Uden fast mødetid og en fysisk lokalitet vil det være vanskeligt at få teamarbejdet til at fungere.

Denne side indgår i publikationen "Læring i samspil" som kapitel 8 af 11
© Undervisningsministeriet 2000