9. Hvordan kan man komme igang?

Der kan naturligvis ikke gives en enkelt recept til at komme i gang. Arbejdet med at udvikle fleksible læringsmiljøer og praksisfællesskaber må ses i sammenhæng med den enkelte skoles, det enkelte teams og den enkelte lærers udviklingstrin. Og det vil derfor være relevant at igangsætte en fælles refleksionsproces rettet mod de forudsætninger, det potentiale og de udviklingsmål, der kendetegner dig og din skole.

Skolen kan kun blive lærende, hvis ledere og lærere lærer. Det er menneskene, der er dynamoen i skolens udvikling. Der skal være plads og rum til, at alle kan trives og vokse. Når det handler om personlig vækst og trivsel, bruger Peter Senge²⁰ udtrykket 'personlig mestring'. Det handler om mere end færdigheder og kundskaber, der udtrykkes i en søgende og undersøgende holdning. Den personlige mestring danner fundament for en kreativ fremfor en defensiv indstilling. Kreativiteten kan udfolde sig, hvis vi lader virkelighed og vision indgå partnerskab.

Personlig mestring er ikke noget, man bare kan eller ikke kan.

Det er en proces, hvor man hele tiden kan blive bedre - hvor man aldrig bliver færdig.

Så selv om vi er gode - er nået langt - kan vi altid komme videre. Det kan kræve både pusterum og overvindelse at kaste et kritisk blik på det, vi plejer at gøre. Men tiden og energien er som regel givet godt ud - især hvis man i et lærende fællesskab kan skabe nye og kreative muligheder på baggrund af de erfaringer, der er til stede, og som forsøges ordnet og sat i sammenhæng - med både virkelighed og vision.

Faldgruberne i arbejdet med læringsmiljø og praksislæring er som i vanlig pædagogisk praksis mange.

Det tydeligste benspænd i forhold til udvikling af et fleksibelt læringsmiljø synes at være, at der stilles lighedstegn mellem læringsmiljø og flot, gennemtænkt arkitektur, der rummer en masse informationskilder. Arkitekturen spiller naturligvis en rolle. Det samme gør adgangen til forskellige informationskilder - bl.a. it. Men et arkitektonisk korrekt rum og dyrt isenkram resulterer ikke nødvendigvis i et fleksibelt læringsmiljø.

Fleksibiliteten og det lærende miljø bestemmes i højere grad af, hvad der sker mellem væggene og ikke mindst mellem menneskene. Det er her, den fortsatte udviklingsproces er central.

Når det kommer til praksislæring, synes den største faldgrube at være, at praksisnære aktiviteter i sig selv forventes at føre til læring. Det kan være tilfældet - men så er det nok også mest af alt et tilfælde. Denne opfattelse kan føre ren prakticisme med sig. Og en sådan overflødiggør skolen som institution. Netop skolen skal kunne skabe rammer for refleksion, kritisk stillingtagen og bred kompetenceudvikling.

²⁰⁾ Senge, 1995

Denne side indgår i publikationen "Læring i samspil" som kapitel 9 af 11
© Undervisningsministeriet 2000