Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
[ Undervisningsministeriets logo ]

6. At arbejde i og med fællesskaber





Som del i et praksisfællesskab er det enkelte individ en ressource.

Men det kræver, at eleven har viden om sin kunnen og om sine begrænsninger. Eller, hvis det er nødvendigt, at eleven får mulighed for at tilegne sig en sådan viden.

Det har i hvert fald stor betydning, at eleven både kender sit nuværende faglige, personlige ståsted og har rimeligt klare forestillinger om, hvor han/hun er på vej hen i sin læreproces.

I erhvervsskolesammenhæng er der gode muligheder for at indgå i forskellige praksisfællesskaber, hvor elever kan bidrage med forskellige perspektiver. Et sådant praksisfællesskabs liv og udvikling kan illustreres med følgende casebeskrivelse:

Peter, Ine, Jesper og Jan skal for anden gang til at arbejde sammen om et projekt. I det første projekt havde de en hel del startproblemer. For det første var de ret uenige om, hvad lærerne egentlig forventede i forhold til problemformulering.

Skulle de - eller skulle de ikke - problemformulere? Og da de så endelig blev klar over, at det skulle de faktisk, så havde de ret svært ved at formulere problemet.

Det blev heller ikke lettere af, at en lærer den ene dag godkendte deres forslag, mens en anden lærer den næste dag bad dem lave omfattende forbedringer. Og de havde svært ved at finde ud af, hvad de skulle forbedre og hvordan. På det tidspunkt var Jan faktisk på vej ud af gruppen, idet han bare ikke kunne klare det omstændige diskussions- og skrivearbejde. De endte med at sidde hver for sig og skrive et forslag. Ines forslag var klart det bedste - så det valgte de - og det fik de godkendt uden problemer. Og så bestemte de sig for at lade Ine have kontakten til lærerne, for det var ligesom om, hun både kunne forstå, hvad lærerne ville have - og så lod hun sig heller ikke affærdige med korte og upræcise svar. Det var i øvrigt også Ine, der sørgede for, at de fik ført uddannelsesbog efter hver arbejdsgang.

Da de så endelig kom i gang med at indsamle informationer, blev det rigtig spændende. Især Jan var vældig god til at interviewe de to mestre, som de havde valgt at besøge.

Han fik stillet en masse frække og hurtige spørgsmål - og fik mange svar, som overraskede dem - og som senere viste sig at være rigtig interessante. Jesper og Peter var derimod vældig gode til at søge informationer på Internettet. Ved at se på, hvordan de gjorde, og ved at stille dem en masse spørgsmål syntes Ine faktisk, at hun fik lært en hel masse nyt om genveje - muligheder og fælder.

Alt det, de havde læst, set og hørt, sammenfattede de i en lille udstilling, der bestod dels af en planche dels af nogle helt håndfaste materialer, de havde fremskaffet og produceret.

I evalueringsfasen arbejdede de tæt sammen med en af de andre grupper, der havde valgt at lave en video. Først lavede hver gruppe en lille præsentation for hinanden. Det at undervise den anden gruppe var ret svært, men også sjovt. Derefter udarbejdede de gruppevis kritiske spørgsmål til både præsentationen og til produkterne. Disse spørgsmål fik den anden gruppe udleveret - og hver gruppe diskuterede spørgsmålene igennem.

Til sidst havde de i deres egen gruppe en samtale med en lærer, som havde læst deres uddannelsesbog. Og de snakkede om kvaliteten af både deres proces og produkt. Og de syntes faktisk, at de i samtalen kom med nogle ret gode forslag til, hvordan de kunne arbejde endnu bedre næste gang - og hvordan lærerne i endnu højere grad kunne støtte dem. Så det var på mange måder et rigtig godt projekt.

Og de glæder sig til at komme i gang igen - og har faktisk aftalt med videogruppen, at de skal udveksle ideer undervejs.

[Billede: At arbejde i og med praksisfællesskaber. En person står på en hånd, som peger på nogle papirer, som ligger på jorden.]

Eleverne komplementerer hinanden internt i gruppen og bliver hinandens væsentlige ressourcer i læreprocessen. Samtidig finder de uden for fællesskabets rækker væsentlige støtter og udfordrere i form af lærere og andre projektgrupper.

For lærerne handler det om bl.a. at overveje:

  • Hvordan kan der skabes kontinuitet og progression i elevernes læringsforløb?
  • Hvordan kan vi støtte eleverne i at få øje på hinandens ressourcer?
  • Hvordan undgår vi, at eleverne kun arbejder med det, de allerede kan?

Fællesskaber på tværs

Erfaringsmæssigt er praksisfællesskaber i erhvervsskolerne oftest etableret på et hold eller på tværs af holdene inden for den samme uddannelsesretning og årgang. Men på flere erhvervsskoler er der via projekter især i tilknytning til Open Learning Centres gjort erfaringer med, at elever fra erhvervsuddannelserne kan arbejde sammen med elever fra de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Også i forhold til erhvervsskolernes arbejde med det internationale aspekt er der set mange spændende eksempler på praksisfællesskaber, hvor elever på tværs har delt erfaringer og problemløsninger.

Elevsamarbejde på tværs af både skoler, uddannelsesretninger og landegrænser giver mange udfordringer og stiller store krav.

Der er på erhvervsskolerne således erfaringer med at etablere og udfolde praksisfællesskaber af forskellig art. Det kan være:

  • På holdet
  • På tværs af holdene
  • På tværs af årgange
  • På tværs af uddannelsesretninger
  • På tværs af uddannelserne
  • På tværs af regioner og nationer

Når der i højere grad åbnes mulighed for faglige samarbejder på tværs af uddannelsesniveau, vil det i øget omfang være muligt at importere nogle af mesterlærens principper til undervisningen.

Samtidig kan der undertiden være god grund til at lade eleven indlede samarbejdet med elever, der er tæt påbåde fysisk, kulturelt og mentalt.

Men hvis eleverne på den måde 'ligner' hinanden, vil f.eks. principperne fra sidemandsoplæringen være svære at udfolde.

Hvis eleverne ikke på forskellig vis kan yde bidrag til det fælles arbejde og dermed til den enkeltes læreproces, kan det resultere i, at det bliver mere meningsfuldt at arbejde alene. Dette kan være en uheldig konsekvens af, at elever på samme niveau og med ensartede forudsætninger arbejder sammen.

Den elev, der i den traditionelle skole kan blive isoleret i klassen, fordi han altid stillede 'dumme' spørgsmål, kan i et praksisprojekt være den afgørende ressource. Elever, der har vanskeligt ved at møde og forstå lærerens kultur og begrebsverden, kan i et praksisprojekt være den, der - via sine skæve spørgsmål - udfordrer samarbejdspartnernes viden og kunnen.

Forskellene må på den ene side ikke være for store. På den anden side må der være en forskel, hvis samarbejdet skal gøre en forskel.

Til overvejelse:

  • Hvordan kan vi støtte udviklingen af forskellige praksisfællesskaber?
  • Hvordan kan elevernes forskellighed blive en dynamo i læreprocessen?
  • Hvordan kan det, der umiddelbart ser ud som et problem - f.eks. sprogvanskeligheder - vise sig at være en ressource i elevernes fælles praksis?

Fællesskab via netværk

Både erfaringer fra internationale og nationale projekter, som f.eks. Den Globale Landsby11 viser, hvorledes it kan blive mediet, der muliggør nye og anderledes samarbejdsnetværk mellem eleverne. Fire tekniske skoler i Hillerød, Fredericia/ Middelfart, Herning og Haderslev har i forbindelse med maskinuddannelsen udviklet tværskolesamarbejdet Den Globale Landsby, hvor Sektornettet var en central livsnerve.

10.gif (8812 bytes)

Lærergruppen i Haderslev danner et holdingselskab med fire underleverandører, som er A-grupperne på tværs af de fire skoler.

På samme måde dannes tre lignende, men indbyrdes selvstændige produktionsselskaber omkring B-, C- og D-grupperne.

Projektet er et eksempel på et virkelighedsnært og samarbejdsbaseret praksisprojekt, der kræver, at eleverne anstrenger sig for at kommunikere klart og tydeligt med og til hinanden. Alle er afhængige af hinanden, hvis projektet skal lykkes. Og det er i sig selv en væsentlig igangsættende og vedligeholdende faktor.

Hvem har lyst til at være den, der får hele projektet til at falde sammen? Samtidig kan man jo også godt forestille sig andre praksisprojekter, hvor det ikke er afgørende, om den enkelte bidrager. I sådanne projekter vil der ofte være individer og grupper, der melder sig ud. Man kan naturligvis hævde, at en sådan adfærd er uansvarlig i forhold til den enkeltes egen læring. Samtidig vil ansvarlighed og betydning ofte hænge sammen. Hvis det er uden betydning, om den enkelte er med eller ej, så vil det være for let for den enkelte at melde sig ud. Og det vil være for let for dennes gruppe at være ligeglad med det manglende engagement.

Både individet, der melder sig ud, og gruppen, der i en håndevending 'ekskluderer' et medlem, lærer mest noget om social uansvarlighed.

Det handler med andre ord om at skabe praksisprojekter, der er rettet mod en fælles sag, hvor alle samarbejdspartnere spiller en vigtig rolle. Projektet må være skruet sådan sammen, at det er tydeligt, at hver 'brik' i puslespillet har betydning. Samtidig kan lærerens støtte i processen være afgørende, idet eleverne kan have brug for at få løst konflikter og få defineret roller og ansvarsområder.

Til overvejelse

  • Hvordan kan vi skabe praksisprojekter, der fordrer alles deltagelse og engagement?
  • Hvordan kan vi støtte og udfordre samarbejdet og den sociale ansvarlighed?

Eleven som tutor

Som supplement - eller som adgang - til de opgaverelaterede praksisfællesskaber, der er beskrevet ovenfor, kan man overveje muligheden af at arbejde systematisk med tutorer i elevgruppen.

Altså at udvikle en tutor-ordning, hvor 'gamle' elever fungerer som guider og informationsmedarbejdere for en gruppe nye elever. Sådanne 'føl-ordninger' kendes fra erhvervslivet og kan udmærket overføres til skolen.

Både for de nye og gamle elever vil der være en række sociale og læringsrelaterede fordele. De 'gamle' elever vil få lejlighed til at formidle egne erfaringer med undervisning og læring. Denne formidlingsproces vil kunne kvalificere deres egen læreproces og øge bevidstheden om egne valg og muligheder. Og på mange skoler har man da også gode erfaringer med, at eleverne engageret fortæller og viser frem i forbindelse med brobygningsaktiviteter og åbent-hus-arrangementer. Disse eksterne formidlingsaktiviteter vil altså med fordel kunne inddrages i skolens interne liv.

For de nye elever vil en sådan ordning give mulighed for at etablere en social base fra første dag. Længere fremme i uddannelsesforløbet vil netværket kunne anvendes til bl.a. erfaringsog idéudveksling. Og så kan det give både personlig sikkerhed og faglig retning at kende 'gamle' elever.

Til overvejelse:

  • Hvordan kan der udvikles ikke-faglige fællesskaber?
  • Hvordan arbejder vi med erfaringsudveksling på tværs af årgange og hold?

Eleven er en ressource i sig selv - og i fællesskabet

Hvis eleven skal se sig selv og de andre som ressourcer, må læreren også se den enkelte elev og elever generelt som ressourcer. Det kan være vanskeligt, idet man i skolen traditionelt har været optaget af at finde fejl og mangler. Ikke altid for at bruge fejlene som kilde til læring, men snarere som et vurderingskriterium: "Med så mange fejl, får du følgende karakter".

For at øge blikket for elevressourcerne kan man benytte følgende tre-trinsmodel, som Tom Tiller12 anbefaler:

1. Trin:
Læreren øger sin bevidsthed om elevernes verden ved
  • at føre kollegiale diskussioner om elevdemokrati
  • at gå i dialog med eleverne
  • at reflektere over elevernes udsnit af verden
2. Trin
Læreren arbejder systematisk med at indhente elevperspektiver, -tanker, -erfaringer og -forslag ved
  • at eleverne skriver dagbog, logbog mv.
  • at være sammen med eleverne på nye måder; f.eks. ved at følge eleverne en hel skoledag
3. Trin
Eleverne inddrages aktivt i det pædagogiske arbejde via en klart defineret opgave med entydigt mandat

En af fordelene, ved at lærerens indsigt i elevernes verdensperspektiv øges, er, at læreren også får bedre indsigt i, hvad der er på spil i elevkulturen, der er elevens udgangspunkt for dannelsen af praksisfællesskaber.

Når eleverne finder sammen i forskellige grupperinger, kan det hvile både på opgave- og/eller personorientering. Oftest vil begge aspekter have betydning, men selve målet med samarbejdet bør spille ind i vægtningen. Det vil f.eks. være uhensigtsmæssigt at etablere en projektgruppe, der udelukkende hviler på personlige sympatier.

Det kan dreje sig om følgende grupperinger:

  • Projekt- og arbejdsgrupper
  • Elevgrupper underviser elevgrupper
  • Læringspartnere
  • Buddyordning
  • Erfagrupper
  • Sidemandsoplæring
  • Læsegrupper
  • Interessegrupper

Hvad læringspartnerskabet angår, kan det være svært at forestille sig, at det alene hviler på opgaveorientering. At tale om læring og give hinanden god, specifik og konstruktiv feedback forudsætter gensidig tillid og sympati. Men læringspartnerskabet er først og fremmest orienteret mod læreprocessen og altså konkret rettet mod det, der sker i uddannelsen. Da det sociale aspekt dog også spiller en væsentlig rolle i elevens faglige udvikling, har man på enkelte skoler fundet det hensigtsmæssigt at kombinere med en buddy-ordning, hvor det i højere grad er 'alt det andet', der står centralt.

Ens buddy holder øje med én, tager kontakt, hvis man pludselig er væk i længere tid, tager en kammeratlig snak om, hvad der kan stilles op i forskellige situationer.

Når en del erhvervsskoler har gode erfaringer med, at eleverne på den måde følger hinandens møde- og deltagelsesgrad, skyldes det givetvis, at det for mange elever virker positivt, at nogen lægger mærke til dem og viser interesse for dem på en kammeratlig måde. Det er ikke lige meget, om eleven kommer.

Og måske virker en kammerat-til-kammerat-snak nogle gange - og i forhold til nogle elever - bedre end en samtale med en lærer eller vejleder. Eleverne kan undertiden se løsningsmuligheder, som læreren aldrig ville få øje på.

Til overvejelse:

  • Hvilke styrker har den enkelte elev?
  • Hvordan kan elevens styrker danne udgangspunkt for undervisningen?

[Billede: Modeller, der kan støtte elevens læreproces. En elev læser en bog, som selv kan stå, og som samtidg holder briller op til eleven, og trækker et kort ned.]

11) FoU-projekt nr. 60782
12) Tiller, 1998

Denne side indgår i publikationen "Læring i samspil" som kapitel 6 af 11
© Undervisningsministeriet 2000

 Forrige kapitel Forsiden  Næste kapitel
Til sidens top